Artikel XXV. Om skærsilden

Man bør ikke tvivle på, at de hellige har deres egen skærsild i dette liv, sådan som eksemplerne med David, Hizkija, Jonas og andre bevidner. Alligevel er der god grund til at tvivle på, om der efter dette liv findes en sådan skærsild, som folk i almindelighed tror: en skærsild, hvor sjælene skal pines, indtil de enten med deres straf har gjort fyldest for deres synder eller er blevet løskøbt ved aflad.

For hvis der findes en sådan skærsild, er det meget mærkeligt, at hverken de profetiske eller de apostolske skrifter har overleveret noget sikkert og klart om den, men tværtimod ganske tydeligt lærer noget andet.

Mark 16.

Forkynd evangeliet for hele skabningen. Den som tror og bliver døbt, vil blive frelst; men den der ikke tror, vil blive fordømt.

Her nævnes to slags mennesker: de ene tror på evangeliet, og de erklæres frelst; de andre tror ikke på evangeliet, og de erklæres fordømt. Der findes intet midt imellem. For enten går du bort fra dette liv i troen på Jesus Kristus, og så har du forladelse for alle dine synder for Kristi skyld, og Kristi retfærdighed bliver tilregnet dig. Den, der går ind i døden i følge med Kristus, mangler derfor intet for at opnå det sande og evige liv. Men den, der går bort herfra uden Kristus, går ind i det evige mørke.

Og hvis der ud over disse to slags fandtes en tredje tilstand for sjælene i den kommende verden, så ville Paulus, der var blevet rykket op i Paradis og til den tredje himmel og havde set mange hemmeligheder, ganske sikkert ikke have holdt denne kundskab tilbage fra kirken. Men se: Da han skrev udtrykkeligt til thessalonikerne om de kristne, der er sovet ind, nævner han slet ingen skærsild; han befaler os tværtimod ikke at sørge ligesom de øvrige, som ikke har noget håb. Hvis der altså fandtes en sådan tilstand for sjælene i den kommende verden, som folk i almindelighed forestiller sig, kunne Paulus ikke have undladt at forklare denne tilstand klart på et så oplagt sted og at foreskrive kirken, hvordan den kunne befri de stakkels sjæle fra deres pine.

Men også den gamle og i sandhed almindelige kirke har åbent givet til kende, at den ikke vidste noget sikkert om denne tredje tilstand for sjælene i den kommende verden.

Chrysostomos, anden prædiken om Lazarus.

Har du røvet noget fra nogen, så giv det tilbage, og sig med Zakæus: «Har jeg røvet noget, giver jeg det firedobbelt tilbage.» Er du blevet nogens fjende, så forlig dig med ham, før du kommer til dommen. Gør alt op her, så du kan se den domstol uden uro. Så længe vi er her, har vi herlige forhåbninger; men så snart vi er gået herfra, står det ikke længere i vores magt at omvende os eller at afvaske vore misgerninger.

Og igen:

For den, der ikke har afvasket sine synder i dette liv, vil ikke siden finde nogen trøst.

Augustin placerer ganske vist nogle mellemgrupper mellem de meget gode og de meget onde, og han synes at anvise den ene af disse grupper et rensende sted; men andetsteds er han i tvivl om sagen og fastslår intet sikkert. Om denne opfattelse hos Augustin må vi derfor dømme, som han selv kræver, nemlig at vi tager imod det, der er bekræftet enten ved Skriftens myndighed eller ved en sandsynlig grund. Men det er åbenbart, at de skriftsteder, man plejer at anføre for at begrunde skærsilden, bliver fordrejet fra deres egentlige mening til en fremmed, og at selv de gamle fortolkere udlægger dem helt anderledes. Og de grunde, Augustin har for sin opfattelse, synes at hvile på dette grundlag: at vi opnår syndernes forladelse og livet ikke alene for Kristi skyld ved troen, men også på grund af vore gerningers fortjeneste. Hvordan dette stemmer med den sande apostolske lære, har vi vist ovenfor. Derfor mener vi, at denne spekulation om skærsildens ild må overlades til dem, der har fundet på den. Frem for alt skal vi gøre det, som Paulus formaner til: styrke hinanden med ord om det sikre håb om opstandelsen og om vor frelse i Kristus Jesus. For hans skyld er Gud så nådig mod de troende, at han bevarer dem midt i døden og giver dem sand ro.