III.

At først og fremmest Den Hellige Skrift og dernæst også de hellige fædre i den gamle, rene kirke taler om denne hemmelighed per vocabula abstracta, det vil sige med ord, som udtrykkeligt betegner den menneskelige natur i Kristus og henviser til den i den personlige forening, nemlig at den menneskelige natur virkelig og i sandhed har modtaget en sådan majestæt og bruger den:

Joh 6,54–55: Caro mea est cibus et sanguis meus vere est potus. Qui manducat meam carnem et bibit meum sanguinem, habet vitam aeternam.

Det vil sige: «Mit kød er den sande mad, og mit blod er den sande drik. Den, som spiser mit kød og drikker mit blod, har det evige liv.»

1 Joh 1,7: Sanguis Iesu Christi, Filii Dei, emundat nos ab omni peccato.

Det vil sige: «Jesu Kristi, Guds Søns, blod renser os fra al synd.»

Hebr 9,14: Sanguis Christi, qui per Spiritum Sanctum se ipsum obtulit immaculatum Deo, emundat conscientiam nostram ab operibus mortuis, ad serviendum Deo viventi.

Det vil sige: «Kristi blod, som ved Helligånden har ofret sig selv uplettet for Gud, renser vores samvittighed fra døde gerninger, så vi kan tjene den levende Gud.»

Matt 26,26–28: Accipite, manducate, hoc est corpus meum. Bibite ex hoc omnes, hic est sanguis meus novi testamenti.

Det vil sige: «Tag og spis, dette er mit legeme. Drik alle heraf, dette er mit blod, den nye pagts blod.»

Eustathius hos Theodoret, 2. dialog (pag. 40): Ἐντεῦθεν τοίνυν ἐπὶ θρόνου πρἄγραφεν αὐτὸν ἁγίου καθέζεσθαι, δηλῶν, ὅτι σύνθρονος ἀποδέδεικται τῷ θειοτάτῳ Πνεύματι, διὰ τὸν οἰκοῦντα Θεὸν ἐν αὐτῷ διηνεκῶς.

Huic igitur praedixit fore, ut sederet (Christus homo) in throno sancto, significans sessurum eum in eodem throno cum divinissimo Spiritu, propter Deum inhabitantem in ipso inseparabiliter.

Det vil sige: Den menneskelige natur i Kristus sidder på en trone eller et sæde sammen med hans guddom, fordi Gud uadskilleligt bor i denne menneskelige natur.

Den samme hos Gelasius: Homo Christus, qui profecit sapientia, aetate et gratia, rerum universarum imperium accepit.

Det vil sige: Mennesket Kristus, som tog til i visdom, alder og nåde, har modtaget styret eller herredømmet over alle ting.

Den samme, samme sted: Christus ipso corpore ad proprios venit apostolos dicens: Data est mihi omnis potestas in coelo et in terra; quam potestatem accepit extrinsecus templum et non Deus, qui templum illud praecipua pulcritudine aedificavit.

Det vil sige: Efter sin opstandelse kom Kristus med sit eget legeme til sine udvalgte apostle og sagde: «Mig er blevet givet al magt i himlen og på jorden.» Denne magt har det evige Ords ydre tempel modtaget, og ikke Gud (nemlig efter sin guddom), der har bygget dette tempel (sit legeme) og prydet det så herligt.

Athanasius, Om den arianske og den almindelige [lat. catholica] bekendelse (de Ariana et Catholica Confessione) (tom. 2. op. p. 579. ed. Colon.): Deus non est mutatus in humanam carnem vel substantiam, sed in se ipso, quam assumsit, glorificabat naturam, ut humana, infirma et mortalis caro atque natura divinam profecerit in gloriam, ita ut omnem potestatem in coelo et in terra habeat, quam, antequam a Verbo assumeretur, non habebat.

Det vil sige: Gud er ikke blevet forvandlet til menneskeligt kød eller menneskelig substans, men har i sig selv herliggjort den natur, som han tog på sig. Derved opnåede det menneskelige, svage og dødelige kød og den menneskelige natur guddommelig herlighed, så den har al magt i himlen og på jorden – en magt, den ikke havde, før den blev antaget af Ordet.

