Om syndernes forladelse og om retfærdiggørelsen

Det er sagt ovenfor, at disse stridsspørgsmål hører til udlægningen af to artikler i trosbekendelsen: «Jeg tror på syndernes forladelse» og «Jeg tror på en hellig almindelig kirke». Og det er ikke unødvendige eller ubetydelige ting, vi taler om. Det er i højeste grad nødvendigt, at læren om synden fremlægges ret i kirken, at man forstår, hvad synd er, og at man ser forskellen mellem de borgerlige domme og Guds dom.

Men når modstanderne, som allerede sagt, ikke viser ret, hvad synd er, styrker de en ond sikkerhed hos menneskene og mange falske meninger. Og hvad er desuden sørgeligere end enten at formørke denne højeste velgerning, syndernes forladelse og befrielsen fra den evige død, eller slet ikke at kende den? Når lyset om den uforskyldte syndernes forladelse for Sønnens skyld og om den tro, som forladelsen skal modtages ved, er slukket, er der ingen forskel mellem kirken og andre mennesker. Der er heller ingen anden trøst, som kan trække os ud af den evige død, og sand påkaldelse kan ikke ske uden denne trøst. Og Gud har selv så ofte befalet, at vi skal høre Sønnen og bevare evangeliet. Det er en forunderlig beslutning, bragt frem fra guddommens skjulte råd, for den var ukendt for alle skabninger. Derfor er det i højeste grad nødvendigt, at den sande lære om forladelsen bevares uforfalsket.

Men i alle tider, helt fra de første fædre, har djævlene udspredt blændværk mod den sande lære om Guds Søn, især i denne artikel. Dog har Gud gang på gang gendrevet det ved igen at opvække gode lærere, så kirken ikke gik helt til grunde. Adam, Set, Noa, Sem, Abraham, Isak, Jakob, Josef og andre efter dem viste den sande forskel mellem Guds kirke og andre mennesker. De lærte, at kirken har fået løftet om Sønnen, mellemmanden, og om syndernes forladelse, og at denne forladelse skal modtages ved troen, uforskyldt, for mellemmandens skyld. De bandt påkaldelsen til denne Gud, som havde åbenbaret sig ved at give løftet om mellemmanden. Og de havde ydre ceremonier, som var givet af Gud; de var tegn på løftet og det, der holdt den offentlige forsamling sammen. En stor del af mængden efterlignede disse ceremonier, men lod læren om løfterne og troen fare. Og da mængden føjede den forestilling til, at mennesker fortjener syndernes forladelse ved disse ceremonier, hobede den ceremonierne op, og efterhånden voksede dristigheden, som det plejer at gå, så den ene digtede sig én guddom og den anden en anden. Sådan faldt hedningerne fra Guds sande kirke, fra erkendelsen af den sande Gud og fra løftet om forløseren.

Det samme skete efter Moses. Ceremonierne var indstiftet netop af den grund, at de skulle minde om mellemmanden. Men mængden glemte løftet om mellemmanden og troens lære om den uforskyldte forladelse for mellemmandens skyld og bildte sig ind, at synderne blev forladt på grund af ofrene og disse ceremonier. I denne overtro hobede den ofrene op, glemte mellemmanden og var uden sand trøst og uden sand påkaldelse.

Det samme skete efter apostlene. Da evangeliets lys var gået tabt – det lys, som fremlægger den uforskyldte forladelse for mellemmandens skyld, så den skal modtages ved troen – søgte man forladelse ved klosterøvelser, ved cølibatet, ved at overholde forskellige regler, ved offeret i messen og ved de dødes forbøn, og mange uhyrlige former for overtro blev udtænkt, som hele kirkens historie efter apostlene viser.

