Om fyldestgørelse

Det ville føre for vidt at gennemgå, hvilket kaos læren om fyldestgørelserne er – de såkaldte ikke-skyldige gerninger, som kirken pålægger – og før vore dage forstod kun få det. Men vi er ikke i tvivl om, at også hele denne del er fremstillet sandt og klart i vore kirker. De første fædre havde for skik at udelukke dem, der var besmittet af manddrab, afgudsdyrkelse eller blodskam, fra deres samkvem og især fra ofrene. Denne skik bevarede både synagogen og de folk i Asien, Grækenland og andre steder, som ikke var helt barbariske. Imens vandrede de besmittede omkring, mærket med tegn på deres skyld, sådan som Orestes, Adrastos og mange andre gjorde. Denne skik bevarede også kirken i begyndelsen: Den udelukkede de besmittede fra fællesskabet, og når de derefter gjorde bod, tog den dem ikke straks imod igen, men tilgivelsen blev udsat nogle dage, så man offentligt kunne se dem bede om den. Det skete, for at man kunne se, at de for alvor bad om tilgivelse, og for at eksemplet kunne gavne andre. Således blev korintheren, der levede i blodskam, udelukket og senere taget imod igen, ikke uden overvejelse. Hele denne skik er indført for eksemplets skyld og hører til den borgerlige orden; den har overhovedet intet med syndernes forladelse at gøre. Siden voksede den dog ved overtro, så man pålagde faste og afholdenhed fra ægtefællen i mange år. Da disse byrder var vokset alt for meget, lempede biskopperne dem igen. Denne lempelse af sådanne skikke blev kaldt aflad (indulgentia). Da munkene ikke tog denne historie i betragtning, opdigtede de, at den evige straf blev ombyttet til skærsildens straffe og andre straffe i dette liv. Og de føjede til, at kirken pålægger fyldestgørelser for at mildne disse straffe, og at fyldestgørelserne vel at mærke skal være gerninger, som Guds lov ikke kræver. Disse munkefabler, som ikke engang de selv forstod, forkaster vi, og vi holder fast ved disse urokkelige regler: De evige straffe forlades sammen med skylden for Guds Søns skyld, ikke for nogen godtgørelse fra vor side, efter ordet: «Død, jeg vil være din død; dødsrige, jeg vil være din pest», og videre: «Da vi er retfærdiggjort ved tro, har vi fred osv.»

For det andet siger vi, at de ikke-skyldige gerninger, som de taler om, ikke er gudsdyrkelse eller godtgørelser, men hører ind under ordet: «Forgæves dyrker de mig med menneskebud.» Og nøglemagten har bestemt ingen befaling om at pålægge sådanne straffe. Vi siger også, at denne anvendelse af aflad, hvor paven tildeler andre de helliges fortjenester, er opdigtet, og at aflad tidligere ikke var andet end lempelser af kirkelovene (kanonerne), som intet havde at gøre med de godtgørelser, munkene taler om.

Noget andet er det at tale om den fyldestgørelse, man skylder, som når man giver stjålet gods, ågerrenter, en andens hustru eller et godt navn tilbage. Denne tilbagegivelse er en skyldig gerning, der hører til den nye lydighed, som Paulus siger: «Den, der har stjålet, skal ikke mere stjæle.» Den, der beholder en andens hustru, har hverken anger, tro eller ny lydighed. Og Guds bud om den skyldige tilbagegivelse, som vi siger skal ske, må ikke blandes sammen med denne tomme snak om fyldestgørelser.

Vi erkender også dette, at mange forfærdelige straffe i dette liv hjemsøger kirken, rigerne og familierne på grund af bestemte overtrædelser, som mange mennesker, også udvalgte, har begået. Således ramte oprøret mod David hårdt hele den daværende kirke, samfundsordenen og mange hellige familier. Vi skelner derfor mellem den evige straf og straffene i dette liv, og vi siger, at den evige straf kun forlades for Guds Søns skyld, når vi retfærdiggøres og levendegøres ved troen.

Også de timelige straffe mildnes først og fremmest for Guds Søns skyld, han som er kirkens ly – for denne svage natur kunne ikke bære Guds vrede i dens fulde størrelse – sådan som Daniel beder: «For Herrens skyld, hør os, og se til vor landflygtighed osv.» Alligevel lærer vi også, at straffene mildnes på grund af selve omvendelsen som helhed. For hos de hellige er de løfter fra loven, der er knyttet til gerningerne, ikke ugyldige, men har deres løn, fx: «Giv, så skal der gives jer.» Og når Paulus siger: «Hvis vi dømte os selv, ville vi ikke blive dømt», taler han om hele omvendelsen, ikke om de helt tomme skygger, som de påstår har gyldighed, selv når nogen er faldet tilbage i dødssynd.

Men også på dette område udtænkes der nye kunstgreb. De indrømmer, at fyldestgørelserne ikke er godtgørelser, men siger, at man skal tillade tugtende fyldestgørelser, sådan som Paulus straffer korintheren. Den tugt var bandlysning, og vi erkender, at de, der er skyldige i åbenlyse forbrydelser, skal bandlyses ved en lovlig dom og i rette orden, og en retfærdig bandlysning er ikke et tomt lyn. Men alligevel straffer kirkens myndighed ikke med legemlig magt, med fængsel eller sult; den afsiger kun dommen. Fængsel og offentlige straffe hører under de verdslige styrere. Men nogle er så forkvaklede, at de søger spidsfindige kneb, selv om de forstår, at sandhedens klarhed overbeviser dem. Hvis de gav efter, ville de nemlig blive anset for at have forrådt deres fæller. Gud, som ransager hjerterne, ved, at vi har søgt sandheden med oprigtig iver.