Artikel XXIX. Om indvielse af vand, salt, vin, urter og andre ting

Vi anerkender, at stænkevandet, som de levitiske urenheder blev renset med, var indstiftet af Gud i Det Gamle Testamente.

Vi anerkender også det under, da profeten Elisa helbredte det ufrugtbare vand i Jeriko ved at kaste salt i det.

Og vi tager imod det, som Paulus skriver til Timotheus: «Alt hvad der er skabt af Gud», siger han, «er godt, og intet skal forkastes, når det modtages med tak, for det helliges ved Guds ord og bøn.»

Men at man i Det Nye Testamente indvier vand, det såkaldte vievand, for at stænkning med det skal udslette de tilgivelige synder og drive dæmonerne bort, og at man også indvier salt, som skal gøre ting, der ellers er skadelige, gavnlige – det synes hverken at være apostolsk eller i overensstemmelse med den almindelige kirke. For efterligningen af den levitiske stænkning og af Elisas under er ikke befalet ved Herrens ord, men er kommet i brug efter menneskers forgodtbefindende. Derfor gælder Kristi ord om det: «Forgæves dyrker de mig, idet de lærer lærdomme, som er menneskebud.» Og det er åbenbart, at det er stænkningen med Kristi blod – som sker ved evangeliets ord, ved dåben og ved Herrens nadver, og som modtages ved troen – der renser os fra synderne. Hvad der alene tilkommer Kristi blod, som efter Guds ordning er udgydt for vores synder, må derfor ikke tillægges vand, der er indviet efter menneskers ordning.

At Elisa helbredte det ufrugtbare vand med salt, fremholdes for os, for at vi skal undre os over det og derved styrke den tro, som vi skylder profetens forkyndelse. Det fremholdes ikke for os, for at vi uden et bestemt kald fra Gud skal efterligne det. De helliges undere er nemlig som regel ikke almene.

Når Paulus siger, at skabningerne helliges ved Guds ord og bøn, mener han ikke, at skabningerne, for eksempel salt, kød, æg og urter, skal besværges, så Satan drives bort, når man bruger dem. Han mener, at alle skabninger ved Guds ord er bestemt hver til sin ydre brug, og at de bliver os til gode, når vi bruger dem ret i tro og under påkaldelse af Gud. Således skabte Gud saltet til at krydre maden og til at bevare kødet mod forrådnelse, og vandet til at drikke, til at vaske sig eller til at vande med – ikke til at drive djævelen bort. Ganske vist har han i dåben bestemt vandet til at afvaske synderne, men det hører ikke til Guds almene skabelse; det er en særlig ordning, fastsat ved et bestemt Guds ord. For hvad angår Guds almene skabelse og helliggørelse, findes der intet Guds ord, der bevidner, at de skabninger, vi har nævnt ovenfor, ved besværgelser bliver nyttige til at udslette synder og drive dæmoner bort. Men det, man uden Guds ord tager i brug til et formål, der er fremmed for Guds ordning, kan ikke ske i tro; det bliver misbrug og bringer snarere skade end gavn.

Rom 14.

Alt det, som ikke er på grund af tro, er synd.

Cyprian, brev 3 i bog 2.

Hvis Kristus alene skal høres, skal vi ikke se på, hvad nogen før os har ment, man burde gøre, men på, hvad Kristus, som er før alle, først har gjort. For man skal ikke følge et menneskes sædvane, men Guds sandhed.