Artikel XXIV. Om mindet om de afdøde

En helgen, der hviler i Kristus, og en troende, der er død, er i virkeligheden det samme (for enhver, der går bort fra dette liv i troen på Kristus, er en helgen). Men da nogle har villet skelne mellem dem, har også vi besluttet at skrive to særskilte kapitler om dem.

Først mener vi, at det hører til et gudfrygtigt sind at omtale sine forfædre, der er døde i troen på Kristus, med ære. Dertil hører også at vise den taknemmelighed, vi skylder dem for de velgerninger, vi har modtaget fra dem, ved at gøre, hvad vi kan, for deres efterkommere og venner, som endnu lever.

Dernæst kræver troen, at vi fastholder, at de døde ikke er blevet til intet, men i sandhed lever for Gud: de gudfrygtige lykkeligt i Kristus, de ugudelige derimod i rædselsfuld forventning om, at Guds dom skal åbenbares.

Også kærligheden kræver, at vi ønsker de afdøde al ro og lykke i Kristus.

Hertil kommer, at vi skylder vore afdøde en hæderlig begravelse, så vidt det er muligt, og så vidt tiden og forholdene tillader det, for at vidne om vort håb om opstandelsen. Derfor finder vi det gavnligt, at man ved begravelser læser og udlægger de steder fra Den Hellige Skrift, som tjener til at styrke troen i dødens rædsel og til at befæste håbet om opstandelsen.

Men den i sandhed profetiske og apostolske lære indeholder intet vidnesbyrd om, at de døde hjælpes af de sædvanlige vigilier [tidebønner for de døde], bønner og ofre og af deres fortjeneste, så de enten bliver befriet for straf eller opnår større lykke i himlen.

For der er kun én fortjeneste, der giver evigt liv, kun én eneste forløsning og befrielse for os, nemlig vor Herre Jesu Kristi lidelse og død. Og denne fortjeneste bliver vores, når vi tror på Kristus; men den bliver os fremmed, når vi ikke tror på Kristi evangelium.

Joh 3.

Gud sendte ikke sin Søn til verden for at fordømme verden, men for at verden skulle frelses ved ham. Den som tror på ham, fordømmes ikke, men den som ikke tror, er allerede fordømt, fordi han ikke tror på Guds enbårne Søns navn.

Derfor gælder: Den, der er gået bort fra dette liv i troen på Kristus, har hele Kristi fortjeneste og behøver ingen andens. For Gud, som giver sin Søn, giver også alt med ham, som Paulus siger. Men den, der går bort herfra uden Kristus, kan ikke hjælpes af nogen menneskers fortjeneste, for uden Kristus er der ingen frelse.

Cyprian, mod Demetrianus (contra Demetri.), traktat 1.

Når man først er gået bort herfra, er der ikke længere plads til omvendelse og ingen virkning af fyldestgørelse. Her mister man livet eller bevarer det; her sørger man for den evige frelse ved at dyrke Gud og ved troens frugt.

Hieronymus, Om Galaterbrevet, kap. 6.

Gennem dette lille udsagn lærer vi, om end dunkelt, en ny lære, som ligger skjult: Så længe vi er i den nuværende verden, kan vi hjælpe hinanden, enten med bønner eller med råd. Men når vi er kommet frem for Kristi domstol, kan hverken Job eller Daniel eller Noa bede for nogen; da skal enhver bære sin egen byrde.

Når man nemlig fra Makkabæerbøgerne anfører, at der blev bragt ofre for de dødes synder, så er bogens forfatter selv i slutningen af bogen i tvivl om, hvorvidt han har skrevet rigtigt, og beder om tilgivelse, hvis han et sted har taget fejl. [2 Makk 12,43–45 og 15,38.] Lad os da tilgive ham, at han uden nogen hjemmel i Guds Skrift påstår, at de døde bliver løst fra deres synder ved de levendes ofre og bønner.

Også Tertullian [Randnote: Om soldatens krans (De corona militis).] siger, at der bringes ofre for de afdøde på årsdagen. Men enten er dette, ligesom meget andet, overtaget fra hedningernes skikke uden hjemmel i Guds ord, eller også skal man ved ordet «offer» forstå det offentlige minde om dem, der er døde i troen på Kristus, og taksigelsen for de velgerninger, som Gud har vist dem.