Artikel XXVII. Om tidebønnerne

Augustin skriver et sted, at Ambrosius, biskop i Milano, indførte, at kirkens forsamling skulle synge salmer. Med dem skulle de trøste hinanden, mens de ventede ulykker, og opmuntre hinanden til at bære korset, «for at folket», som han siger, «ikke skulle sygne hen af sorg og lede». Denne sang fortjente i højeste grad ros, fordi den foregik på et sprog, som folket kendte, og havde en gudfrygtig brug.

Og af kirkerettens dekreter fremgår det, at de tider, man kalder de kanoniske (horae canonicae), var en tidsinddeling, hvorefter hele Den Hellige Skrift skulle gennemgås offentligt hvert år, sådan som man i skolerne plejer at fastsætte timer til forklaring af forfatterne. En sådan inddeling af timerne var måske ikke unyttig i sin tid, og i sig selv skal den ikke fordømmes.

Men at indsætte en særlig slags præster til at synge de kanoniske tidebønner og at synge dem på et fremmed sprog, som kirkens folk ikke kender, eller på modersmålet, og endda nogle steder nat og dag uden ophold, så den ene flok sangere efter den anden afløser hinanden – og at gøre dette til en hellig handling, ikke for at vi kan have håb ved den udholdenhed og trøst, Skrifterne giver, som Paulus siger, men for at du ved denne gernings fortjeneste skal formilde Guds vrede og sone menneskers synder for Gud – det strider afgjort mod den sandt almindelige kirkes opfattelse.

1 Kor 14.

Når I kommer sammen, har enhver af jer en salme, en undervisning, en åbenbaring, en tungetale, en oversættelse. Alt skal ske til opbyggelse.

Hieronymus om Efeserbrevet, kap. 5.

«Syng og lovsyng i jeres hjerte for Herren.» Det skal de unge høre, det skal de høre, som har til opgave at synge i kirken: at man skal lovsynge Gud ikke med stemmen, men med hjertet, og ikke smøre strube og hals med søde lægemidler, sådan som skuespillerne i tragedierne gør osv.

Det, der nu er sagt om brugen af et sprog, som folket kender, skal ikke kun forstås om salmesangen, men også om alle dele af det kirkelige embede. For ligesom prædikener og bønner skal holdes på et sprog, som menigheden kender, sådan skal også sakramenterne forvaltes på et kendt sprog. Selv om det nogle gange vil være tilladt at bruge et fremmed sprog af hensyn til de studerende, kræver den almindelige kirkes samstemmende opfattelse dog, at kirkens nødvendige tjenester udføres på modersmålet.

1 Kor 14.

I menigheden vil jeg hellere tale fem ord med min forstand, så jeg også kan undervise andre, end ti tusind ord i tunger.

Innocens III, De officio iudicis ordinarii, kapitlet Quoniam.

Mange steder inden for samme by og stift bor folk med forskellige sprog side om side, og de har under én tro forskellige ritualer og skikke. Derfor pålægger vi strengt biskopperne i sådanne byer eller stifter at sørge for egnede mænd, som efter de forskellige ritualer og sprog holder gudstjenesterne for dem, forvalter kirkens sakramenter for dem og underviser dem både med ord og med eksempel.

Derfor må man sige: De, der ordner forvaltningen af sakramenterne, salmesangen og læsningerne fra Den Hellige Skrift sådan, at kirken forstår, hvad der bliver sagt, læst og sunget, og får Åndens frugt, så sindet trøstes, troen styrkes og kærligheden vækkes, de handler gudfrygtigt og i overensstemmelse med den almindelige kirke.