Artikel XXXII. Om kirken

I. Vi tror og bekender, at der er én hellig, almindelig og apostolsk kirke, efter den apostolske og den nikænske trosbekendelse.

II. At denne kirke styres sådan af Helligånden, at han, selv om han lader den være svag på denne jord, dog altid bevarer den, så den ikke går til grunde, hverken ved vildfarelser eller ved synder.

III. At der i denne kirke her på jorden er blandet mange onde og hyklere ind.

IV. At disse onde og hyklere, hvis de har fået kirkens embede ved et retmæssigt kald, ikke i sig selv skader sakramenternes sandhed, medmindre de forvansker Kristi indstiftelse og lærer ugudeligt.

V. At der i denne kirke er sand syndernes forladelse.

VI. At denne kirke har ret til at vidne om Den Hellige Skrift.

VII. At denne kirke har ret til at dømme om alle lærdomme efter ordet: «Prøv ånderne, om de er af Gud.» Og: «De andre skal bedømme.»

VIII. At denne kirke har ret til at udlægge Skriften.

Men om hvor denne kirke skal søges, og om dens rettigheder har faste grænser, mener nogle ét og andre noget andet.

Vi mener imidlertid på grundlag af Den Hellige Skrifts og de gamle fædres autoritet, at den sandt almindelige og apostolske kirke ikke er bundet til ét bestemt sted eller folk eller til én bestemt stand af mennesker. Den findes derimod på det sted eller hos det folk, hvor Kristi evangelium prædikes rent, og hans sakramenter forvaltes ret efter Kristi indstiftelse.

Joh 10.

Der står skrevet: Jeg har sagt: I er guder. Han kaldte dem guder, som Guds ord kom til, osv. Altså er Guds folk eller kirke dér, hvor Guds ord prædikes.

Joh 15.

I er allerede rene på grund af det ord, som jeg har talt til jer. Kristi ord, som er evangeliet, viser altså, hvor den kirke er, som er ren for Gud.

Rom 1.

Evangeliet er Guds kraft til frelse for enhver, som tror. Hvor evangeliet altså er og bliver erkendt i tro, dér har Gud en kirke, og i den virker han med kraft til evig frelse.

Chrysostomos i kommentaren til Matthæusevangeliet, kap. 24.

Homilie 49.

Derfor bør alle kristne i denne tid søge til Skrifterne. For i denne tid, efter at kætteriet har bemægtiget sig de kirker, kan der ikke være noget andet bevis for sand kristendom og ingen anden tilflugt for de kristne, der vil kende troens sandhed, end de guddommelige Skrifter.

Og senere:

Den, der altså vil vide, hvilken kirke der er Kristi sande kirke, hvordan skal han så vide det, hvis ikke alene gennem Skrifterne?

Augustin, bind 2, brev 166.

I Skrifterne har vi lært Kristus at kende, i Skrifterne har vi lært kirken at kende. Disse Skrifter har vi fælles; hvorfor holder vi så ikke i fællesskab fast ved både Kristus og kirken i dem?

Og igen i bind 7, i brevet mod donatisten Petilians brev, kap. 2, 3 og 4.

Mellem os og donatisterne er spørgsmålet, hvor kirken er. Hvad skal vi så gøre? Skal vi søge den i vore egne ord eller i dens hoveds, vor Herre Jesu Kristi, ord? Jeg mener, at vi snarere bør søge den i hans ord, han som er sandheden og kender sit legeme bedst.

Når det hævdes, at kirken har ret til at vidne om Den Hellige Skrift, til at udlægge Skriften og til at dømme om alle lærdomme, skal det ikke forstås sådan, at kirken har fri magt til at bestemme hvad som helst, ja, endda til at ændre Skriften, hvis den har lyst, opdigte en ny lære og indstifte nye former for gudsdyrkelse. Det betyder derimod, at kirken som Kristi brud kender sin brudgoms røst og af sin brudgom har modtaget en bestemt rettesnor, nemlig den profetiske og apostolske forkyndelse, stadfæstet ved himmelske undere. Efter den skal den udlægge de steder i Skriften, der måtte synes dunkle, og dømme om lærdommene.

Sl 119.

Dit ord er en lygte for mine fødder.

Rom 12.

Vi har forskellige nådegaver efter den nåde, som er blevet givet os, enten profeti i overensstemmelse med troen (iuxta analogiam fidei).

2 Pet 1.

Vi har et endnu fastere profetisk ord, og I gør ret i at være opmærksomme på det som på en lampe, der lyser på et mørkt sted, osv.

Origenes, 1. homilie over Jeremias.

Vi må nødvendigvis kalde De Hellige Skrifter frem som vidner; for vore egne tanker og udlægninger har ingen troværdighed uden disse vidner.

Hieronymus til Matt 23.

Hvad der siges uden Skriftens autoritet, bliver foragtet lige så let, som det bliver sagt.

Augustin, Om ægteskab og begær (De nuptiis et concupiscentia), bog 2, kap. 23.

Denne strid kræver en dommer. Lad da Kristus dømme, og lad ham selv sige, hvad hans død har været til gavn for. «Dette er,» siger han, «mit blod.»

Og straks efter:

Lad også apostlen dømme sammen med ham, for også i apostlen taler Kristus selv. Han råber og siger om Gud Fader: Han som ikke sparede sin egen Søn osv.

Derfor har kirken autoritet til at dømme om lærdomme, dog sådan, at den holder sig inden for Den Hellige Skrifts grænser. Skriften er dens brudgoms røst, og fra den røst må ingen vige, ikke engang en engel.