Artikel VI. Om loven

Vi erkender, at Guds lov, hvis sammenfatning er De ti bud, befaler de bedste, retfærdigste og mest fuldkomne gerninger. Vi erkender også, at mennesket ikke blot er forpligtet til at adlyde De ti buds moralske bud, men også, at det, hvis det gjorde De ti buds gerninger med den fuldkommenhed og helhed, som loven kræver, i sandhed ville blive regnet for retfærdigt for Gud på grund af sine gerninger og ved sine fortjenester opnå den evige frelse.

Men når nogle mener, at mennesket i dette liv kan nå så vidt, at det ikke blot opfylder De ti bud med sine gerninger, men også kan gøre flere og større gerninger, end der er befalet i De ti bud – det, de kalder overskydende gerninger (opera supererogationis) – så er det fremmed for profeternes og apostlenes lære og strider mod den sande almindelige kirkes opfattelse.

De ti bud er nemlig ikke givet for at vise, at mennesket kan opfylde deres bud fuldkomment i dette liv, men for at vise mennesket dets ufuldkommenhed, bære vidnesbyrd om menneskets uretfærdighed og om Guds vrede mod alle mennesker og vække dem til at søge syndernes forladelse, retfærdighed og frelse alene i Guds Søn, vor Herre Jesus Kristus, ved troen.

Rom 3.

Ved loven kommer erkendelse af synd.

Og kap. 7.

Loven er åndelig, men jeg er kødelig, solgt under synden.

Og kap. 8.

Kødets stræben er fjendskab mod Gud, for det underordner sig ikke under Guds lov, ja, det kan heller ikke.

Gal 3.

Der står skrevet: Forbandet er enhver, som ikke bliver i alt det, som er skrevet i lovens bog, og gør det.

Augustin, Om ånden og bogstaven (De spiritu et litera), kap. 36.

Dette første retfærdighedens bud, som befaler os at elske Herren af hele hjertet, af hele sjælen og af hele sindet – og som det andet, om at elske næsten, følger efter – skal vi opfylde i det liv, hvor vi skal se ansigt til ansigt. Men det er givet os som bud allerede nu, for at vi skal mindes om, hvad vi ved troen skal bede om, hvorhen vi skal sende vort håb i forvejen, og hvad der ligger foran, som vi skal række ud efter, mens vi glemmer det, der ligger bagved. Og derfor kommer man, så vidt jeg kan se, langt frem i dette liv i den retfærdighed, som skal fuldendes, når man ved at gå frem erkender, hvor langt man er fra retfærdighedens fuldkommenhed.

Og igen, Augustin til Hieronymus, brev 29.

Kærligheden er den dyd, som gør, at man elsker det, der skal elskes. Den er større i nogle, mindre i andre og slet ikke til stede i andre. Men den fuldeste kærlighed, som ikke længere kan vokse, findes ikke i noget menneske, så længe det lever her. Og så længe den kan vokse, kommer det, der er mindre, end det burde være, i sandhed af en brist. På grund af denne brist er der ingen retfærdig på jorden, som gør det gode og ikke synder. På grund af denne brist bliver intet levende menneske retfærdigt for Guds ansigt. På grund af denne brist bedrager vi os selv, hvis vi siger, at vi ikke har synd, og sandheden er ikke i os. Derfor er det også nødvendigt for os, hvor langt vi end er kommet frem, at sige: Forlad os vor skyld – skønt alt, hvad vi har sagt, gjort og tænkt, allerede er blevet tilgivet i dåben.

Og igen, Tilbagekaldelser (Retractationes), bog 1, kap. 19.

Alle Guds bud regnes for at være holdt, når alt det, der ikke bliver gjort, bliver tilgivet.

Hieronymus.

Dette alene er menneskenes fuldkommenhed: at de ved, at de er ufuldkomne.

Dette er menneskets sande visdom: at vide, at det er ufuldkomment, og – om jeg så må sige – alle retfærdiges fuldkommenhed i kødet er en ufuldkommen fuldkommenhed.