II.

At Kristus heller ikke har modtaget denne majestæt i tiden efter guddommen eller den guddommelige natur, men efter sin antagne menneskelige natur eller efter kødet, som menneske eller som Menneskesønnen, humanitus, ratione corporis seu humanitatis, propter carnem, quia homo, aut filius hominis [menneskeligt, med hensyn til legemet eller den menneskelige natur, for kødets skyld, fordi han er menneske eller Menneskesøn]:

Hebr 1,3: Facta purgatione peccatorum per se ipsum, sedet ad dexteram maiestatis in excelsis.

Hebr 1: Efter at han ved sig selv har skabt renselse for vores synder, har han sat sig ved majestætens højre hånd i det høje.

Hebr 2,8: Videmus Iesum propter passionem mortis gloria et honore coronatum, et constitutum super omnia opera manuum Dei, et omnia ei subiecta sub pedibus eius.

Hebr 2: Men nu ser vi endnu ikke, at alt er lagt under ham. Men ham, som en kort tid var gjort ringere end englene, ser vi: Det er Jesus, kronet med herlighed og ære på grund af dødens lidelse.

Luk 22,69: Ex hoc erit filius hominis sedens a dextris virtutis Dei.

Luk 22: Fra nu af skal Menneskesønnen sidde ved Guds krafts højre hånd.

Luk 1,32: Et dabit ei Dominus Deus sedem David patris, et regnabit in aeternum, et regni eius non erit finis.

Luk 1: Og Gud Herren skal give ham hans fader Davids trone, og han skal være konge over Jakobs hus for evigt, og der skal ikke være ende på hans kongedømme.

Joh 5,27: Dedit Filio habere vitam in se ipso, et potestatem dedit ei etiam iudicium facere, quia filius hominis est.

Joh 5: Ligesom Faderen har liv i sig selv, således har han også givet Sønnen at have liv i sig selv, og han har givet ham myndighed til også at holde dom, fordi han er Menneskesønnen.

Athanasius hos Theodoret, anden dialog (Dialog. 2), p. 330: Ὅσα οὖν λέγει ἡ γραφή, ὅτι ἔλαβεν ὁ Υἱὸς καὶ ἐδοξάσθη, διὰ τὴν ἀνθρωπότητα αὐτὸ λέγει, οὐ τὴν Θεότητα. Quaecunque scriptura dicit Christum in tempore accepisse, propter humanitatem dicit, non propter Divinitatem.

Athanasius: Hvad Den Hellige Skrift siger, at Kristus har modtaget i tiden, det siger den på grund af den menneskelige og ikke på grund af den guddommelige natur.

Athanasius, anden og fjerde tale mod arianerne (Oratione contra Arianos 2. et 4.; f. 347 et 490 sq. 492. ed. Colon. 1686): Scriptura non intelligit substantiam Verbi exaltatam, sed ad humanitatem eius hoc spectat, et propter carnem exaltari dicitur. Quum enim ipsius sit corpus, merito ipse ut homo, ratione corporis, humanitus exaltari et accipere memoratur, eo quod corpus illa recipiat, quae Verbum semper possidebat, secundum suam ex Patre Deitatem et perfectionem. Dicit igitur se potestatem accepisse ut hominem, quam semper habet ut Deus. Dicitque (glorifica me) qui alios glorificat, ut ostendat carnem se habere istarum rerum indigam. Ac proinde carne suae humanitatis hanc glorificationem accipiente, ita loquitur, quasi ipse eam accepisset. Illud enim ubique animadvertendum, nihil eorum, quae dicit se accepisse, in tempore scilicet, ita se accepisse, quasi non habuisset; habebat enim illa utpote semper ut Deus et Verbum. Nunc autem dicit humanitus se accepisse, ut carne eius in ipso accipiente in posterum ea ex carne illius in nos firmiter possidenda traderentur.

Det vil sige: Den Hellige Skrift mener ikke, at Ordets substans er blevet ophøjet; men det gælder hans menneskelige natur, og det siges, at han er ophøjet for kødets skyld. For da det er hans legeme, siges det med rette, at han som menneske er ophøjet for legemets og sin menneskelige naturs skyld. Og det siges, at han modtager dette, fordi hans legeme modtager det, som han som Ordet altid har haft efter sin guddom og fuldkommenhed, som han har fra Faderen. Derfor siger han, at han som menneske har modtaget den magt, som han altid har som Gud. Og han siger: Herliggør mig – skønt han selv herliggør andre; men dermed viser han, at han har et kød, som trænger til en sådan herliggørelse. Fordi kødet i hans menneskelige natur har modtaget denne herliggørelse, taler han sådan, som om han selv havde modtaget den. For overalt (i Den Hellige Skrift) skal man lægge godt mærke til, at Kristus ikke har manglet nogen af de ting, som han siger, at han har modtaget i tiden, som om han ikke havde haft dem før; for han har dem altid som Gud og Ordet. Men nu siger han, at han har modtaget dem efter den menneskelige natur, for at de, efter at hans kød har modtaget dem i ham, fremover også fra hans kød kan blive givet os til eje.

