Hvilke gerninger der skal gøres

Gud vil, at både troen og gerningerne skal styres af hans ord. Derfor skal man holde fast ved den rettesnor for gode indre og ydre gerninger, som findes i de bud fra Gud, der angår os, sådan som der står i Ez 20: «Vandr efter mine bud.» Og disse indre og ydre gerninger bliver til gudsdyrkelse, når de sker i tro og sigter mod det mål, at Gud skal æres ved denne lydighed.

Som sagt ovenfor kan også de ikke-genfødte yde den ydre lydighed eller tugt. Således levede Cicero hæderligt og gjorde hele menneskeslægten en stor tjeneste ved sit arbejde med at styre staten. Men hans sind var fuldt af tvivl om forsynet. Han kendte ikke den sande Gud og talte ikke til ham i påkaldelse; han kendte ikke løfterne og tvivlede altid på, om han blev bønhørt, især i ulykker. I dem blev han endda vred på Gud og mente, at han led uretfærdigt, fordi han havde været en hæderlig og nyttig borger i staten. Et sådant mørke i sindet er store synder, som fornuften uden det guddommelige lys ikke kan bedømme tilstrækkeligt.

Derfor må også den indre lydighed begynde hos de genfødte: sand erkendelse af Gud, gudsfrygt, smerte i omvendelsen, tillid til den barmhjertighed, der er lovet for Guds Søns skyld, påkaldelse, håb, kærlighed, glæde i Gud og andre dyder. Og de skal rettes mod deres rette mål, nemlig at Gud ydes lydighed.

Denne sande gudsdyrkelse kan ikke ydes uden evangeliets lys og uden tro. Den forstår modstanderne ikke, og de kræver den heller ikke, skønt de gerne vil anses for fremragende forkæmpere for de gode gerninger. For de udelader læren om troen, som er tillid til barmhjertigheden, en tillid, der hviler i Guds Søn, og som er den fornemste gerning og den højeste gudsdyrkelse.

Om gerninger, som Gud ikke har befalet, skal vi tale nedenfor, og man skal holde fast ved denne regel: «Forgæves dyrker de mig med menneskebud.» Men ofte sker det i kirken, at menneskelige ceremonier overholdes med større omhu end Guds bud, ja, at farisæiske og uretfærdige overleveringer får større myndighed end de guddommelige bud. Således er Guds bud om sand kyskhed i mange århundreder blevet frygteligt krænket på grund af den uretfærdige og ugudelige lov om cølibatet. Man må derfor gøre sig forskellen mellem lovene klar; den vender vi tilbage til nedenfor.

Hvordan gode gerninger kan gøres.

Menneskenes svaghed er stor, og Djævelen er en yderst forbitret fjende, som af had til Gud raser mod menneskeslægten og især forsøger at ødelægge kirken, så meget han kan. Som Peter skriver: «Vær årvågne, for jeres modstander går omkring som en brølende løve og søger, hvem han kan sluge.» Selv om mennesker derfor ved deres naturlige kræfter på en eller anden måde kan yde den ydre tugt, bliver de dog ofte overvundet af denne almindelige svaghed. Ofte driver Djævelen endda mennesker, der ikke er rå, til afskyelige forbrydelser, sådan som han bedrog Eva og drev Josefs brødre, David og utallige andre. Hvilken flid eller forsigtighed kan da måle sig med denne yderst snu fjende? Her skal vi holde fast ved denne søde trøst: «Guds Søn er blevet åbenbaret for at gøre en ende på Djævelens gerninger.» Guds Søn er sin kirkes vogter, sådan som han siger: «Ingen skal rive mine får ud af min hånd.» Han beskytter os og styrker samtidig ved sin Helligånd sindene i den sande lære, og ligesom han begynder det evige liv, sådan tænder han også gode bevægelser i hjerterne: tro, kærlighed til Gud, sand påkaldelse, håb, kyskhed og andre dyder. Vi er på ingen måde pelagianere, men takker med ærefrygt den evige Gud, vor Herre Jesu Kristi Fader, og hans Søn Jesus Kristus og Helligånden, både for hele velgerningen, at frelsen er genoprettet, og især for netop den velgerning, at Guds Søn bor i kirken og med sin højre hånd beskytter den mod djævlenes og menneskenes raseri, driver djævlene bort fra os, holder os oppe i vor store svaghed og styrer sindene og hjerterne ved sin Helligånd, så erkendelsen af den sande Gud lyser i os, og sand påkaldelse vækkes.