Mod disse vildfarelser har Gud i sin umådelige barmhjertighed gang på gang givet evangeliets røst tilbage. Som han gang på gang opvakte profeter i Israels folk for at rense læren, sådan skete det også i kirken efter apostlene: Da origenistiske og pelagianske skrifter og folkets overtro havde fordærvet evangeliets renhed, tændte Augustin alligevel lyset igen som i et mørke, og ham fulgte Prosper, Maximus og andre, som dadlede de falske meninger i denne artikel. Senere, da munkene var opstået, og den opfattelse, at mennesker fortjener forladelsen ved gerninger, igen bredte sig vidt, var der dog nogle, der tænkte rettere, selv om de byggede strå oven på grundvolden, som Hugo, Bernhard af Clairvaux, Gilbert, Vilhelm af Paris, Tauler, Drändorf, Wessel og andre andetsteds. Og nu er evangeliets lære ved Luthers røst blevet genoprettet og belyst tydeligere, og Lammet er blevet vist frem, som Johannes Døberen siger: «Se, Guds lam, som borttager verdens synd.» «Den, som tror på Sønnen, har evigt liv. Over den, som ikke tror, bliver Guds vrede.»

Netop denne evangeliets røst lyder også uforfalsket i vore kirker. Og vi skelner udtrykkeligt mellem den tugt eller retfærdighed, som det ikke genfødte menneske kan udrette, og troens retfærdighed og den fornyelse, som evangeliet prædiker om. Vi siger, at alle mennesker skal holdes i tømme af tugten, det vil sige af den retfærdighed, som også de ikke genfødte skal yde og på en vis måde kan yde. Den er lydighed i de ydre handlinger efter alle de Guds bud, der angår alle mennesker. For Gud har efter faldet ladet mennesket beholde den frihed, at de ydre lemmer på en vis måde kan adlyde fornuften og viljen, når ydre bevægelser skal sættes i gang eller undlades: Akilleus kan trække sværdet eller stikke det i skeden igen; Scipio kan holde sine lemmer i tømme, så de ikke rører en andens brud. Dette forklares ret og udførligt på sit sted.

Det er helt sikkert, at denne tugt er befalet af Gud, og at overtrædelsen af den straffes både i dette liv og med evig straf hos dem, der ikke omvender sig til Gud, efter disse ord: «Loven er sat for de uretfærdige», og: «Den, som griber sværdet, skal omkomme ved sværd», og: «Gud vil dømme utugtige og ægteskabsbrydere», og: «Ve dig, som plyndrer, for du skal selv plyndres» osv. Alle mennesker skal indrette deres liv efter denne tugt, Gud befaler strengt øvrighederne at værne om den, og han viser selv sin vrede over denne ydre genstridighed med forfærdelige straffe. Men selv hvor denne tugt er allermest hæderlig, er den på ingen måde lovens opfyldelse. Den fortjener ikke syndernes forladelse, den er ikke den retfærdighed, som vi er antaget for Gud ved, og den er ikke det lys, der stråler i menneskets natur, sådan som den retfærdighed strålede, der blev lagt i os ved skabelsen, eller sådan som den nye retfærdighed skal stråle i det evige liv. Al denne tugt er kun en slags ydre styring, ligesom figenbladene, som de første forældre dækkede deres nøgenhed med efter faldet. Den tager ikke synden, naturens fordærvelse og døden bort, lige så lidt som figenbladene gjorde det.

