Gentagelse af Den Augsburgske Bekendelse eller Bekendelse af de saksiske kirkers lære

Skrevet i det Herrens år 1551 for at blive forelagt konciliet i Trient.

Når vi bliver spurgt, må vi fremlægge vor lære, især når kirkerne anklages for én af to ting: at de af vildfarelse har udbredt eller antaget falske læresætninger, eller at de af overmod vækker oprør og letsindigt bryder med mange folkeslags fælles enighed – af ærgerrighed, had, griskhed, hævnlyst eller andre onde tilbøjeligheder. Derfor vil også vi, som det er blevet os pålagt, sandfærdigt og i god tro endnu en gang fremlægge den lære, som lyder i vore kirker. Nogle fremstiller den mere lærd og klart end andre, men alle præster i vore kirker bekender sig dog til den uden uenighed i grundvolden. Vi ved godt, at det er farligt at bekende sandheden. Alligevel gentager vi den villigt af mange gode grunde. For det første rejses der hos konger og fremmede nationer mange falske anklager mod os, og forskellige bagvaskelser har optændt hadet mod os; denne fremstilling vil gendrive løgnene og mildne nogles vrede. Dernæst behager det Gud, at den sande fremstilling af læren gentages ofte, og når nogle lærer kilderne at kende, bliver de indbudt til sandheden.

Det er også nødvendigt, at vi efterlader eftertiden troværdige, offentlige vidnesbyrd mod de falske beskyldninger, så den ikke dømmer anderledes om os, end sandt er, og så nogle, tilskyndet af disse vore vidnesbyrd, kan søge sandheden og blive styrket i de sande meninger.

Vi håber også, at de, som vil betragte historiens gang og disse stridigheders begyndelse, vil forstå, at vi hverken af vildfarelse eller af nogen ond lyst har taget denne lære til os og forsvarer den. Der findes ingen større forbrydelse end at modstå den sandhed, man har erkendt, som der står skrevet: «Bespottelse mod Ånden skal ikke tilgives.» Vi havde altså hørt den klare sandhed om de nødvendige ting – om omvendelse, om troen, som modtager syndernes forladelse, om loven, om nåden, om den sande påkaldelse, om forskellen på sand og falsk gudsdyrkelse, om sakramenternes brug og om andre nødvendige dele af læren. Derfor måtte vi give vort samtykke og takke Gud for denne umådelige velgerning, at han har givet evangeliets lys tilbage og omvendt flere til sig. For der står skrevet: «Fader, hellige dem i din sandhed; dit ord er sandhed.» Kirken samles altså ikke ved meninger og overtro, men ved evangeliets uforfalskede røst.

Hvis det derfor står fast, at den lære, vi har taget til os, er sand og nødvendig for kirken, ikke sofistisk og ikke oprørsk, så må man ikke mene, at vi er faldet i vildfarelse, eller at nysgerrighed, had til tugt, letsind og tøjlesløshedens sødme eller andre onde lyster har drevet os til at bifalde nye meninger.

Anledningen til disse stridigheder var striden om afladen. Munken Tetzel drog rundt i disse egne og solgte den, og når han lovpriste den, udspredte han med plat frækhed mange afskyelige løgne. Da tvang embedspligten de gudfrygtige lærere til (at irettesætte og) at standse dette raseri. Dr. Luther udgav derfor nogle teser, gudfrygtigt og beskedent skrevet, for at belære og formane kirkerne om hele læren om omvendelse. Nu gik Tetzel til kamp, ikke alene med højrøstede prædikener og sine håndlangeres skrifter, men også med fordømmelsers og bandlysningers lyn. Rygtet om disse stridigheder nåede hurtigt fra Tyskland til Rom, og Tetzel fik straks to våbenfæller: i Rom paladsmagisteren [magister sacri palatii, pavens hofteolog, dengang Silvester Prierias] og i Tyskland Eck, som bragte pave Leos bulle med fra Rom. Luther kunne ikke opgive forsvaret for sandheden og blev provokeret på så mange måder. Derfor udgav han udførlige forsvarsskrifter, hvor han – som sagernes størrelse og mangfoldighed krævede – måtte tale om mange dele af kirkens lære.

Mange vildfarelser og misbrug har nu i mange århundreder klæbet ved kirken, og mange lærde og gudfrygtige mænd har også før vor tid både beklaget og kritiseret dem. Derfor kunne det ikke undgås, at disse vildfarelser og misbrug blev irettesat, når man skulle tale om kilderne til disse stridsspørgsmål.

