Artikel XXIII. Om påkaldelse af helgener

Der er ingen tvivl om, at mindet om de hellige skal være helligt og ukrænkeligt for alle gudfrygtige kristne – de hellige, som i dette legemlige liv har hjulpet kirken ved lære, skrifter, undere eller eksempel, og som enten ved martyrdøden har vidnet om evangeliets sandhed eller ved en fredelig død er sovet ind i Kristus. De skal fremholdes for kirken, så vi ved deres lære og eksempel bliver styrket i den sande tro og opflammet til at stræbe efter sand gudsfrygt.

Vi bekender også, at de hellige i himlen på deres måde beder for os over for Gud, ligesom englene også har omsorg for os, og alle skabninger på en himmelsk måde sukker for vor frelse og, som Paulus siger, er i fødselsveer sammen med os.

Men ligesom man ikke på grundlag af de øvrige skabningers suk skal indføre en gudsdyrkelse, hvor man påkalder dem, sådan skal man heller ikke på grundlag af de helliges bøn i himlen godkende en gudsdyrkelse, hvor man påkalder de hellige. For der findes i Den Hellige Skrift hverken bud eller eksempel på, at de skal påkaldes. Da hele håbet om vor frelse ikke skal sættes til de hellige, men alene til Herren, vor Gud, ved hans Søn Jesus Kristus, er det klart, at ikke de hellige, men Gud alene skal påkaldes. «Hvordan skal de påkalde ham, som de ikke tror på?» siger Paulus. Men man skal ikke tro på de hellige; hvordan skulle de så påkaldes?

Og da den, der påkaldes, nødvendigvis må være en, der ransager hjertet, skal de hellige ikke påkaldes, for de ransager ikke hjerterne.

Epifanios mod kollyridianerne:

Marias legeme var i sandhed helligt, men dog ikke Gud. Jomfruen var i sandhed jomfru og æret, men hun er ikke stillet frem for os til at tilbedes; tværtimod tilbeder hun selv ham, der blev født af hende i kødet.

Augustin, Om den sande religion (De vera religione), sidste kapitel:

Dyrkelse af døde mennesker skal ikke være vor religion. For hvis de har levet gudfrygtigt, kan man ikke tænke sig, at de søger den slags ære. De vil derimod, at vi skal dyrke ham, som har oplyst dem, så de glæder sig over, at vi er medtjenere i deres fortjeneste. De skal altså æres, for at vi kan efterligne dem, men ikke tilbedes som genstand for gudsdyrkelse.

Og igen samme sted:

Vi ærer dem med kærlighed, ikke med tjeneste. Vi bygger heller ikke templer for dem. For de vil ikke æres sådan af os, da de ved, at vi selv, når vi er gode, er den højeste Guds tempel.

Og atter i Om Guds stad (De civitate Dei), bog 8, kap. 27:

Vi opretter dog ikke templer, præsteskaber, gudstjenester og ofre for disse martyrer, for de er ikke selv vor Gud, men deres Gud er vor Gud osv. Vi hverken indsætter præster eller bringer ofre for vore martyrer.

Ambrosius om Romerbrevet, kap. 1:

De plejer at komme med den usle undskyldning, at man gennem dem kan komme til Gud, ligesom man gennem grever kommer til kongen. Men er nogen da så afsindig og så glemsom over for sin egen frelse, at han tilkender en greve den ære, der tilkommer kongen? osv. Og lidt efter: De anser ikke dem for skyldige, der giver en skabning den ære, der tilkommer Guds navn, og som forlader Herren og tilbeder deres medtjenere.

Men, siger de, vi tilbeder ikke de hellige; vi beder blot om at få hjælp hos Gud ved deres bønner. Men at bede på den måde, sådan som litaniernes gudstjeneste viser, og som det almindeligvis praktiseres, er intet andet end at påkalde og tilbede de hellige. For en sådan bøn forudsætter, at den, der bedes, er til stede overalt og hører bønnen. Men denne majestæt tilkommer Gud alene, og hvis den tillægges en skabning, så tilbedes skabningen.

Nogle finder på, at de hellige i Guds Ord [dvs. i Sønnen, Guds evige Ord, ikke i Skriften – skolastikkens lære om, at de salige ser alt «i Ordet» (in Verbo)] ser, hvad Gud lover, og hvad der synes at være nyttigt for os. Selv om det ikke er umuligt for den guddommelige majestæt, siger Esajas dog klart, at Abraham ikke kender os, og Israel ikke ved af os. Her anfører Glossa ordinaria Augustin, der siger, at de døde, også de hellige, ikke ved, hvad de levende gør osv.

For når de gamle forfattere undertiden i deres bønner vender sig til de hellige, har de enten blot fulgt folkets vildfarelse uden grundig dømmekraft, eller også har de brugt en sådan talemåde, ikke som teologisk gudsdyrkelse, men som en grammatisk figur, som kaldes prosopopoeia [besjæling – at man taler til fraværende eller døde, som var de til stede]. Med den vil gudfrygtige og veltalende mennesker ikke sige, at de dyrker og påkalder de hellige. De vil udtrykke de helliges og alle skabningers uudsigelige suk for vor frelse. Og de vil sige, at de gudfrygtige bønner, som de hellige i denne verden ved Helligånden udøste for Gud, stadig lyder for Guds ører, ligesom Abels blod efter hans død stadig råbte for Gud. Og i Johannes' Åbenbaring råber de dræbte helliges sjæle om, at deres blod må blive hævnet. Det er ikke, fordi de nu, hvor de hviler i Herren, er hævngerrige på menneskers vis, men fordi Herren også efter deres død husker de bønner, som de udøste for deres egen og hele kirkens befrielse, mens de endnu levede her på jorden.

Epifanios mod Aërius:

Selv om også han til en vis grad er fanget i den almindelige vildfarelse, lærer han dog tydeligt, at man nævner de hellige i kirken, ikke for at de skal påkaldes, men snarere for at de ikke skal påkaldes og ikke stilles lige med Kristus i ære. «Vi nævner,» siger han, «de retfærdige fædre, patriarkerne, profeterne, apostlene, evangelisterne, martyrerne, bekenderne, biskopperne og eneboerne og hele skaren, for at vi ved den ære, vi viser ham, kan skille Herren Jesus Kristus ud fra menneskenes skare, og for at vi ved den dyrkelse, vi viser ham, kan give til kende, at Herren efter vor mening ikke kan stilles lige med noget menneske, selv om hver enkelt af dem er tusind gange retfærdig eller mere.»