Artikel XIII. Om angeren

Anger kalder vi følelsen af Guds vrede, det vil sige den smerte eller rædsel i sindet, som udspringer af erkendelsen af, hvor store synderne er, og hvor tung Guds vrede er. En sådan anger mener vi ganske vist er nødvendig i den sande omvendelse, og det er den anger, som Guds lov plejer at vække i mennesket. Men at lære, at den fortjener syndernes forladelse og soning for synderne over for Gud [Randnote: De poenit. dist. 1. cap. Cum ergo; Gabri. in 4. senten.], mener vi er fremmed for apostlenes lære. For Gud foragter rigtignok ikke et sønderknust og ydmyget hjerte [Randnote: dis. 14. qu. 1. conclu. 5.], som salmen siger. Men grunden til, at han ikke foragter det, er, at Guds Søn, vor Herre Jesus Kristus, har taget et sønderknust og ydmyget hjerte på sig, og alene ved hans sønderknusning og ydmygelse er vores synder sonet over for Gud, og Guds vrede er stillet. Denne forsoning får vi del i, når vi med et sønderknust og ydmyget hjerte tror, at Jesus Kristus alene er vores forsoner hos den himmelske Fader.

Es 53.

Han blev såret for vores misgerningers skyld, knust for vores forbrydelsers skyld. Den tugt, der skulle give os fred, kom over ham, og ved hans sår er vi blevet helbredt.

1 Joh 2.

Han er et sonoffer for vores synder.

ApG 10.

Om ham vidner alle profeterne, at enhver, som tror på ham, skal få syndernes forladelse ved hans navn.

Også eksemplerne med Kain, Esau, Saul, Judas Iskariot og andre bevidner, at angeren ikke er en fortjeneste, der giver syndernes forladelse. For selvom de havde så stor anger, at det forekom dem lettere at gøre en ende på deres liv med reb eller sværd end at udholde de frygtelige smerter, opnåede de alligevel ikke syndernes forladelse.

Glossen, De poenit. dist. 1. cap. 1.

Hvis vi ser nøje efter, skal syndernes forladelse tilskrives Guds nåde, ikke angeren.

Derfor bekender vi, at angeren ganske vist er nødvendig, når man skal omvende sig sandt, men ikke til det formål, at den skal være en fortjeneste eller en soning for synderne over for Gud. Den er nødvendig, for at mennesket, når det har erkendt, hvor store synderne er, og hvor tung Guds vrede er, skal afsky synderne og drives til at søge syndernes forladelse og frelse alene i Guds uforskyldte mildhed og barmhjertighed, alene for vor Herre Jesu Kristi skyld, ved troen.