Den samme (l. c. p. 597 et 603), Om den antagne menneskelige natur, mod Apollinaris (de suscepta Humanitate contra Apollinarium) (pag. 530): Paulus Phil. 2. de templo loquitur, quod est corpus suum. Non enim qui altissimus est, sed caro exaltatur, et carni suae dedit nomen, quod est super omne nomen, ut scilicet in nomine Iesu flectatur omne genu, et omnis lingua confiteatur, quod Iesus Christus sit Dominus in gloria Patris. Et addit regulam generalem: Quando scriptura loquitur de glorificatione Christi, de carne loquitur, quae percepit gloriam. Et quaecunque scriptura dicit accepisse Filium, ratione humanitatis illius, non Divinitatis loquitur; ut quum dicit apostolus, quod in Christo habitet omnis plenitudo Deitatis corporaliter, plenitudinem illam in carne Christi habitare intelligendum est.

Det vil sige: Sankt Paulus taler i Fil 2 om sit tempel, som er hans legeme. For det er ikke den Allerhøjeste, men kødet, der bliver ophøjet. Og han har givet sit kød et navn over alle navne, så hvert knæ skal bøje sig i Jesu navn, og hver tunge bekende, at Jesus Kristus er Herren i Gud Faders herlighed. Og han tilføjer en almen regel: Når Den Hellige Skrift taler om Kristi herliggørelse, taler den om Kristi kød, som har modtaget denne herlighed. Og alt, hvad Skriften siger, at Sønnen har modtaget, siger den med henblik på den menneskelige natur og ikke på guddommen. Når apostlen for eksempel siger: «I Kristus bor hele guddomsfylden legemligt», skal det forstås sådan, at den bor i Kristi kød.

Den samme hos Theodoret, 2. dialog (tom. 3. p. 286): Κάθου ἐκ δεξιῶν μου, εἰς τὸ κυριακὸν σῶμα λέλεκται. Ligeledes: τὸ σῶμα τοίνυν ἔστιν, ᾧ λέγει, κάθου ἐκ δεξιῶν μου.

Corpus est, cui dicit Dominus: Sede a dextris meis.

Det vil sige: Det er legemet, som Herren siger til: «Sæt dig ved min højre hånd.»

Athanasius, Om menneskevordelsen (de Incarnatione), sådan som han citeres hos Kyrill i forsvaret for den 8. forbandelsesformel (anathematisme) og i skriftet Om den rette tro, til dronningerne (de recta fide ad Reginas): Si quis dicat inadorabilem Domini nostri carnem, ut hominis, et non adorandam ut Domini et Dei carnem, hunc anathematisat sancta et catholica ecclesia.

Det vil sige: Hvis nogen siger, at Kristi kød – der ikke skal tilbedes som et menneskes kød – heller ikke skal tilbedes som Herrens og Guds kød, så forbander den hellige og almindelige kirke ham.

Den samme (de susc. Human. pag. 603. ed. Colon.): Quaecunque scriptura dicit Filium accepisse, ratione corporis accepta intelligit, corpusque illud esse primitias ecclesiae. Primum igitur Dominus suum corpus excitavit et exaltavit, posthac autem et membra sui corporis.

Det vil sige: Alt, hvad Skriften siger, at Sønnen har modtaget, forstår den sådan, at han har modtaget det efter legemet, og at dette legeme er kirkens førstegrøde. Derfor har Herren først oprejst og ophøjet sit eget legeme og derefter også sit legemes lemmer.

Hilarius af Poitiers, lib. 9, pag. 136: Ut ita homo Iesus maneret in gloria Dei Patris, si in Verbi gloriam caro esset unita, et gloriam Verbi caro assumta teneret (concretum pro abstracto) [«det konkrete i stedet for det abstrakte», dvs. «mennesket Jesus» står for hans menneskelige natur].

