Artikel XXVI. Om klosterløfter

Der er ingen tvivl om, at gudfrygtige, retfærdige og lovlige løfter skal holdes og indfries, og at ugudelige løfter skal ophæves.

Men der er god grund til at drøfte, hvilken slags løfter munkenes løfter om jomfruelighed eller cølibat, fattigdom og lydighed hører til.

For det er åbenbart, at cølibatet ikke er påbudt i Guds ord. Det er også åbenbart, at de ugiftes stand er roligere i tider med fælles fare, og at den for dem, der ikke brænder [af lyst, jf. 1 Kor 7,9], er bedre egnet og mere passende til at udføre kirkens offentlige tjenester. Alligevel må man ikke mene, at denne livsform i sig selv er mere fortræffelig og helligere for Guds domstol end ægteskabet.

For ligesom der i Kristus ikke er jøde eller græker, ikke slave eller fri, som Paulus siger, sådan er der i Kristus heller ikke ugift eller gift. Og ligesom hverken omskærelse eller forhud betyder noget i Kristus Jesus, men det at holde Guds bud og være en ny skabning, sådan betyder hverken cølibatet eller ægteskabet noget, men det at være genfødt i Kristus Jesus og at adlyde Kristi kald.

Fra konciliet i Gangra har vi en kanon, der siger: «Hvis nogen af dem, der lever i jomfruelighed for Herrens skyld, ophøjer sig over de gifte, så skal han være forbandet.»

Og en anden kanon siger: «Hvis en mand for en formodet afholdenheds skyld bærer kappe (pallium), som om han troede, at han derved har retfærdighed, og foragter dem, der med ærbarhed bruger almindelige overkapper (birri) og andre almindelige og sædvanlige klæder, så skal han være forbandet.»

Og Augustin, Om ægteskabets gode (De bono coniugali), kap. 21:

Han tør ikke sætte Døberens jomfruelighed over Abrahams ægteskab.

Derfor gælder: Den, der aflægger løfte om jomfruelighed eller cølibat, aflægger det enten som en særlig gudsdyrkelse – og da hører dette løfte til menneskebudene, fordi de ugiftes stand ikke er befalet i Guds ord; om dem siger Kristus: «Forgæves dyrker de mig, idet de lærer lærdomme, som er menneskebud.» Eller han aflægger det som en fortjeneste, der skal give syndernes forladelse og evigt liv – og da er det åbenlyst et ugudeligt løfte, som ingen er bundet af.

Det er ikke det mindste bedre at aflægge løfte om fattigdom. For enten er du fattig af kår og ejer intet jordisk gods; så skal du tålmodigt bære dette kors, som Gud har lagt på dig. Lover du det oven i købet, gør du ikke andet end den, der i sygdom lover altid at være syg, eller i vanære lover altid at være vanæret. Den slags løfte er snarere vanvid end gudsfrygt. Eller du har gods og lover at forlade det og leve et fattigt liv, så du søger dit underhold ved at tigge og ved dette løftes fortjeneste opnår evigt liv. Så strider dette løfte for det første mod kærligheden til næsten, som kræver, at du ikke uden nød er nogen til besvær med tiggeri. Dernæst strider det mod troen på Kristus, nemlig at han alene er det evige livs fortjeneste. Det er altså åbenbart, at denne slags løfte er ulovligt og ugudeligt.

Men at forlade sit gods på den måde, at man lægger det i fælleseje, er ikke at stræbe efter fattigdom, men at skaffe sig et mere sikkert og rigeligt underhold. Hvad det er for en gudsdyrkelse i Guds øjne, kan ingen være i tvivl om.

Lydigheden angår derimod enten Gud – og da er den ikke et spørgsmål om frivillige løfter, men en nødvendighed, vi skylder; om den lydighed hedder det: «Lydighed er bedre end slagtofre.» Eller den angår mennesker – og da har lydigheden sine pligter, som undersåtten skylder øvrigheden, børn deres forældre, tjenere deres herrer og elever deres lærere. Disse pligter kræver Gud under alle omstændigheder, hvad enten man lover dem eller ej, men på den betingelse, at vi altid skal adlyde Gud mere end mennesker.

Men at love et menneske lydighed uden et bestemt kald fra Gud, for at du ved en sådan lydigheds gerninger ikke alene skal yde Gud en særlig gudsdyrkelse, men også sone dine synder for Gud, er både overflødigt og ugudeligt. Det er overflødigt, for Kristus siger, at han dyrkes forgæves med menneskelige overleveringer. Og det er ugudeligt, for Kristi lydighed alene, den lydighed, han viste Gud, sin Fader, har sonet vore synder og forsonet os med Gud.

Af alt dette er det åbenbart, at denne måde at aflægge løfte om cølibat, fattigdom og lydighed på ikke stemmer med den i sandhed almindelige lære, især fordi nogle ikke har undset sig ved at sidestille denne slags løfter med dåben.