Jeg tror på syndernes forladelse

Her digter modstanderne mange og store forvanskninger til. «Jeg tror – eller rettere: jeg tvivler,» siger de. Og videre: «Så vil jeg tro, når jeg har fortjenester nok.» De siger heller ikke: «Jeg tror, at forladelsen med sikkerhed gives uforskyldt for Guds Søns skyld, ikke for nogen af vore fortjenester eller for nogen værdighed hos os.» Desuden fremstiller de ikke synden rigtigt, og de digter, at mennesket kan fyldestgøre Guds lov og ved at opfylde loven være retfærdigt for Gud i dette liv.

Lad os derfor først trofast fastholde den sande Guds kirkes lære om synden og om syndens årsag.

Det guddommelige væsen er ét: den evige Fader, den medevige Søn, Faderens billede, og den medevige Helligånd, der udgår fra Faderen og Sønnen – uendelig i visdom, magt og godhed, sanddru, retfærdig, velgørende, ren og fuldkommen fri, sådan som Gud selv beskriver sig i sin lov. Gud skabte englene og menneskene for at meddele dem sit lys, sin visdom og sin godhed i al evighed, og for at de skulle være Guds templer, hvor Gud skulle bo, så Gud kunne være alt i alle, som Paulus siger. Han skabte dem i begyndelsen gode og retfærdige, det vil sige i overensstemmelse med Guds sind og vilje og til behag for ham. Og han gav dem gaver, nemlig en klar kundskab om Gud og om hans vilje, så de skulle forstå, at de var skabt af Gud og til at vise ham lydighed. Han gav dem også viljens frihed, som man kalder det, og det, han i sandhed ville, var lydighed, som der står skrevet: «Du er ikke en Gud, der vil ugudelighed.» Men djævlene og menneskene misbrugte deres viljes frihed og faldt fra Gud, og ved denne ulydighed blev de skyldige under Guds vrede og mistede den retskaffenhed, som de var skabt i.

Den frie vilje i djævlene og menneskene var altså årsagen til deres fald, som der står skrevet:

«Når Djævelen taler løgn, taler han af sit eget, og han er løgnens far», og 1 Joh 3: «Den, der gør synd, er af Djævelen, for Djævelen har syndet fra begyndelsen.» Synd er alt, hvad der strider mod Guds retfærdighed, som er ordenen i Guds sind, og som han siden også har udtrykt med sin egen røst i loven og i evangeliet – hvad enten det er medfødt ulydighed (arvesynd) eller ulydighed i gerning (gerningssynd). For dens skyld er personen skyldig under Guds vrede og fordømmes til evig straf, medmindre forladelsen sker i dette liv for Sønnens, mellemmandens, skyld.

Vi fordømmer også Markions og manikæernes vanvid og lignende vildfarelser, som strider mod den sande samstemmighed i Guds kirke i hele dette spørgsmål.