Menneskers domme har været, er og vil være forskellige. Alligevel viser sagen, at Gud har villet fordrive mørket og hos mange genoprette evangeliets prædikeembede og den sande påkaldelse og ved denne rensning af læren mange steder samle sig en evig kirke.

Man kan heller ikke sige, at der ikke har været eller er nogen vildfarelser i modstandernes lære og overleveringer. Det er yderst nødvendigt, at læren om omvendelse og om troen, som modtager syndernes forladelse, findes uforfalsket og klar i kirken. Men det er åbenbart, at modstanderne om denne fornemste del af kirkens lære overleverer og fastholder mange fordærvelige vildfarelser og labyrinter. Der findes nemlig bøger, som i hele tre hundrede år har været i mange menneskers hænder. Hvilken forhånelse af Guds Søn er det ikke, når de siger, at mennesker fortjener syndernes forladelse ved deres egne gerninger og er retfærdige ved at opfylde loven! Dernæst hober de vildfarelse på vildfarelse. Da ingen ved, hvornår han har gerninger nok, befaler de menneskene altid at tvivle på, om de har syndernes forladelse, og om de behager Gud. Om mellemmanden, Guds Søn, og om troen, som modtager syndernes forladelse uforskyldt og overvinder tvivlen, tier modstandernes skrifter her.

Disse vildfarelser er rene hedenske drømme og rummer endnu et stort kaos af vildfarelser. De opdigter, at fordærvelsen i den menneskelige natur, som kaldes det onde begær, ikke er synd, det vil sige ikke er noget ondt, der strider mod Guds lov. De opdigter, at den lydighed, som kan ydes i dette liv, er lovens opfyldelse, og at mennesket ved denne opfyldelse af loven er retfærdigt for Gud.

Siden har de i læren om omvendelse opdigtet et uløseligt virvar af vanvittigheder: at angeren skal være tilstrækkelig, og at den fortjener nåden.

Ved skriftemålet kræver de, at hver enkelt synd opregnes, og det er en tortur for samvittighederne, som hindrer troen og påkaldelsen.

Ordet fyldestgørelse har de misforstået og fejlagtigt overført til godtgørelser for synderne, og de har opdigtet, at gerninger, som man ikke er forpligtet til, er gudsdyrkelse og godtgørelser. Siden blev sagen gjort til en indtægtskilde. Man udtænkte afladen, som ikke engang de, der drog omkring og solgte den, forstod. Disse blændværker formørkede læren om Guds Søn, om den sande omvendelse, om troen, om påkaldelsen og om den sande gudsdyrkelse.

Hele denne trøst, som alle har brug for, var ukendt: hvordan den, der er omvendt til Gud, er retfærdig og behager Gud. Herom læser man i munkenes skrifter kun farisæiske meninger. Forskellen mellem troens retfærdighed og den ydre, borgerlige tugt vises heller ikke.

I mange egne tier prædikenerne desuden næsten hele året, og de prædikener, der holdes, er fulde af tomhed. De indeholder nemlig ikke læren om Guds Søns velgerninger; de ulærde fortæller fabelagtige historier om helgenerne eller overtroiske remser om overleveringerne, og de mere lærde praler med filosofi. Nu gør begge, lærde og ulærde, ikke andet end at skælde lutheranerne ud og fordømme, hvad de ikke kender.

Se desuden, hvad der sker i deres egne kirker. Alt er fuldt af påkaldelse af døde mennesker. Mange steder kaster folk sig stadig ned foran statuer og påkalder hver sin guddom af hver sin grund: Hos Anna søger man rigdom som hos Juno, hos Georg sejr som hos Mars, hos Urban vin som hos Bacchus og sådan videre hos andre. Dette vanvid er åbenlyst en forhånelse af Gud.

Hvor megen åbenlys skændsel opstår der ikke af loven om cølibatet! Hvor mange mennesker, som ellers elskede dyden, er ikke gennem så mange århundreder blevet besmittet af forfærdelige synder på grund af dette bånd og er til sidst blevet overvældet af fortvivlelse og evig straf!

Klosterlivet er fuldt af falske meninger og overtro, og mange gode sind går til grunde dér, fordi de ikke kender evangeliet og er fanget i dumme og ugudelige overleveringers snarer. Også i den øvrige kirke har munkene og allerede andre før dem udspredt mange falske meninger om menneskelige overleveringer, og de har formørket troen, påkaldelsen og den øvrige sande gudsdyrkelse, som Gud har befalet.

