Artikel XVI. Om bønnen

Ved bønnen påkaldes Gud. Men sand påkaldelse er en troens gerning og kan ikke ske uden tro. Troen ser hen til Kristus og støtter sig alene til Kristi fortjeneste. Derfor: Hvis du ikke ved troen har tilegnet dig Kristi fortjeneste, har bønnen ingen vægt over for Gud.

Bønnen kræves, for at troen kan vækkes og opflammes i os, når vi betragter Guds løfter. Derfor er det ikke urimeligt at sige, at synderne udslettes ved bøn – men ikke i den forstand, at selve bønnen som gerning ved sin fortjeneste er en fyldestgørelse for synderne over for Gud. Meningen er, at troen vækkes og tændes ved bønnen, og ved den tro får vi del i Kristi fortjeneste og har syndernes forladelse alene for Kristi skyld. For før vi påkalder Gud i bøn, må Kristi fortjeneste være tilegnet os og modtaget ved troen. Derfor kan bønnen umuligt være en sådan gerning, at vi på grund af dens fortjeneste opnår syndernes forladelse over for Gud.

Sl 109.

Hans bøn skal blive til synd. Men den kunne ikke blive til synd, hvis den i sig selv var en så værdig gerning, at synden kunne sones ved den.

Es 1.

Når I breder hænderne ud, vender jeg mine øjne bort fra jer, og når I beder mange bønner, hører jeg det ikke. Men Gud ville ikke vende øjne og ører bort fra bønnen, hvis den i kraft af sin værdighed var en fyldestgørelse for vores synder.

Augustin om Salme 108 [Vulgatas nummerering; Sl 109 i Bibelen 1992].

Den bøn, som ikke sker ved Kristus, udsletter ikke synden; den bliver tværtimod selv til synd.

Bernhard, 5. prædiken i fastetiden (De Quadragesima).

Men måske søger nogle også det evige liv, ikke i ydmyghed, men så at sige i tillid til deres egne fortjenester. Dermed siger jeg ikke, at den modtagne nåde ikke giver frimodighed til at bede; men ingen bør bygge sin tillid til at blive bønhørt på den. De gaver, der allerede er givet, bidrager kun til, at man også håber på større gaver fra den barmhjertighed, som har givet dem. Den bøn, der gælder timelige ting, skal derfor holde sig alene til det nødvendige. Den bøn, der gælder sjælens dyder, skal også være fri for al urenhed og alene rettet mod Guds velbehag. Den bøn, der gælder det evige liv, skal ske i al ydmyghed og alene sætte sin lid til Guds barmhjertighed, som det er ret og rimeligt.