Det vil sige: Sådan skulle mennesket Jesus altså blive i Gud Faders herlighed, når kødet var forenet med Faderens herlighed [det latinske citat har «Ordets herlighed» (in Verbi gloriam)], og kødet havde Ordets herlighed.

Eusebius af Emesa i prædikenen til fredag efter påske (Feria 6. paschatos in homiliis 5. patrum. pag. 297.): Qui secundum Divinitatem semper, simul cum Patre et Spiritu Sancto, omnium rerum potestatem habuit, nunc etiam secundum humanitatem omnium rerum potestatem accepit, ut homo ille, qui nuper passus est, coelo et terrae dominetur, quin hic et ibi facit, quidquid vult.

Det vil sige: Han, som efter guddommen altid sammen med Faderen og Helligånden havde al magt over alting, har nu også efter den menneskelige natur modtaget al magt over alting, for at netop det menneske, som for nylig led, skal herske over himmel og jord og gøre, hvad han vil, både her og dér.

Gregor af Nyssa hos Gelasius og Theodoret, 2. dialog: Τῇ δεξιᾷ οὖν τοῦ Θεοῦ ὑψωθεὶς τίς οὖν ὑψώθη; ὁ ταπεινὸς ἢ ὁ ὕψιστος; τί δὲ τὸ ταπεινὸν, εἰ μὴ τὸ ἀνθρώπινον; τι δὲ ἄλλο παρὰ τὸ θεῖον ἐστιν ὁ ὕψιστος; ἀλλὰ μὲν ὁ Θεὸς ὑψωθῆναι οὐ δεῖται ὕψιστος ὢν, τὸ ἀνθρώπινον ἄρα ὁ ἀπόστολος ὑψωθῆναι λέγει. ὑψωθῆναι δὲ διὰ τὸ Κύριος καὶ Χριστὸς γενέσθαι, οὐκοῦν οὐ τὴν προαιώνιον ὕπαρξιν τοῦ Κυρίου διὰ τοῦ ἐποίησε ῥήματος παρίστησιν ὁ ἀπόστολος, ἀλλὰ τὴν τοῦ ταπεινοῦ πρὸς τὸ ὑψηλὸν μεταποίησιν τὴν ἐκ δεξιῶν τοῦ Θεοῦ γεγεννημένην. Og lidt efter: Ὅτι ἡ δεξιὰ τοῦ Θεοῦ ἡ ποιητικὴ τῶν ὄντων τῶν πάντων, ἥτις ἐστὶν ὁ Κύριος, δι᾽ οὗ τὰ πάντα ἐγένετο καὶ οὗ χωρὶς ὑπέστη τῶν γεγονότων οὐδὲν, αὕτη τὸν ἑνωθέντα πρὸς αὐτὴν ἄνθρωπον εἰς τὸ ἴδιον ἀνήγαγεν ὕψος διὰ τῆς ἑνώσεως.

Det vil sige (hos Theodoret, tom. 2. pag. 333): Dextera igitur Dei exaltatus (ApG 2,33). Quis igitur exaltatus est, humilisne an altissimus? Quid autem est humile, nisi humanum? Quid vero aliud praeter Divinitatem appellatione altissimi significatur? At Deus exaltatione non indiget, quum sit altissimus. Humanam igitur naturam exaltatam esse dicit apostolus, exaltatam vero, quia Dominus et Christus factus est (homo). Non igitur aeternam essentiam Domini verbo, fecit, exprimit apostolus, sed humilis naturae evectionem ad summam celsitudinem, videlicet ad dexteram Dei. Og lidt efter: Quia dextera Dei, fabricatrix omnium rerum, quae est ille Dominus, per quem omnia facta sunt, et sine quo nihil eorum, quae facta sunt, subsistit, haec ipsa unitum sibi hominem ad propriam extulit celsitudinem per unionem.

