Om læren

Det er helt sikkert, at Gud for sin Søns skyld og ved ham samler sig en evig kirke i menneskeslægten ved lærens røst, som er skrevet i profeternes og apostlenes bøger. Derfor erklærer vi klart for Gud og for hele kirken i himlen og på jorden, at vi med sand tro tager imod alle profeternes og apostlenes skrifter, og det netop i den oprindelige mening, som er udtrykt i trosbekendelserne: Den apostolske, Den nikænske og Den athanasianske. Netop disse trosbekendelser og deres oprindelige mening har vi altid standhaftigt holdt fast ved uden forfalskninger, og med Guds hjælp vil vi holde fast ved dem for bestandig. I denne tro påkalder vi den sande Gud, som har åbenbaret sig i sin kirke ved at sende sin Søn og ved at give klare vidnesbyrd, og vi forener vor bøn med alle de hellige i himlen og på jorden. Vore udlægninger af trosbekendelserne foreligger også; de rummer hele lærens indhold og grundvold og viser, at denne vor forsikring er fuldstændig sand. Vi fordømmer også med den største fasthed al den galskab, som strider mod trosbekendelserne, såsom hedningernes, jødernes, muslimernes, Markions, manikæernes, Paulus af Samosatas, Arius' og pneumatomakernes [Åndsbekæmperne, som fornægtede Helligåndens guddom] uhyrlige meninger og andre meninger, som er fordømt ved kirkens sande domme.

Men de stridsspørgsmål, der er opstået, angår især to artikler i trosbekendelsen, nemlig artiklen «Jeg tror på syndernes forladelse» og artiklen «Jeg tror på en hellig almindelig kirke». Derfor vil vi vise kilderne til disse stridsspørgsmål. Når man betragter dem, vil man kunne forstå, at vore forklaringer er selve evangeliets røst, og at modstanderne har udspredt forfalskninger i kirken. Og først om artiklen: