Artikel XIV. Om skriftemålet

Skriftemål kalder de det at opregne sine synder for præsten. Et sådant skriftemål, som det hidtil har været skik, er ikke befalet af Gud, og det er også åbenbart, at oldkirken ikke krævede det så strengt, som om det var nødvendigt for at opnå den evige frelse.

Der er ganske vist ingen tvivl om, at vi skal erkende os som syndere over for Gud og bekende vores synder for Gud. Men at det står os frit for at opregne dem for et menneske (medmindre vi har syndet mod det menneske, og sandheden skal siges i kraft af et lovligt og guddommeligt kald), det indrømmer også de gamle kirkelige forfatteres skrifter.

Chrysostomos, 31. homilie over Hebr 12.

Jeg siger ikke til dig, at du skal udlevere dig selv offentligt eller anklage dig selv over for andre, men jeg vil, at du skal adlyde profeten, som siger: «Åbenbar din vej for Herren.» [Sl 37,5]

Og igen, om salmen Miserere [Sl 51].

Skammer du dig ved at sige til nogen, at du har syndet, så sig det hver dag i din sjæl. Jeg siger ikke, at du skal bekende for din medtjener, så han kan bebrejde dig det. Sig det til Gud, som helbreder dem.

Disse ord af Chrysostomos [Randnote: De poenit. dist. 1. cap. Quis aliquando §. ijs authoritatibus.] plejer man ganske vist at udlægge om synder, som man forinden har bekendt for præsten. Men den udlægning er en åbenlys forvrængning af Chrysostomos' mening. Og kirkehistorien bevidner tydeligt, at skikken med at skrifte for præsterne blev afskaffet i kirken i Konstantinopel.

Augustin, Bekendelser, bog 10, kap. 3.

Hvad har jeg med mennesker at gøre, at de skal høre mine bekendelser, som om de skulle helbrede alle mine sygdomme? De er en slægt, der er nysgerrig efter at kende andres liv, men doven til at rette sit eget.

Ambrosius om Lukasevangeliet; De poenit. dist. 1. cap. Petrus.

Peter sørgede og græd, fordi han fejlede som et menneske. Jeg finder ikke, hvad han sagde; jeg ved, at han græd. Om hans tårer læser jeg, om fyldestgørelse læser jeg ikke.

Selvom vi mener, at det ikke er nødvendigt til frelse at opregne synderne for præsten, og at det heller ikke er en fortjeneste, der giver syndernes forladelse, gør vi dog vores bedste for, at skriftemålet med en generel bekendelse af synderne [dvs. uden opregning af de enkelte synder] bevares i vores kirker, så vidt det er muligt og tilladt, og det af to grunde. Den ene er, at de mindre kyndige i denne fortrolige samtale kan blive påmindet og undervist om det, der er nødvendigt. Den anden er, at man ved denne lejlighed kan høre Kristi evangelium om syndernes forladelse personligt. Dette evangelium er Himmerigets sande nøgle og tilgivelsen for synderne. Formålet er, at troen kan blive skabt eller styrket ved at høre evangeliet eller tilgivelsen.

For når det gælder den sande omvendelse, holder vi intet for mere sikkert og fast end dette, at troen er helt nødvendig, nemlig at vi tror, som Kristi evangelium forkynder, at vores synder med sikkerhed bliver forladt og tilgivet os uforskyldt, alene for vor Herre Jesu Kristi skyld.

Vi ved godt, at hvis vi ser på vores gerninger, må vi ikke blot tvivle om vores frelse, men ligefrem fortvivle om den, for vores gerninger kan ikke bestå for Guds strenge domstol, hvor gode de end synes.

Det er heller ikke skjult for os, at tvivlen om Guds barmhjertighed og mildhed altid hænger ved vores kød i dette legemlige liv.

Men når Gud lover os sin uforskyldte mildhed for sin Søn Kristi skyld og kræver, at vi lydigt tror hans Søns evangelium, kræver han netop dermed også, at vi skal døde vores køds tvivl og fatte den allerfasteste tillid til hans barmhjertighed, så vi ikke beskylder hans løfte for løgn i samme grad, som vi tvivler på det.

Og for at vi kan fatte en sikker tillid, har han ikke grundlagt vores frelse på fortjenesten af vores egen retfærdighed, som er ufuldkommen, men alene på fortjenesten af sin Søn, vor Herre Jesus Kristus. Ligesom hans retfærdighed er helt fuldkommen, er den også helt fast og urokkelig i Guds dom.

Omvend jer, og tro på evangeliet! [Mark 1,15]

Han befaler os at tro evangeliet, som forkynder os Guds sikre velvilje mod os for Kristi skyld. Altså vil han ikke, at vi skal tvivle om hans velvilje mod os, men at vi skal fatte en sikker tillid til den.

Joh 6.

Dette er Guds gerning, at I tror på ham, som han har udsendt.

Når Gud kræver, at vi tror på hans Søn, vil han bestemt ikke, at vi skal tvivle, men at vi skal sætte vores faste tillid til ham.

Jak 1.

Men hvis nogen af jer mangler visdom, skal han bede ham, som giver, nemlig Gud, som – siger jeg – giver alle gavmildt og uden bebrejdelse, og den vil blive givet ham. Men han skal bede med tillid uden at tvivle.

Hilarius, Om Matthæusevangeliet, kap. 5.

Han vil, at man skal håbe på Himmeriget – som profeterne forkyndte, Johannes prædikede, og som vor Herre bekendte var grundlagt i ham selv – uden at viljen på nogen måde vakler i uvished. Ellers er der ingen retfærdiggørelse af tro, hvis selve troen bliver tvivlende.

Augustin, Manuale, kap. 23.

Den, der fortvivler om forladelsen af sine synder, nægter, at Gud er barmhjertig. Den, der ikke stoler på hans barmhjertighed, gør Gud stor uret; så vidt det står til ham, nægter han, at Gud har kærlighed, sandhed og magt, og det er dem, hele mit håb beror på.

Pave Sixtus. Konciliesamlingen, bd. 1, i pave Sixtus' første brev.

Den, der tvivler i troen, er vantro.

Derfor mener vi, at de, som befaler os at tvivle om Guds velvilje mod os, ikke blot strider mod den almindelige kirkes sande mening, men også skader kirkens frelse på det værste.