Om den frie vilje

Her skal også læren om den frie vilje gøres kendt. I kirken har de, der var ret oplært, altid skelnet mellem den ydre tugt (disciplina) og Åndens fornyelse, som er begyndelsen til det evige liv. Og de har lært, at viljen i mennesket har en sådan frihed til at styre lemmernes ydre bevægelser, at også de ikke-genfødte i nogen grad kan holde den ydre tugt, som er en ydre lydighed efter loven. Men mennesket kan på ingen måde befri sig selv fra synden og den evige død ved sine naturlige kræfter. Denne befrielse og menneskets omvendelse til Gud og den åndelige fornyelse sker derimod ved Guds Søn, der gør os levende ved sin Helligånd, som der står: «Hvis nogen ikke har Kristi Ånd, tilhører han ham ikke.» Og når viljen har modtaget Helligånden, er den ikke længere uvirksom. Vi takker Gud for denne umådelige velgerning, at han for sin Søns skyld og ved ham giver os Helligånden og styrer os ved sin Ånd. Og vi fordømmer pelagianerne og manikæerne, sådan som vi forklarer mere udførligt på det rette sted.