Den samme, Om den antagne menneskelige natur, mod Apollinaris (De suscepta Humanitate contra Apollinarium; p. 603 et 611. ed. Colon. 1686.): Quum Petrus dicit Iesum factum Dominum et Christum a Deo, non de Divinitate eius loquitur, sed de humanitate. Verbum eius semper erat Dominus, neque post crucem primum factus est Dominus, sed humanitatem eius Divinitas fecit Dominum et Christum.

Og igen: Når Peter siger, at Gud har gjort Jesus til Herre og Kristus, taler han ikke om hans guddom, men om den menneskelige natur. For hans Ord var altid Herre. Og han er ikke først efter sin lidelse blevet gjort til Herre, men guddommen har gjort hans menneskelige natur til Herre og Kristus.

Ligeledes: Quaecunque scriptura dicit Filium accepisse, ratione corporis accepta intelligit, corpusque illud esse primitias ecclesiae. Primum igitur Dominus suum corpus excitavit, et exaltavit, posthac autem membra sui corporis. Quibus verbis Athanasius explicavit, quod paulo post ad universam ecclesiam etiam suo modo accommodavit.

Og igen: Alt, hvad Den Hellige Skrift siger, at Sønnen har modtaget, forstår den sådan, at han har modtaget det efter legemet, og at dette legeme er kirkens førstegrøde. Derfor har Herren først oprejst og ophøjet sit legeme og derefter lemmerne på sit legeme. Med disse ord forklarer Athanasius det, som han siden på sin måde også anvender på hele kirken.

Basilius den Store, Mod Eunomios, bog 4 (contra Eunomium lib. 4.; p. 769. ed. Paris.): Quod Dominus celebratur et accipit nomen super omne nomen; item: Data est mihi omnis potestas in coelo et in terra, ego vivo propter Patrem, glorifica me ea gloria, quam ante mundum habui apud te cet., εἰς τὴν ἐνανθρώπησιν καὶ οὐκ εἰς τὴν Θεότητα ταῦτα νοεῖν δεῖ; hoc est: illa intelligere oportet de incarnatione et non de Deitate.

Det vil sige: At Herren prises for at have modtaget et navn over alle navne, og ligeledes at han siger: Mig er givet al magt i himlen og på jorden; jeg lever på grund af Faderen; herliggør mig med den herlighed, som jeg havde hos dig osv. – det skal man forstå om menneskevordelsen og ikke om guddommen.

Ambrosius, Om troen, bog 5, kap. 6 (lib. 5. de Fide cap. 6.; tom. 2. pag. 109.): Didicisti, quod omnia sibi ipsi subiicere possit secundum operationem utique Deitatis: disce nunc, quod secundum carnem omnia subiecta accipiat, sicut scriptum est Eph. 1: Secundum carnem igitur omnia ipsi subiecta traduntur.

Det vil sige: Du har lært, at han kan underlægge sig alt, og det efter guddommens virksomhed. Så lær nu også, at han efter kødet modtager alt som underlagt sig, sådan som der står skrevet i Ef 1. Derfor læres det, at alt er underlagt ham efter kødet.

Den samme, bog 5, kap. 2 (lib. 5. cap. 2.; pag. 99.): Non enim Deus suae sedis apostolis dat consortium, Christo vero secundum humanitatem datur consortium divinae sedis.

Og igen: For Gud giver ikke apostlene del i sin trone, men Kristus har han efter hans menneskelige natur sat ved sin side på sin guddommelige trone.

Og kap. 6 (Et cap. 6.; pag. 108.): In Christo communis secundum carnem natura praerogativam sedis coelestis meruit.

Og igen: I Kristus har den fælles (menneskelige) natur efter kødet opnået forrangen på den himmelske trone.

