Om ægteskabet

Kun i Guds kirke er sandheden om ægteskabet altid blevet bevaret ufordærvet. For kirken ved, at Gud i menneskeslægten på det strengeste forbyder løsagtig lyst og vil, at kyskheden skal forstås og overholdes, sådan som han selv ordner den. Derved skal vi også vide, at han selv er et rent og kysk sind, og skelne ham fra djævlene, som i deres had til Gud fryder sig over lysternes uorden og driver den svage menneskenatur til at blive frygteligt besudlet. Derfor har hedningerne overalt tilladt visse afskyelige skikke, og kættere har altid udbredt uhyrlige meninger om ægteskabet, sådan som Klemens af Alexandria og Epifanios fortæller. Og i verdens sidste alderdom har tyrkernes skikke og pavens lov om cølibatet forvansket ægteskabet groft. Men Paulus fastslår, at det er et tegn på onde ånder at forbyde ægteskab. Derfor bevarer vi med største omhu Guds lære om ægteskabet ufordærvet. Og ved Guds velgerning har den verdslige øvrighed i sit styre oprettet domstole for ægteskabssager og opretholder dem. Den straffer strengt de forbrydelser, der strider mod Guds lov, og ved, at Guds bud pålægger den at værne om kyskheden og ægteskabet.

Vi holder fast ved den sande definition af ægteskabet, som stemmer med Guds bud og med den apostolske kirkes skik. Ægteskabet er en lovlig og uopløselig forbindelse mellem kun én mand og én kvinde. Den skal holdes for Guds buds skyld, for Gud vil, at menneskeslægten skal forbindes på denne måde, at kyskheden skal forstås, og at lysterne ikke skal flakke om. Denne orden stadfæstede Gud i begyndelsen med ordet: «De to skal blive ét kød», det vil sige én eneste mand og én eneste kvinde, uadskilleligt forbundet. Og Kristus stadfæstede denne første norm på ny, Matt 19.

For at forbindelsen kan være lovlig, holder vi uforanderligt fast ved skellene mellem personerne, så der ikke tillades forbindelse mellem personer, som efter guddommelig ret ikke må forbindes. Man holder også reglerne i den kanoniske ret om andre, nærmere slægtskabsgrader, sådan som de står i de forordninger, der efter grundig overvejelse er givet til konsistorierne. Men vi ved, at det er Guds vilje, at ægteskab ikke må forbydes nogen personer, som er egnede til ægteskab, og som ikke ville kunne leve uden for ægteskabet uden fare for samvittigheden, sådan som der står skrevet i 1 Mos 2, Matt 19 og 1 Kor 7. Derfor tillader vi hos os ægteskab for præster og andre, som hellere vil leve gudfrygtigt i ægteskabet end leve i cølibatet med sårede samvittigheder, så de hverken kan påkalde Gud eller leve gudfrygtigt. Ved trolovelser vil vi også i overensstemmelse med den gamle ret, at forældrenes samtykke skal være med, når forældrene lader sig lede af rimelige grunde.

Om skilsmisse gælder denne regel urokkeligt: Den, der ved ægteskabsbrud eller ved at forlade sin ægtefælle giver anledning til adskillelsen, synder. Ægteskabsbrydere, både mænd og kvinder, og de mænd og kvinder, der forlader deres ægtefælle, fordømmes af lærerne i kirkerne og af dommerne i konsistorierne, og øvrigheden straffer dem strengt. Men når sagen er undersøgt, og den uskyldige part er erklæret fri, forbydes den ikke at gifte sig igen, så den kan påkalde Gud og leve gudfrygtigt. For når Herren i Matt 19 udtrykkeligt frigør den uskyldige part, når den anden er besmittet af ægteskabsbrud, må frigørelsen forstås som en virkelig frigørelse og ikke blot en frigørelse af navn. Og Paulus taler på samme måde om det tilfælde, at en ægtefælle forlader den anden. Denne praksis hos os stemmer også med den gamle kirke. De øvrige love i vore konsistorier stemmer med den kanoniske ret. Og for folket fremlægger vi rettelig hele læren om ægteskabet og om kyskheden. Vi fastslår, at al kønslig forbindelse eller sædudtømmelse uden for ægteskabet er synder, som Gud har fordømt – dødssynder, som driver Helligånden ud – og at mange sørgelige straffe i dette liv går gennem menneskeslægten på grund af lysterne, som der står skrevet: «Gud vil dømme utugtige og ægteskabsbrydere.» Og om disse straffe står truslen i 3 Mos 18. Kyskhed kalder vi både renheden i et ugift liv og det at holde ægteskabets ret. Og vi fastslår, at ægteskabet, sådan som vi har beskrevet det ovenfor, er et samfund, som Gud har indstiftet og stadfæstet, og at netop dette samfund og ægteskabslivets pligter behager Gud. Vi fordømmer alle sværmere, Basilides, Tatian, Karpokrates og andre, som på hver sin måde enten har fordømt ægteskabet eller godkendt afskyelig løsagtighed. Vi fordømmer også pavens lov, som forbyder præsterne at gifte sig og bliver årsag til fortabelse for en stor mængde mennesker. Af samme grund forkaster vi klosterløfterne; om de øvrige grunde vil vi tale nedenfor. For disse pavelige love og løfter strider mod Guds beslutning. Herren sagde: «Det er ikke godt for mennesket at være alene» osv. Han sagde det, det vil sige: I sin uudsigelige visdom besluttede han at skabe menneskeslægten på den måde, at den skulle formeres ved samlivet mellem mand og kvinde. Han skabte to, for at de skulle være kirke, og han satte disse grænser, for at lysterne ikke skulle flakke om. For han vil, at kyskheden skal forstås i menneskeslægten. Når Gud har sagt og besluttet dette, siger Tatian, paven og munkene det modsatte. Når de forbyder ægteskabet, giver de mange mennesker, som ellers er egnede til et dydigt liv, anledning til at hobe mange forfærdelige synder op. For disse synders skyld styrter rigtig mange i evig fortabelse, og Guds vrede mod hele menneskeslægten vækkes endnu mere.

