📚 Flere lutherske bekendelsesskrifter · Den saksiske bekendelse (1551) · Lutherske bekendelser og læreskrifter, 1529–1592
Om den nye lydighed
📚 Åbn i Studiebiblioteket Indhold
Hele Guds Søns velgerning skal betragtes. Han vil tage synden og døden bort og rive os ud af Djævelens rige på en sådan måde, at han helt afskaffer synden, tilintetgør døden og genopretter det evige liv i os. I det liv giver Gud os del i sin visdom, retfærdighed og glæde, og dér skal Gud være alt i alle. Denne højeste velgerning begynder han i denne elendige masse her i livet, som der står skrevet: «Vi skal iklædes det nye oven på det gamle, hvis vi da ikke bliver fundet nøgne.» Videre: «Den, som holder ud til enden, skal frelses.» Når vi derfor har modtaget syndernes forladelse, er blevet forsonet og beseglet med Helligånden, er det et frygteligt vanvid at kaste disse goder bort, sådan som lignelsen om det fejede hus beskriver dem, der kaster dem bort, og som der står i Andet Petersbrev: «For hvis de, som er flygtet fra verdens besmittelse ved erkendelsen af vores Herre og frelser Jesus Kristus, igen bliver indviklet i den og overvindes, da er det sidste blevet værre for dem end det første.» Men disse goder bliver kastet bort, hvis nogen ikke holder fast ved grundvolden, det vil sige troens artikler, men enten med vilje eller forført tager imod ugudelige lærdomme eller afguder; eller hvis nogen på anden måde farer frem imod sin samvittighed. Disse regler bliver ofte gentaget, som i Gal 5: «De, der gør den slags, skal ikke arve Guds rige.» Derfor er det nødvendigt at være omhyggelig med at undgå sådanne fald. Hvis denne åbenlyse nødvendighed – hvor den højeste straf, tabet af det evige liv, er stillet i udsigt – ikke bevæger nogle til at gøre det gode, hører de allerede til dem, som der står om: «Den, der gør synd, er af Djævelen.» Og der er flere grunde til denne nødvendighed: pligten, det vil sige den uforanderlige orden, at skabningerne skal adlyde Gud – derfor siger Paulus: «I er skyldnere»; dernæst omsorgen for at undgå straffe i dette liv, for det er ganske sikkert, at meget mange fald, også hos de udvalgte, bliver frygteligt straffet i dette liv, som kirken siger hos Mika: «Herrens vrede vil jeg bære, for jeg har syndet mod ham.» Og alle tiders historie indeholder frygtelige eksempler på straffe: David, Salomo, Manasse, Josija, Nebukadnesar og utallige andre blev hårdt tugtet. Og det sørgeligste er, at der under selve straffene hober sig mange nye synder op, som i oprøret mod David og i rigets sønderrivelse på grund af Salomos synd. Og om nødvendigheden af at gøre det gode siger Herren: «Hvis ikke jeres retfærdighed overgår farisæernes retfærdighed, kommer I ikke ind i Himlenes rige.» Når man har overvejet nødvendigheden, som har mange sider, følger disse spørgsmål: hvilke gerninger der skal gøres, hvordan de kan gøres, hvordan de behager Gud, hvilken løn de har, hvad forskellen er på synder, og hvilke synder der driver Helligånden ud, og hvilke der ikke gør.
Flere lutherske bekendelsesskrifter (Lutherske bekendelser og læreskrifter, 1529–1592) er oversat fra tysk, latin og gammeldansk til dansk med AI og derefter gennemgået af en uafhængig korrekturlæsning for både korrekthed og sprog. Kilde: WA 30 III (1910), Kolde 1896, Corpus Reformatorum 3, Rørdam 1889, Heppe 1855, Müller 1890, Schaff 1877 og H. E. Jacobs 1883 (alle public domain). Værket er fra sin egen tid – nogle oplysninger og synspunkter kan være forældede.