Om påkaldelse af gudfrygtige mennesker, som er gået bort fra dette liv

I Es 42 står der skrevet: «Jeg er Herren, det er mit navn; min ære giver jeg ikke til nogen anden.» Men den ære, der allermest tilhører Gud, er påkaldelsen, sådan som Herren siger i Matt 4: «Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene.» Og det første buds bestemmelse står urokkelig og evig fast: «Du må ikke have andre guder.» Derfor er det nødvendigt, at læren om påkaldelsen findes helt ren i kirken. Lige siden menneskeslægtens begyndelse har Djævelen på forskellige måder sået sæd for at fordærve den, og det vil han altid gøre. Derfor må vi være så meget mere årvågne og med større omhu holde fast ved den måde at påkalde og tilbede på, som er fremlagt i Guds ord, efter ordet: «Hvad I end beder Faderen om i mit navn, det vil han gøre.» I disse ord er den måde fastsat, som vi må værne om med den største standhaftighed. Vi må ikke blande andre måder ind, som strider mod Guds røst, eller som ikke er bekræftet ved noget eksempel i Skriften.

Der findes ingen større dyd og ingen mere virksom trøst end den sande påkaldelse. Derfor er det nødvendigt at revse dem, som enten forsømmer eller fordærver den sande påkaldelse. Og fordærvelserne er af mange slags. Mange skelner ikke deres påkaldelse fra hedningernes og tænker end ikke over, hvem de taler til. Om dem siger Herren i Joh 4: «I tilbeder det, I ikke kender», og han vil, at kirken skal tænke over, hvem den taler til, når han siger: «Vi tilbeder det, vi kender.» Mange tænker ikke over, om de bliver bønhørt, og hvorfor. De fremsiger bønner og tvivler alligevel, selv om der står skrevet: «Han skal bede i tro uden at tvivle.» Om disse emner taler vi andetsteds.

Her irettesætter vi denne hedenske fordærvelse, at man forsvarer skikken med at henvende sig til mennesker, som er gået bort fra dette liv, og beder dem om enten hjælp eller forbøn. En sådan påkaldelse forvilder sig bort fra Gud og tillægger skabninger enten virkekraft eller forbøn. For de, der udtrykte sig mere varsomt, talte kun om forbøn, men den menneskelige overtro går længere og tillægger dem virkekraft, sådan som mange af de sange, der synges offentligt, viser. «Maria, nådens moder, beskyt du os mod fjenden, tag imod os i dødens stund» [lat. «Maria mater gratiae, tu nos ab hoste protege, in hora mortis suscipe»]: disse vers har vi hørt en munk, som var doktor i teologi, sige for en døende og gentage igen og igen, uden at han med ét ord nævnte Kristus. Og der kunne nævnes mange flere eksempler.

Hertil kommer også andre vanvittigheder: Nogle helgener menes at være mere nådige ved én statue, andre ved en anden. Disse vanvittigheder ligner åbenlyst hedningernes og vækker uden tvivl i høj grad Guds vrede. Derfor skal de både revses af dem, der underviser, og straffes strengt af gudfrygtige øvrigheder. Irettesættelsen rummer disse tre klare argumenter. At tillægge skabninger almagt er ugudelighed. Påkaldelse af et væsen, som står uden for dette livs samkvem, tillægger det almagt, for den er en bekendelse af, at det ser alles hjerter og skelner de sande suk fra de forstillede. Dette må kun tillægges den evige Fader og hans Søn, vor Herre Jesus Kristus, og Helligånden. Derfor må påkaldelse på ingen måde rettes til mennesker, som er gået bort fra dette liv.

Det er sørgeligt, at man ikke forstår disse onder. Men se på dig selv, og overvej, hvad du gør i denne påkaldelse. Du går bort fra Gud og tænker ikke over, hvem du påkalder, og du ved, at de hjælpere, du søger, Anna eller Georg, ikke ser dit hjertes bevægelser. Hvis de vidste, at de blev påkaldt, ville de tværtimod gyse og ikke ønske, at denne ære, som tilkommer Gud, blev givet til nogen skabning. Hvad er det for en påkaldelse, der rettes til døve? Vi ved godt, hvad modstanderne svarer (for de har opdigtet spidsfindigheder for at slippe uden om sandheden), men deres svar mangler vidnesbyrd fra Gud. Og en bøn uden tro, det vil sige en bøn, hvor du ikke kan være sikker på, om Gud godkender og tager imod en sådan påkaldelse, er tom. Vi husker, at Luther ofte sagde: I Det Gamle Testamente er der et klart vidnesbyrd om Messias' guddom, nemlig at det siger, at han bliver påkaldt; og ved denne egenskab skelnes Messias dér fra de andre profeter. Han klagede over, at dette meget vægtige vidnesbyrd var blevet formørket og undergravet, da påkaldelsen blev overført til andre mennesker, og alene af den grund sagde han, at skikken med at påkalde andre måtte forkastes.

