Hvordan han i et brev formanede Augustin til ikke at rose sig af sine undergerninger

På samme tid sendte han også Augustin et brev om de undere, som han havde hørt var sket ved ham. Heri formaner han ham til ikke at komme i fare for at blive hovmodig på grund af de mange undere, med disse ord:

Jeg ved, kære broder, at den almægtige Gud ved dig viser store undere blandt det folk, som han har villet udvælge. Derfor må du både glæde dig med frygt og frygte med glæde over denne himmelske gave. Du skal glæde dig, fordi englændernes sjæle drages til den indre nåde ved de ydre undere; men du skal frygte for, at et svagt sind midt i de tegn, der sker, ophøjer sig selv i overmod, og at det indvendig falder for tom ære på grund af det samme, som løfter det til ære udadtil. Luthersk note: Gregor siger, at englænderne drages til nåden ved de ydre undere. Efter den lutherske bekendelse er det ved Ordet og sakramenterne, at Helligånden giver troen og nåden (CA V); undere kan ledsage forkyndelsen, men troen bygger ikke på dem. Vi skal nemlig huske, at da disciplene vendte glade tilbage fra deres forkyndelse og sagde til deres himmelske mester: «Herre, i dit navn er også de onde ånder os lydige» (Luk 10,17), fik de straks at høre: «Glæd jer ikke over det, men glæd jer hellere over, at jeres navne er skrevet i himlen» (Luk 10,20). De, der glædede sig over underne, havde sat deres sind på en privat og timelig glæde; men de bliver kaldt tilbage fra den private til den fælles glæde og fra den timelige til den evige, når der siges til dem: «Glæd jer over, at jeres navne er skrevet i himlen.» For ikke alle de udvalgte gør undere, men alligevel står alles navne skrevet i himlen. Sandhedens disciple må nemlig ikke have nogen anden glæde end over det gode, som de har fælles med alle, og hvor deres glæde ingen ende har.

Derfor er der kun tilbage, kære broder, at du midt i det, du gør udadtil ved Herrens virke, altid indvendig dømmer dig selv nøje og forstår, både hvem du selv er, og hvor stor nåde der er i det folk, for hvis omvendelses skyld du har fået gaven til at gøre tegn. Og når du husker, at du har forsyndet dig mod vor Skaber, enten med ord eller med gerning, så kald det altid i erindring, så erindringen om skylden kan trykke den ære ned, der vil rejse sig i hjertet. Og hvad du end får eller har fået af evne til at gøre tegn, så skal du regne det for givet ikke til dig, men til dem, for hvis frelses skyld det er givet dig.