Chrysostomos, 3. prædiken over Hebræerbrevet, om kap. 1 (Ebr. 1. serm. 3), p. 117 (tom. 4. homilia 3. p. 1493.): Τὸ κατὰ σάρκα λέγων· Καὶ προσκυνάτωσαν αὐτῷ πάντες ἄγγελοι Θεοῦ Secundum carnem dicens: Et adorent ipsum omnes angeli Dei.

Det vil sige: Faderen har befalet, at alle engle skal tilbede Kristus efter kødet.

Theofylakt, om Johannesevangeliet (in Ioh.), pag. 235 (ed. Paris. 1631. f. 605.): Καὶ πάντα δέδωκεν ἐν τῇ χειρὶ τοῦ Υἱοῦ κατὰ τὸ ἀνθρώπινον. Pater omnia dedit in manum Filii iuxta humanitatem.

Det vil sige: Faderen har givet alt i Sønnens hænder efter den menneskelige natur.

Oikumenios efter Chrysostomos, om Hebr 1 (ex Chrysost. Ebr. 1.; T. 2. op. p. 324. ed. 1631.): Ὡς γὰρ Θεὸς ὁ Υἱὸς αἰώνιον ἔχει τὸν θρόνον. Ὁ θρόνος σου, ὁ Θεὸς φησὶν, εἰς τὸν αἰῶνα τοῦ αἰῶνος, οὐ γὰρ μετὰ τὸν σταυρὸν καὶ τὸ πάθος ταύτης ὡς Θεὸς τῆς τιμῆς ἠξιώθη, ἀλλ᾽ ἔλαβεν ὡς ἄνθρωπος, ὅπερ εἶχεν ὡς Θεὸς. Og lidt efter: Ὡς ἄνθρωπος τοίνυν ἀκούει κάθου ἐκ δεξιῶν μου. Ὡς γὰρ Θεὸς αἰώνιον ἔχει τὸ κράτος. Quatenus Deus est Filius, aeternum habet thronum. Thronus tuus, inquit Deus, in saeculum saeculi. Non enim post crucem et passionem hoc honore ut Deus dignus habitus fuit, sed accepit ut homo, quod habebat ut Deus. Og lidt efter: Ut homo igitur audit: Sede a dextris meis. Ut enim Deus aeternum habet imperium.

Det vil sige: Fordi han er Gud, har han en evig trone; men det, han havde som Gud, har han modtaget som menneske. Derfor hører han som menneske det, der er sagt: Sæt dig ved min højre hånd. For som Gud har han en evig magt og et evigt rige.

Kyrill, Thesaurus, bog 9, kap. 3 (lib. 9. Thesauri cap. 3.; tom. 2. pag. 110.): In potestatem dominandi ut homo ascendit.

Det vil sige: Som menneske er han steget op til regeringsmagten.

Den samme, bog 11, kap. 17 (lib. 11. cap. 17): Gloriam suam, quam semper habuit ut Deus, ut homo petiit; nec quia gloriae propriae unquam expers fuit, haec ab eo dicuntur, sed quia in gloriam, quae sibi semper adest ut Deo, proprium templum subducere volebat.

Og igen: Han har som menneske bedt om den herlighed, som han som Gud altid har haft; og dette siges ikke om ham, som om han nogensinde havde manglet sin egen glans og herlighed, men fordi han ville føre sit eget tempel ind i den herlighed, som han som Gud altid har haft.

Den samme, Til dronningerne, bog 2 (lib. 2. ad Reginas): Accepisse gloriam, potestatem et regnum super omnia, referendum est ad conditiones humanitatis.

Og igen: At han har modtaget herlighed, magt og herredømme over alt, skal henføres til den menneskelige naturs egenskaber.

Theodoret, om Sl 2 (in Ps. 2.; tom. 1. p. 242.): Christus quum natura Dominus sit ut Deus, etiam ut homo universum imperium accipit.

Det vil sige: Fordi Kristus som Gud er Herre, modtager han som menneske al magt.

Om Sl 110 (In Ps. 110.; tom. 1. pag. 242): Sede a dextris meis: humanitus hoc dictum est. Ut enim Deus sempiternum habet imperium, sic ut homo accepit, quod ut Deus habebat. Ut homo igitur audit: Sede a dextris meis; nam ut Deus sempiternum habet imperium.

Og igen: Sæt dig ved min højre hånd – det er sagt efter hans menneskelige natur. For ligesom han som Gud har et evigt rige, sådan har han som menneske modtaget den magt, som han havde som Gud. Derfor hører han også, at der er sagt til ham: Sæt dig ved min højre hånd; for som Gud har han et evigt rige.

