Om klosterlivet

Vi undlader at komme nærmere ind på de gamle beretninger om dem, der enten som Antonius trak sig tilbage til ørkenen eller som Basilius oprettede skolelignende fællesskaber langt fra byernes travlhed. De havde nemlig hver deres grunde til at trække sig tilbage. Lad os nu tale om nutidens munke, som slet ikke lever i ørkenen. Klostrene er fællesskaber af lærde eller ulærde mennesker, som lever midt i offentligheden blandt mange mennesker – og lever mere bekvemt end andre. De har de fornøjelser, de begærer – nogle én slags, andre en anden – og langt mere fritid end andre mennesker, der lever i samfundet og i husstanden. Ikke engang de selv gør længere krav på de latterlige lovprisninger af fuldkommenheden og det beskuende liv, sådan som nogle gjorde tidligere. Der er stor forskel på menneskene i disse broderskaber. Derfor vil vi ikke prædike for de onde, som elsker disse skjulesteder for køkkenets og tøjlesløshedens skyld. Men dem, der kan helbredes, bønfalder vi indtrængende for Guds æres og deres egen frelses skyld om at tænke på disse ord: «Du må ikke have andre guder», og: «Flygt fra afguderne.» Sådan som klosterlivet er nu, rummer det særdeles meget ugudelig gudsdyrkelse og tomhed. De har messer til salg for levende og døde, og i de fleste klostre er det den største indtægtskilde. Dér er også påkaldelse af de døde almindelig, og oven i den kommer mange afskyelige former for overtro, tilbedelse af statuer, aflad og andet bedrag. Studiet af læren findes enten slet ikke eller er fordærvet. Alene disse grunde er vægtige nok til, at mennesker, der ikke er ligegyldige over for Gud, bør forlade disse broderskaber. For løfter, der binder dig til en livsform, som rummer afgudsdyrkelse, er uden tvivl ugyldige efter det første bud, som er urokkeligt og evigt og regel for alle de andre bud: «Du må ikke have andre guder.» De anfører Paulus' ord om enkerne: «De har svigtet deres første tro.» Men svaret er fast og klart: Selv hvis Paulus talte om løfter, ville han dog på ingen måde godkende løfter, der er forbundet med afgudsdyrkelse og mange vildfarelser. Men der er også mange andre løgne i løfterne. De lover kyskhed og fattigdom: Hvor mange der er egnede til et ugift liv, ved de selv. Og hvad fattigdommen angår, ved de, at langt flere dér søger velforsynede køkkener end nød og sult.

Nu må man også overveje dette: Lad veltalende folk undskylde og rose klosterlivet, så meget de vil. Alligevel styrker dette eksempel altid en bestemt opfattelse hos mennesker, der ikke er ligegyldige over for Gud: at sådanne gerninger, som mennesker efter eget skøn har valgt, er gudsdyrkelse, det vil sige gerninger, som Gud skulle føle sig æret ved. Denne opfattelse må kritiseres og rives ud af menneskers sind, og menneskene må føres tilbage til Guds bud, sådan som der står: «Forgæves dyrker de mig med menneskebud», og: «Vandr ikke efter jeres fædres bud, men efter mine bud.» Denne kritik af klosterlivet er sand og klar. Når de nu oven i købet opdigter fortjenester og fuldkommenhed, bliver evangeliet om troens retfærdighed og om den sande gudsdyrkelse fordunklet endnu mere. Det er nemlig en afskyelig og forfærdelig løgn, at klosterskikkene fortjener syndernes forladelse eller har lige så stor værdi som dåben, sådan som Thomas udtrykkeligt siger. Denne kritik var heller ikke ukendt i oldtiden. Der findes nemlig en fortælling – sand eller skrevet for at belære – som dog viser, hvordan de gudfrygtige bedømte sagen. Det berettes, at da Antonius ville vide, hvor langt han var nået hos Gud ved sine øvelser i ensomheden, blev han henvist til en skomagers hus i Alexandria tæt ved byporten. Han gik altså ind, talte med husfaderen og spurgte ham om læren og om hans gudfrygtige øvelser. Manden svarede rigtigt om læren. Derefter fortalte han, at han om morgenen i en kort bøn takker Gud både for alle hans andre velgerninger og for, at han har sendt sin Søn. Dernæst beder han om syndernes forladelse for Sønnens skyld og beder Gud om at bevare kirken og hans egen familie. Han beder også Sønnen om at gå i forbøn for os. I denne tro finder han hvile, han gør med glæde sit arbejde i huset, og han sørger for, at børnene bliver oplært ret. «Har du ikke andre, strengere øvelser?» spurgte Antonius. «Er det måske kun lidt arbejde at bære for den, der skal skaffe føden til sin familie?» svarede manden. «Og der sker hele tiden meget, som plager en husfader hårdt, og dertil kommer borgernes fælles byrder. Ser du ikke, hvor megen privat og offentlig elendighed der er i livet? At bære den ret og øve troen og tålmodigheden i den må du vel regne for en hård nok krigstjeneste.» Antonius gik derfra og forstod, at han hermed var blevet formanet til ikke at sætte sine egne øvelser over det almindelige livs pligter.

Man kan læse denne og andre lignende fortællinger. Selv om de er skrevet sådan for at belære, viser de dog, hvordan de lærde bedømte sagen. Det er ikke nødvendigt at tilføje en længere drøftelse, især fordi ingen på de steder, hvor der er munke, er uvidende om, at der er særdeles megen fordærvelig overtro i klostrene, og at studiet af læren enten slet ikke findes eller er fordærvet.

Overvejelserne om, hvordan forholdene skal rettes op, overlader vi dog til dem, der har ansvaret. Mange steder mangler kirkerne præster, eller præsterne mangler underhold. Dem burde man først hjælpe med indtægterne fra de rige klostre. Dernæst skal fattige studerende også støttes derfra, og i nogle af klostrene kan der oprettes skoler, især fordi det er nødvendigt, at kirken betaler for mange fattiges uddannelse, så man blandt dem kan vælge præster og kirkens tjenere, der skal undervise menighederne. Også hospitalerne skal støttes derfra, for dér skal fattige, der lider af langvarige sygdomme, forsørges. Til sådanne virkelig gudfrygtige formål – til at underholde præster og fattige studerende, til at oprette skoler og til at støtte hospitaler – er en stor del af klostrenes indtægter i disse egne ved Guds velgerning blevet overført. Resten bruges på husholdningen i hvert enkelt kloster, og det er tåbeligt at tro, at husholdninger ikke koster meget. Men hvad de rigere abbeder i vore dage ødsler indtægterne bort på, viser eksemplet fra mange, som vi kunne nævne ved navn: De hader både lærdom, religion og dyd, de lever i fråseri for disse almisser, og enten indsætter de ingen præster i deres kirker, eller også lader de dem sulte, hvis de har nogen.