Om overleveringerne, det vil sige de kirkeskikke, der er indført i kirken ved menneskelig myndighed

Den fornuftige natur forstår orden, og forståelsen af orden er et tydeligt vidnesbyrd om Gud; mennesker kan heller ikke leve uden en vis inddeling af tiden til mad, søvn og arbejde. Og Paulus befaler, at alt i kirken skal ske sømmeligt og med orden. Derfor har der altid, lige fra menneskeslægtens begyndelse, været en vis ordning af de offentlige forsamlinger og en vis inddeling af tiderne og af visse andre skikke. Hos menneskeslægtens fremragende lys var den uden tvivl fuld af værdighed og skønhed, når Sem, Abraham, Isak og deres familier sad sammen i den samme have eller hytte, og når de efter at have hørt Sems prædiken om den sande Gud, om Guds Søn og om forskellen mellem kirken og de andre folk derefter sammen påkaldte Gud.

Skønt der altså må være visse sømmelige skikke for ordenens skyld, forvansker mennesker, der er tilbøjelige til overtro, let disse skikke. De opdigter, at sådanne overholdelser er fortjenester, der giver syndernes forladelse, og at de er retfærdighed for Gud; de gør tegn til guddomme, sådan som mange har tillagt billedstøtter guddommelig kraft; og mange ophober skikke, enten af overtro eller af tyranni, sådan som overtroen i kirken har forøget de såkaldte fyldestgørelsesskikke. Nebukadnesar og Antiokus indstiftede gudsdyrkelser, som de ville have deres undersåtter til at overholde på samme måde, fordi de mente, at enighed i religionen gavner rigets enighed og ro. Her var det ikke overtro, men tyranni, der fremsatte nye love og nye guder. Vi ser, at det går sådan i menneskeslægten, at sande og falske religioner bringes i uro og skifter, og vi undrer os over, hvorfor mennesker ikke standhaftigt bliver ved den sandhed, som Gud har vist dem. Men Guds røst siger, at mennesker drives af djævlene til at falde fra Gud, og den menneskelige natur, der er blind, nysgerrig og letsindig, elsker at lege med alle mulige meninger.

Mod disse store onder væbner og styrker Gud kirken: Han har givet den en udtrykkelig og sikker lære, som nu er samlet i profeternes og apostlenes bøger og i trosbekendelserne. Derfor er det nødvendigt at overveje, hvordan lovene eller skikkene er beskaffet, og hvor de kommer fra.

Den første regel er altså: Ingen skabning – hverken engle eller mennesker, konger eller biskopper – har lov til at give love eller indføre skikke, der strider mod Guds ord. Sådan syndede kongen af Babylon frygteligt, da han befalede, at man skulle tilbede billedstøtten, skønt han var fremragende i visdom og dyd. Og alle mennesker, der adlyder sådanne påbud eller love, synder, ligesom Eva syndede, da hun veg fra Guds bud på grund af Djævelens løgn. Men denne regel skal overholdes uden undtagelse: «Man skal adlyde Gud mere end mennesker.» Af den art er de påbud, der befaler, at man skal påkalde døde mennesker, tage imod en falsk lære eller overholde ugudelige gudsdyrkelser. Om alle disse gælder reglen fra det første bud: «Flygt fra afguderne.» Af den art er også loven om præsternes cølibat, som de fleste ikke kan overholde uden synd. Og selv om vi ved, hvad statsmænd mener om ændringer af love, har Gud dog ordnet lydigheden sådan, at han vil have os forbundet med sig og i samklang med sin visdom og retfærdighed. Derfor gælder disse urokkelige og evige regler: «Du må ikke have andre guder.» Videre: «Man skal adlyde Gud mere end mennesker.» Videre: «Hvis nogen lærer et andet evangelium, forbandet skal han være!»