Derfor råber Paulus så ofte, at synden ikke tages bort ved loven, som i Rom 3: «Af lovgerninger skal intet menneske retfærdiggøres for ham.» Og Rom 8: «Da det var umuligt for loven at retfærdiggøre» osv. Og Gal 2: «Hvis der er retfærdighed ved loven, var Kristus død forgæves.» Og Tit 3: «Ikke på grund af de retfærdige gerninger, vi havde gjort, men efter sin barmhjertighed frelste han os.» Og det er en hån mod Guds Søn at bilde sig ind, at nogen af vore gerninger er fortjenester eller betaling for syndernes forladelse og et sonoffer for synden. Derfor fordømmer vi klart det farisæiske og pelagianske vanvid, som digter, at denne tugt er opfyldelse af Guds lov, at den fortjener forladelsen, hvad enten det er af rimelighed eller af værdighed (de congruo eller de condigno), eller at den er den retfærdighed, som gør mennesker antagne for Gud. Men Guds Søn, vor Herre Jesus Kristus, som er den evige Faders billede, er indsat som mellemmand, forsoner, forløser, retfærdiggører og frelser. Alene ved hans lydighed og fortjeneste formildes Guds vrede, som det siges i Rom 3: «Ham har Gud stillet frem som forsoner ved troen i hans blod», og Hebr 10: «Det er umuligt, at blod af tyre kan tage synder bort. Men han har båret ét eneste offer frem for synderne og sidder for evigt ved Guds højre hånd» osv. I denne skrøbelighed ser vi endnu ikke grundene til denne forunderlige rådslutning – hvorfor menneskeslægten skulle forløses på denne måde – men dem skal vi lære siden i al evighed. Alligevel skal vi allerede nu lære begyndelsen. I dette offer ser vi Guds retfærdighed og hans vrede over synden, hans umådelige barmhjertighed mod os og Sønnens kærlighed til menneskeslægten. Så stor er retfærdighedens strenghed, at forsoningen ikke kom i stand, uden at straffen blev betalt. Så stor er vreden, at den evige Fader ikke blev formildet uden ved Sønnens forbøn og død. Så stor er barmhjertigheden, at Sønnen blev givet for os. Så stor er Sønnens kærlighed til os, at han ledte denne sande og vældige vrede over på sig selv. Du, Guds Søn, tænd ved din Helligånd i vore hjerter betragtningen af disse højeste og skjulte ting, så vi i sandhed forfærdes ved at erkende vreden og igen rejses op ved den sande trøst og priser dig i al evighed.

Men for at denne mellemmands velgerninger skulle blive kendt af menneskeslægten og tilegnes os, blev løftet givet straks i begyndelsen efter de første forældres fald. Siden blev det ofte gentaget og forkyndt ved profeternes røst, men allertydeligst fremsagt af Sønnen selv og dernæst af apostlene. Og embedet blev indstiftet til at lære og udbrede løftet, og kirken blev grundlagt og gang på gang genoprettet netop ved denne røst om Guds Søn, forsoneren.

Ved dette embede har Guds Søn altid været, er og vil altid være virksom i de troende, som det siges i Rom 1: «Evangeliet er Guds kraft til frelse for enhver, som tror.» Og han indstifter selv dette embede på ny, når han siger: «Ligesom Faderen har udsendt mig, således sender jeg jer.» «Gå ud og prædik omvendelse og syndernes forladelse i mit navn.» Han vil, at hele menneskeslægten skal overbevises om synd, som han siger: «Ånden skal overbevise verden om synd: at de ikke tror på mig», og Rom 1: «Guds vrede åbenbares fra himlen over al ugudelighed og uretfærdighed hos mennesker.» Gud vil, at man skal erkende hans vrede over alle synder og især over foragten for Sønnen, som han også siger i Salmen: «Kys Sønnen, så han ikke bliver vred, og I går til grunde på vejen» osv. Han vil, at vi i sandhed skal forfærdes ved at erkende vort mørke og vor forfærdelige fordærvelse og genstridighed. Ja, Gud knuser selv hjerterne med følelsen af sin vrede, som Hizkija siger: «Som en løve knuste han alle mine knogler.» Og til denne dom bruger han ikke alene røsten fra lovens og evangeliets embede; også alle menneskelige ulykker er som en lovens røst, der formaner os om Guds vrede og kalder alle til omvendelse. Men når sindet er blevet forfærdet ved denne røst, der overbeviser om synderne, skal det høre evangeliets eget løfte om Guds Søn og være vis på, at synderne forlades uforskyldt for Guds Søns, vor Herre Jesu Kristi, forsonerens skyld, af barmhjertighed, ikke på grund af vor anger eller kærlighed. Når det bliver rejst op ved denne tro, er det sikkert, at det får skænket syndernes forladelse, forsoning og tilregnelse af retfærdighed for Kristi egen fortjenestes skyld, og at Kristus er virksom i os, levendegør de troende ved sin Ånd, befrier os fra den evige død og samtidig gør os til arvinger til det evige liv. Sådan siger Paulus i Rom 3: «Vi fastslår, at mennesket retfærdiggøres ved tro uden lovens gerninger.» Og: «Vi retfærdiggøres uforskyldt af hans nåde ved forløsningen i Kristus Jesus, som Gud har stillet frem som forsoner ved troen i hans blod.» Og ApG 10: «Om ham vidner alle profeterne, at alle, som tror på ham, får syndernes forladelse.»

