IV.

At Den Hellige Skrift og fædrene ikke blot har forstået den majestæt, som Kristus modtog i tiden, om skabte gaver, det vil sige endelige egenskaber (de finitis qualitatibus), men om guddommens herlighed og majestæt, som er Guds egen. Til den er hans menneskelige natur blevet ophøjet i Guds Søns person, og således har den modtaget den guddommelige naturs kraft og virkning, som er guddommens egen.

Joh 17,5: Et nunc glorifica me, tu Pater, apud temet ipsum ea gloria, quam habui apud te, priusquam mundus fieret.

Det vil sige: Og nu, Fader, herliggør mig hos dig selv med den herlighed, jeg havde hos dig, før verden blev til.

Kol 2,9: In ipso habitat omnis plenitudo Deitatis corporaliter.

Det vil sige: I ham bor hele guddomsfylden legemligt osv.

Hilarius af Poitiers, Om treenigheden (De Trinitate), bog 3 (pag. 28): Verbum caro factum orabat, ut id, quod de tempore erat, gloriam eius claritatis, quae sine tempore est, acciperet.

Det vil sige: Ordet, som er blevet kød, beder om, at det, der har sin begyndelse i tiden, må modtage æren af den herlighed, som er uden for tiden (fra evighed).

Gregor af Nyssa hos Gelasius og Theodoret, 2. dialog, om Peters ord i ApG 2: «Ophøjet ved Guds højre hånd» osv. (tom. 2. p. 333. [al. 330.]): Αὐτὴ (ἡ δεξιὰ τοῦ Θεοῦ) τὸν ἑνωθέντα πρὸς αὐτὴν ἄνθρωπον εἰς τὸ ἴδιον ἀνήγαγεν ὕψος διὰ τῆς ἑνώσεως. Ipsa dextera unitum sibi hominem in propriam suam evexit celsitudinem seu sublimitatem per unionem.

Det vil sige: Den højre hånd selv har ved foreningen ophøjet det menneske, som er forenet med den, til sin egen højhed.

Den samme, Om sjælen (de anima): Deus Verbum a communione illa, quae sibi est ad corpus et animam, nunquam alteratur, neque particeps est imperfectionis illarum, sed tradens eis suae Divinitatis virtutem manet idem, quod erat et ante unionem.

Det vil sige: Gud Ordet bliver aldrig forvandlet ved det fællesskab, som det har med legemet og sjælen, og har heller ikke del i deres svaghed. Men det har givet dem sin guddoms kraft, og Ordet forbliver netop det, som det var før foreningen.

Basilius den Store, prædiken om Kristi hellige fødsel (in Nativ. Christi; εἰς τὴν ἁγίαν τοῦ Χριστοῦ γένεσιν) (pag. 231): Τίνα τρόπον ἐν σαρκὶ ἡ Θεότης; ὡς τὸ πῦρ ἐν σιδήρῳ οὐ μεταβατικῶς, ἀλλὰ μεταδοτικῶς. Οὐ γὰρ ἐκτρέχει τὸ πῦρ πρὸς τὸ σίδηρον, μένον δὲ κατὰ χώραν μεταδίδωσιν αὐτῷ τῆς οἰκείας δυνάμεως, ὅπερ οὔτε ἐλαττοῦται τῇ μεταδόσει, καὶ ὅλον πληροῖ ἑαυτοῦ τὸ μετέσχον.

Quomodo Deitas est in carne? sicut ignis in ferro, non transitive, sed communicative. Non enim excurrit ignis ad ferrum, sed manens in suo loco communicat seu impertit ferro ignito propriam suam facultatem (vim seu potentiam), nec communicatione illa minor fit, sed se ipso totum ferrum replet, quod (illa scilicet unione) particeps est ignis.

Det vil sige: Guds menneskelige kød har del i guddommen, ligesom ilden meddeler et ildrødt eller gloende jern sin egen kraft og evne og dog ikke bliver mindre ved dette fællesskab, men fylder hele jernet med ild, så det (ved denne forening) har fået del i ilden.

Epifanios, Ancoratus (in Ancorato) (fol. 504 [f. 86. ed. Colon.]): Συνδυναμώσας σῶμα γήϊνον τῇ Θεότητι, εἰς μίαν δύναμιν ἥνωσεν, εἰς μίαν Θεότητα συνήγαγεν, εἷς ὢν Κύριος, εἷς Χριστὸς, οὐ δύο Χριστοὶ, οὐδὲ δύο Θεοὶ cet. (Idem Deus, idem homo) corpus terrenum una cum Deitate potens efficiens, in unam potentiam univit, in unitatem reduxit unus existens Dominus, unus Christus, non duo cet.