Den anden regel. Da det er almindeligt at føje overtro til gerninger, som ellers i sig selv er middelting, såsom at spise kød eller ikke spise kød, er det nødvendigt at påtale den overtro og de vildfarelser, der bliver føjet til, og man kan med måde vise eksempler på læren ved at bruge friheden. Det er nemlig en tydelig vildfarelse, som mange læreres og folkets dårskab i reglen føjer til, at de lærer og mener, at faste og lignende gerninger fortjener syndernes forladelse, både for skylden og for straffen, sådan som også Thomas [Thomas Aquinas] skriver, og sådan som de fleste taler om fyldestgørelserne. Denne farisæiske indbildning fanger let sindene og formørker lyset fra læren om Kristi egne velgerninger, om den uforskyldte forladelse og om troen. For når mennesker mener, at de fortjener syndernes forladelse ved disse deres skikke, overfører de den ære, der tilkommer Kristus, til disse skikke. En tid lang er de opblæste af en tom tillid, men når de virkelige smerter siden kommer, styrter de ud i tvivl, som bliver deres undergang. Og det er i sig selv en stor synd ikke at kende Guds Søns velgerninger. Af denne grund kæmper Paulus så skarpt for, at omskærelsen og de andre ceremonier i Moseloven er ophævet. Den sande erkendelse af mellemmanden måtte ikke blive slukket, sådan som det ville ske, hvis de mente, at de fortjente syndernes forladelse og var retfærdige ved at overholde denne lov og Moses' ceremonier, sådan som farisæerne hævdede. Og Paulus formaner ofte til, at vi skal passe på, at evangeliets lys ikke bliver formørket af nye menneskelige ceremonier.

Den anden vildfarelse er mindre iøjnefaldende, men dog fordærvelig. Når nogle ser, at denne farisæiske vildfarelse ikke kan forsvares, glider de over i denne: «Selv om disse ceremonier ikke fortjener syndernes forladelse,» siger de, «skal disse overleveringer dog forsvares, fordi de er gode gerninger og gudsdyrkelse; sådan fortjente nasiræernes afholdenhed i Moseloven heller ikke syndernes forladelse, men den behagede dog Gud og var en gudsdyrkelse, som Gud havde velbehag i.»

Med denne sminke har nogle for nylig lært at male overleveringerne. De kæmper dog ikke for disse middelting, men forsøger at befæste andre afskyelige vildfarelser og forestillingen om biskoppernes magt. Her er det nødvendigt, at de gudfrygtige vogter sig for snarer mod læren. Netop i denne sminke ligger der en stor vildfarelse. Eksemplet fra Moses bliver ikke anført med rette. Der er stor forskel på gerninger, som Gud har indstiftet og ordnet, og gerninger, som Gud ikke har befalet og ikke ordnet, men som kun er udtænkt efter menneskelig rådslagning. De gerninger, der var ordnet i Guds lov, var gudsdyrkelse, selv om de ikke fortjente syndernes forladelse; men selvvalgte gudsdyrkelser (εθελοθρησκεῖαι), som mennesker har udtænkt uden Guds befaling, var ikke og er ikke gudsdyrkelse. Gud godkender på ingen måde denne menneskelige dristighed, som dog altid har været almindelig: at opdigte gudsdyrkelser, det vil sige gerninger, hvis umiddelbare formål er, at Gud skal æres ved dem. Derfor råber Guds røst: «Forgæves dyrker de mig med menneskebud», og overalt hos profeterne og hos Paulus bliver denne dristighed påtalt. Men den sande gudsdyrkelse er de gerninger, som Gud har befalet, og som sker i erkendelse af og tillid til mellemmanden, med det formål at vise Gud lydighed og bekende, at han, som vi dyrker på denne måde, i sandhed er Gud. Sådan kalder han os i Ez 20 tilbage til de guddommelige bud og siger: «Følg ikke jeres fædres bud, men vandr efter mine bud.» Og disse prædikener gentages ofte. Og i Salmerne: «Dit ord er en lygte for min fod», og i 4 Mos 15: «De skal ikke følge deres egne tanker.»

