V.

At Kristus som Gud har den samme guddommelige majestæt på én måde, nemlig væsensmæssigt og som sin væsensegenskab i og for sig selv; men som menneske har han den på en anden måde, nemlig ikke væsensmæssigt i og for sig selv, men på grund af og efter den personlige forenings art.

Joh 14,6: Ego sum vita.

Jeg er livet.

Joh 5,26–27: Dedit ei vitam habere in se ipso, quia filius hominis est.

Det vil sige: Han har givet Sønnen at have liv i sig selv, fordi han er Menneskesønnen.

Kyrill af Alexandria, Thesaurus, bog 12, kap. 15 (tom. 2, pag. 167 [tom. 5, ed. Paris. 1638]): Conditio et proprietas alia creaturae, alia creatori inest, sed natura nostra a Filio Dei assumta mensuram suam excessit et in conditionem assumentis eam per gratiam translata est.

Det vil sige: Skabningens tilstand og egenskab er én, og Skaberens tilstand og egenskab er en anden. Men efter at vores natur er blevet antaget af Guds Søn, har den overskredet vores naturs mål og er af nåde blevet ført over i den tilstand, som tilhører den natur, der har antaget den.

Den samme, om Johannesevangeliet (in Iohannem), bog 2, kap. 144 (tom. 1, pag. 134 [tom. 4, ed. Paris. 1638]): Christus causam subiecit, quare vitam et potestatem iudicii sibi a Patre data dixerit, dicens: quia filius hominis est, ut intelligamus omnia sibi data esse ut homini. Unigenitus vero Filius non vitae particeps, sed vita naturaliter est.

Det vil sige: Kristus tilføjer straks grunden til, at han har sagt, at livet og magten til at holde dom er givet ham af Faderen. Han siger nemlig: «for han er Menneskesønnen», for at vi skal forstå, at alt er givet ham som menneske. For den enbårne Søn har ikke del i livet, men er af natur selve livet.

Den samme, bog 3, kap. 37 (tom. 1, pag. 181): Vivificat corpus Christi, quia ipsius vitae corpus est, virtutem Verbi incarnati retinens, et plenum potestate illius, quo universa sunt et vivunt.

Det vil sige: Kristi legeme gør levende, for det er livets legeme. Det beholder kraften fra Ordet, som blev kød, og er fyldt med – ja, fuldt af – magt fra ham, som alle ting er og lever ved.

Den samme, bog 4, kap. 14 (pag. 201): Quoniam Salvatoris caro coniuncta est Verbo Dei, quod naturaliter vita est, effecta est vivifica.

Det vil sige: Fordi vor Frelsers kød er forenet med Guds Ord, som af natur er livet, er det også blevet levendegørende.

Og kap. 18 (pag. 204): Corpus meum vita replevi, mortalem carnem assumsi, sed quia naturaliter vita existens habito in ipsa, totam ad vitam meam reformavi.

Det vil sige: Mit legeme har jeg fyldt med livet, og det dødelige kød har jeg antaget. Men fordi jeg af natur er livet, bor jeg i det (kødet) og har helt og holdent omdannet det til mit liv.

Kap. 24 (pag. 210): Natura carnis ipsa per se vivificare non potest. nec sola esse in Christo intelligitur, sed habet Filium Dei sibi coniunctum, qui substantialiter vita est. Quando igitur vivificam Christus carnem suam appellat, non ita illi, ut sibi sive proprio Spiritui, vim vivificandi attribuit. Nam per se ipsum Spiritus vivificat, ad cuius virtutem caro per coniunctionem conscendit. Quomodo autem id fiat, nec mente intelligere nec lingua dicere possumus, sed silentio ac firma fide id suscipimus.

Det vil sige: Kødets natur kan ikke i sig selv gøre levende, ligesom man heller ikke skal forstå det sådan, at den er alene i Kristus. Den har derimod Guds Søn forenet med sig, og han er i sit væsen livet. Når Kristus derfor kalder sit kød et levendegørende kød, tillægger han det ikke kraften til at gøre levende på samme måde som sig selv eller sin egen Ånd. For Ånden gør levende i sig selv, og ved foreningen er kødet steget op til hans kraft. Men hvordan det går til, kan jeg hverken fatte med min forstand eller udtale med min tunge; vi tager imod det i stilhed og med tro.

