IX.

Det er ganske vist kendt og kan ikke benægtes, at guddommen med sin guddommelige majestæt ikke er rumligt omsluttet af kødet, som om den var lukket inde i et kar. Det har Athanasius, Origenes, Gregor af Nyssa og andre skrevet med rette, og Konkordiebogen (p. 676) [henvisning til sidetal i Müllers udgave] forkaster det også udtrykkeligt som en vildfarelse, hvis nogen lærer, at Kristi menneskelige natur er rumligt udstrakt til alle steder, eller at den menneskelige natur i Kristus ved den personlige forening er forvandlet til et uendeligt væsen. Men fordi den guddommelige og den menneskelige natur er personligt og uadskilleligt forenet i Kristus, vidner Den Hellige Skrift og de hellige fædre om, at hvor Kristus er, dér er ikke hans halve person eller kun den ene halvdel eller blot en del af hans person, som om guddommen alene var der, for sig selv og blottet, uden og uden for hans antagne og personligt forenede menneskelige natur, eller adskilt fra den og uden for den personlige forening med den menneskelige natur. Nej, hele hans person, nemlig som Gud og menneske, er til stede overalt efter arten af den personlige forening med den menneskelige natur, som er en uudgrundelig hemmelighed, på den måde og i det mål, som Gud kender.

Ef 4,10: Ascendit super omnes coelos, ut impleret omnia. Det udlægger Oikumenios sådan: Καὶ γὰρ καὶ γυμνῇ τῇ Θεότητι πάλαι τὰ πάντα ἐπλήρου. καὶ σαρκωθεὶς, ἵνα τὰ πάντα μετὰ σαρκὸς πληρώσῃ, κατέβη καὶ ἀνέβη. Etenim nuda quoque Divinitate olim omnia implebat. Et incarnatus, ut omnia cum carne impleret, descendit et ascendit

Det vil sige: Han steg op over alle himle for at fylde alt. Det udlægger Oikumenios sådan: For med sin blotte guddom har han for længst fyldt alt; men nu, efter at han er blevet kød, er han steget ned og steget op for at fylde alt med kødet.

Og Theofylakt samme sted (Comment. in Eph. f. 535. ed. Lond. 1636.): Ut omnia impleat dominatione operationeque, idque in carne, quandoquidem Divinitate iam antea cuncta compleret. Haec autem adversus Paulum Samosatenum et Nestorium sunt.

Det vil sige: For at han kan fylde alt med sit herredømme og sin virkning, og det i kødet, for han havde allerede i forvejen fyldt alt med guddommen. Men dette er rettet mod kætterne Paulus af Samosata og Nestorius.

Leo, brev 10 (epistol. 10.; Ep. 24. cap. 5. f. 245. et in Serm. f. 121. ed. cit.): Catholica ecclesia hac fide vivit ac proficit, ut in Christo Iesu nec sine vera Divinitate humanitas, nec sine vera credatur humanitate Divinitas.

Det vil sige: Den almindelige kirke lever i denne tro og vokser i den, at man i Kristus Jesus hverken tror på den menneskelige natur uden den sande guddom eller på guddommen uden den sande menneskelige natur.

Den samme, tredje prædiken om lidelsen (Sermone 3. de Passione): Hoc catholica fides tradit, hoc exigit, ut in Redemtore nostro duas noverimus convenisse naturas, et manentibus proprietatibus suis tantam factam unitatem utriusque substantiae, ut ab illo tempore, quo in beatae virginis utero Verbum caro factum est, nec Deum illum sine hoc, quod est homo, nec hominem sine hoc liceat cogitare, quod est Deus.

Det vil sige: Dette lærer den almindelige tro, og dette kræver den: Vi skal vide, at to naturer er kommet sammen i vor forløser. Begge naturer beholder hver sine egenskaber, men de er dog forenet så nøje med hinanden, at vi fra det øjeblik, da Ordet blev kød i Jomfru Marias moderliv, ikke må tænke på denne Gud uden det menneske, han er, eller på dette menneske uden den Gud, han er.

Samme sted: Exprimit quidem sub distinctis operationibus veritatem suam utraque natura, sed neutra se ab alterius connexione disiungit, nihil ibi ab invicem vacat sed suscepit totum hominem Deus et ita se illi atque illum sibi conseruit, ut utraque alteri naturae inesset et neutra in alteram a sua proprietate transiret.

Det vil sige: Selv om hver natur ved sine forskellige virkninger viser, at den er sand, bliver dog ingen af dem skilt fra den anden; for her er den ene ikke uden den anden. Gud har tværtimod antaget hele mennesket og forenet sig med det og det med sig på en sådan måde, at den ene natur er i den anden, uden at nogen af dem dog mister sin egenskab.