Om arvesynden

Om arvesynden erklærer vi også klart, at vi fastholder den sande Guds kirkes samstemmighed, sådan som den er overleveret lige fra de første fædre, profeterne, apostlene og apostlenes disciple til Augustin og videre frem. Og vi fordømmer udtrykkeligt Pelagius og alle, der har udstrøet lignende pelagianske vanvittigheder i kirken. Vi siger, at alle mennesker, der efter de første forældres fald fødes ved mands og kvindes forening, fra fødslen har arvesynden med sig, som Paulus siger i Rom 5: «Ved ét menneske kom synden ind i verden og døden ved synden» osv., og i Ef 2: «Vi var af natur vredens børn som også de øvrige.»

Vi har heller ikke noget imod den gængse definition, når den forstås ret: Arvesynden er mangel på den oprindelige retfærdighed, som burde være i mennesket. For den oprindelige retfærdighed bestod ikke kun i, at menneskeslægten var antaget af Gud (acceptatio). Den var også noget i selve menneskenes natur: et lys i sindet, som gjorde, at det fast gav sit samtykke til Guds ord, viljens vending mod Gud og hjertets lydighed, der stemte med dommen i Guds lov, som var indplantet i sindet. Og mennesket ville have været Guds tempel, som sagt ovenfor. At den oprindelige retfærdighed omfattede alt dette, kan forstås af ordet: «Mennesket er skabt i Guds billede og lighed», som Paulus udlægger, når han siger: «Ifør jer det nye menneske, som er skabt efter Gud i sand retfærdighed og hellighed.» Ved sand hellighed forstår han her utvivlsomt alle de dyder, som Gud lod stråle i vor natur – ikke dyder, der er tillært eller opnået ved opdragelse, sådan som mennesker nu tilegner sig en slags skygger af dyder. Når man har gjort sig klart, hvad den oprindelige retfærdighed betyder, bliver også den modsatte mangel mindre dunkel.

Arvesynden er altså, at vi både på grund af de første forældres fald og på grund af den fordærvelse, som fulgte efter faldet, ved fødslen er skyldige under Guds vrede og værdige til evig fordømmelse, medmindre forladelsen sker for mellemmandens skyld. Denne fordærvelse består i, at vi nu mangler Guds lys, som skulle have lyst i os. Den er vor viljes bortvending fra Gud og hjertets genstridighed, der kæmper imod loven i sindet, som Paulus siger. Og den består i, at mennesket ikke er Guds tempel, men en elendig masse uden Gud og uden retfærdighed.

Vi siger, at disse mangler og hele denne fordærvelse er synd – ikke kun straf for synden og noget moralsk neutralt, sådan som mange sententiarister [middelalderens skolastiske teologer, som skrev kommentarer til Peter Lombardus' «Sentenser»] påstår: at disse onder kun er straf og noget neutralt og ikke er synd. De gør arvesyndens onde mindre, og derefter digter de, at mennesker kan fyldestgøre Guds lov og være retfærdige ved deres egen opfyldelse af loven.

I kirken må tvetydigheder undgås. Derfor kalder vi udtrykkeligt disse onder fordærvelse – det, som de gamle forfattere ofte kalder det onde begær. Men vi skelner mellem de drifter, der er nedlagt i naturen ved skabelsen, og den forvirring af ordenen, som er kommet til efter faldet, sådan som der står i Jer 17: «Menneskets hjerte er fordærvet», og Paulus siger:

«Kødets stræben er fjendskab mod Gud.» Dette onde begær siger vi er synd. Og vi erklærer, at hele denne lære om synden, sådan som den fremlægges og forklares i vore kirker, er den sande Guds kirkes stadige samstemmighed.