Om omvendelse (bod)

Ved Guds velgerning er denne del af læren blevet belyst med særlig stor klarhed i vore kirker, mens sententiaristerne havde viklet den ind i uudredelige labyrinter. Først fordømmer vi klart katharerne og novatianerne, som har opdigtet, at de udvalgte ikke kan falde i synder mod samvittigheden, og at de faldne ikke skal tages imod igen, når de har bedret sig; og vore gendrivelser af disse vanvittige lærer foreligger. Vi vil ikke indlede nogen ordstrid (λογομαχίας) om ordet bod; vil nogen hellere, så kan han bruge ordet omvendelse, som også profeterne ofte har brugt. Vi bevarer også gerne det gængse ord omvendelse og siger, at den første del af boden eller omvendelsen er angeren, det vil sige virkelig at forfærdes, når man erkender Guds vrede over synden, og at føle smerte over, at vi har krænket Gud. Og vi siger, at der hos dem, der omvender sig, må være en sådan sand forfærdelse og smerte, og at de, der forbliver sikre og uden smerte, ikke gør bod, som der står i 2 Kor 7: «I blev bedrøvede til omvendelse», og i Ez 20: «I skal væmmes ved jer selv, og I skal erkende, at I har fortjent straf og undergang.» Og disse sande smerter er følelsen af Guds vrede, som der tales mere udførligt om på sit rette sted.

Her dadler vi modstanderne, som opdigter, at angeren fortjener syndernes forladelse, og at angeren skal være tilstrækkelig. I begge vildfarelser er der stort mørke. For forladelsen gives uforskyldt for mellemmandens skyld, og hvilken anger kan være tilstrækkelig? Ja, jo mere smerten vokser uden tillid til barmhjertigheden, desto mere flygter hjerterne fra Gud, og ingen natur kan bære en så stor smerte, som der tales om i ordet: «Som en løve knuste han alle mine knogler.» Men disse skribenters tomme drømme viser, at de selv både lever i sorgløs sikkerhed og er uvidende om evangeliet. Disse sande smerter opstår, når synden revses: i evangeliet afsløres foragten for Guds Søn – «Ånden skal revse verden for synd: at de ikke tror på mig» – og ved den moralske lovs røst revses de andre synder, som Paulus siger: «Ved loven kommer erkendelse af synd.»

Hvad angår det private skriftemål, som aflægges for præsterne, erklærer vi, at skikken med privat tilgivelse skal bevares i kirken, og vi bevarer den urokkeligt af mange vægtige grunde. Men samtidig lærer vi, at man ikke skal befale eller kræve en opregning af synderne i denne private samtale. For en sådan opregning af hver enkelt synd er hverken befalet af Gud eller mulig, og den fører gudfrygtige sind ind i tvivl og svækker troen.

Endnu mere dadler vi, at modstanderne i læren om bod eller omvendelse ingen steder nævner den retfærdiggørende tro, som der er talt om ovenfor. Ved den alene modtages syndernes forladelse virkelig, og ved den rejses hjertet op, når det føler Guds vrede, og befries fra helvedes smerter, som der står skrevet: «Da vi er retfærdiggjort ved tro, har vi fred.» Uden denne tro bliver smerterne til en bod som Sauls, Judas', Orestes' og deres lige i tragedierne. Modstanderne lærer ikke evangeliet, men loven og menneskelige tragedier, idet de enten udelader denne tro eller endog bekæmper den. Da der i den sande omvendelse sker disse forvandlinger, dødelse og levendegørelse, som der siges i Rom 6 og ofte andre steder, deler vi for undervisningens skyld omvendelsen eller boden i tre led: anger, tro og ny lydighed. For den sande omvendelse omfatter disse ting, som Guds røst og den sande kirkes erfaring viser. Vi rejser dog ingen strid om talemåder eller om antallet af dele, men vi vil, at alle skal have de nødvendige ting for øje. Og det er yderst nødvendigt for kirken, at der findes en sand, enkel og helt klar lære om hele omvendelsen. Den gentages da også meget ofte i de guddommelige prædikener med den største klarhed og uden nogen labyrinter, som når Døberen og Kristus siger: «Omvend jer og tro på evangeliet», og videre: «Omvend jer»; «Se, Guds lam, som borttager synderne», og Paulus i Rom 3: «Alle mangler Guds herlighed.» Her prædiker han om angeren, derefter om forladelsen: «Men vi retfærdiggøres uforskyldt af hans nåde ved forløsningen i Kristus, ved troen osv.»

Derfor er det nødvendigt, at troen nævnes i læren om omvendelse eller bod, og det er ikke nok, at modstanderne siger, at også de taler om troen, og at den går forud for boden. For de taler om kendskab til læren: «Jeg tror på syndernes forladelse», nemlig at den gives andre, sådan som også djævlene kender trosbekendelsen. Men evangeliet kræver den sande tro, som er tillid til den barmhjertighed, der er lovet for Guds Søns skyld, og som hviler i Guds Søn og siger: «Jeg tror, at syndernes forladelse også gives mig, og det uforskyldt, ikke for min angers skyld, ikke for nogen af mine fortjenesters skyld, men for Guds Søns skyld, som af guddommens umådelige godhed og visdom er indsat til mellemmand og forsoner. Jeg ved, at det er Guds uforanderlige befaling, at enhver i disse smerter skal være vis på, at han bliver antaget for hans skyld.» Dette er evangeliets egentlige røst; denne beslutning er udgået fra den evige Faders skød ved Sønnen og beseglet med hans blod og opstandelse. At nægte at give denne vilje og beslutning sit samtykke er at foragte Guds Søn, og om denne synd siger Johannes: «Den, der ikke tror Sønnen, over ham bliver Guds vrede osv.» Men den, der tror, at hans synder forlades ham for denne mellemmands skyld, han modtager allerede med sikkerhed syndernes forladelse for Kristi skyld. Kristus er også virksom i ham og levendegør og helliggør ham ved sin Helligånd, og når han er forsonet, regnes han nu med sikkerhed for retfærdig for mellemmandens skyld og er arving til det evige liv.

At udelade, forfalske eller forkaste denne nødvendige trøst i læren om omvendelse er åbenlyst at udslette evangeliet.

Tilgivelsen skal både minde os om denne tro og styrke den. Ligesom David blev styrket, da han hørte tilgivelsen: «Herren har taget din synd bort», sådan skal du vide, at evangeliets røst også forkynder dig forladelsen, som i tilgivelsen tilbydes dig personligt. Bild dig ikke ind, at evangeliet ikke angår dig, men vid, at det netop er givet, for at mennesker på denne måde skal blive frelst, når de i tro tager imod evangeliet, og at det er Guds evige og urokkelige befaling, at du skal tro det. Den, der ikke tager imod evangeliet i denne tro, men bliver i tvivlen, hører tilgivelsen forgæves.

Når hjerterne levendegøres ved denne trøst og nu er Guds bolig, må den nye lydighed helt sikkert også begynde, som der er sagt ovenfor; og at vende tilbage til forbrydelserne er at drive Gud ud og igen miste retfærdigheden og livet, som Johannes siger: «Den, der gør retfærdighed, er retfærdig; den, der gør synd, er af Djævelen.» Ovenfor har vi fremlagt hovedindholdet af læren om den nye lydighed.