Det vil sige: Gud har ikke brug for at blive ophøjet, for han er den Allerhøjeste. Derfor forstår Sankt Peter det sådan, at Kristi menneskelige natur er ophøjet. Men den er ophøjet på den måde, at han har gjort den til Herre og Kristus. Med disse ord har apostlen ikke villet pege på guddommen, men på, at den menneskelige natur er ophøjet i det høje, til Guds højre hånd. For Guds højre hånd, som har skabt alt, og som er Herren selv, har ved foreningen sat det menneske, der er forenet med den, ind i sin egen højhed.

Basilius den Store, Mod Eunomios (contra Eunomium), lib. 2, pag. 661: Κύριον καὶ Χριστὸν ὁ Θεὸς ἐποίησε τοῦτον τὸν Ἰησοῦν, ὃν ὑμεῖς ἐσταυρώσατε, τῇ δεικτικῇ φωνῇ μονονουχὶ πρὸς τὸ ἀνθρώπινον αὐτοῦ καὶ ὁρώμενον πᾶσι προδήλως ἐπερειδόμενος. Og lidt efter: Ὥστε ὁ εἰπὼν Κύριον αὐτὸν καὶ Χριστὸν ὁ Θεὸς ἐποίησε, τὴν κατὰ πάντων ἀρχὴν καὶ δεσποτείαν λέγει τὴν παρὰ τοῦ Πατρὸς ἐπιτραπεῖσαν αὐτῷ osv.

Petrus Act. 2. inquit: Dominum et Christum fecit Deus hunc Iesum, quem vos crucifixistis, demonstrativa voce humanae et omnibus visibili ipsius naturae palam propemodum incumbens seu innitens. Og lidt efter: Quamobrem inquiens, quod Deus Dominum et Christum ipsum fecerit, principatum et dominium super omnia a Patre ipsi commissum dicit.

Det vil sige: Når Peter i Apostlenes Gerninger siger: «Denne Jesus, som I korsfæstede, har Gud gjort til Herre», så har han med ordet «denne» villet pege på hans menneskelige natur, og han siger, at herredømmet og styret er overdraget til den (den menneskelige natur).

Epifanios, Mod ariomaniterne (contra Ariomanitas) (pag. 327. [t. 1. f. 728, ed. Paris. 1638.]): Τοῦτον τὸν Ἰησοῦν, ὃν ἐσταυρώσατε, ἵνα μὴ παραλειφθῇ ἡ ἁγία ἔνσαρκος οἰκονομία ἀπὸ τοῦ ἀπαθοῦς καὶ ἀκτίστου Λόγου, ἀλλὰ συνενωθῇ ἄνω τῷ ἀκτίστῳ Λόγῳ. διὰ τοῦτο καὶ Κύριον καὶ Χριστὸν ὁ Θεὸς ἐποίησε τὸ ἐκ Μαρίας συλληφθέν, τὸ ἐν Θεότητι συνενωθέν.

Det vil sige: Hunc igitur Iesum, quem crucifixistis, ut ne relinqueretur sancta in carne dispensatio a passionis experte et increato Verbo, sed couniretur superne increato Verbo. Quapropter et Dominum et Christum Deus fecit, id quod ex Maria conceptum et Deitati unitum est.

Det vil sige: Når Peter tilføjer: «denne Jesus, som I korsfæstede» osv., peger han dermed på Herrens menneskevordelse, og det er åbenbart, at han taler om kødet. Derfor har Gud gjort det, som er undfanget af Maria og forenet med guddommen, til Herre og Kristus.

Ambrosius, Om Helligånden (de Spiritu Sancto), bog 3, kap. 12 (tom. 2. p. 157. [f. 765. ed. Colon.]): Angeli adorant non solum Divinitatem Christi, sed et scabellum pedum eius. Og senere: Illam terram propheta dicit adorandam, quam Dominus Iesus in carnis assumtione suscepit. Itaque per scabellum terra intelligitur, per terram autem caro Christi, quam hodie quoque in mysteriis adoramus, et quam apostoli in Domino Iesu, ut supra diximus, adorarunt.