En menneskelig lov, som strider mod Guds beslutning og mod det værk, Gud selv indstiftede og grundlagde ved skabelsen, og desuden mod Guds bud, og som er kilde til store forbrydelser, så mange går fortabt, og Guds vrede optændes endnu mere – ja, en lov, som Helligånden siger stammer fra djævlene – må på ingen måde pålægges kirken, men skal afskaffes med alle gudfrygtiges samtykke. I disse tredive år er det ikke sjældent sket, at præster, hvis liv var ulasteligt og beskedent, er blevet slået ihjel, først og fremmest fordi de var gift. Sådan prøver Djævelen at befæste sin lov endda med mord. Og han har som redskaber de mest skamløse skribenter: Eck, Faber og Pighius; den sidste har udtrykkeligt skrevet, at en præst synder mindre, hvis han er ægteskabsbryder, end hvis han tager sig en hustru. At den slags skrives og siges af folk, der vil kaldes kristne, er skændigt.

De kloge ser, at i denne verdens alderdom er menneskenaturen blevet svagere, og at tugten efterhånden bliver løsere og uordenen større. Og altid er tøjlesløshed på dette område gået umiddelbart forud for byers undergang og rigers fald. Derfor burde de, der regerer, være mere årvågne og strengere, når det gælder om at værne om tugten, at sikre ægteskabets love og at straffe og forhindre løsagtig lyst. Vi glæder os over, at vore formaninger om dette står bevaret for hele eftertiden. Samtidig beder vi Guds Søn, vor Herre Jesus Kristus, kirkens vogter, som i sandhed elsker kyskheden, at han med sin kyske Ånd vil tænde kyskhed i rigtig mange hjerter og bøje regenternes sind til gavnlige beslutninger, og at han vil holde Djævelen nede, som tænder lysternes flammer, og forhindre, at skammelige eksempler breder sig vidt.

Alle gudfrygtiges sjæle og hjerter må forfærdes, når de læser eller hører om de afskyelige og frygtelige eksempler blandt hedningerne. De er da også siden blevet fulgt af blindhed i sindene og af andre former for ødelæggende raseri, som ramte hele folk; det findes der eksempler på i alle historiske skrifter. To spartanere havde voldtaget Skedasos' døtre og kastet dem i en brønd. Senere blev den spartanske hær hugget ned næsten på netop det sted, og magten skiftede hænder. Men der er mange eksempler fra alle tider. Vi husker selv, at nogle biskopper, som udmærkede sig ved byrd og begavelse, blev dræbt, mens de begik ægteskabsbrud. Men vi beder Guds Søn om, at han netop derfor vil bevare rigtig mange og bøje dem til kyskhed, så flere rettelig kan påkalde ham.

Hvad modstanderne anfører til forsvar for cølibatet, passer lige så godt til sagen som det, Tatian anførte fra Egypterevangeliet, Kristi ord til Salome: «Jeg er kommet for at opløse kvindens gerninger.» Det udlagde Tatian sådan: «Jeg er kommet for at afskaffe ægteskabet», skønt Kristi ord talte om Evas fald og de elendigheder, der fulgte efter dette fald, sådan som også Johannes skriver: «Guds Søn er kommet for at gøre en ende på Djævelens gerninger.»