Om firmelsen og salvelsen

Det er velkendt, at formlerne til indvielse af olien er magiske og afskyelige.

Derfor kan man heller ikke tåle de salvelser, hvor denne olie bruges. Og i oldtiden blev disse ceremonier udført helt anderledes, end de udføres nu. Ved firmelsens ceremoni blev læren prøvet: De enkelte fremsagde hver et sammendrag af læren og bekendte offentligt, at de forkastede hedningernes og kætternes vanvid, og at de ville være og forblive lemmer af den sande kirke og ikke ville vige fra den sande lære, som de dengang bekendte. Denne skik var nyttig til at oplære folk og fastholde dem i den sande erkendelse af Gud. Og i vore kirker sker der noget lignende i de unges katekismusundervisning og i det private skriftemål, hvor præsterne prøver folkets kendskab til læren. Men den firmelsesceremoni, som biskopperne nu holder fast ved, hvad er den andet end en tom skygge? Desuden var den salvelse, som nu kaldes den sidste, engang en lægebehandling, som det tydeligt fremgår af Jakobs Brev. Nu er den et skuespil fuldt af overtro. De siger, at synderne forlades ved disse salvelser, og de føjer påkaldelse af de døde til, og også den må forkastes. Derfor holdes disse ceremonier ikke i vore kirker, og før vore dage mente kirken heller ikke, at de var nødvendige. I øvrigt beder man offentligt og privat gudfrygtige bønner for de syge, sådan som Gud har lovet, at han også vil lindre legemlige trængsler for dem, der beder, efter ordet: «Påkald mig på trængslens dag, så vil jeg udfri dig.» Der holdes også begravelser med en værdig forsamling, gudfrygtige formaninger og salmer.