Fortegnelse over vidnesbyrd fra Den Hellige Skrift og fra den gamle, rene kirkes lærere om, hvordan de har lært og talt om vor Herre Jesu Kristi person og om hans menneskelige naturs guddommelige majestæt, som er indsat ved Guds almægtige krafts højre hånd. Til den kristne læser.

Især i artiklen om Kristi person påstår nogle uden grund, at Konkordiebogen afviger fra den gamle, rene kirkes og fædrenes phrasibus og modis loquendi, det vil sige fra deres måde og form at tale på, og at den i stedet indfører nye, fremmede, selvopfundne, usædvanlige og uhørte udtryk. Men de vidnesbyrd fra den gamle kirke og fædrene, som bogen har henholdt sig til, ville gøre bogen for lang, hvis de skulle indarbejdes i den; de er siden blevet omhyggeligt skrevet op og overrakt til nogle kurfyrster og fyrster.

Derfor er de, til sandfærdig og grundig underretning for den kristne læser, trykt i et betydeligt antal bag i denne bog, ordnet efter forskellige punkter. Her kan læseren selv se og straks konstatere, at den nævnte bog ikke fremsætter noget nyt, hverken in rebus eller phrasibus, det vil sige hverken i læren eller i måden at tale på, men at den lærer og taler om denne hemmelighed netop sådan, som først og fremmest Den Hellige Skrift og dernæst den gamle, rene kirke har gjort.

For det første: Konkordiebogen skriver om personens enhed og om forskellen mellem de to naturer i Kristus og deres væsentlige egenskaber sådan, som den gamle, rene kirke, dens fædre og koncilier har talt. Der er nemlig ikke to personer, men én Kristus, og i denne person er der to forskellige naturer, den guddommelige og den menneskelige natur. De er ikke adskilt og heller ikke blandet sammen med hinanden eller forvandlet den ene til den anden; men hver natur har og beholder sine væsentlige egenskaber og lægger dem aldrig i evighed fra sig. Og den ene naturs væsentlige egenskaber, som i sandhed og med rette tilskrives hele personen, bliver aldrig den anden naturs egenskaber. Det bevises af følgende vidnesbyrd fra de gamle, rene koncilier.

Konciliet i Efesos (tom. I. concil. p. 606), kanon 4: Si quis voces scripturae de Christo in duabus personis vel subsistentiis dividit, et aliquas quidem velut homini, qui praeter Dei Verbum specialiter intelligatur, aptaverit, aliquas vero tamquam dignas Deo soli Dei Patris verbo deputaverit, anathema sit.

Det vil sige: I den fjerde kanon eller regel fra Konciliet i Efesos er det besluttet således: Hvis nogen deler Skriftens udsagn om Kristus mellem to personer, så at nogle af dem tillægges mennesket, som forstås adskilt fra og uden Faderens Ord, altså uden Guds Søn, mens andre alene tilskrives Guds Søn som det, der alene tilkommer Gud, han være forbandet.

Kanon 5: Si quis audeat dicere, Hominem Christum theophoron ac non potius Deum esse, tamquam Filium per naturam veraciter dixerit, secundum quod Verbum caro factum est, et communicarit similiter ut nos carni et sanguini, anathema sit.

I den femte kanon således: Hvis nogen vover at sige, at mennesket Kristus har båret Gud (theophoros), og ikke snarere, at han i sandhed er Gud som Guds Søn af natur, idet eller fordi Ordet er blevet kød og ligesom vi har fået del i kød og blod, han være forbandet.

Kanon 6: Si quis non confitetur eundem Christum Deum simul et hominem, propterea quod Verbum caro factum est, secundum scripturas, anathema sit.

I den sjette kanon således: Hvis nogen ikke bekender, at den ene Kristus på samme tid er Gud og menneske, fordi Ordet ifølge Den Hellige Skrift er blevet kød, han være forbandet.

Kanon 12: Si quis non confitetur Dei Verbum passum carne, et crucifixum carne, et mortem carne gustasse, factumque primogenitum ex mortuis, secundum quod vita et vivificator est ut Deus, anathema sit.