Ordenes betydning skal være kendt. «Tro» betyder ikke blot kendskab til historien, sådan som det også findes hos djævlene, om hvem det siges: «Dæmonerne tror og skælver.» Det betyder at tage imod alle troens artikler og blandt dem denne artikel: «Jeg tror på syndernes forladelse» – og jeg tror ikke blot, at den gives andre, men også mig. Denne tro er samtidig en tillid, der hviler i mellemmanden, efter ordet: «Da vi er retfærdiggjort ved tro, har vi fred.» Sådan taler Paulus om troen: Den samtykker i alle troens artikler, ser hen til løftet og tager imod det. For han forbinder tro og løfte i Rom 4: «Derfor er det af tro, for at løftet kan stå fast.»

Når ordet «retfærdiggøres» forklares, siger man almindeligvis: At retfærdiggøres betyder at gå fra at være uretfærdig til at blive retfærdig. Det passer, når det forstås ret: fra at være uretfærdig, det vil sige skyldig og ulydig og uden Kristus, til at blive retfærdig, det vil sige frikendt for skylden for Guds Søns skyld og et menneske, der ved troen griber Kristus selv, som er vor retfærdighed, som Jeremias og Paulus siger. For ved hans fortjeneste har vi forladelsen; Gud tilregner os retfærdighed og regner os for retfærdige for hans skyld, og ved at give os sin Helligånd levendegør og genføder han os, som det også siges i 1 Joh 5: «Dette liv er i hans Søn. Den, som har Sønnen, har livet; den, som ikke har Guds Søn, har ikke livet», og Rom 3: «for at han selv kan være retfærdig og retfærdiggøre den ugudelige». Samtidig begynder ganske vist den fornyelse, som vi er forløst til, og som skal blive fuldkommen i det evige liv. Alligevel er personen i dette liv ikke retfærdig – det vil sige antaget af Gud og arving til det evige liv – på grund af nye egenskaber eller gerninger, men for mellemmandens egen skyld, han som har lidt, er opvakt, regerer, går i forbøn for os, overskygger os og levendegør os. For selv om dyderne er begyndt, er de dog endnu ufuldkomne, og der hænger rester af synd ved os. Derfor skal vi holde fast ved denne trøst, at personen behager Gud for Guds Søns skyld, idet hans retfærdighed tilregnes os, som det siges i Rom 4: «Abraham troede Gud, og det blev tilregnet ham som retfærdighed», og: «Salige er de, hvis overtrædelser er forladt, og hvis synder er skjult.» Derfor skal også denne sætning forstås korrelativt [dvs. ud fra det, troen er rettet mod]: «Vi retfærdiggøres ved troen», det vil sige: Vi retfærdiggøres ved tillid til Guds Søn, ikke på grund af vor egen beskaffenhed, men fordi han er forsoneren, i hvem hjertet hviler i tillid til den barmhjertighed, der er lovet for hans skyld. Og denne tillid vækker han selv ved sin Helligånd, som Paulus siger: «I har fået barnekårets Ånd, ved hvem vi råber: Abba, Fader!» Her må der også siges noget om det udelukkende ord (particula exclusiva). Paulus gentager så ofte ordet «uforskyldt» (gratis), og det er helt sikkert, at dette ord udelukker betingelsen om vore fortjenester. Derfor læres der i vore kirker: Vi retfærdiggøres ved troen alene. Det forstår og forklarer vi sådan: Uforskyldt, for mellemmandens skyld alene, ikke på grund af vor anger eller andre fortjenester hos os, får vi skænket syndernes forladelse og forsoning. For selv om anger og mange andre dyder tændes samtidig med troen eller denne tillid, er disse dyder dog ikke årsag til eller fortjeneste af syndernes forladelse, og det er ikke for deres skyld, at personen behager Gud, efter ordet: «Intet levende menneske skal retfærdiggøres for dit ansigt.» Men personen har forladelsen og behager med vished Gud – for mellemmandens skyld, som skal gribes ved troen, som det siges i Ef 3: «Ved ham har vi frimodighed til at træde frem i tillid ved troen på ham.»

