Artikel XXI. Om ægteskabet

Vi bekender, at ægteskabet er en livsform, som Gud har indstiftet og godkendt, og at det er en hemmelighed (mysterium) – eller som man almindeligvis gengiver det: et stort sakramente – i Kristus og kirken, sådan som Paulus siger.

Kristus siger klart, at ægteskabet hører til denne nuværende verden, og denne verdens anliggender styres efter borgerlige love, der er fastsat på en ret og rimelig måde. Derfor lærer vi, at man må indgå ægteskab i de led af slægtskab og svogerskab, som de borgerlige love tillader, for de er Guds ordninger.

Vi lærer også, at unge ikke må indgå ægteskab overilet og uden deres forældres samtykke, og at et ægteskab, som unge har indgået ved et overilet og ulovligt samtykke uden samtykke fra dem, de står under, endnu ikke skal regnes for gyldigt. Der er ganske vist visse tilfælde, hvor det er tilladt at indgå ægteskab uden forældrenes samtykke. Alligevel kan man vist ikke gøre det til en almindelig regel, at ethvert samtykke mellem unge gør en ægteskabskontrakt gyldig, og at hemmelige ægteskaber uden videre skal godkendes.

For ikke blot kræver Guds bud, at børn skal ære deres forældre; også den naturlige fornuft byder, at man ved indgåelse af ægteskab skal søge forældrenes samtykke. Det samme pålægger de borgerlige love børnene. Og der findes et dekret af pave Evaristus, hvor det hedder [Randnote: I Evaristus' første brev, bind 1 af konciliesamlingen.]: «Et ægteskab er ikke lovligt på anden måde – sådan som vi har modtaget det fra fædrene og fundet det overleveret fra de hellige apostle og deres efterfølgere – end at man beder om hustruens hånd hos dem, der har myndighed over kvinden og vogter over hende, og at hun troloves af sine nærmeste slægtninge.»

Desuden tvivler vi ikke på, at alle, der elsker sand ærbarhed, mener, at ægteskabet står frit ikke kun for de såkaldte lægfolk, men også for kirkens tjenere. For Hebræerbrevet siger: «Ægteskabet skal holdes i ære hos alle, og ægtesengen være ubesmittet.»

Og Paulus godkender ægteskab hos en biskop og siger, at forbuddet mod ægteskab er en vildfarelsens ånd og dæmoners lære. Dette Paulusord plejer man ganske vist at udlægge om tatianerne og enkratitterne, som mente, at ægteskab slet ikke var forskelligt fra utugt. Men når de pavelige dekreter forbyder ægteskabet, sker det med sådanne begrundelser, at ægteskabet fordømmes, ikke blot for én slags mennesker, men helt og holdent. Man anfører nemlig ordet fra Tredje Mosebog: «I skal være hellige, for jeg er hellig.» Og Paulusordet: «Ikke i løsagtighed og udsvævelse.» Og igen: «De, der er i kødet, kan ikke glæde Gud.» Men da disse skriftord gælder alle, ville de afgjort holde alle gudfrygtige kristne borte fra ægteskabet, hvis de med rette kunne bruges til at forbyde præsterne at gifte sig.

Men vi håber, at alle gode mænd har en mere hæderlig opfattelse af ægteskabet og ikke forkaster hos kirkens tjenere det, som de godkender i selve kirken. Det gælder så meget mere, fordi der findes klare eksempler fra den tidlige og endnu renere kirke, hvor både apostlene, der var kirkens højeste stand, og biskopperne havde lov til at have hustruer. Det mener vi skal forstås således, at kirkens tjenere ikke blot havde lov til at leve i et ægteskab, de havde indgået før ordinationen, men også til at indgå ægteskab efter ordinationen. Det findes der tydelige beviser for.

Kyskhedsløftet må heller ikke stå i vejen. For et sådant løfte, der er aflagt af menneskelig overtro, uden Guds ords myndighed og imod troen, anerkendes ikke af Gud. Og ægteskabet har også sin kyskhed, så den, der tidligere har lovet kyskhed og derefter gifter sig i Herren, i sandhed opfylder sit kyskhedsløfte.

Guds ord om ægteskabets hæderlighed er altså klart, apostlenes og den tidlige kirkes biskoppers eksempler er klare, den menneskelige naturs svaghed er klar, cølibatets farer er klare, og den forargelse, som urene præster vækker, er klar. Derfor håber vi bestemt, at de, der sidder ved kirkens ror, ikke vil blive ved med strengt at håndhæve og forsvare denne bestemmelse om præsternes ægteskab, men vil fortolke den mildt. Så vil forargelserne i kirken blive både mindre og færre, og mange af de bedste mænds samvittigheder vil få hjælp.

Vi håber også, at de bedste biskopper og fyrster vil tillade dem, som ved en lovlig skilsmisse er skilt fra deres ægtefæller, der har begået ægteskabsbrud, at gøre brug af den frihed til igen at indgå ægteskab i Herren, som Guds Søn, vor Herre Jesus Kristus, har givet dem i Matt 5 og 19.