Det vil sige: Englene tilbeder ikke alene Kristi guddom, men også hans fodskammel. Og senere: Profeten siger, at den jord skal tilbedes, som Herren Jesus tog på sig, da han antog kødet. Ved fodskamlen forstås derfor jorden, men ved jorden forstås Kristi kød, som vi endnu i dag tilbeder i mysteriet [lat. in mysteriis, dvs. i sakramentet, nadveren], og som også apostlene tilbad i Herren Jesus.

Augustin, Om Herrens ord, prædiken 58 (de verbis Domini, sermone 58.) (tom. 10. pag. 217.): Si Christus non est natura Deus, sed creatura, nec colendus est nec ut Deus adorandus. Sed illi ad haec replicabunt ac dicent: Quid igitur est, quod carnem eius, quam creaturam esse non negas, simul cum Divinitate adoras, et ei non minus quam Deitati deservis?

Det vil sige: Hvis Kristus ikke af natur er Gud, men en skabning, så skal han heller ikke æres og tilbedes som Gud. Men herimod vil de indvende og sige: Hvordan kan det da være, at du tilbeder hans kød sammen med guddommen og tjener det ikke mindre end guddommen, skønt du ikke benægter, at det er en skabning?

Den samme om Sl 99,5 (in Psal. 99, 5.) (tom. 8. pag. 1103.): Adorate scabellum pedum eius. Scabellum est terra, et Christus suscepit terram de terra, quia caro de terra est et de carne Mariae carnem accepit. Et quia in ipsa carne hic ambulavit, et ipsam carnem manducandam nobis ad salutem dedit, nemo autem carnem illam manducat, nisi prius adoraverit. Inventum ergo est, quomodo adoretur tale scabellum pedum Domini, ut non solum non peccemus adorando, sed peccemus non adorando.

Det vil sige: Fodskamlen er jorden, og Kristus har taget jord af jorden, for kødet er af jorden, og af Marias kød har han antaget kød. Og fordi han har vandret i kødet, har han også givet os sit kød at spise, til vor frelse. Men ingen spiser dette kød uden først at have tilbedt det. Derfor er der fundet en måde, hvorpå en sådan fodskammel for Herren kan tilbedes, så vi ikke alene ikke synder, når vi tilbeder den, men synder, hvis vi ikke tilbeder den.

Chrysostomos om Hebr 2 (ad Hebr. 2.) (pag. 125.): Καὶ γὰρ ὄντως μέγα καὶ θαυμαστὸν καὶ ἐκπλήξεως γέμον, τὴν ἐξ ἡμῶν σάρκα ἄνω καθῆσθαι καὶ προσκυνεῖσθαι ὑπ᾿ ἀγγέλων καὶ ἀρχαγγέλων καὶ τῶν Σεραφὶμ καὶ τῶν Χερουβίμ. τοῦτο πολλάκις εἰς νοῦν ἐγὼ λαβὼν ἐξίσταμαι. Magnum, admirabile et stupore plenum est, carnem nostram sursum sedere et adorari ab angelis et archangelis. Hoc saepe mente versans ecstasin patior cet. Den samme om 1 Kor 10 (1. Cor. 10.) (pag. 174. [t. 6. f. 740. et t. 5. f. 261. ed. Francof.]): Τοῦτο τὸ σῶμα καὶ ἐπὶ φάτνης κείμενον, ἠδέσθησαν μάγοι cet., καὶ ὁδὸν ἐστείλαντο μακρὰν, καὶ ἐλθόντες μετὰ φόβου καὶ τρόμου πολλοῦ προσεκύνησαν. Hoc corpus Christi in praesepi iacens magi venerati sunt cet., et a longe venientes cum timore et tremore multo adoraverunt. Den samme hos Leo, brev 65 (apud Leonem epist. 65.): Cognoscamus, quae natura sit, cui Pater dixit: Esto meae particeps sedis. Illa natura est, cui dictum est: Terra es et in terram ibis.

