Artikel XX. Om ordinationen

Det fremgår klart af Den Hellige Skrift, at alle sande kristne i dåben ved Kristus, Guds Søn, er indviet til åndelige præster og altid skal bringe Gud åndelige ofre.

Det er også klart, at Kristus har indsat tjenere i sin kirke, som skal forkynde hans evangelium og forvalte hans sakramenter.

Men det må ikke tillades nogen, heller ikke en åndelig præst, at tilrane sig det offentlige embede i kirken uden et lovligt kald. For Paulus siger: «Alt skal ske sømmeligt og med orden blandt jer.» Og igen: «Vær ikke for hurtig til at lægge hænder på nogen.» Derfor finder vi det ikke unyttigt at prøve troskaben hos dem, der skal træde ind i evangeliets offentlige embede, så at sige trin for trin.

Det synes også i nogen grad at fremme enigheden, at kirkens tjenere indbyrdes holder en bestemt orden.

Men Den Hellige Skrift lærer ikke, at Kristus har indsat sådanne præster i sin kirke, som skulle være mellemmænd mellem Gud og mennesker og med deres ofre stille Guds vrede mod menneskene, eller som skulle tilegne levende og døde Kristi fortjeneste uden evangeliets prædiken og sakramenternes forvaltning.

For skal der tales om den højeste og sande mellemmand, så er der kun én eneste mellemmand mellem Gud og mennesker, Jesus Kristus, Guds Søn.

Skal der tales om en mellemmand i bønnen, så er enhver gudfrygtig kristen ved Jesus Kristus blevet mellemmand for den anden. For det er vor pligt i vore bønner at anbefale hinandens frelse til Gud. Den pligt opfylder hver enkelt også, når han beder Fadervor i tro.

Skal der tales om ofre, der soner vore synder og stiller Guds vrede, så er der kun ét eneste offer, der soner og stiller vreden, nemlig vor Herre Jesu Kristi offer, som én gang er fuldbragt på korset. Og ligesom Kristus ikke mere dør, og døden ikke mere hersker over ham, sådan skal hans offer aldrig mere fuldbringes. Men som Hebræerbrevet skriver, har han ved ét eneste offer for altid ført dem, der helliges, til fuldendelse.

Skal der tales om mindet om dette ene offer og om tilegnelsen af dets fortjeneste, så gælder det, at kirkens offentlige tjenere, som offentligt lærer evangeliet og forvalter sakramenterne efter Kristi indstiftelse, ikke blot holder et sandt og ret minde om sonofferet. Ved deres forvaltning tilegner de også dette offers fortjeneste alle dem, der tager imod evangeliet og sakramenterne i tro.

Vi kan derfor ikke se, hvad nytte kirken har af den slags mennesker, som indsættes for at have magt til at ofre for levende og døde.

Når Paulus i brevene til korintherne og efeserne opregner de embeder og tjenester, der er nødvendige for at opbygge og bevare kirken, nævner han profeter, apostle, evangelister, hyrder, lærere og andre af den slags. Men i denne liste nævner han slet ikke sådanne præster til privatmesser, som verden nu er fuld af.

Det er heller ikke sandsynligt, at han ville have udeladt denne slags præster, hvis Kristus havde indsat dem, eller hvis de var nyttige og nødvendige for kirken.

Paulus skriver, at en biskop skal være dygtig til at undervise, og Hieronymus lærer, at biskop og presbyter er ét og det samme.

Derfor er det åbenbart, at en presbyter ikke med rette kan bære hverken navnet presbyter eller biskop, medmindre han indsættes i kirken til at varetage læreembedet.