Hele denne lære bliver endnu klarere i den sande omvendelse og i de gudfrygtiges daglige påkaldelse. Når vi forfærdes ved at erkende Guds vrede, er dette den eneste faste trøst: at flygte hen til Guds Søn, som siger: «Kom til mig, alle I som er trætte og bærer byrder, og jeg vil give jer hvile.» Videre: «Så sandt jeg lever: Jeg ønsker ikke synderens død, men at han omvender sig og lever.» Videre: «Nåden er overstrømmende større end synden.» Lærer man et menneske, der er i disse smerter, at det skal tvivle om syndernes forladelse, vil smerten sejre, og så følger den bitreste murren mod Gud, fortvivlelse og evig død. Men lærer man det, at tvivlen skal overvindes ved troen, vil det straks forstå, at ordet «tro» ikke blot betegner kendskab til historien; det vil forstå, at tilliden støtter sig på mellemmanden alene; det vil forstå, hvad der menes med disse ord: Uforskyldt, for mellemmandens skyld, ved troen alene modtages syndernes forladelse, og personen behager Gud.

Denne kamp har til alle tider lært nogle at forstå disse sande trøstegrunde, i hvert fald på en eller anden måde. For selv om Origenes og mange forfattere og sententiaristerne har frembragt en anden og uren slags lære, så læser man dog hos Augustin og nogle andre udsagn, som viser, at de også har øst trøst af disse sande kilder. Og selv om de undertiden taler upræcist eller udtaler sig uensartet, fordi de ikke var omhyggelige nok i deres sprogbrug, kan man dog se, hvad deres faste mening har været, hvis vi vil dømme med forstand. Augustin siger i sin udlægning af Salme 31 [Vulgatas nummerering; Sl 32 i Bibelen 1992]: «Hvem er salige? Ikke de, hos hvem han ikke finder synd, for hos alle finder han den. For alle har syndet og mangler Guds herlighed. Findes der altså synder hos alle, står kun det tilbage, at ingen er salige uden dem, hvis synder er forladt. Dette har apostlen altså fremholdt sådan: Abraham troede Gud, og det blev tilregnet ham som retfærdighed.» Her forstår Augustin utvivlsomt ved tro den tillid, der modtager syndernes forladelse, og han forstår ordet i Første Mosebog og hos Paulus præcis sådan, som vi udlægger det. Et andet sted, i «Om ånden og bogstaven» (De spiritu et littera), siger han: «Ved loven frygter vi Gud, ved troen flygter vi hen til barmhjertigheden.»

Bernhard siger i prædikenen om bebudelsen: «Først og fremmest er det nødvendigt at tro, at du ikke kan få syndernes forladelse uden ved Guds overbærenhed (indulgentia). Men føj dertil, at du også tror dette: at dine synder bliver dig tilgivet ved ham. Dette er det vidnesbyrd, som Helligånden giver i dit hjerte, når han siger: Dine synder er dig forladt. For sådan mener apostlen, at mennesket bliver retfærdiggjort uforskyldt ved troen.» I dette udsagn fremstilles vore kirkers lære klart og præcist, og der findes lignende vidnesbyrd hos denne forfatter. Også Basilius den Store gengiver vor lære meget præcist i prædikenen om ydmyghed med disse ord: «Den, der roser sig, skal rose sig af Herren, idet han siger, at Kristus er blevet visdom for os fra Gud, retfærdighed og helliggørelse og forløsning, som der står skrevet: Den, der roser sig, skal rose sig af Herren. For dette er den fuldkomne og hele ros i Gud: når ingen bliver hovmodig over sin egen retfærdighed, men erkender, at han mangler den sande retfærdighed og bliver retfærdiggjort alene ved troen på Kristus.»