Det vil sige: Det er et stort under, som man med rette må forbløffes over, at vort kød sidder deroppe og tilbedes af englene og ærkeenglene. Når jeg tænker over dette, som jeg ofte gør, er det, som om jeg var ude af mig selv. Om 1 Kor 10: Netop det legeme, der lå i krybben, ærede de vise mænd fra Østerland, og da de var kommet langvejs fra, tilbad de det med stor frygt og bæven. Og igen: Lad os lægge godt mærke til, hvilken natur det er, Faderen har sagt til: Sæt dig på min trone. Det er den natur, som det blev sagt til: Du er jord, og til jord skal du vende tilbage.

Theofylakt efter Chrysostomos om Matt 28 (ex Chrysostomo in caput Matth. 28.) (pag. 311. [ed. Lutet. 8. 1631. f. 184 et 605.]): Ἐπεὶ ἡ ἀνθρωπίνη φύσις ἡ πρώην κατάκριτος, συνημμένη τῷ Θεῷ λόγῳ καθ᾽ ὑπόστασιν, ἐν οὐρανῷ κάθηται ὑπ᾿ ἀγγέλων προσκυνουμένη, εἰκότως φησὶν, ὅτι ἐδόθη ἐμοὶ πᾶσα ἐξουσία ἐν οὐρανῷ. Καὶ γὰρ ἡ ἀνθρωπίνη ἡ πρώην δουλεύουσα νῦν ἐν Χριστῷ ἄρχει πάντων.

Quia humana natura prius condemnata, nunc vero iuncta Deo Verbo personaliter sedet in coelo et ab angelis adoratur, merito dicit: Data est mihi omnis potestas in coelo et in terra. Etenim humana natura prius serviebat, nunc in Christo omnibus imperat.

Det vil sige: Den menneskelige natur, som før var fordømt, men nu er personligt forenet med Ordet og sidder i himlen og tilbedes af englene, den siger med rette: Mig er blevet givet al magt i himlen og på jorden. For den menneskelige natur, som før tjente, hersker nu i Kristus over alt.

Den samme om Joh 3 (in 3. cap. Ioh.): Καὶ πάντα δέδωκεν ἐν τῇ χειρὶ τοῦ Υἱοῦ, κατὰ τὸ ἀνθρώπινον.

Pater omnia dedit in manum Filii iuxta humanitatem.

Det vil sige: Faderen har givet alt i Sønnens hænder efter den menneskelige natur.

Kyrill, om menneskevordelsen, kap. 11 (de incarnatione cap. 11.) (tom. 4. pag. 241. [t. 5. f. 695.]): Verbum in id, quod non erat, se immisit, ut et hominis natura id, quod non erat, fieret, divinae maiestatis dignitatibus per adunitionem fulgens, quae sublevata magis est ultra naturam, quam deiecit infra naturam invertibilem Deum.

Det vil sige: Ordet er gået ind i det, som det ikke var, for at menneskets natur skulle blive det, som den ikke var, nemlig at den ved foreningen skulle stråle i den guddommelige majestæts herlighed. Den er snarere blevet løftet op over naturen, end at den skulle have kastet den uforanderlige Gud ned under sin natur.

Konciliet i Efesos (Cyrill. tom. 4. pag. 140. [Apologet. adv. Orient, t. 6. f. 196.]), kanon 11 (canone 11.): Si quis non confitetur carnem Domini esse vivificam, propterea quod propria facta est Verbi, quod omnia vivificat, anathema sit.

Det vil sige: Den, der ikke bekender, at Kristi kød er et levendegørende kød, fordi det er blevet det Ords eget, som gør alt levende, han være forbandet.

Og Kyrill (samme sted, pag 140. [t 4. f. 85.]): in explicatione illius anathematismi dicit Nestorium noluisse vivificationem tribuere carni Christi, sed sententias Ioh. 6. exposuisse de sola Divinitate.

Det vil sige: Kyrill siger i sin forklaring af den nævnte fordømmelse (anathematisme), at Nestorius ikke ville indrømme, at Kristi kød gør levende, men udlagde udsagnene i Joh 6 alene om guddommen.