Det andet argument: Påkaldelse uden tro er forgæves, og ingen gudsdyrkelse må indføres i kirken uden Guds befaling. Men der findes intet udsagn, som viser, at den påkaldelse af mennesker, som de forsvarer, behager Gud og er virksom. Altså er denne påkaldelse forgæves. For hvad er det for en bøn at henvende sig til Anna eller Georg på denne måde: «Jeg påkalder dig, men jeg tvivler på, om din forbøn gavner mig; jeg tvivler på, om du hører mig, og om du vil hjælpe mig»? Hvis menneskene forstod disse skjulte synder, ville de afsky sådanne bønner, som i virkeligheden er afskyelige og hedenske. Og hvilke vanvittigheder følger der ikke siden af en sådan begyndelse: Man strømmer sammen og påkalder bestemte statuer og beder hver enkelt helgen om bestemte velgerninger. Af Anna beder man om rigdom som af Juno, af Georg om sejr som af Mars, af Sebastian og Rochus om at holde pesten borte, af Antonius om beskyttelse af svinene osv. Selv om modstanderne siger, at de ikke billiger dette, beholder de det dog for vindingens skyld; det er åbenbart.

Lad os også tilføje det tredje argument. Der står udtrykkeligt skrevet: «Der er én mellemmand mellem Gud og mennesker, mennesket Kristus Jesus.» Ham må vi se hen til i al påkaldelse, og vi må kende evangeliets lære om ham: at ingen kan komme til Gud uden ved tillid til mellemmanden, som samtidig går i forbøn for os, sådan som han selv siger: «Ingen kommer til Faderen uden ved Sønnen.» Og han befaler selv, at vi skal søge tilflugt hos ham, når han siger: «Kom til mig, alle I som er trætte og bærer byrder, og jeg vil give jer hvile.» Og han lærer selv, hvordan vi skal påkalde, når han siger: «Hvad I end beder Faderen om i mit navn, skal han give jer.» Han nævner Faderen, for at du skal skille din påkaldelse fra hedningernes og tænke over, hvem du taler til. Du skal tænke på, at han er den sande Gud, som har åbenbaret sig ved at sende Sønnen. Dit sind skal ikke flakke omkring, sådan som den hedenske kvinde i tragedien siger: «Jeg påkalder dig, Gud, hvad du end er» [hentyder til Hekabes bøn i Euripides' tragedie «De trojanske kvinder» (v. 884–888): «Zeus, hvem du end er …»] osv. Men du skal vide, at han er den sande Gud, som har åbenbaret sig ved at sende Sønnen, der blev korsfæstet og oprejst, og du skal kende ham sådan, som han har åbenbaret sig. Dernæst skal du vide, at han med sikkerhed tager imod og bønhører dem, der påkalder ham på denne måde: når vi søger tilflugt hos mellemmanden, Sønnen, som blev korsfæstet for os og oprejst, og beder om at blive taget imod, bønhørt, hjulpet og frelst for hans skyld. Og på ingen anden måde bliver noget menneske taget imod eller bønhørt af Gud. Denne påkaldelse er heller ikke usikker. Han befaler tværtimod, at de, der påkalder sådan, i fast tro skal være forvissede om, at denne gudsdyrkelse behager Gud, og at de, der påkalder sådan, med sikkerhed bliver taget imod og bønhørt. Derfor siger han: «Hvad I end beder om i mit navn», det vil sige: idet I kender mig og nævner eller påkalder mig som forløseren, ypperstepræsten og forbederen. Denne ypperstepræst alene går ind i det allerhelligste, det vil sige i guddommens skjulte rådslutning, og ser ind i den evige Faders hjerte. Han går i forbøn for os og bærer vore smerter, suk og bønner frem for ham, idet han ransager vore hjerter.