Vi ved med vished, at disse velgerninger skænkes os, sådan som det så smukt siges hos Zakarias: «Jeg vil udgyde nådens og bønnens Ånd over Davids hus og over Jerusalems indbyggere.» Han kalder ham nådens Ånd, fordi Guds Søn i denne trøst besegler os med Helligånden og bevidner, at vi er i nåden og bliver befriet fra dødsrigets smerter. Dernæst kalder han ham bønnens Ånd, fordi vi, når vi har erkendt syndernes forladelse, ikke længere flygter fra Gud og ikke længere knurrer imod ham, men kommer til ham og med sand tro og sandt håb beder om og venter hjælp fra ham, elsker ham og underordner os ham. Sådan begynder lydigheden.

På samme måde siger Herren: «Jeg vil bede Faderen, og han skal give jer en anden talsmand, sandhedens Ånd.» Helligånden tænder sandhedens lys i sindene og nye bevægelser i hjerterne, som stemmer med Guds lov. Lad os erkende denne store gave og med taknemmelighed stræbe efter at bevare den. Lad os uafladeligt bede om hjælp i livets store farer. Og når vi har modtaget Helligånden, må viljen ikke være uvirksom.

Hvordan den nye lydighed behager Gud.

Farisæeren hos Lukas beundrer sig selv og er tilfreds med sig selv, forblændet af den overbevisning, at han opfylder loven og behager Gud på grund af denne tugt, hvordan den så end er. Sådan er mange mennesker: de føler sig trygge på grund af en eller anden skygge af tugt. Men Guds røst anklager ofte deres hovmod, sådan som Herren siger i Luk 13: «Hvis I ikke omvender jer, skal I alle omkomme på samme måde.» Og hos Johannes: «Hvis vi siger, at vi ikke har synd, er vi løgnere.» Derfor er det en tom indbildning, når nogle hævder, at lydigheden behager Gud ved sin egen værdighed, at den er en «fortjeneste af værdighed» (meritum condigni), som de siger, og en retfærdighed for Gud, der fortjener det evige liv. Bagefter tilføjer de dog, at man altid må tvivle på, om lydigheden behager Gud, fordi det er åbenlyst, at der hos hver enkelt er megen urenhed, mange synder af uvidenhed og forsømmelse og mange pletter, som ikke er små.

Her er det nødvendigt, at samvittighederne bliver rigtigt undervist om begge dele: om vor svaghed og om trøsten. Det er nødvendigt, at der hos de genfødte er en god samvittigheds retfærdighed og en begyndt lydighed, som sagt. Alligevel er der i dette liv stadig meget stor urenhed i vor natur, i sjælen og i hjertet. Den ser og beklager de mest, som har mest lys, sådan som profeterne og apostlene. Kendt er Paulus’ klage: «Jeg ser en anden lov i mine lemmer, som kæmper mod mit sinds lov og gør mig til fange under syndens lov.» Hos hver enkelt er der stadig stort mørke, mangeartet uvidenhed og megen pinefuld tvivl, forkerte beslutninger, som udspringer af mistillid, falske meninger og tomt håb, mange syndige flammer af begær, mange pligtforsømmelser, knurren og harme mod Gud under straffene. Kort sagt: det er sløvhed og vanvid ikke at ville indrømme, at frygten for Gud og kærligheden til Gud er langt koldere, end de burde være. Disse bekendelser gentages i profeternes og apostlenes prædikener, i Sl 143: «Gå ikke i rette med din tjener, for intet levende menneske skal retfærdiggøres for dit ansigt», og i 1 Joh 1: «Hvis vi siger, at vi ikke har synd, bedrager vi os selv, og sandheden er ikke i os.» Denne bekendelse er nødvendig, og hovmodet skal irettesættes. Modstandernes vildfarelse skal også påtales, når de hævder, at mennesker i dette dødelige liv kan opfylde Guds lov, og også når de siger, at begærets onde, som fødes med os, ikke er synd og ikke er noget ondt, der strider mod Guds lov eller vilje. Disse vildfarelser gendriver Paulus åbenlyst i Rom 7 og 8.

