Artikel XXXV. Om kirkelige ceremonier

Vi anerkender, at Kristus, Guds Søn, har indstiftet to ceremonier i kirken: dåben og Herrens nadver. De skal nødvendigvis holdes, sådan som Kristus har indstiftet dem.

Vi bekender også, at apostlene har indført visse ordninger i kirken, for at alt kunne ske sømmeligt og med orden, som Paulus siger. Sådanne ordninger beskrives i 1 Kor 14 og 1 Tim 2.

Apostlene brugte også håndspålæggelse, når de indsatte kirkens tjenere. Den er overtaget som en skik fra den gamle lov, men er ikke befalet kirken og kan derfor holdes frit.

I Apostlenes Gerninger bestemte de nemlig, at hedningerne skulle holde sig fra at spise kvalt og blod – ikke for at denne skik skulle gælde blandt hedningerne for altid, men kun for en tid, indtil det ikke længere vakte forargelse at spise det.

Vi bekender også, at biskopperne med deres kirkes samtykke må indføre ordninger for dage, højtider og læsninger eller prædikener til opbyggelse og til undervisning i den sande tro på Kristus.

Men det er ikke tilladt at påtvinge kirken den gamle lovs ceremonier som en guddommelig gudstjeneste, hvorved Gud på en særlig måde skulle dyrkes i kraft af selve handlingen.

Det er heller ikke tilladt hverken at genindføre lovens gamle ceremonier eller at udtænke nye for at afbilde den sandhed, som allerede er åbenbaret og bragt for lyset ved evangeliet. Sådanne ceremonier er fx at tænde vokslys ved højlys dag for at betegne evangeliets lys eller at bruge faner og kors for at betegne Kristi sejr ved korset. Af samme art er hele rustningen af messeklæder, som efter deres sigende skal afbilde hele Kristi lidelse, og meget andet af den slags.

Endnu mindre er det tilladt at indføre ceremonier eller gudstjenester, hvis fortjeneste skulle sone synderne og give os Himmeriget.

For om den første slags ceremonier og gudstjenester prædiker Kristus med Esajas' ord: «Forgæves dyrker de mig, idet de lærer lærdomme, som er menneskebud.» Og Paulus siger: «Lad ingen dømme jer for mad eller drikke eller hvad angår en festdag eller nymåne» osv.

Hertil kommer vidnesbyrd fra Augustin [Randnote: Augustin, brevet til Januarius, 118.] og andre om, at sådanne ceremonier holdes frit.

Om den sidste slags ceremonier er det derimod åbenbart, at de er ugudelige gudstjenester og en forhånelse af Kristi død og opstandelse. For alene ved hans fortjeneste har vi ved troen soning for synderne og arven til det evige liv.

[Den latinske tekst har ingen overskrift over de følgende afsnit, som derfor står under den sidste artikel; den tyske udgave har her overskriften «Slutning» (Beschluß).] Vi har nu gennemgået, hvad der efter vor mening i kirkens lære og i hele kirkens forvaltning dels bør godkendes, dels bør forkastes eller rettes. Er noget sagt kortere eller mere dunkelt, end så stor en sag kræver, påtager vore prædikanter sig at forklare det udførligere og tydeligere.

Til sidst beder vi ved Jesus Kristus, Guds Søn, vor eneste frelser, alle gudfrygtige om, at hver især efter sit embede og sit kald tager fat på at genoprette kirken med sand og alvorlig iver – sådan som vi håber, at de af sig selv vil gøre.

Det kan ikke nægtes, at kirkens tugt nu i mange år er brudt sammen, og at dens sæder er fordærvet af store og forfærdelige laster og i høj grad er udartet fra vore forfædres ærbarhed. Ja, også kirkens lære er blevet forvansket af utålelige fordærvelser. Hvis man fremover enten ser gennem fingre med dette eller stadfæster det, kan enhver med blot en smule klogskab tænke sig, hvor store ulykker der vil følge i Herrens kirke.

Man kender de frygtelige forbandelser, som Guds lov lyser over dem, der krænker Guds ord. Josija, Judas konge, tog fat på at genoprette kirken med et sandt heltemodigt sind. Efter at lovbogen var fundet og gennemset, formildede han ganske vist Guds vrede så meget ved sin gudfrygtige omvendelse og lydighed, at de straffe, som Guds kirke dengang havde fortjent ved at forsømme hans ord og ved sin ugudelighed, blev udsat til en anden tid. Alligevel var Guds strenghed mod dem, der foragtede hans ord og ikke ville omvende sig, så stor, at kongen, hvor gudfrygtig han end var, ikke helt kunne fjerne eller formilde den.

Vi mener imidlertid, at Guds vrede i vor tid er optændt og blusset op mod hans kirkes forsamling – ikke mindre, ja, langt voldsommere end i gamle dage, da Guds Søn endnu ikke var åbenbaret for verden ved sit evangelium. Det skyldes de mange forfærdelige ugudeligheder og de mange afskyelige forbrydelser og forargelser, som i selve det folk, der roser sig af Guds navn, er for åbenlyse til at kunne nægtes og for iøjnefaldende til at kunne undskyldes. Og jo større de velgerninger er, som han efter alt at dømme har vist de utaknemmelige både i tidligere tider og i vor tid, desto strengere vil Guds dom blive.

Mange andre ting i kirken og dens embede trænger ganske vist til at blive rettet, men især kræver læren om omvendelse og retfærdiggørelse en gudfrygtig forbedring, og ligeledes brugen af sakramenterne og kirketjenernes cølibat. Hvis dette ved Guds velgerning og ved alle de bedste mænds flid og omsorg bliver genoprettet i overensstemmelse med de profetiske og apostolske skrifter og med den sandt almindelige enighed i den gamle og renere kirke, vil man ikke blot yde Gud, vor Herre Jesu Kristi Fader, en højst velbehagelig gudstjeneste. Hele kristenheden vil også blive tilskyndet til at vise sin taknemmelighed og lydighed med alle de tjenester, den kan yde.

Vi kender ganske vist ikke til nogen vildfarelse hos vore prædikanter, hverken i læren eller i den øvrige kirkeforvaltning. Alligevel tvivler vi ikke på, at de er udrustet med så stor beskedenhed og gudfrygtighed, at de på ingen måde vil svigte kirkens opbyggelse, hvis de bliver formanet med vidnesbyrd fra den himmelske lære og med den almindelige kirkes sande enighed.

Hvad os selv og vort styre angår, vil vi med Guds nådige hjælp gøre os den største umage for ikke at forsømme nogen af de pligter, som vi håber kan bevare kirkens sande fred og frelse i Jesus Kristus, Guds Søn.