Artikel XXXI. Om paven

Nogle hævder, at biskoppen i Rom er hele kirkens overhoved og har magt – ikke blot på jorden, til at indsætte verdslige riger og styre de kirkelige, men også i himlene, til at befale englene, til at befri sjæle fra skærsilden og til at gøre salig eller fordømme, hvem han vil [Den latinske tekst har «beandi aut liberandi» (gøre salig eller befri), sandsynligvis en trykfejl; den tyske udgave fra 1552 har «selig zumachen oder zuverdammen» (gøre salig eller fordømme)].

Vi anerkender derimod, at hvis biskoppen i Rom er en gudfrygtig mand og lærer Kristi evangelium efter de profetiske og apostolske skrifter, så har han embedet med den højeste magt på denne jord, nemlig embedet at forlade og fastholde synder. Der findes på denne jord intet embede, der er større eller mere ophøjet end dette.

Men han har ikke dette embede alene; han har det fælles med alle dem, der med et retmæssigt kald forkynder Kristi evangelium. For embedet at forlade eller fastholde synder, som ellers kaldes Himmerigets nøgle, er ikke overgivet til noget menneskes frie magt. Det er derimod så nøje indesluttet i selve evangeliets ord, at alle, der forkynder evangeliet, i sandhed siges at forlade og fastholde synder: det første over for dem, der tager imod evangeliet i tro, det sidste over for dem, der foragter evangeliet.

Mark 16.

Forkynd evangeliet for hele skabningen. Den som tror og bliver døbt, vil blive frelst; men den der ikke tror, vil blive fordømt.

Hilarius, Om Treenigheden (De Trinitate), bog 6.

Faderen åbenbarede det for Peter, så han sagde: Du er Guds Søn. På denne bekendelsens klippe er kirken altså bygget. Denne tro er kirkens grundvold, denne tro har Himmerigets nøgler; hvad denne tro løser eller binder på jorden, det er bundet og løst i himlene.

Chrysostomos.

Nøgleforvalterne er præsterne, som har fået betroet ordet, så de kan lære og udlægge Skrifterne. Men nøglen er ordet, der giver kundskab om Skrifterne, og ved det åbnes sandhedens dør for menneskene.

Augustin, Om den kristne lære (De doctrina Christiana), bog 1, kap. 18.

Disse nøgler gav han sin kirke, for at det, den løste på jorden, skulle være løst i himlen, og det, den bandt på jorden, skulle være bundet i himlen. Det vil sige: Den, som i hans kirke ikke troede, at hans synder blev ham forladt, skulle heller ikke få dem forladt; men den, som troede og lod sig rette og vendte sig bort fra dem, skulle blive helbredt ved den samme tro og bedring, når han stod i den samme kirkes skød.

Ambrosius.

Synderne forlades ved ordet, og levitten er dets tolk eller udlægger.

Bernhard, brevet til Eugenius (epistola ad Eug.), 1.

Den, der er Paulus' efterfølger, vil sige med Paulus: Det er ikke sådan, at vi er herrer over jeres tro, men vi er medarbejdere på jeres glæde. Peters arving vil høre Peter sige: Heller ikke som nogle, der vil herske over dem, de har under sig, men som eksempler for flokken.

Thomas i sin Summa, del 3, i tillægget (in additi.), q. 6, art. 6.

Fordi kirken er grundlagt på troen og sakramenterne, tilkommer det ikke kirkens tjenere at fremsætte nye trosartikler eller fjerne dem, der er fremsat, eller at indstifte nye sakramenter eller fjerne dem, der er indstiftet. Det hører derimod til den ophøjede magt (potestas excellentiae), som alene tilkommer Kristus, der er kirkens grundvold. Og derfor: Ligesom paven ikke kan give dispensation, så nogen bliver frelst uden dåb, sådan kan han heller ikke give dispensation, så nogen bliver frelst uden skriftemål, for så vidt dette forpligter som sakramente.

Selv om Thomas har sine egne meninger om skriftemålet, så er det, han siger – at det ikke tilkommer kirkens tjenere (blandt dem regner han også paven) at fastsætte nye trosartikler og indstifte nye sakramenter – i sandhed en apostolsk og almindelig opfattelse. For i kraft af Kristi kald tilkommer der ikke kirkens tjenere noget andet embede end det, vi har omtalt ovenfor: at forlade og fastholde synder, sådan som apostlene selv udøvede det. Tillægger man biskoppen i Rom noget mere ud over dette embede, så er det enten givet ham ved menneskelige forordninger, eller også er det opdigtet af munke og smigrere i strid med Guds ords autoritet.