Derefter skal trøsten også tilføjes. For det første skal den genfødte være vis på, at han er forsonet med Gud ved troen alene, det vil sige ved tillid til mellemmanden. Og selv om Faderen, Sønnen og Helligånden bor i ham efter ordet: «Vi vil komme til ham og tage bolig hos ham», skal han dog være vis på, at hans person regnes for retfærdig for Guds Søns skyld, mellemmanden og forbederen, uforskyldt, for hans fortjenestes skyld. Og Kristus, Gud og menneske, forbliver også bagefter forsoneren og ypperstepræsten, som uafladeligt går i forbøn for os.

For det andet skal han med sand smerte bekende, at der i den genfødte stadig er mange synder og stor urenhed, som fortjener Guds vrede.

For det tredje skal han dog vide, at lydigheden og den gode samvittigheds retfærdighed må begynde, og at den, skønt den er langt fra lovens fuldkommenhed, dog behager Gud hos de forsonede for mellemmandens skyld. Han går i forbøn for os og dækker med sin fortjeneste over vor umådelige og usigelige elendighed. Således bliver personen antaget for hans skyld, og derefter behager også gerningerne; og i begge dele lyser troen frem. Derfor siger Peter: «Bring åndelige ofre, som er velbehagelige for Gud ved Jesus Kristus.» Denne trøst er fremsat i Rom 8,1: «Så er der nu ingen fordømmelse for dem, som vandrer i Kristus Jesus», og i Rom 6: «I er ikke under lov, men under nåde.» Netop dér er spørgsmålet, om lydigheden behager Gud, når den ikke opfylder loven; og Paulus svarer, at den behager, fordi vi ikke er under loven, det vil sige ikke fordømt af loven, men under nåden, det vil sige forsonet eller taget til nåde. Rom 8: «Hvem vil fordømme? Kristus er død for os og er opstået, han er ved Guds højre hånd og går i forbøn for os», det vil sige: de hellige behager Gud for Kristi skyld, han som går i forbøn for dem. Disse ord skal sættes op imod tvivlen, for at troen og påkaldelsen ikke skal slukkes; for tvivlen gør påkaldelsen mat.

Vi ved altså, at den nye lydighed er nødvendig, at der med vished skænkes os hjælp, og at denne lydighed behager Gud, skønt den er mangelfuld og fattig som en tigger. Lad os derfor erkende Guds umådelige barmhjertighed og takke for den, og lad os med større omhu styre alle vore handlinger, fordi vi ved, at vi får hjælp, og at denne flid behager Gud for Sønnens skyld. Og lad altid denne nødvendighed stå os for øje: Hvis man kaster Guds velgerninger bort, retfærdiggørelsen og genfødslen, mister man det evige liv, efter ordet: «Vi skal iklædes det nye oven på det gamle, hvis vi da ikke bliver fundet nøgne», og Rom 8: «Hvis nogen ikke har Kristi Ånd, tilhører han ham ikke.» Og i retfærdiggørelsen begynder fornyelsen altid samtidig. Røveren, der hænger på korset, har gode indre og ydre gerninger: Han angrer, at han har syndet, og bekender, at han straffes med rette; dernæst erkender han ved troen Frelseren og beder ham om frelse. Derfor får han klart tilsagt tilgivelse og hører en prædiken om det evige liv og et løfte. Nu hviler han i dette ord fra Messias, underordner sig Gud og bærer ikke straffen med utålmodighed, men glæder sig over at kende Messias og over håbet om det evige liv og takker Gud. Desuden irettesætter han den, der spotter Kristus, så der er et synligt tegn på hans bekendelse. Dette sker i ham, ved at Kristus selv, hans fælle i straffen, udgyder Helligånden i hans hjerte. Og Helligånden tænder i ham et nyt lys og en sand erkendelse af Messias, en sand tro, påkaldelse og sande bevægelser af omvendelse, kærlighed til Gud, håb om det evige liv og andre dyder.