I kirkerne ser man også åbenlyst, at Herrens nadver vanhelliges på mange måder, skønt den burde forvaltes med den største ærbødighed. Et utal af messepræster læser messer og ofrer, som de siger, uden overhovedet at vide, hvad de gør. De følger blot vanen eller tjener deres bug. Andre er overtroiske og tænker mere over denne deres gerning; de forestiller sig, at de udfører en gerning, som er nødvendig for hele kirken, og som fortjener syndernes forladelse for den, der udfører den, og for andre. Derefter bliver det til jagt på den største vinding, og der holdes ofre for de døde. Og kirkerne er mere optaget af begravelsesceremonier end af prædikenens røst eller af de levendes andagtsøvelser.

Hos modstanderne bliver folket heller ikke undervist ret om sakramentets brug, for munkene lærer, at de, der modtager det, får syndernes forladelse ved selve den udførte handling (ex opere operato), som de siger. Den ene del af sakramentet tages fra folket, mens den anden del endda bæres rundt og tilbedes uden for den indstiftede brug, i strid med sakramentets væsen, og der er føjet mange falske meninger til. Her siger de intet om troens retfærdighed og om den rette brug af sakramenterne, som ikke er fortjenester, men vidnesbyrd, der styrker troen, som vi vil sige på sit sted.

Den, som vil dække over eller undskylde disse sygdomme i kirken, handler uretfærdigt og hører til dem, om hvem der siges: «Ve jer, som kalder det onde godt» osv. Sygdommene er nemlig offentligt kendt af alle, som ikke er forblændet af afskyeligt hykleri.

Vi har sagt lidt om vildfarelserne i læren og gudsdyrkelsen. Se nu også på biskoppernes hoffer. Vi klager her ikke over hoffernes almindelige laster og elendighed, som findes i alle, selv små husholdninger, men over, at den vigtigste pligt forsømmes. Ordinationen af kirkens tjenere, tilsynet med kirkerne, ledelsen af studiet af læren og omsorgen for tugten – disse største opgaver blev fra begyndelsen betroet biskopperne, og det er åbenbart, at de næsten overalt forsømmer dem. Således er mørke, afguder og slaphed i tugten trængt ind i kirken, fordi biskopperne forsømmer deres embedes pligter. Nu forsømmer de dem mere end før, og dertil udøver de tyranni mod uskyldige mennesker for at befæste afguderne og de ugudelige love.

Alle lærde kender også tomheden i de forordninger og meninger, som tillægger biskoppen i Rom endda kongelig myndighed. Opblæst af den mening har paverne ofte optændt store krige.

Man kan altså ikke bebrejde os, at vi klager falsk over kirkestyret og oprørsk modsætter os dem, der styrer, uden retfærdige grunde, og at vi snarere udsår nye og fordærvelige meninger. For mange afskyelige vildfarelser og mange misbrug er så åbenlyse, at alle med almindelig sund sans meget let kan erkende og bedømme dem. I sådanne ting må man holde fast ved reglerne «Du må ikke have andre guder», «Bespottelse mod Ånden skal ikke tilgives» og «Hvis nogen lærer et andet evangelium, forbandet skal han være!». Derfor er det nødvendigt, at vi tager afstand fra dem, der befæster løgne og afguder, og at vor bekendelse lyder. Heri er vi blevet inden for de retmæssige grænser. Vi har trofast overleveret kirkens samlede lære efter at have gransket kilderne, og vi har kun udbredt den ved at lære. Vi har ikke været oprørets basuner; tværtimod er den verdslige øvrighed blevet sat i et klarere lys og hædret mere ved Luthers skrifter end ved nogen andres skrifter siden apostlene.

Ligesom vi tidligere i mange skrifter klart og enkelt har fremlagt vore kirkers lære og ceremonier, sådan fremlægger vi nu den samme fremstilling uden tvetydighed og uden forfalskninger. I den vil alle, der dømmer sandt, nu og i eftertiden tydeligt se, at vi trofast fastholder enigheden med vor Herre Jesu Kristi almindelige kirke [lat. catholica], at vi belyser den lære, som er nødvendig til erkendelse af Guds Søn og til menneskers frelse, og at vi ikke rejser nysgerrige eller unyttige spørgsmål. Vi tilbyder at give en gudfrygtig forklaring på ethvert punkt, hvor det måtte blive krævet.