Da det altså ud fra det, der er sagt, er åbenbart, hvad ordet «tro» betyder i sætningen «Vi retfærdiggøres ved troen», kan man heraf forstå, at munkene og andre farer vild til stor skade, når de befaler dem, der er omvendt til Gud, at tvivle på, om de behager Gud. Denne udbredte vildfarelse om tvivlen gendrives klart af disse ord: «Da vi er retfærdiggjort ved tro, har vi fred»; videre: «Derfor er det af tro, for at løftet kan stå fast.» For så længe vi pines af tvivl, flygter hjerterne fra Gud; de hviler ikke i Gud, de påkalder ham ikke, og løftet bliver for dem en tom lyd, fordi de ikke giver det deres samtykke. Endelig er det Guds evige og urokkelige bud, at vi skal tro på Guds Søn, efter dette ord: «Ånden skal overbevise verden om synd: at de ikke tror på mig»; videre 1 Joh 5: «Den, der ikke tror Gud, beskylder ham for løgn.»

Men det er en tåbelig spidsfindighed, når de siger, at man skal tvivle på grund af vor uværdighed, ikke på grund af barmhjertigheden. For løftet er givet, og Guds Søn er indsat som mellemmand, netop fordi vi er uværdige. Og det er sket, for at Faderen med sikkerhed skal være nådig mod denne elendige masse, der er uværdig og fuld af urenhed – for Sønnens skyld, han som har lidt, er opvakt, går i forbøn for os, bor i os og ifører os sin retfærdighed. Sådan lyder ordet: «Så er der nu ingen fordømmelse for dem, som vandrer i Kristus Jesus.» Det er også urimeligt, når de siger, at man skal tvivle på grund af vor uværdighed. For man skal ikke tvivle på, om uværdigheden mishager Gud; men lad os med sande suk bekende, at vi er uværdige, og sætte løftet op imod den, for det er Guds bud, at vi skal give løftet vort samtykke. Ordet i Prædikerens Bog kan heller ikke med rette anvendes på denne tvivl: «Mennesket ved ikke, om det er værdigt til kærlighed eller had.» Det er vanvid at forestille sig, at Salomo mener, at hverken de retfærdige eller de uretfærdige skal afgøre, om de behager eller mishager Gud, for det er ganske sikkert, at de, der bliver ved med at synde groft mod deres samvittighed, mishager Gud. Men Salomo fører os bort fra det, der ses i det ydre, og hen til Guds ord, som om han ville sige: Slut ikke ud fra medgang, at du behager Gud, og heller ikke ud fra modgang, at du mishager ham. Alexander behager ikke Gud, fordi han sejrer og vinder et stort rige; og Job i sin ulykke og David i sin landflygtighed skal ikke ud fra deres lidelser slutte, at de er forkastet af Gud. De skal ikke dømme ud fra disse hændelser eller det, de ser i det ydre, men ud fra Guds ord. Også midt i ulykken bliver trøsten tilbudt: «Så sandt jeg lever: Jeg ønsker ikke synderens død, men at han omvender sig og lever.» Videre: «For således elskede Gud verden, at han gav sin eneste Søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes.» Kort sagt: Vildfarelsen om tvivlen er en ganske hedensk forestilling; den ophæver evangeliet og berøver i omvendelsen dem, der mærker Guds vrede, den sande trøst. Man skal snarere lære menneskene, at dette med sikkerhed er evangeliets røst: at vi skal tro på Guds Søn og fastholde, at nåden er overstrømmende større end synden, og at vi derfor skal kæmpe imod tvivlen, kæmpe os ud af den og overvinde den ved troen, så vi kan komme til Gud, påkalde ham og takke ham. Disse højeste former for gudsdyrkelse bliver frygteligt hindret, hver gang sindene rystes af tvivlens bølger, sådan som erfaringen viser. Heraf er det klart, hvorfor det er nødvendigt at kritisere dekretet fra konciliet i Trient, som stadfæster vildfarelsen om tvivlen.

