Artikel XXXIV. Om kirkens skribenter

«Rejs dig for det grå hår,» siger Skriften, «og ær den gamle.» Derfor ærer vi vore forfædres grå hår. Lige fra begyndelsen, da evangeliet var blevet åbenbaret og udbredt i verden, satte de sig for at hjælpe kirken, ikke blot med den mundtlige forkyndelse, men også med offentlige skrifter, så eftertiden har klare og sikre vidnesbyrd om den gudfrygtige lære fra apostlenes tid og frem til vor tid.

Deres skrifter tager vi imod sådan, som Den Hellige Skrift tillader os at bruge menneskelig autoritet, og sådan, som de selv ville have deres skrifter anerkendt.

Job 12.

(I venner siger,) at visdommen er hos de gamle, og forstanden kommer med de mange år. (Men jeg siger jer:) Hos ham, det vil sige hos Herren vor Gud, er visdom og styrke; han har råd og indsigt.

1 Kor 14.

To eller tre profeter skal tale, og de andre skal bedømme.

1 Thess 5.

Prøv alt, hold fat ved det gode.

Tertullian, i skriftet Om indsigelsen mod kætterne (De praescriptione haereticorum).

Det er ikke tilladt os at indføre noget efter vort eget forgodtbefindende, ja, heller ikke at vælge noget, som en anden har indført efter sit forgodtbefindende. Vi har Herrens apostle som vore hjemmelsmænd, og heller ikke de valgte selv at indføre noget efter eget forgodtbefindende; de gav derimod trofast den lære, de havde modtaget af Kristus, videre til folkeslagene.

Augustin, brevet til Fortunatianus (epist. ad Fortunat.), dist. 8.

Vi bør heller ikke regne hvem som helsts drøftelser for ligeværdige med de kanoniske skrifter, selv om det er mennesker, der hører til den almindelige kirke og er anerkendte. Det skal stadig være os tilladt – med den ære, der skyldes disse mennesker, i behold – at misbillige og forkaste noget i deres skrifter, hvis vi skulle finde, at de har ment noget andet, end sandheden er, sådan som den med Guds hjælp er forstået af andre eller af os. Sådan er jeg selv over for andres skrifter, og sådan vil jeg have, at de, der læser mine, skal være.

Og igen i forordet til bog 3 af Om Treenigheden (De Trinitate).

Bind dig ikke til mine skrifter, som var de kanoniske skrifter. Men når du i de kanoniske skrifter finder noget, du ikke troede, så tro det uden tøven. I mine skrifter derimod skal du ikke holde fast ved det, du anså for sikkert, medmindre du har forstået, at det er sikkert.

Og igen til Vincentius, bog 2.

Jeg kan ikke og bør ikke nægte, at der også i mine mange småskrifter, ligesom hos vore forgængere selv, er meget, som med retfærdig dom og uden nogen dumdristighed kan kritiseres.

Og igen i brevet til Hieronymus.

Jeg har lært kun at vise de skribenter, som nu kaldes kanoniske, denne ærefrygt. Og straks efter: De andre læser jeg derimod sådan, at jeg – hvor stor hellighed og lærdom de end har – ikke anser noget for sandt af den grund, at de selv har ment det, men fordi de har kunnet overbevise mig gennem andre forfattere, nemlig de kanoniske, eller gennem sandsynlige grunde, som ikke strider mod sandheden.

Og andetsteds, om den ene dåb (de unico Baptismo), i brevet til Vincentius.

«Hvem ved ikke, at Den Hellige Skrift …» osv. Og: «Bror, du må ikke imod så mange guddommelige …» osv. For disse steder er velkendte, selv fra pavernes egne dekreter.