Den samme, bog 10, kap. 13 (pag. 501): Caro vitae, facta unigeniti caro, ad virtutem vitae reducta est.

Det vil sige: Livets kød er den Enbårnes kød og er blevet ført til livets kraft.

Den samme, bog 11, kap. 21 (pag. 552): Ipsa caro Christi non a se sancta fuit, sed coniunctione Verbi ad Verbi virtutem quodammodo reformata, salutis atque sanctificationis causa est participantibus; non ergo carni, ut caro est, operationis divinae virtutem sed naturae Verbi attribuimus.

Det vil sige: Kristi kød er ikke helligt af sig selv, men ved foreningen med Ordet er det på en vis måde ført til Ordets kraft, så det er en årsag til frelse og helliggørelse for dem, der får del i det. For vi tillægger ikke kødet, sådan som det i sig selv er kød, den guddommelige krafts virkning, men Ordet.

Dialoger, bog 6 (t. 5 op. ed. cit.): Glorificatur a Patre, non quia Deus, sed quoniam erat homo, quasi propriae naturae fructum non habens potentiam operandi efficaciter divine, accepit quodammodo illam per unionem et ineffabilem concursum, qui intelligitur Dei esse Verbi cum humanitate.

Det vil sige: Han bliver herliggjort af Faderen, ikke som Gud, men fordi han var et menneske. Kraften til at virke guddommeligt havde han ikke som frugt af sin egen natur; den har han på en vis måde modtaget ved foreningen og den underfulde sammenføjning af Guds Ord med den menneskelige natur.

Den samme, Om den rette tro, til Theodosius (De recta fide ad Theodosium), pag. 278: Immisit assumto corpori suam vitam ipsa per unionem dispensatione.

Det vil sige: Han har ladet livet gå ind i det antagne legeme ved de to naturers forening.

Samme sted (pag. 279): Vivificat Verbum propter ineffabilem nativitatem ex vivente Patre. Attamen est videre, ubi tribuatur etiam propriae carni divinae efficacia gloriae. Ligeledes: Otiosam confitebimur terrenam carnem ad hoc, ut possit vivificare, quatenus pertinet ad propriam eius naturam.

Det vil sige: Ordet gør levende på grund af sin uudsigelige fødsel af den levende Fader. Dog skal man se, hvor også hans eget kød tillægges den guddommelige herligheds kraft. Ligeledes: Vi vil bekende, at jordisk kød er uden virkning, når det gælder evnen til at gøre levende, nemlig hvad angår dets egen natur.

Epifanios, Mod ariomaniterne (contra Ariomanitas), pag. 337 (Haeres. 69, f. 789, ed. Colon.): Ἡ γὰρ αὐτοῦ ἐνανθρώπησις οὐ κατ᾿ ἰδίαν τις οὖσα, οὐ γὰρ ἀποκεχωρισμένης τῆς Θεότητος, καὶ χωρὶς οὔσης τῆς ἐνανθρωπήσεως ἔλεγεν ὡς ἄλλου καὶ ἄλλο, ἀλλὰ συνηνωμένης τῆς ἐνανθρωπήσεως τῇ Θεότητι, μιᾶς οὔσης ἁγιαζίας (ἁγιζίας), καὶ ἤδη ἐν αὐτῇ τὰ τελειότατα ἐπισταμένης. οἷα δὴ ἐν Θεῷ συνηνωμένη καὶ εἰς μίαν Θεότητα συνημμένη.

Humanitas enim illius non seorsim per se subsistit, non enim separata Deitate et seorsim existente natura humana dicebat, velut alius et alius, sed counita humanitate cum Deitate, una existente sanctificatione, et iam in ipsa, quae perfectissima sunt, sciente, nimirum in Deo et in unam Deitatem coaptata.

