Artikel XXXIII. Om koncilerne

Vi indrømmer, at kirken selv skal kunne dømme om lærepunkter og hellige ting, og at retmæssige konciler har stor autoritet.

Men Guds ords autoritet må nødvendigvis være langt den største af alle. For selv om kirken har et sikkert løfte om Kristi stadige nærvær og styres af Helligånden, kan man ikke regne en hvilken som helst forsamling af mennesker for den sande kirke. Og selv om det undertiden ser ud til, at meget mange kommer sammen i Kristi navn, så er der dog få udvalgte, og troen er ikke alles. Og det, der plejer at ske i verdslige forsamlinger, sker også i de kirkelige: at den største part for det meste sejrer over den bedste.

Hertil kommer, at Helligånden i dette liv ikke gør sit folk ἀναμάρτητον, det vil sige syndfrit, men lader mange og forskellige svagheder blive tilbage i det.

Eksemplerne vidner også om, at ikke blot paverne, men også koncilerne har taget fejl.

Den profetiske og apostolske lære er nu blevet stadfæstet af Gud. Derfor må man ikke uden videre og uden prøvelse modtage noget menneskes eller nogen menneskelig forsamlings mening som et udsagn fra Helligånden. Meningen skal derimod prøves efter den profetiske og apostolske læres rettesnor, så det, der stemmer med den, bliver anerkendt, og det, der strider imod den, bliver gendrevet.

Gal 1.

Selv hvis vi eller en engel fra himlen forkynder jer et evangelium ud over det, som vi har forkyndt jer, forbandet skal han være!

1 Joh 4.

I skal ikke tro enhver ånd, men prøv ånderne, om de er af Gud.

1 Thess 5.

Prøv alt, hold fat ved det gode.

Augustin, Mod den arianske biskop Maximinus, bog 3, kap. 14.

Men nu bør hverken jeg fremføre koncilet i Nikæa eller du koncilet i Rimini, som om det på forhånd skulle afgøre sagen. Jeg er ikke bundet af det ene koncils autoritet, og du er ikke bundet af det andets. Ved Skriftens autoritet – med vidner, som ikke tilhører hver af os særskilt, men er fælles for os begge – skal sag holdes op mod sag, spørgsmål mod spørgsmål og grund mod grund osv.

Panormitanus til c. Significasti, Extra, De electione.

I spørgsmål, der angår troen, skulle selv en enkelt privatpersons udsagn foretrækkes frem for pavens, hvis han støttede sig på bedre belæg fra Det Nye og Det Gamle Testamente end paven.

Gerson, del 1, Om prøvelsen af lærdomme (De examinatione doctrinarum).

Første sandhed: Det kunne godt være, at en enfoldig mand uden akademisk grad og myndighed var så fremragende lærd i De Hellige Skrifter, at man i et lærespørgsmål skulle tro mere på hans udsagn end på pavens erklæring. For det står fast, at man skal tro mere på evangeliet end på paven. Hvis en sådan lærd mand altså påviser, at evangeliet indeholder en sandhed, som paven ikke kender eller af egen vilje tager fejl af, så er det klart, hvis dom der skal foretrækkes.

Og straks efter:

Hvis der blev holdt et almindeligt koncil, og han selv var til stede, burde en sådan lærd mand i givet fald sætte sig imod det, mens det stod på, hvis han mærkede, at flertallet af ondskab eller uvidenhed bøjede af fra evangeliet til det modsatte.