Af alt dette kan man også forstå, at det med rette bliver kritiseret, når nogle med en synekdoke [en talemåde, hvor noget underforstås, så en del står for helheden] udlægger Paulus sådan: «Vi retfærdiggøres ved troen», nemlig den tro, der er formet af kærligheden, som de selv udtrykker det. For de forstår ordet «tro» blot som kendskab, og de mener, at meningen er denne: Vi retfærdiggøres ved troen, det vil sige, vi bliver forberedt til retfærdigheden, det vil sige til de øvrige dyder, som er lydighed og opfyldelse af loven. Dermed siger de kun, at mennesket er retfærdigt på grund af sine egne dyder, og dernæst befaler de det at tvivle på, om det er prydet med de egenskaber (habitus), som de taler om. Men vi har ovenfor vist, at tro betyder den tillid, der hviler i Guds Søn, vor forsoner, for hvis skyld vi bliver antaget og behager Gud, ikke på grund af vore dyder eller lovens opfyldelse. Men i netop denne trøst er den tillid, som vi hviler i Guds Søn med, i sandhed en bevægelse, som Helligånden har tændt, og ved den gøres hjertet levende og befries fra den evige død. Derfor kaldes denne omvendelse genfødsel, Joh 3: «Hvis ikke nogen er født på ny af vand og Ånd.» Og mennesket bliver nu i sandhed Guds bolig, og Gud er virksom i ham, som der står i Joh 14: «Hvis nogen elsker mig, holder han mit ord; og min Far skal elske ham, og vi vil komme til ham og tage bolig hos ham.» Den evige Fader og Sønnen gør ved deres Helligånd hjerterne levende og fornyer dem i denne trøst, når de bliver rejst op ved troen, som Paulus siger i Gal 3: «for at vi skulle modtage Åndens løfte ved troen.» Vi taler altså ikke om en uvirksom viden. De uvidende tager fejl, når de mener, at syndernes forladelse tilfalder de uvirksomme uden nogen bevægelse i sindet, uden kamp og uden at føle trøst i virkelige smerter – det gælder nemlig dem, der er gamle nok til at forstå lærens røst, efter dette ord: «Troen kommer af det, som høres, og det, som høres, kommer ved Guds ord.»

Og fordi vi her fremholder trøsten for samvittighederne i omvendelsen, tager vi ikke spørgsmålene om forudbestemmelsen eller udvælgelsen med her. Vi fører i stedet alle læsere hen til Guds ord og befaler dem at lære Guds vilje af hans ord og ikke søge efter andre spekulationer, sådan som den evige Fader med udtrykkelig røst byder: «Hør ham!» Det er ganske sikkert, at forkyndelsen af omvendelse angår alle mennesker og anklager alle mennesker. På samme måde er også løftet universelt og tilbyder alle syndernes forladelse, efter disse universelle ord: «Kom til mig, alle I som er trætte og bærer byrder, og jeg vil give jer hvile», og Joh 3: «for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes»; Rom 10: «Enhver, som tror på ham, skal ikke blive gjort til skamme.» «Den samme er Herre over alle og rig nok for alle som påkalder ham» osv.; Rom 11: «Gud har indesluttet alle under ulydighed for at vise alle barmhjertighed.» I dette universelle løfte skal hver enkelt indeslutte sig selv og ikke give efter for mistillid, men kæmpe for at give Guds ord sit samtykke og adlyde Helligånden og bede om hjælp, sådan som der står: «Hvor meget mere skal han give Helligånden til dem, der beder ham.»