Det vil sige: Netop den Gud, som er menneske, har forenet det jordiske legeme med guddommen til én magt og ført det ind i én guddom.

Kyrill af Alexandria, om Johannesevangeliet (in Iohannem), bog 4, kap. 23: Non imperite omnino vivificam carnem esse negatis. Nam si sola intelligatur, nihil prorsus vivificare potest, quippe quae vivificante indigeat. Quum vero incarnationis mysterium laudabili cura scrutati fueritis, et vitam habitantem in carne cognoveritis, quamvis nihil penitus caro per se ipsam possit, vivificam tamen factam esse credetis. Nam quoniam cum vivificante Verbo coniuncta est, tota effecta est vivifica. Non enim ad corruptibilem suam naturam iunctum Dei Verbum detraxit, sed ipsa ad melioris virtutem elevata est. Quamvis ergo natura carnis, ut caro est, vivificare nequeat, facit tamen hoc, quia totam verbi operationem suscepit. Non enim Pauli aut Petri aut ceterorum, sed ipsius vitae corpus, in quo Deitatis plenitudo corporaliter habitat, facere hoc potest. Quas ob res caro ceterorum omnium nihil potest, Christi autem caro, quia in ipsa unigenitus Dei Filius habitat, sola vivificare potest.

Det vil sige: Når I benægter, at kødet er et levendegørende kød, er det ikke helt uforstandigt af jer. For forstås kødet alene for sig selv, kan det slet ikke gøre levende, da det jo selv trænger til en, der kan gøre det levende. Men når vi med flid udforsker hemmeligheden ved menneskevordelsen og erkender, at livet bor i kødet, så vil I dog tro, at det er blevet et levendegørende kød, selv om kødet slet intet formår af sig selv. Da det nemlig er forenet med det levendegørende Ord, er det i sin helhed blevet et levendegørende kød. For det (Kristi kød) har ikke trukket Guds Ord, som det er forenet med, ned til den forgængelige natur, men det (Kristi kød) er blevet ophøjet til en højere kraft. Selv om kødets natur altså ikke kan gøre levende, fordi det er kød, gør det det alligevel, og det netop fordi det har modtaget Ordets hele virkning. For det er hverken Sankt Paulus' eller Sankt Peters eller nogen andens (menneskes) legeme, men Livets legeme, som hele guddomsfylden bor legemligt i, der kan gøre dette. Derfor er alle andre menneskers kød da også uden nytte; men Kristi kød alene kan gøre levende, fordi Guds enbårne Søn bor i det.

Augustin, Mod arianeren Felicianus (contra Felicianum Arianum), kap. 11: Iniuria sui corporis affectam non fateor Deitatem, sicut maiestate Deitatis glorificatam novimus carnem.

Det vil sige: Jeg siger ikke, at den skam, som gik ud over legemet, har ramt guddommen på samme måde, som vi ved, at hans kød er herliggjort med den guddommelige majestæt.

Theodoret, kapitlet om Antikrist (cap. de Antichristo) (tom. 2. pag. 411): Verbum homo factum non particularem gratiam contulit assumtae naturae, sed totam plenitudinem Deitatis complacuit in ipsa habitare.

Det vil sige: Ordet, som er blevet menneske, har ikke vist den antagne natur nåde stykkevis, men det har behaget (Gud), at hele guddomsfylden skulle bo i den.

Den samme om Sl 22 (in Psalmum 21) (tom. 1. pag. 110): Si natura assumta cum Divinitate assumente est copulata, etiam eiusdem gloriae et honoris particeps et consors facta est.

Det vil sige: Når den antagne natur er forenet med guddommen, som har antaget den, så har den også fået del i guddommens herlighed og ære.

Den samme om Hebr 1: Ipsa humanitas post resurrectionem divinam gloriam est consecuta.

Det vil sige: Den menneskelige natur selv har efter opstandelsen opnået den guddommelige herlighed.

Johannes af Damaskus, bog 3, kap. 7 og 15: Καὶ αὕτη μὲν (ἡ θεῖα φύσις) τῶν οἰκείων αὐχημάτων τῇ σαρκὶ μεταδίδωσι, μένουσα αὐτὴ ἀπαθὴς καὶ τῶν τῆς σαρκὸς παθῶν ἀμέτοχος.

Divina natura proprias suas excellentias seu glorificationes carni communicat seu impertit, ipsa vero in se passionum carnis manet expers.

Det vil sige: Den guddommelige natur giver kødet del i sin egen herlighed, den herlighed, der hæver den over alt; men selv er den efter sin natur fri for kødets lidelse.