Artikel XXII. Om den sidste salvelse

Vi bekender, at apostlene salvede syge med olie, og at de syge også fik deres legemlige helbred igen.

Vi bekender også, at det brev, der bærer Jakobs navn, byder, at man skal kalde menighedens ældste til de syge, for at de skal salve dem med olie og bede for dem, så de kan blive raske.

Men det blev gjort med gavn dengang, mens kirkens tjenere endnu havde nådegaven til at helbrede syge legemligt og på underfuld vis. Nu da evangeliet er stadfæstet i kirken, og denne gave er ophørt, viser selve sagen, at denne salvingsceremoni nu bruges forgæves og til ingen nytte. For de, der salves nu, plejer ikke at få legemligt helbred af denne salvelse. Tværtimod plejer man kun at give den til dem, hvis legemlige liv man har opgivet håbet om. Og der findes intet Guds ord, der lover, at en ydre salvelse, efter at Kristi evangelium er blevet udbredt, har kraft til at udslette synder og give åndeligt og himmelsk helbred.

Ikke desto mindre er det kirkens tjeneres pligt at besøge de syge, bede sammen med menigheden for deres frelse og trøste dem både ved evangeliets prædiken og ved at give dem Herrens nadver. Det er den i sandhed gudfrygtige salvelse, for gennem den virker Helligånden kraftigt i de troende.