Artikel XXX. Om Den Hellige Skrift

Den Hellige Skrift kalder vi de kanoniske bøger i Det Gamle og Det Nye Testamente, hvis autoritet man aldrig har tvivlet på i kirken.

Vi tror og bekender, at denne Skrift er Helligåndens udsagn (oraculum), så stadfæstet ved himmelske vidnesbyrd, at hvis en engel fra himlen forkynder noget andet, skal han være forbandet. Derfor afskyr vi al lære, gudsdyrkelse og religion, som strider mod denne Skrift.

Men når nogle mener, at denne Skrift ikke indeholder al den lære, som det er nødvendigt for os at kende til den sande og evige frelse, og at retten til at fortolke denne Skrift ligger i pavernes magt på en sådan måde, at det, de udtaler efter eget forgodtbefindende, skal modtages som Helligåndens mening, så synes det at være lettere sagt end bevist.

2 Tim 3.

Hele Skriften er inspireret af Gud og gavnlig til undervisning, til gendrivelse, til tilrettevisning og til opdragelse i retfærdighed, for at Guds menneske kan være fuldkomment, udrustet til al god gerning.

Joh 15.

Jer har jeg kaldt venner, for alt det, som jeg har hørt af min Fader, har jeg kundgjort jer. Men det, som apostlene modtog fra Kristus, har de udbredt med deres forkyndelse i hele verden og overleveret til eftertiden i deres skrifter. Derfor er det åbenbart, at alt, hvad der er nødvendigt at kende til frelse, er indeholdt i profeternes og apostlenes skrifter.

Chrysostomos om Titusbrevet, homili 1.

«Han har til sin tid åbenbaret sit ord ved den forkyndelse, som er betroet mig.» Det er forkyndelsen. For evangeliet rummer alt, både det nuværende og det kommende: ære, gudsfrygt, tro – alt sammen har han samlet i forkyndelsens ord.

Hieronymus om Titusbrevet, kap. 1.

Uden Skriftens autoritet fortjener løs snak ingen tiltro. Augustin om Johannesevangeliet, kap. 11, traktat 49.

For Herren Jesus gjorde meget, men ikke alt er skrevet ned. Den samme hellige evangelist bevidner jo selv, at Herren Kristus både har sagt og gjort meget, som ikke er skrevet ned. Men det, som syntes at være tilstrækkeligt til de troendes frelse, blev udvalgt til at blive skrevet ned.

For hvad angår påstanden om, at retten til at fortolke Skriften ligger hos paverne, så er det klart, at gaven til at fortolke Skriften ikke hører til menneskelig klogskab, men til Helligånden. «Hver enkelt», siger Paulus, «gives Åndens åbenbaring til fælles gavn. Den ene får ved Ånden visdoms tale» osv. Men Helligånden er fuldkommen fri og ikke bundet til en bestemt slags mennesker; han uddeler sine gaver til menneskene efter sit eget gode behag.

4 Mos 11.

Gid hele folket måtte profetere, og Herren ville give dem sin ånd!

Dom 4.

Debora, en kvinde, Lappidots hustru, bliver vakt til profet.

Am 7.

Jeg er ikke profet og ikke profetsøn, men kvæghyrde, og jeg plukker morbærfigner osv. Og dog fik Amos Helligånden og blev profet.

1 Kor 12.

Men alt dette virker den ene og samme Ånd, som deler ud til hver især, som han vil.

Eksemplerne bevidner også, at paverne ofte og i høj grad er faret skændigt vild.

Derfor må gaven til at fortolke Skriften ikke lukkes inde i pavernes stand på en sådan måde, at enhver, der er blevet pave, fortolker Skriften rigtigt. Skriftens sande mening skal søges i selve Skriften og hos dem, som, vakt af Guds Ånd, fortolker Skriften ved Skriften.