I den tolvte kanon således: Hvis nogen ikke bekender, at Faderens Ord har lidt i kødet, er korsfæstet i kødet og har smagt døden i kødet og er blevet den førstefødte fra de døde, idet han er livet og den, der gør levende, nemlig som Gud, han være forbandet.

Og Konciliet i Kalkedons beslutning lyder således, som Evagrius anfører den (lib. 2. cap. 4.): Ἑπόμενοι τοίνυν τοῖς ἁγίοις πατράσιν ἕνα καὶ τὸν αὐτὸν ὁμολογοῦμεν Υἱὸν τὸν Κύριον ἡμῶν Ἰησοῦν Χριστὸν, καὶ ὁμοφώνως ἅπαντες ἐκδιδάσκομεν, τέλειον τὸν αὐτὸν ἐν Θεότητι καὶ τέλειον τὸν αὐτὸν ἐν ἀνθρωπότητι, Θεὸν ἀληθῶς καὶ ἄνθρωπον ἀληθῶς τὸν αὐτὸν, ἐκ ψυχῆς λογικῆς καὶ σώματος, ὁμούσιον τῷ Πατρὶ κατὰ τὴν Θεότητα, καὶ ὁμούσιον ἡμῖν τὸν αὐτὸν κατὰ τὴν ἀνθρωπότητα, κατὰ πάντα ὅμοιον ἡμῖν χωρὶς ἁμαρτίας, πρὸ αἰώνων μὲν ἐκ τοῦ Πατρὸς γεννηθέντα κατὰ τὴν Θεότητα, ἐπ᾿ ἐσχάτων δὲ τῶν ἡμερῶν τὸν αὐτὸν δι᾿ ἡμᾶς καὶ διὰ τὴν ἡμετέραν σωτηρίαν ἐκ Μαρίας τῆς παρθένου καὶ Θεοτόκου κατὰ τὴν ἀνθρωπότητα, ἕνα καὶ τὸν αὐτὸν Ἰησοῦν Χριστὸν, Υἱὸν, Κύριον, μονογενῆ, ἐν δύο φύσεσιν ἀσυγχύτως, ἀτρέπτως, ἀδιαιρέτως, ἀχωρίστως γνωριζόμενον, οὐδαμοῦ τῆς τῶν φύσεων διαφορᾶς ἀνηρημένης, διὰ τὴν ἕνωσιν, σωζομένης δὲ μᾶλλον τῆς ἰδιότητος ἑκατέρας φύσεως, καὶ εἰς ἓν πρόσωπον καὶ μίαν ὑπόστασιν συντρεχούσης, οὐχ ὡς εἰς δύο πρόσωπα μεριζόμενον ἢ διαιρούμενον, ἀλλ᾿ ἕνα καὶ τὸν αὐτὸν Υἱὸν μονογενῆ, Θεὸν Λόγον καὶ Κύριον Ἰησοῦν Χριστόν· καθάπερ ἄνωθεν οἱ προφῆται περὶ αὐτοῦ καὶ αὐτὸς ἡμᾶς ὁ Χριστὸς ἐξεπαίδευσε καὶ τὸ τῶν πατέρων ἡμῖν παραδέδωκε σύμβολον.

Sequentes igitur sanctos patres, confitemur unum et eundem Filium, Dominum nostrum Iesum Christum, et una voce omnes depraedicamus eundem perfectum in Divinitate et perfectum eundem in humanitate, vere Deum et vere hominem eundem, ex anima rationali et corpore, consubstantialem Patri secundum Divinitatem, et consubstantialem nobis secundum humanitatem, per omnia nobis similem absque peccato, ante saecula quidem ex Patre genitum secundum Divinitatem, in extremis autem diebus ipsum eundem propter nos et propter nostram salutem ex Maria virgine, Dei genetrice secundum humanitatem genitum, unum et eundem Iesum Christum, Filium et Dominum unigenitum, in duabus naturis inconfuse, inconvertibiliter, indivise, insegregabiliter cognitum, nequaquam differentia naturarum sublata propter unionem, sed servata potius proprietate utriusque naturae, et utraque in unam personam concurrente, non velut in duas personas dispertitum aut divisum, sed unum et eundem Filium unigenitum, Deum, Verbum et Dominum Iesum Christum; quemadmodum olim prophetae et de se ipso Christus ipse nos docuit, et patrum nobis tradidit symbolum (tom. 1. concil. pag. 154).