Den tredje vildfarelse er, at hyklerne opdigter, at sådanne gerninger er fuldkommenhed, sådan som munkene sætter deres løfter, der er fulde af tomhed, over livet i samfundet og i husstanden. Men Gud har efter sit forunderlige råd forbundet menneskeslægten sådan og vil, at troen, påkaldelsen, bekendelsen, den gensidige godgørenhed, tålmodigheden og de andre dyder skal ses i netop disse anstrengelser og farer.

Den fjerde vildfarelse er forestillingen om nødvendighed, sådan som nogle skriver: «Fyrretyvedagesfasten er nødvendig; det andet er frivilligt.» Det er ikke blot en pinsel for samvittigheden at dømme, at den, der spiser kød om fredagen eller ikke holder fyrretyvedagesfasten, ikke er kristen og ikke er et lem i Guds kirke; det er også en vildfarelse, der formørker de største ting: læren om evangeliets retfærdighed og om kirken – hvad den er, og hvordan kirkens lemmer skal kendes, nemlig ikke på mad og drikke, men på troen, påkaldelsen og de andre dyder.

Og mod forestillingen om nødvendighed siges der udtrykkeligt i Kol 2: «Lad ingen dømme jer for mad og drikke» osv., og i Gal 5: «Stå fast i den frihed, som Kristus har befriet jer til, og lad jer ikke igen spænde under slaveriets åg.» Og forestillingen om nødvendighed har altid avlet store splittelser, sådan som der i gamle dage var stridigheder om påskedagen og om surdejen, og nu er der opstået mange lignende stridigheder.

Den femte vildfarelse. Til de tidligere forestillinger kommer også denne vildfarelse, at biskopperne tiltager sig magt til at indstifte nye gudsdyrkelser og binde samvittighederne. Sådan bestemte Gregor, at gifte mænd, der blev optaget i præstestanden, skulle opgive samlivet med deres hustruer; forordningen om skriftemålet påbyder opregning [af alle synder]; og der er udstedt dekreter om forskel på madvarer og om faste osv. Om sådanne overleveringer findes der også nyere bøger, fulde af labyrinter, hvor der står, at det er dødssynd at overtræde sådanne skikke, også uden for de tilfælde, hvor det giver forargelse. Gerson søgte efter rimelighed (ἐπιεικείας), men den sande trøst er evangeliets røst, som vil, at denne forståelse af friheden skal være kendt og bevaret i kirken: Når de vildfarelser, som der er talt om, er fjernet, kan menneskelige skikke, der er sømmelige og indrettet for ordenens skyld, overholdes uden forestillingen om fortjeneste, gudsdyrkelse og nødvendighed, som det er sagt ovenfor ud fra Kolossenserbrevet: «Lad ingen dømme jer for mad eller drikke» osv. Og Peter siger: «Hvorfor sætter I Gud på prøve ved at lægge et åg på disciplenes skuldre, som hverken vore fædre eller vi har kunnet bære?»

Den tredje regel: Når de vildfarelser, som kirken nødvendigvis må undervises om, er fjernet, overholder vi derefter visse sømmelige skikke, der er indrettet for den gode ordens skyld, og vi lærer, at de skal overholdes, for mennesker kan ikke leve uden orden, og Paulus siger: «Lad alt ske sømmeligt og med orden.» Og Athanasius har et ord: «Ceremonier er nyttige, men med erkendelse af sandheden og med måde.» Det er tydeligt, at dette ord er rettet mod overtroen, som også dengang forøgede ceremonierne, formørkede sandheden og bebyrdede samvittighederne og kirkerne.

Men vi takker den evige Gud, vor Herre Jesu Kristi Fader, som for Sønnens skyld og ved ham samler en evig kirke, fordi han lige fra menneskeslægtens begyndelse har bevaret evangeliets offentlige prædikeembede og sømmelige forsamlinger, og fordi han selv også har fastsat bestemte tider. Vi beder ham om fremover at bevare og styre kirken, og vi lærer med iver, at alle skal hjælpe til at bevare det offentlige prædikeembede og undgå forargelser og splittelser, som der siges mere udførligt om på sit sted.