Artikel XXVIII. Om fasten

Fasten har sin ros og sin brug. Men vi taler nu hverken om den nødvendige faste, når du er nødt til at faste, fordi der mangler mad, eller om den billedlige faste, som består i at afholde sig fra alle laster. Vi taler om to gængse former for faste. Den ene er den vedvarende faste. Det er det mådehold, som altid, hele livet igennem, skal holdes i mad og drikke. For det er aldrig tilladt at fråse og at hengive sig til svir og drukkenskab. Den anden er dagsfasten, hvor man nogle gange afholder sig fra mad en hel dag, sådan som det var skik i Det Gamle Testamente (3 Mos 16). Det bevidner også eksemplerne med Josafat, med indbyggerne i Ninive og andre. Denne form for faste blev også taget i brug, efter at evangeliet var blevet udbredt, som det fremgår af ApG 13 og 14. Senere opstod der imidlertid stor forskel i kirkerne på, hvordan denne form for faste blev overholdt. Men ligesom denne forskel ikke har voldt kirken nogen skade, sådan har den vidnet om, at man er fri i brugen af denne faste [Randnote: Irenæus i Kirkehistorien (Ecclesiast. histo.), bog 5, kap. 24: Fasten blev overholdt på forskellig vis.]. Og hos de gamle findes et bemærkelsesværdigt ord om denne forskel: «Uenighed om fasten», siger de, «bryder ikke enigheden i troen.»

Og selv om nogle mener, at Kristus med sit eksempel har indstiftet den fyrre dages faste, er det dog åbenbart, at Kristus ikke har befalet denne faste. Naturen tillader heller ikke, at vi efterligner Kristi faste, da han i hele fyrre dage og nætter afholdt sig fra al mad og drikke. [Randnote: Chrysostomos: I fastetiden fastede de kun to dage om ugen; homilier over Første Mosebog (in Gen.), kap. 2, homili 14.]

Og Eusebius giver tydeligt at forstå, at man i kirken var helt fri i brugen af denne fyrre dages faste.

Også Chrysostomos siger (homilier over Første Mosebog, kap. 2, homili 11):

Hvis du ikke kan faste, kan du dog afholde dig fra overtrædelser. Det er ingen ringe ting og ligger ikke langt fra fasten; det er endda i stand til at slå selve djævelens raseri til jorden.

Der var heller ikke indført nogen forskel på madvarer, for apostlen havde sagt: «For de rene er alt rent.»

Men når man holder en sådan faste, skal man frem for alt se på formålet. De gamle fastede nogle gange hele dage for at have tid til den fælles bøn. Ved denne tugt ville de påminde deres kirke, især de unge, om tidligere, nuværende eller truende farer og vække den til at omvende sig, så Guds vrede kunne blive formildet. Det er det gudfrygtige og gavnlige formål med denne faste.

Andre faster for ved denne gernings fortjeneste at sone synderne for Gud eller, som nogle udtrykker det, for ved deres faste at tilegne sig Kristi fortjeneste. Men dette formål skal fuldstændig afvises. For det første er Kristi død alene soningen for vores synder. Dernæst er fasten ikke indstiftet til at være en gerning, hvorved Kristi fortjeneste tilegnes os. For enten er fasten forbundet med sand omvendelse – og så har den, der omvender sig, allerede fået Kristi fortjeneste tilegnet ved troen, som er omvendelsens vigtigste del, før han begynder eller fuldfører fasten. Eller også er fasten uden omvendelse – og så er den så langt fra at tilegne den fastende Kristi fortjeneste, at den er afskyelig i Guds øjne.

Es 58.

Er det en sådan faste, jeg har udvalgt: at et menneske plager sin sjæl en dag? At han bøjer sit hoved sammen som en ring?

Augustin, brev 86 til Casulanus.

Når jeg tænker over evangeliernes og apostlenes skrifter og hele den samling, man kalder Det Nye Testamente, ser jeg, at faste er befalet. Men på hvilke dage man ikke bør faste, og på hvilke man bør, finder jeg ikke fastsat ved Herrens eller apostlenes befaling. Og heraf forstår jeg, at det i hvert fald ikke er for at opnå den retfærdighed, som troen opnår, og hvori kongedatterens indre skønhed består … [Citatet er afkortet i kilden; hos Augustin fortsætter sætningen. Kongedatteren er en hentydning til Sl 45,14.]

Chrysostomos, bd. 4, om fasten i fastetiden (de ieiunio Quadragesimali), homili 73.

Hvis vi hver dag kommer sammen her og faster hele fastetiden igennem, men ikke ændrer vores liv til det bedre, bliver det os til anledning til en større fordømmelse.

Heraf er det åbenbart, at den opfattelse, at fasten er en gerning, hvorved enten synderne sones for Gud eller Kristi fortjeneste tilegnes, hverken er apostolsk eller i overensstemmelse med den almindelige kirke.