Det vil sige: Konciliet i Kalkedons beslutning lyder således: Vi bekender én eneste Søn, vor Herre Jesus Kristus, fuldkommen i guddommen og fuldkommen i den menneskelige natur, og at han er sand Gud og sandt menneske, som har en fornuftig sjæl og et legeme, af samme væsen som Faderen efter den guddommelige natur og af samme væsen som vi efter den menneskelige natur, os lig i alle ting, dog uden synd. Han er født af Faderen før verden efter guddommen, men i den sidste tid er netop den samme for vor skyld og for vor frelses skyld født af Jomfru Maria, Guds moder (Theotokos), efter den menneskelige natur. Denne ene Jesus Kristus, den enbårne Søn og Herre, erkender vi i to naturer, ublandet, uforvandlet, udelt eller usplittet og uadskilt, således at forskellen mellem naturerne på ingen måde er ophævet ved den personlige forening, men at begge naturers egenskaber snarere bevares og kommer sammen i én person, ikke som delt eller splittet i to personer; men vi erkender én eneste Kristus, vor Herre, som både er den enbårne Søn eller Faderens Ord og også sandt menneske osv.

Således taler også Leo den Stores tiende synodalbrev (Ad Flavianum cap. 3. fol. 92): Salva proprietate utriusque naturae et in unam coeunte personam, suscepta est a maiestate humilitas, a virtute infirmitas, ab aeternitate mortalitas (abstractum pro concreto), et ad resolvendum conditionis nostrae debitum natura inviolabilis naturae est unita passibili, ut unus et idem mediator noster et mori posset ex uno, et mori non posset ex altero.

Ligeledes (cap. 4. fol. 93): Qui verus est Deus, idem verus est homo, dum invicem sunt et humilitas hominis et altitudo Deitatis. Sicut enim Deus non mutatur miseratione, ita homo non consumitur dignitate, agit enim utraque forma cum alterius communione, quod proprium est, Verbo scilicet operante, quod Verbi est, et carne exsequente, quod carnis est. Unum horum coruscat miraculis, alterum succumbit iniuriis. Deus est per id, quod in principio erat Verbum, et Deus erat Verbum, per quod omnia facta sunt. Homo per id, quod Verbum caro factum est, quodque factus est ex muliere. Ligeledes: Propter hanc unitatem personae in utraque natura intelligendam, et filius hominis legitur descendisse de coelo, quum Filius Dei ex Maria virgine carnem assumserit.

Og igen (cap. 5. fol. 93): Filius Dei crucifixus dicitur et sepultus, quum haec non in ipsa Divinitate, qua consubstantialis est Patri, sed in naturae humanae sit infirmitate perpessus cet.

Hucusque verba utriusque concilii, Ephesini et Chalcedonensis, quibuscum reliqui sancti patres omnes consentiunt.

Det vil sige: Leos tiende brev, som for Konciliet i Kalkedon var ligesom en instruks, siger også: Den personlige forening er sket sådan, at begge naturers egenskaber er forblevet ublandede og uforandrede og er kommet sammen i én person. Og således er den menneskelige ringhed antaget af den guddommelige majestæt, den menneskelige svaghed af den evige kraft og den menneskelige, dødelige natur af det evige, guddommelige væsen. Og den udødelige natur, som ikke kan lide, er forenet med den menneskelige, dødelige natur, som kan lide, for at vor ene mellemmand, som efter den ene natur, nemlig den guddommelige, ikke kunne dø, kunne dø for os efter den anden, nemlig den menneskelige.