Den samme, om Hebr 1 (Ebr. 1.; tom. 2. pag. 154.): Christus semper accepit ab angelis cultum et adorationem, erat enim semper Deus, iam autem adorant ipsum etiam ut hominem.

Hebr 1: Kristus er altid blevet æret og tilbedt af englene, for han var altid Gud. Men nu tilbeder de ham også som menneske.

Leo den Store, brev 23 (Epist. 23.; fol. 99. Ep. [23 et 83.] 46 et 97. f. 261 et 317 ed. Lugd. 1700.), siger i sin udlægning af Ef 1: Dicant adversarii veritatis, quando omnipotens Pater, vel secundum quam naturam Filium suum super omnia evexerit, vel cui substantiae cuncta subiecerit? Deitati enim, ut creatori, semper subiecta fuerunt. Huic si addita potestas, si exaltata sublimitas, minor erat provehente, nec habebat divitias eius naturae, cuius indiguit largitate; sed talia sentientem in societatem suam Arius rapit.

Lad så sandhedens modstandere sige os: Hvornår har den almægtige Fader ophøjet sin Søn over alt, og efter hvilken natur har han gjort det? Eller under hvilken substans (eller natur) har han lagt alt? For guddommen har som Skaberen altid haft alt underlagt sig. Er hans magt blevet forøget og gjort større, og er hans højhed blevet endnu mere ophøjet, så har han været mindre end den, der ophøjede ham, og han har ikke haft rigdommen i den natur, hvis gavmildhed han havde brug for. Men dem, der tænker sådan, optager Arius i sit fællesskab.

Den samme, brev 83 (Epist. 83, fol. 134): Licet Deitatis et humanitatis in Christo una prorsus eademque persona: exaltationem tamen et nomen super omne nomen ad eam intelligimus pertinere formam, quae ditanda erat tantae glorificationis augmento. Non enim per incarnationem aliquid decesserat Verbo, quod ei Patris munere redderetur. Forma autem servi humana est humilitas, quae in gloriam divinae potestatis erecta est, ut nec sine homine divina nec sine Deo agerentur humana.

Og igen: Selv om guddommen og den menneskelige natur i Kristus er én person, forstår vi dog, at ophøjelsen og navnet over alle navne hører til den skikkelse, som skulle gøres rig med herlighed. For ved menneskevordelsen har Ordet ikke mistet noget, som det skulle have tilbage som Faderens gave. Men tjenerskikkelsen er menneskelig ydmyghed, som er ophøjet til guddommelig herlighed, så intet guddommeligt udføres uden den menneskelige natur, og intet menneskeligt uden den guddommelige natur.

Samme sted: Quidquid in tempore accepit Christus, secundum hominem accepit, cui, quae non habuit, conferuntur. Nam secundum potentiam Verbi indifferenter omnia, quae habet Pater, etiam Filius habet.

Og igen: Alt, hvad Kristus har modtaget i tiden, har han modtaget som menneske, og som menneske fik han givet det, han ikke havde før. For efter Ordets kraft har Sønnen også alt, hvad Faderen har, uden forskel.

Vigilius, Mod Eutyches, bog 5 (lib. 5. contra Eutychen; p. 66 sq. ed. Divion. 1664. 4.): Divina natura non indiget honoribus sublimari, dignitatis profectibus augeri, potestatem coeli et terrae obedientiae merito accipere. Secundum carnis naturam igitur illa adeptus est, qui secundum naturam Verbi horum nihil eguit aliquando. Num quid enim potestatem et dominium creaturae suae conditor non habebat, ut novissimis temporibus muneris gratia his potiretur?

Det vil sige: Den guddommelige natur har ikke brug for, at man ophøjer den med ære eller gør den større med voksende værdighed, eller at den først får magten i himlen og på jorden ved lydighedens fortjeneste. Derfor er det efter kødets natur, at han (Kristus) har opnået dette – han, som efter Ordets natur aldrig har haft brug for noget af det. For skulle Skaberen ikke have haft magten og herredømmet over skabningen, så han først i de sidste tider fik dem af nåde?

Nikeforos, bog 1, kap. 36 (lib. 1. cap. 36., fol. 86.): Christus a discipulis in Galileae monte conspicitur, et ibi a Patre summam potestatem coeli et terrae sibi, iuxta humanitatem scilicet, traditam esse confirmat.

Det vil sige: Kristus bliver set af sine disciple på bjerget i Galilæa og bekræfter dér, at Faderen har givet ham den højeste magt i himlen og på jorden, nemlig efter den menneskelige natur.