Afskrift af det brev, som han sendte til abbed Mellitus, da han var på vej til Britannien

Da de førnævnte sendebud var rejst, sendte den salige fader Gregor et brev efter dem, som er værd at huske. Her viser han åbent, hvor omhyggeligt han vågede over vort folks frelse. Han skriver:

Til den elskede søn, abbed Mellitus, fra Gregor, Guds tjeneres tjener.

Siden vor brødreflok, som er sammen med dig, er rejst, har vi været meget urolige, fordi vi ikke har hørt noget om, hvordan jeres rejse er gået. Når den almægtige Gud så har ført jer frem til den højærværdige mand, vor broder biskop Augustin, så fortæl ham, hvad jeg længe har overvejet og tænkt over angående englænderne: at man nemlig ikke skal ødelægge folkets afgudstempler, men kun afgudsbillederne i dem. Man skal lave vievand og stænke det i templerne, bygge altre og lægge relikvier i dem. Luthersk note: Vievand og relikvier, der indvier stedet, er menneskelige ordninger uden befaling i Skriften. Den lutherske bekendelse afviser at tillægge sådanne ting hellig kraft eller at gøre dem til en del af gudsdyrkelsen (CA XXI; Apologien XV; De Schmalkaldiske Artikler II,2). For hvis templerne er godt bygget, må de forvandles fra dyrkelse af onde ånder til tjeneste for den sande Gud. Når folket så ser, at dets templer ikke bliver ødelagt, kan det lægge vildfarelsen fra sig i hjertet, lære den sande Gud at kende og tilbede ham og komme mere fortroligt sammen på de steder, det er vant til. Og da de plejer at slagte mange okser, når de ofrer til de onde ånder, bør også dette ændres til en festlig skik. På kirkeindvielsesdagen eller på festdagene for de hellige martyrer, hvis relikvier er lagt der, skal de lave sig løvhytter af grene omkring de kirker, som er blevet omdannet fra templer, og fejre festen med gudfrygtige måltider. Luthersk note: Festdagene for martyrerne og deres relikvier hører i Gregors brev med til helgendyrkelsen. Bekendelsen tillader, at man mindes de hellige og følger deres tro og eksempel, men ikke at man påkalder dem eller stoler på deres fortjeneste (CA XXI). De skal ikke længere ofre dyr til djævelen, men slagte dyrene til deres egen føde til Guds ære og takke alle tings giver, når de er blevet mætte. Når de på den måde får lov at beholde nogle ydre glæder, kan de lettere komme til at tage imod de indre glæder. For der er ingen tvivl om, at det er umuligt at skære alt bort på én gang fra hårde sind; også den, der stræber efter at nå det højeste sted, kommer op trin for trin eller skridt for skridt og ikke i spring. Sådan gav Herren sig til kende for Israels folk i Egypten, men han lod dem dog beholde de ofre, som de plejede at bringe djævelen, i sin egen gudsdyrkelse, så han befalede dem at ofre dyr til ham. På den måde skulle de forvandle deres hjerte og opgive én side af offeret, men beholde en anden. Selv om det var de samme dyr, de var vant til at ofre, var det ikke længere de samme ofre, når de ofrede dem til den sande Gud og ikke til afguderne. Dette må du, min kære, altså fortælle den nævnte broder, så han, som selv er til stede der, kan overveje, hvordan han skal ordne det hele. Gud bevare dig i god behold, min elskede søn.

Givet den femtende dag før julis kalender [dvs. 17. juni 601], i det nittende regeringsår for vor herre, den højfromme kejser Mauritius Tiberius, i det attende år efter samme herres konsulat, i den fjerde indiktion.