Theodoret, anden dialog (dialogo 2.): Καὶ τῆς ἐκ δεξιῶν ἠξιώθη καθέδρας (τὸ σῶμα τὸ Κυρίου) καὶ παρὰ πάσης προσκυνεῖται τῆς κτίσεως, ἅτε δὴ σῶμα χρηματίζον τοῦ Δεσπότου τῆς φύσεως.

Det vil sige: Illud corpus et sessione ad dexteram Dei dignum habitum est et ab omni creatura adoratur, quia corpus appellatur naturae Domini.

Det vil sige: Ved at sidde ved Guds højre hånd er dette legeme kommet til en sådan ære, og det tilbedes af hele skabningen, fordi det kaldes Guds legeme.

Den samme om Sl 8 (Psal. 8.): Huiusmodi honorem a Deo, universitatis scilicet imperium, humana in Christo natura accepit.

Det vil sige: Den menneskelige natur har i Kristus modtaget denne ære, nemlig herredømmet og regeringen over alt.

Leo (fol. 94. [ep. 25. f. 246.]), brev 11 (epistola 11.): Assumti, non assumentis provectio est, quod Deus illum exaltavit, et donavit illi nomen, quod est super omne nomen, ut in nomine Iesu omne genu flectatur, et omnis lingua confiteatur, quod Dominus sit Iesus Christus in gloria Dei Patris.

Det vil sige: Det tilkommer det antagne (menneske) og ikke (Gud), som har antaget det, at Gud har ophøjet ham og skænket ham det navn, som er over ethvert navn, for at i Jesu navn hvert knæ skal bøje sig, og hver tunge skal bekende, at Jesus er Herren i Faderens ære.

Johannes af Damaskus, bog 3, kap. 18 (lib. 3. cap. 18. pag. 251): Ἡ θεῖα αὐτοῦ (Χριστοῦ) θέλησις ἄναρχός τε καὶ παντεργὸς ἦν cet., ἡ δὲ ἀνθρωπίνη αὐτοῦ θέλησις ἀπὸ χρόνου τε ἤρξατο καὶ ἀυτὴ τὰ φυσικὰ καὶ ἀδιάβλητα πάθη ὑπέμεινε, καὶ φυσικῶς μὲν οὐ παντοδύναμος ἦν, ὡς δὲ τοῦ Θεοῦ Λόγου, ἀληθῶς καὶ κατὰ φύσιν γενομένη, καὶ παντοδύναμος.

Divina Christi voluntas erat aeterna et omnipotens cet., humana vero eius voluntas a tempore coepit et naturales ac innoxias affectiones sustinuit, et naturaliter quidem non erat omnipotens; ut autem vere et secundum naturam Dei Verbi voluntas est facta, et omnipotens est. Det vil sige, som kommentatoren forklarer: divina voluntas suapte natura habet potentiam omnia efficiendi, quae velit, humana vero Christi voluntas non sua natura habet omniefficacem virtutem, sed ut Deo Verbo unita.

Det vil sige: Herren Kristi guddommelige vilje er en evig og almægtig vilje. Men hans menneskelige vilje har haft en begyndelse i tiden og har haft sine naturlige, uskyldige virkninger. Af natur var den ganske vist ikke en almægtig vilje, men efter at den i sandhed og af natur er blevet Guds vilje, er den også almægtig. Det vil sige, som fortolkeren dér forklarer disse ord: Den guddommelige vilje har af sin natur magt til at gøre, hvad den vil, men Kristi menneskelige vilje har ikke af sin natur kraft til at kunne gøre alt, men har den, fordi den er forenet med Gud.