Ligeledes: Han, som er sand Gud, er også sandt menneske, fordi menneskets ringhed og guddommens højhed er sammen i én person. For ligesom Gud ikke forandres, når han, nemlig af medlidenhed med os, antager den menneskelige natur, således fortæres mennesket Kristus heller ikke af den guddommelige værdighed og herlighed. For begge naturer i Kristus virker, hver i fællesskab med den anden, det, der er hver naturs eget: Ordet virker det, der hører Guds Søn til, og kødet udfører det, der hører kødet til. Det ene stråler og lyser i undergerningerne, det andet bliver trykket ned i lidelsen, og dog er han én eneste mellemmand, Gud og menneske. Gud er han derved, derfor og deraf, at Ordet var i begyndelsen, og Ordet var Gud, og alt er blevet til ved det. Menneske er han derfor, derved og deraf, at Ordet er blevet kød, og at Guds Søn er født af en kvinde. Ligeledes: For at vise denne personens enhed i begge naturer læser vi i Skriften, at Menneskesønnen er kommet ned fra himlen, skønt det dog var Guds Søn, der antog sit kød af Jomfru Maria. Og igen siger Skriften, at Guds Søn er korsfæstet og begravet, skønt han ikke har lidt dette i sin guddom, hvori han er af samme væsen som Faderen, men i sin antagne menneskelige naturs svaghed osv.

Så langt ordene fra de to koncilier, i Efesos og i Kalkedon, som også alle andre hellige fædre stemmer overens med.

Og netop dette har de lærde i vore skoler hidtil også villet vise og forklare med ordene (abstractum og concretum). Det har Konkordiebogen også henvist til med få ord på dette punkt, hvor der står: «som de lærde godt ved». Disse ord må, rigtigt forstået, nødvendigvis bevares i skolerne.

For concreta vocabula er ord, der i Kristus betegner hele personen, såsom «Gud», «menneske». Men abstracta vocabula er ord, som naturerne i Kristi person forstås og udtrykkes med, såsom «guddom», «den menneskelige natur».

Efter denne forskel siger man med rette in concreto: Gud er menneske, menneske er Gud. Derimod taler man forkert, når man siger in abstracto: Guddommen er den menneskelige natur, den menneskelige natur er guddommen.

Det samme gælder de væsentlige egenskaber: Den ene naturs egenskaber kan ikke udsiges om den anden natur in abstracto, som om de også var denne anden naturs egenskaber. Derfor er det også falsk og forkert at sige: Den menneskelige natur er almagten, er fra evighed. Heller ikke egenskaberne selv kan udsiges om hinanden, som hvis man sagde: mortalitas est immortalitas et e contra, dødeligheden er udødeligheden, og udødeligheden er dødeligheden. For ved sådanne udsagn ophæves forskellen mellem naturerne og deres egenskaber; de blandes sammen med hinanden, den ene forvandles til den anden, og de sidestilles og gøres således lige med hinanden.

Man skal ikke alene vide og fast tro, at den menneskelige natur, som er antaget i Kristi person, har og beholder sit væsen og dets naturlige, væsentlige egenskaber i al evighed. Det vigtigste er tværtimod – og heri ligger de kristnes højeste trøst – at vi også ud fra Den Hellige Skrifts åbenbaring ved og uden tvivl tror, hvilken majestæt denne hans menneskelige natur i og ved den personlige forening virkelig og i sandhed er indsat i, og at den således personligt er blevet delagtig i den. Det er udførligt forklaret i Konkordiebogen.

Derfor, og for at enhver også kan se, at den nævnte bog heller ikke på dette punkt har indført nye, fremmede, selvopfundne og uhørte paradokser og talemåder i Guds kirke, fremlægger de følgende fortegnelser tydelige vidnesbyrd, først fra Den Hellige Skrift og dernæst fra de gamle, rene kirkelærere, især fra de fædre, som var de fremmeste og førende ved de fire hovedkoncilier. Heraf kan man se, hvordan de har talt om dette.

Og for at den kristne læser lettere kan finde rundt i dem og orientere sig, er de ordnet under en række forskellige punkter, som følger her: