I.

For det første: Når Den Hellige Skrift og ligeledes fædrene taler om den majestæt, som Kristi menneskelige natur har modtaget ved den personlige forening, bruger de ordene communicationis, communionis, participationis, donationis, traditionis, subiectionis, exaltationis, dari osv., det vil sige ordene meddelelse, fællesskab, delagtig, skænket og givet osv.

Dan 7,13: Ecce in nubibus coeli quasi filius hominis veniebat cet., et dedit ei potestatem, honorem et regnum. Potestas eius potestas aeterna.

Dan 7: Og se, der kom en i himlens skyer, som lignede en menneskesøn; han kom hen til den Gamle og blev ført frem for ham. Han gav ham magt, ære og rige, for at alle folk, folkeslag og tungemål skulle tjene ham. Hans magt er evig og forgår ikke, og hans rige har ingen ende.

Joh 13,3: Sciens, quia omnia dedit ei Pater in manus.

Joh 13: Jesus vidste, at Faderen havde givet alt i hans hænder.

Matt 11,27: Omnia mihi tradita sunt a Patre meo

Matt 11: Alt er blevet overgivet mig af min Far.

Matt 28,18: Data est mihi omnis potestas in coelo et in terra.

Matt 28: Mig er blevet givet al magt i himlen og på jorden.

Fil 2,9: Donavit ei nomen super omne nomen cet.

Fil 2: Gud har givet ham et navn, som er over alle navne, for at i Jesu navn hvert knæ skal bøje sig i himlen, på jorden og under jorden osv.

Ef 1,22: Omnia subiecit sub pedibus eius.

Ef 1: Faderen har lagt alt under hans fødder. 1 Kor 15,27; Hebr 2,8.

Sl 8,7; 1 Kor 15; Hebr 2. Fil 2,9: Propter quod Deus exaltavit ipsum.

Eusebius, Evangeliets bevis, bog 4, kap. 13 (᾿Αποδειξ. βιβλ. δ. κεφ. ιγ.; Demonstr. Evang. l. 4. c. 13. p. 169 ed. Paris. 1628): ᾿Αλλὰ τὰ μὲν ἐξ αὐτοῦ μεταδιδοὺς (ὁ Λόγος) τῷ ἀνθρώπῳ, τὰ δ᾽ ἐκ τοῦ θνητοῦ μὴ ἀντιλαμβάνων. καὶ τῆς μὲν ἐνθέου δυνάμεως τῷ θνητῷ χορηγῶν, τῆς δ᾽ ἐκ τοῦ θνητοῦ μετουσίας οὐκ ἀντεπαγόμενος.

Sed illa quidem a se ipso communicans (ὁ Λόγος) homini, haec vero a mortali ipse non recipiens. 3. Item, mortali quidem potentiam divinam subministrans, a mortali vero ipse non contra in partem aut communitatem adductus.

Det vil sige: Faderens Ord har af sig selv meddelt det antagne menneske sit eget; for han har meddelt den antagne dødelige natur den guddommelige kraft, men selv har han ikke omvendt taget noget til sig fra den dødelige natur.

Den samme: Τοῦτον αὐτὸν (τὸν ἄνθρωπον) ἐκεῖ τῆς τε παρ᾽ αὐτῷ ζωῆς ἀϊδίου καὶ τῆς ἐν Θεότητι καὶ μακαριότητι κοινωνίας ἀξιῶν.

Hunc ipsum interim ad illius vitae aeternae, quam penes se habet, atque ad dignitatis in Divinitate ac beatitudine communitatem assumens.

Det vil sige: Ordet har gjort det antagne menneske værdigt til fællesskabet i guddommen, til det evige liv og til saligheden.

Athanasius, Brev til Epiktet (in ad Epictetum; Tom. I. op. p. 589. ed. Colon.), som også Epifanios anfører mod dimoeriterne (contra Dimeritas; Haeres. 77. 77. contra Dimoeritas t. 2. op. p. 1005. ed. Col.): Οὐ διὰ προσθήκην Θεότητος γέγονε σάρξ ὁ Λόγος, ἀλλ᾽ ἵνα ἡ σὰρξ ἀναστῇ, οὐδ᾽ ἵνα βελτιωθῇ ὁ Λόγος, προῆλθεν ἐκ Μαρίας, μᾶλλον γὰρ αὐτῷ (τῷ) ἀνθρωπίνῳ (σώματι) προσθήκη μεγάλη γέγονεν ἐκ τῆς τοῦ Λόγου πρὸς αὐτὸ κοινωνίας τε καὶ ἑνώσεως. Non enim Verbum caro factum est, ut Deitati aliqua accessio fieret, neque ut Verbum in meliorem statum reduceretur, magis vero ipsi humanae naturae accessio magna facta est ex communione et unione Verbi ad humanam naturam.

Det vil sige: For Ordet er ikke blevet kød, for at guddommen derved skulle få noget føjet til, og heller ikke for at Ordet skulle bringes i en bedre tilstand; tværtimod er der føjet noget større til den menneskelige natur ved Ordets fællesskab og forening med den.

Epifanios, Mod ariomaniterne, kætteri 69 (Haeresi 69. contra Ariomanitas), pag. 344 (p. 805. ed. Col): Δῆλον ὅτι ἡ σὰρξ ἡ ἀπὸ Μαρίας οὖσα καὶ ἐκ τοῦ ἡμετέρου γένους τυγχάνουσα καὶ μετεμορφοῦτο εἰς δόξαν, δόξαν ἐπικτωμένη τῆς Θεότητος, τὴν τιμήν τε καὶ τελειότητα καὶ δόξαν τὴν ἐπουράνιον, ἣν μὴ εἶχεν ἡ σὰρξ ἀπ᾿ ἀρχῆς, ἐνταῦθα δὲ λαβοῦσα ἐν τῇ συνενώσει τοῦ Θεοῦ Λόγου. Caro, quae ex Maria et ex nostro genere erat, transformabatur in gloriam (in transfiguratione) insuper acquirens gloriam Deitatis, honorem, perfectionem et gloriam coelestem, quam caro ab initio non habebat, sed ibi eam in counitione scilicet Dei Verbi accepit.

Det vil sige: Kødet, som var af Maria og af vor slægt, blev forklaret, og derudover har det også opnået guddommens herlighed, ære, fuldkommenhed og himmelske herlighed, som det ikke havde fra begyndelsen, men har modtaget i foreningen med Ordet.

Kyrill af Alexandria, Dialoger, bog 5 (lib. 5. Dialog.; t. 5. p. 562. ed. Par. 1638): Quomodo ergo vivificat caro Christi? Et respondet, secundum unionem cum vivente Verbo, quod et suae naturae bona proprio corpori communia solet facere.

Det vil sige: Hvordan gør Kristi kød da levende? Dertil svarer han: På grund af foreningen med det levende Ord, som plejer at gøre sin naturs goder fælles med sit eget legeme.

Theodoret om Ef 1 (Eph. 1.; t. 3. p. 297. ed. Par. 1642): Quod vero assumta ex nobis natura eiusdem honoris cum eo, qui assumsit, sit particeps, ut nulla videatur adorationis differentia, sed per naturam, quae cernitur, adoretur, quae non cernitur, Divinitas, hoc vero omne miraculum superat.

Det vil sige: Men at den natur, som er taget fra os, er delagtig i den samme ære som han, der har antaget den, sådan at der ikke viser sig nogen forskel i påkaldelsen, men at guddommen, som man ikke ser, skal tilbedes gennem den natur, som ses – det overgår i sandhed alle undere.

Johannes af Damaskus, Om den ortodokse tro, bog 3, kap. 7 og 15 (lib. 3. περὶ ὀρθοδόξ. πις. cap. 7. et 15.): Καὶ αὐτὴ μὲν (ἡ θεῖα φύσις) τῶν οἰκείων αὐχημάτων τῇ σαρκὶ μεταδίδωσι, μένουσα αὐτὴ ἀπαθὴς καὶ τῶν τῆς σαρκὸς παθῶν ἀμέτοχος. Divina natura proprias suas excellentias seu glorificationes carni communicat seu impertit, ipsa vero in se passionum carnis manet expers.

Den guddommelige natur har gjort sin egen højhed og herlighed fælles med kødet og meddelt kødet den, men selv forbliver den i sig selv uberørt af lidelsen i hans kød.

Den samme, kap. 19: Ἡ δὲ σάρξ τῇ Θεότητι τοῦ Λόγου ἐνεργούσῃ (κοινωνεί) διά τε τὸ ὡς δι᾽ ὀργάνου τοῦ σώματος τὰς θείας ἐκτελεῖσθαι ἐνεργείας, καὶ διὰ τὸ ἕνα εἶναι τὸν ἐνεργοῦντα θεϊκῶς τε ἅμα καὶ ἀνθρωπίνως. Εἰδέναι γὰρ χρὴ, ὡς ὁ ἅγιος αὐτοῦ νοῦς καὶ τὰς φυσικὰς αὐτοῦ ἐνεργεῖ ἐνεργείας cet., κοινωνεῖ δὲ ἐνεργούσῃ τῇ τοῦ Λόγου Θεότητι καὶ διεπούσῃ καὶ κυβερνώσῃ τὸ πᾶν νοῶν καὶ γινώσκων, καὶ διέπων οὐχ ὡς ψιλὸς ἀνθρώπου νοῦς, ἀλλ᾽ ὡς Θεῷ καθ᾽ ὑπόστασιν ἡνωμένος καὶ Θεοῦ νοῦς χρηματίσας.

Caro operanti Deitati Verbi communicat, cum quod divinae operationes per corpus tamquam per organum perficiantur, tum quod unus et idem sit, qui divina et humana operetur. Nosse enim oportet, quod sicuti sancta eius mens etiam naturales suas operationes operatur cet. Et simul communicat etiam Deitati Verbi operanti et gubernanti, ipsa etiam intelligens, cognoscens et disponens totum universum, non ut nuda hominis mens, sed ut Deo secundum hypostasin counita, et Dei mens constituta.

Det vil sige: Kødet har fællesskab med den virkende guddom, fordi de guddommelige virkninger er blevet fuldbragt gennem legemet som redskab. Således virker hans hellige sind også sine naturlige virkninger. Men hans fornuftige sind, som ved og ordner alt i hele verden, er også blevet delagtigt i Ordets guddom, i dens virken og styrelse – ikke som et menneskes blotte sind, men som et sind, der er personligt forenet med Guds sind og er én person med det.