Den samme, kap. 19 (cap. 19.): Ἡ δὲ σάρξ τῇ Θεότητι τοῦ Λόγου ἐνεργούσῃ (κοινωνεί) διά τε τὸ ὡς δι ὀργάνου τοῦ σώματος τὰς θείας ἐκτελεῖσθαι ἐνεργείας καὶ διὰ τὸ ἕνα εἶναι τὸν ἐνεργοῦντα θεϊκῶς τε ἅμα καὶ ἀνθρωπίνως. Εἰδέναι γὰρ χρὴ, ὡς ὁ ἅγιος αὐτοῦ νοῦς καὶ τὰς φυσικὰς αὐτοῦ ἐνεργεῖ ἐνεργείας cet., κοινωνεῖ τῶν ἐνεργούσῃ τῇ Λόγου Θεότητι καὶ διεπούσῃ καὶ κυβερνώσῃ τὸ πᾶν νοῶν καὶ γινώσκων καὶ διέπων, οὐχ ὡς ψιλὸς ἀνθρώπου νοῦς, ἀλλ' ὡς Θεῷ καθ᾽ ὑπόστασιν ἡνωμένος καὶ Θεοῦ νοῦς χρηματίσας.

Caro operanti Deitati Verbi communicat, ideo quod divinae operationes per organum corporis perficiebantur. Ita sancta eius mens etiam naturales suas operationes operatur. Communicat autem et Deitati Verbi operanti ac gubernanti, ipsa etiam intelligens, cognoscens et disponens totum universum, non ut nuda hominis mens, sed ut Deo secundum hypostasin counita et Dei mens constituta.

Det vil sige: Kødet har del i eller fællesskab med Ordet, der virker, fordi den guddommelige virksomhed er blevet fuldbragt gennem legemet som redskab. Således har også hans hellige sind haft sine naturlige virkninger. Men efter at det er blevet delagtigt i Ordets guddom, som virker og regerer, forstår, ved og ordner det alt, hvad der er, ikke som et blot menneskes sind, men som et sind, der er personligt forenet med Gud og er blevet Guds sind.

Den samme, samme bog, kap. 12 (libro eodem cap. 12.): Ἡ μὲν ἀνθρωπίνη φύσις οὐσιωδῶς οὐ κέκτηται τῶν μελλόντων τὴν γνῶσιν, ἡ δὲ τοῦ Κυρίου ψυχὴ, διὰ τὴν πρὸς αὐτὸν τὸν Λόγον ἕνωσιν καὶ τὴν ὑποστατικὴν ταυτότητα, κατεπλούτησε μετὰ τῶν λοιπῶν θεοσημιῶν καὶ τὴν τῶν μελλόντων γνῶσιν. Og i slutningen af kapitlet: Ἡμεῖς δὲ Δεσπότην αὐτὸν φαμὲν καὶ Κύριον πάσης τῆς κτίσεως τὸν ἕνα Χριστὸν, τὸν αὐτὸν ὁμοῦ Θεόν τε καὶ ἄνθρωπον καὶ πάντα ἐιδέναι. Ἐν αὐτῷ γὰρ εἰσὶ πάντες οἱ θησαυροί τῆς σοφίας καὶ τῆς γνώσεως οἱ ἀπόκρυφοι.

Humana natura in Christo essentialiter non possidet seu obtinet futurorum cognitionem, sed ut Domini anima, propter unionem ad ipsum Deum Verbum, locupletata est cum reliquis divinis praedictionibus etiam futurorum cognitione. Og i slutningen af kapitlet: Nos ergo dicimus, unum Christum eundemque simul Deum et hominem omnia scire, in ipso enim omnes thesauri sapientiae et scientiae absconditi sunt.

Det vil sige: Den menneskelige natur i Kristus besidder eller har ikke af sit væsen kendskab til det, der skal komme. Men som Herrens sjæl er den ved foreningen med Gud Ordet sammen med andre guddommelige gaver også blevet udrustet med kendskab til det, der skal komme. Derfor siger vi, at den ene Kristus, på én gang Gud og menneske, ved alt. For i ham er alle visdommens og erkendelsens skatte skjult.

Nikeforos, bog 1, kap. 36 (lib. 1. cap. 36.): Christus a discipulis in Galileae monte conspicitur, et ibi a Patre summam potestatem coeli et terrae, iuxta humanam naturam scilicet, traditam esse confirmat.

Det vil sige: Kristus ses af disciplene på bjerget i Galilæa, og dér bevidnede han, at den højeste magt i himlen og på jorden er givet ham efter den menneskelige natur.