Det vil sige: Kristi menneskelige natur består ikke adskilt for sig selv, men er forenet med guddommen. Og således ved den nu i selve guddommen det, som er helt fuldkomment, fordi den er forenet med Gud.

Augustin, Om Herrens ord (De verbis Domini), prædiken 58 (tom. 10, pag. 217 og 218): Ego vero dominicam carnem, imo perfectam in Christo humanitatem ideo adoro, quod a Divinitate suscepta et Deitati unita est, et non alium et alium, sed unum eundemque Deum et hominem Filium Dei esse confiteor. Denique si hominem separaveris a Deo, illi nunquam credo nec servio.

Det vil sige: Jeg tilbeder Herrens kød, ja, hele den fuldkomne menneskelige natur i Kristus, fordi den er antaget af guddommen og forenet med guddommen. Og jeg siger ikke, at den ene er Gud og den anden mennesket, men jeg bekender, at Guds Søn er Gud og menneske på én gang. Hvis du derimod adskiller mennesket fra Gud, så tror jeg ikke på ham og tjener ham heller ikke.

Ligeledes: Humanitatem non nudam vel solam, sed Divinitati unitam, scilicet unum Dei Filium, Deum verum et hominem verum, si quis adorare contemserit, aeternaliter morietur.

Og igen: Hvis nogen foragter og ikke påkalder den menneskelige natur – vel at mærke ikke den blotte menneskelige natur alene, men den, der er forenet med Gud, og dermed den ene Guds Søn, sand Gud og sandt menneske – så skal han dø den evige død.

Augustin, Om Guds stad (De civitate Dei), bog 10, kap. 24: Non ergo caro Christi per se ipsam mundat credentes, sed per Verbum, a quo suscepta est.

Det vil sige: Derfor renser Kristi kød ikke de troende i kraft af sig selv, men ved Ordet, som har antaget det.

Konciliet i Efesos, kanon 11 (hos Kyrill, t. 6, f. 196): Si quis non confitetur carnem Domini esse vivificam propterea, quod propria facta est Verbi, quod omnia vivificat, anathema sit.

Det vil sige: Hvis nogen ikke bekender, at Kristi kød er et levendegørende kød, fordi det er Ordets eget, det Ord, som gør alt levende, han være forbandet.

Theofylakt, om Joh 3 (f. 605 og 184, ed. cit.): Καὶ πάντα δέδωκεν ἐν τῇ χειρὶ τοῦ Υἱοῦ κατὰ τὸ ἀνθρώπινον. Εἰ δὲ κατὰ τὸ Θεϊκὸν, τί τοῦτο; δέδωκεν ὁ Πατὴρ τὰ πάντα τῷ Υἱῷ λόγῳ φύσεως, ἀλλ᾽ οὐ χάριτος.

Omnia dedit in manum Filii iuxta humanitatem; si autem et secundum Divinitatem intelligatur, dedit Pater omnia Filio ratione naturae, non gratiae.

Det vil sige: Han har givet alt i Sønnens hænder efter den menneskelige natur. Forstår man det også om guddommen, så har Faderen givet Sønnen alt efter naturen og ikke efter nåden.

Den samme, om Matt 28: Εἰ μὲν ὡς ἀπὸ τοῦ Θεοῦ Λόγου λεγόμενον ἐκλάβοις, ὅτι ἐδόθη μοι ἡ πᾶσα ἐξουσία, καθὸ καὶ ἄκοντες καὶ ἑκόντες νῦν ἐπιγινώσκουσί με Θεὸν, οἱ πρώην κατὰ τὸν τῆς ἀκουσίου ὑποταγῆς τρόπον δουλεύοντές μοι. Εἰ δὲ ὡς ἀπὸ τῆς ἀνθρωπίνης φύσεως λεγόμενον, οὕτω νόει, ὅτι ἐγὼ ἡ πρώην κατάκριτος φύσις, κατά δὲ τὴν πρὸς τὸν Υἱὸν τοῦ Θεοῦ ἀσύγχυτον ἕνωσιν Θεὸς οὖσα, ἔλαβον τὴν ἐξουσίαν κατὰ πάντων.

