VII.

Og at denne meddelelse af den guddommelige majestæt også sker i herligheden, uden at den menneskelige natur sammenblandes, udslettes eller fornægtes.

Matt 16,27: Filius hominis venturus est in gloria Patris sui.

Det vil sige: Menneskesønnen skal komme i sin Fars herlighed.

Og ApG 1,11: Sic veniet, quemadmodum vidistis euntem in coelum.

Det vil sige: Han skal komme på samme måde, som I har set ham fare op til himlen.

Athanasius, femte dialog om treenigheden (Dial. 5 de Trinitate) (t. 2. f. 257. ed. Colon.): Καὶ ὑπὲρ τὴν φύσιν τὴν ἰδίαν ἀποτελεῖ τὸ ζῶον εὐδοκίᾳ τῇ ἑαυτοῦ καὶ τὸ ζῶον εἶναι λογικὸν οὐκ ἐκώλυσεν.

Humanitatem illam suam supra et ultra propriam ipsius naturam pro suo beneplacito perfectam reddidit, non tamen prohibet, quo minus sit animal rationale seu vera humana natura.

Det vil sige: Han har efter sit velbehag gjort denne sin menneskelige natur fuldkommen ud over og hinsides dens egen natur, og derfor hindrer det ikke, at den samtidig forbliver en fornuftig skabning og en sand menneskelig natur.

Theofylakt efter Chrysostomos, om Matt 28 (f. 184.): Ἐγὼ ἡ πρώην κατάκριτος φύσις, κατὰ δὲ τὴν πρὸς Υἱὸν τοῦ Θεοῦ ἀσύγχυτον ἕνωσιν Θεὸς οὖσα, ἔλαβον τὴν ἐξουσίαν κατὰ πάντων.

Ego prius damnata natura, nunc Deus existens secundum unionem ad Filium Dei absque naturarum confusione, accepi potestatem omnium.

Det vil sige: Jeg, den natur, som før var fordømt, har nu uden sammenblanding af naturerne modtaget al magt.

Kyrill, bog 4, kap. 24 (t. 4. f. 337. et 3. f. 783.): Totum corpus suum vivifica Spiritus virtute plenum esse ostendit, non quod naturam carnis amiserit et in Spiritum mutata sit, sed quia cum Spiritu coniuncta totam vivificandi vim hausit.

Det vil sige: Han har vist, at hele hans legeme er fyldt med Åndens livgivende kraft – ikke fordi det havde lagt kødets natur fra sig og var blevet forvandlet til ånd, men fordi det er forenet med Ånden og derfor har modtaget kraften til at gøre levende.

Den samme, Om menneskevordelsen (de Incarnatione), kap. 8: In carbone tamquam in imagine licet conspicere, adunitum quidem humanitati Deum Verbum transformasse assumtam naturam in suam gloriam et operationem. Sicut ignis ligno affixus, ita adunitus est inaestimabiliter humanitati Deus, conferens ei etiam naturae suae operationem.

Det vil sige: I et glødende kul kan man som i et billede se, hvordan den menneskelige natur er forenet med Ordet, så Ordet forvandler den antagne natur til sin herlighed og virkning. Ligesom ilden er i træet, sådan er Gud på en umålelig måde forenet med den menneskelige natur og har meddelt den sin virkning.

Theodoret, anden dialog (t. 4. f. 82 et 112.): Καὶ τὸ δεσποτικὸν τοιγαροῦν σῶμα ἄφθαρτον μὲν ἀνέστη καὶ ἀπαθὲς καὶ ἀθάνατον, καὶ τῇ θείᾳ δόξῃ δεδοξασμένον καὶ παρὰ τῶν ἐπουρανίων προσκυνεῖται δυνάμεων. σῶμα δὲ ὅμως ἔστι, τὴν προτέραν ἔχον περιγραφήν.

Corpus dominicum surrexit quidem a mortuis incorruptibile, inpassibile, immortale, divina glorificatum gloria, et a coelestibus adoratur potestatibus, corpus tamen est et habet, quam prius habuit, circumscriptionem.

Det vil sige: Herrens legeme er opstået fra de døde og herliggjort med guddommelig herlighed, og det tilbedes af de mægtige himmelske ånder. Alligevel er det et legeme og er afgrænset som før.

Den samme godkender i tredje dialog denne sætning af Apollinaris: Si mixtio ignis cum ferro, quae ferrum ostendit ignem, ita ut etiam ea faciat, quae sunt ignis, non mutat naturam ferri: neque igitur Dei cum corpore unio est mutatio corporis, licet corpori divinas operationes praebeat.

Det vil sige: Hvis ildens sammenblanding med jernet – som viser, at jernet er ild, så det også gør og udretter det, der er ildens egenskab – ikke forandrer jernets natur, så er Guds forening med legemet heller ikke en forandring af legemet (efter dets væsen), selv om den meddeler legemet guddommelige virkninger.

Johannes af Damaskus, bog 3, kap. 17: Ἡ τοῦ Κυρίου σάρξ τὰς θείας ἐνεργείας ἐπλούτησε διὰ τὴν πρὸς τὸν Λόγον ἀκραιφνεστάτην ἕνωσιν ἤτοι τὴν καθ᾽ ὑπόστασιν, οὐδαμῶς τῶν κατὰ φύσιν ἰδίων ὑποστᾶσα ἔκπτωσιν.

Caro Domini locupletata est divinis operationibus propter hypostaticam eius ad Verbum unionem, non passa excidentiam eorum, quae secundum naturam ipsi propria sunt.

Det vil sige: Herrens kød er blevet beriget med guddommelige virkninger på grund af foreningen med Ordet, og alligevel har det ikke mistet det, der efter dets natur er dets eget.

Den samme, bog 2, kap. 22: Εἰ γὰρ καὶ τῆς ἀγνοούσης τὰ μέλλοντα φύσεως ἦν (ἡ τοῦ Κυρίου ψυχὴ) ἀλλ᾽ ὅμως καθ᾽ ὑπόστασιν ἑνωθεῖσα τῷ Θεῷ Λόγῳ, πάντων τὴν γνῶσιν εἶχεν οὐ χάριτι, ἀλλὰ διὰ τὴν καθ᾽ ὑπόστασιν ἕνωσιν. Og lidt efter: Ἐπὶ δὲ τοῦ Κυρίου ἡμῶν Ἰησοῦ Χριστοῦ, ἐπειδὴ μὲν διάφοροι αἱ φύσεις, διάφοροι καὶ αἱ θελήσεις φυσικαὶ, ἤγουν θελητικαὶ δυνάμεις.

Domini anima etsi secundum se erat naturae ignorantis futura, attamen secundum hypostasin unita Deo Verbo omnium cognitionem habuit, non ex gratia seu participative, sed propter hypostaticam unionem. Og lidt efter: In Domino nostro Iesu Christo, quia naturae differunt, differunt etiam naturales scientiae et voluntates Divinitatis et humanitatis.

Det vil sige: Selv om Herrens sjæl i sig selv er en natur, der kan være uvidende om noget, har den dog haft kundskab om alle ting, fordi den er personligt forenet med Ordet – og det ikke af nåde, men på grund af den personlige forening. Og da naturerne forbliver forskellige i Kristus, forbliver også forskellen mellem guddommens og den menneskelige naturs naturlige forstand og vilje.