VI.

At guddommen nu kraftfuldt viser og virkelig lægger sin majestæt, kraft og virkning (som er og forbliver den guddommelige naturs egen) for dagen i, med og ved den menneskelige natur, som er personligt forenet med den. Den menneskelige natur har denne majestæt på den måde og derved, at hele guddommens fylde bor personligt i Kristi antagne kød og blod.

Rom 3,25: Proposuit Christum propitiatorium per fidem in sanguine eius.

Det vil sige: Gud har stillet Kristus frem for os som en nådestol ved troen i hans blod.

Rom 5,9: Iustificamur in sanguine eius.

Det vil sige: Vi bliver retfærdige ved hans blod.

Kol 1,20: In ipso pacificantur omnia per sanguinem crucis eius osv.

Det vil sige: Ved ham bliver alt forsonet, hvad enten det er på jorden eller i himlen, idet han stifter fred ved blodet på sit kors, ved sig selv.

Athanasius, fjerde tale mod arianerne (Orat. 4 contra Arianos) (Epist. ad Adelph. c. Arian. t. 1. f. 161. ed. Colon.): Quomodo corpus Domini non esset adorabile? Quum Verbum manum suam corporalem extendens sanarit febricitantem, vocem humanam edens suscitaverit Lazarum, manibus suis in cruce protensis principem aëris prostraverit.

Det vil sige: Hvorfor skulle man ikke tilbede Herrens legeme? Ordet gjorde jo den febersyge rask ved at række sin legemlige hånd ud, vakte Lazarus op fra de døde med sin menneskelige stemme og slog fyrsten i luften ned, da det bredte sine hænder ud på korset.

Den samme, femte dialog om treenigheden (Dial. 5 de Trinitate) (t. 2. op. f. 257.): Ὁ Θεὸς Λόγος ἑνωθεὶς ἀνθρώπῳ τελεῖ τὰ τεράστια οὐ κεχωρισμένος τῆς ἀνθρωπότητος, δι' αὐτῆς καὶ ἐν αὐτῇ καὶ μετ᾿ αὐτῆς εὐδοκήσας τὴν ἑαυτοῦ θείαν δύναμιν ἐνεργεῖν. Og lidt efter: Καὶ ὑπὲρ τὴν φύσιν τὴν ἰδίαν ἀποτελεῖ τὸ ζῶον εὐδοκίᾳ τῇ ἑαυτοῦ, καὶ τὸ ζῶον εἶναι λογικὸν οὐκ ἐκώλυσεν.

Deus Λόγος, unitus homini, edit miracula et operatur non seorsim aut separatim a natura humana assumta, sed pro sua bonitate placuit ipsi per assumtam humanitatem, in ea et cum ea propriam divinam suam potentiam operando exercere. Og lidt efter: Et humanitatem illam suam ultra et supra propriam ipsius naturam pro suo beneplacito perfectam reddidit, non tamen prohibet, quo minus sit animal rationale seu vera humana natura.

Det vil sige: Gud, Ordet, forenet med mennesket, gør underne og virker, men ikke adskilt fra den menneskelige natur. Efter sin godhed har det tværtimod behaget ham at vise og udøve sin egen guddommelige kraft i sine gerninger ved den antagne menneskelige natur, i den og med den. Således har han efter sit velbehag gjort denne sin menneskelige natur fuldkommen ud over og hinsides dens natur, og alligevel hindrer det slet ikke, at den stadig er en fornuftig skabning og en sand menneskelig natur.

Kyrill, Om den rette tro, til Theodosius (de recta Fide ad Theodosium) (t. 5. op.): Anima, unionem sortita ad Verbum descendit in infernum, divina autem virtute et efficacia utens dixit compeditis: Egredimini.

Det vil sige: Kristi sjæl, som er forenet med Ordet, steg ned til helvede, men den brugte guddommelig kraft og virkning, da den sagde til de fangne: Gå ud!

Den samme, Til dronningerne, bog 1 (lib. 1 ad Reginas): Christus ut Deus vivificat per propriam carnem.

Det vil sige: Kristus som Gud gør levende ved sit eget kød.