Si de Divinitate, Deo Verbo, intelligas, (data est mihi omnis potestas,) sensus erit, et nolentes et volentes nunc me Deum agnoscunt, qui prius mihi serviebant involuntariae obedientiae modo. Si autem de humana natura dicitur, sic intellige: Ego prius condemnata natura, existens autem Deus, secundum unionem ad Filium Dei, absque naturarum confusione accepi potestatem omnem.

Det vil sige: Når du forstår det om guddommen («mig er givet al magt»), så er meningen: Hvor alt tidligere tjente mig mod sin vilje, har jeg det nu i villig lydighed. Men taler det om den menneskelige natur, skal du forstå det således: Jeg, som tidligere var en fordømt natur, men nu er Gud, har i kraft af foreningen med Guds Søn uden sammenblanding af naturerne modtaget al magt.

Johannes af Damaskus, bog 3, kap. 17: Οὐ γὰρ κατ᾿ οἰκείαν ἐνέργειαν, ἀλλὰ διὰ τὸν ἡνωμένον αὐτῇ Λόγον τὰ θεῖα ἐνήργει, τοῦ Λόγου δι' αὐτῆς τὴν οἰκείαν ἐνδεικνυμένου ἐνέργειαν. καίει μὲν γὰρ ὁ πεπυρακτωμένος σίδηρος, οὐ φυσικῷ λόγῳ τὴν καυστικήν κεκτημένος ἐνέργειαν, ἀλλ᾽ ἐκ τῆς πρὸς τὸ πῦρ ἑνώσεως τοῦτο κεκτημένος. Ἡ αὐτὴ τοιγαροῦν θνητή τε ἦν δι᾽ ἑαυτὴν, καὶ ζωοποιὸς διὰ τὴν πρὸς τὸν Λόγον καθ' ὑπόστασιν ἕνωσιν.

Non secundum propriam operationem, sed propter unitum sibi Verbum divina operabatur (caro Domini), Verbo per eam propriam suam operationem manifestante. Nam et ferrum ignitum urit non naturali ratione possidens ustricem operationem, sed obtinens eam ex unione ignis et ferri. Ipsa igitur caro Domini mortalis erat propter se ipsam, et vivifica propter hypostaticam ad Verbum unionem.

Det vil sige: Herrens kød udfører guddommelige gerninger, ikke ved sin egen virkning, men fordi det var forenet med Ordet, som gennem kødet åbenbarer sin egen virkning. For heller ikke det glødende jern har af sin natur kraften og evnen til at brænde; det har fået den, besidder den og beholder den ved foreningen af jernet og ilden. Derfor er Herrens kød dødeligt i sig selv og levendegørende på grund af den personlige forening med Ordet.

Den samme, kap. 18: Ἡ θεία αὐτοῦ (Χριστοῦ) θέλησις ἄναρχός τε καὶ παντεργὸς ἦν, osv. Ἡ δὲ ἀνθρωπίνη αὐτοῦ θέλησις ἀπὸ χρόνου τε ἤρξατο, καὶ αὐτὴ τὰ φυσικὰ καὶ ἀδιάβλητα πάθη ὑπέμεινε, καὶ φυσικῶς μὲν οὐ παντοδύναμος ἦν, ὡς δὲ τοῦ Θεοῦ Λόγου ἀληθῶς καὶ κατὰ φύσιν γενομένη καὶ παντοδύναμος.

Divina Christi voluntas erat aeterna et omnipotens, humana vero eius voluntas a tempore coepit, et naturales ac innoxias affectiones sustinuit. Et naturaliter quidem non erat omnipotens, ut autem vere et secundum naturam Dei Verbi voluntas est facta, et omnipotens est. Det vil sige, som kommentatoren forklarer: divina voluntas suapte natura habet potentiam omnia efficiendi, quae velit, humana vero Christi voluntas non sua natura habet omniefficacem virtutem, sed ut Deo Verbo unita.