Det er åbenbart, at denne lære om mellemmanden er blevet formørket og fordærvet, da menneskene søgte tilflugt hos jomfruen, Jesu moder, som om hun var mere nådig, og den ene søgte én mellemmand, den anden en anden. Og det er åbenbart, at der ikke findes noget eksempel hos profeterne eller apostlene på, at man henvender sig til mennesker: «Bønhør mig, Abraham» eller «Bønhør mig, Gud, for Abrahams skyld». Men man henvender sig til Gud, som har åbenbaret sig, nemlig til den evige Fader, Sønnen Jesus Kristus og Helligånden, med bøn om, at han vil tage imod, bønhøre og frelse for Sønnens skyld.

Man henvender sig også udtrykkeligt til Sønnen, som i 2 Thess 2: «Han selv, vor Herre Jesus Kristus, og Gud, vor Fader, som har elsket os, … styrke jer» osv. Og i 1 Mos 48 nævner Jakob Gud og mellemmanden, Sønnen, når han siger: «Den Gud, som mine fædre vandrede for, og den engel, som har udfriet mig fra alt ondt», det vil sige den lovede frelser, «velsigne disse drenge.» Derfor bruger vi disse bønneformer: «Jeg påkalder dig, almægtige Gud, evige Fader til vor Herre Jesus Kristus, du som sammen med din Søn, vor Herre Jesus Kristus, og din Helligånd har skabt himlen og jorden og alle skabninger, du vise, sanddru, gode, retfærdige, fuldkommen frie, rene og barmhjertige Gud: forbarm dig over mig, og retfærdiggør mig ved Jesus Kristus, din Søn, som blev korsfæstet for os og oprejst, og for hans skyld, og helliggør mig ved din Helligånd. Jeg påkalder dig, Jesus Kristus, Guds Søn, som blev korsfæstet for os og oprejst: forbarm dig over mig, gå i forbøn for mig hos den evige Fader, og helliggør mig ved din Helligånd.»

Med disse bønneformer ved vi, hvem vi taler til. Og da der findes vidnesbyrd i Guds ord, som viser, at denne påkaldelse behager Gud og bliver bønhørt, kan en sådan påkaldelse ske i tro. Intet af dette findes ved den påkaldelse, der rettes til mennesker. Nogle samler vidnesbyrd fra Augustin og andre for at vise, at de salige i himlen har omsorg for menneskenes kår. Det kan vises endnu klarere ud fra Moses' og Elias' samtale med Kristus, og der er ingen tvivl om, at de salige beder for kirken. Men deraf følger alligevel ikke, at de skal påkaldes.

Men selv om vi lærer, at mennesker ikke skal påkaldes, fremlægger vi dog historierne om de salige for folket. For det er nødvendigt, at alle på en eller anden måde kender kirkens historie: ved hvilke vidnesbyrd kirken er blevet kaldet og grundlagt, hvordan den bevares, og hvilken slags lære der er blevet udbredt gennem fædrene, profeterne, apostlene og martyrerne. Når vi fortæller disse historier, pålægger vi alle at takke Gud, fordi han har åbenbaret sig, fordi han samler kirken ved Sønnen, fordi han har overgivet os læren, og fordi han har sendt lærere og i dem har givet vidnesbyrd om sig selv. Vi pålægger dem at betragte deres lære og at styrke troen ved de vidnesbyrd, som Gud har givet i dem, og også at betragte eksemplerne på dom og straf, så gudsfrygten vækkes i dem. Vi pålægger dem at efterligne deres tro, tålmodighed og øvrige dyder, at lære, at der hos Gud ikke er partiskhed (προσωποληψία), og selv at bede om at blive taget imod, bønhørt, styret, hjulpet og frelst, sådan som Gud tog imod David, Manasse, Maria Magdalene og røveren på korset. Vi vejleder dem også om, hvordan hver enkelt skal efterligne eksemplerne i sit eget kald, for fejl i efterligningen og forfejlet efterligning (κακοζηλία) er ofte årsag til meget store ulykker. Vi priser også selve de helliges flid, fordi de sørgede for ikke at ødsle Guds gaver bort. Endelig kan forstandige mennesker drage en meget rig lære ud af disse historier, og det er overordentlig gavnligt at fremlægge den for folket, når overtroen er fjernet.