Det vil sige: Herren Kristi guddommelige vilje er en evig og almægtig vilje, men hans menneskelige vilje begyndte i tiden og havde sine naturlige, uskyldige virkninger. Af natur var den ganske vist ikke en almægtig vilje; men efter at den i sandhed og naturligt er blevet Guds, Ordets, vilje, er den også almægtig. Det vil sige, som fortolkeren samme sted forklarer disse ord af Johannes af Damaskus: Den guddommelige vilje har af sin egen natur magt til at gøre, hvad den vil; men Kristi menneskelige vilje har ikke af sin natur denne kraft til at kunne gøre alt, men har den, fordi den er forenet med Gud.

Den samme, i samme bog, kap. 21: Ἡ μὲν ἀνθρωπίνη φύσις οὐσιωδῶς οὐ κέκτηται τῶν μελλόντων τὴν γνῶσιν, ἡ δὲ τοῦ Κυρίου ψυχή, διὰ τὴν πρὸς αὐτὸν τὸν Λόγον ἕνωσιν καὶ τὴν ὑποστατικὴν ταυτότητα, κατεπλούτησε μετὰ τῶν λοιπῶν θεοσημειῶν καὶ τὴν τῶν μελλόντων γνῶσιν. Og i slutningen af kapitlet: Ἡμεῖς δὲ Δεσπότην αὐτὸν φαμὲν καὶ Κύριον πάσης τῆς κτίσεως τὸν ἕνα Χριστὸν, τὸν αὐτὸν ὁμοῦ Θεόν τε καὶ ἄνθρωπον, καὶ πάντα εἰδέναι. Ἐν αὐτῷ γάρ εἰσὶ πάντες οἱ θησαυροὶ τῆς σοφίας καὶ τῆς γνώσεως οἱ ἀπόκρυφοι.

Humana natura in Christo essentialiter non possidet seu obtinet futurorum cognitionem, sed ut Domini anima, propter unionem ad ipsum Deum Verbum, locupletata est cum reliquis divinis praedictionibus etiam futurorum cognitione. Og i slutningen af kapitlet: Nos ergo dicimus unum Christum, eundemque simul Deum et hominem, omnia scire. In ipso enim omnes thesauri sapientiae et scientiae absconditi sunt.

Det vil sige: Den menneskelige natur i Kristus besidder eller har ikke i kraft af sit væsen kundskab om de kommende ting; men som Herrens sjæl er den ved foreningen med Gud, Ordet, sammen med andre guddommelige gaver også blevet udrustet med kundskab om de kommende ting. Derfor siger vi, at den ene Kristus, på én gang Gud og menneske, ved alt. For i ham er alle visdommens og erkendelsens skatte skjult.

Den samme, bog 2, kap. 22: Εἰ γὰρ καὶ τῆς ἀγνοούσης τὰ μέλλοντα φύσεως ἦν (ἡ τοῦ Κυρίου ψυχὴ), ἀλλ᾽ ὅμως καθ᾽ ὑπόστασιν ἑνωθεῖσα τῷ Θεῷ λόγῳ, πάντων τὴν γνῶσιν εἶχεν, οὐ χάριτι, ἀλλὰ διὰ τὴν καθ' ὑπόστασιν ἕνωσιν. Og lidt efter: Ἐπὶ δὲ τοῦ Κυρίου ἡμῶν Ἰησοῦ Χριστοῦ, ἐπειδὴ μὲν διάφοροι αἱ φύσεις, διάφοροι καὶ αἱ θελήσεις φυσικαὶ, ἤγουν θελητικαὶ δυνάμεις.

Domini anima etsi secundum se erat naturae futura ignorantis, attamen secundum hypostasin unita Deo Verbo omnium cognitionem habebat, non ex gratia seu participative, sed propter hypostaticam unionem. Og lidt efter: Et quia in Domino nostro Iesu Christo naturae differunt, etiam naturales scientiae et voluntates Divinitatis et humanitatis osv.

Det vil sige: Selv om Herrens sjæl i sig selv var en uvidende natur, vidste den dog alt, efter at den var blevet personligt forenet med Gud, Ordet – ikke af nåde, men på grund af den personlige forening. Men fordi der er forskel på naturerne, er der også forskel på guddommens og den menneskelige naturs naturlige forstand og vilje.