Artikel XI. Om skriftemålet

58 Den ellevte artikel om at bevare tilgivelsen i kirken er godkendt. Men de tilføjer en rettelse med hensyn til skriftemålet: at bestemmelsen med overskriften Omnis utriusque [«Enhver af begge køn», begyndelsesordene i Det 4. Laterankoncils bestemmelse fra 1215 om skriftemål mindst én gang om året] skal overholdes, at man altså skal skrifte én gang om året, og at man, selv om ikke alle synder kan opregnes, dog skal gøre sig umage for at huske dem og bekende dem, man kan komme i tanke om. Om hele denne artikel vil vi tale mere udførligt lidt senere, når vi forklarer hele vores opfattelse af omvendelsen.

59 Det er velkendt, at vi har klarlagt og fremhævet [at vi har prædiket, skrevet og undervist så kristent, rigtigt og rent om] tilgivelsens gave og nøglemagten sådan, at mange plagede samvittigheder har fået trøst af vores lære. De hørte nemlig, at det er Guds befaling, ja, mere end det: evangeliets egen røst, at vi skal tro tilgivelsen og regne det for sikkert, at syndernes forladelse bliver os givet af nåde for Kristi skyld, og at vi skal tro, at vi ved denne tro virkelig er forsonet med Gud [som om vi hørte en røst fra himlen]. Denne tro har opmuntret mange fromme sind, og i begyndelsen skaffede den Luther den største anerkendelse hos alle gode mennesker, fordi den viser samvittighederne en sikker og fast trøst. Tidligere havde læren om gerningerne nemlig undertrykt hele tilgivelsens kraft [hele den nødvendige lære om omvendelsen], fordi sofisterne og munkene intet lærte om troen og den ufortjente forladelse [men henviste folk til deres egne gerninger, som kun fører fortvivlelse ind i angste samvittigheder].

60 Men hvad angår tidspunktet, så er det sikkert, at de fleste i vore kirker bruger sakramenterne, tilgivelsen og Herrens nadver, mange gange om året. Og de, der underviser om sakramenternes værdi og frugt, taler på en sådan måde, at de indbyder folket til at bruge sakramenterne ofte. For om dette emne findes der mange skrifter af vore teologer, skrevet sådan, at modstanderne uden tvivl vil godkende og

61 rose dem, hvis de er gode mennesker. De, der lever åbenlyst ugudeligt [i åbenlyse laster, utugt, ægteskabsbrud osv.], og de, der foragter sakramenterne, bliver også udelukket fra fællesskabet [ekskommunikation, kirkelig bandlysning]. Dette sker både efter evangeliet og efter

62 de gamle kanoner. Men der er ikke foreskrevet et fast tidspunkt, for ikke alle er lige rede på samme tid. Ja, hvis alle skal komme på samme tid, kan de ikke blive hørt og undervist ordentligt [så omhyggeligt]. Og de gamle kanoner og kirkefædrene fastsætter ikke noget bestemt tidspunkt. Kanonen siger kun dette: «Hvis nogen kommer i kirken, og det viser sig, at de aldrig går til nadver, skal de formanes til at komme til omvendelse, hvis de ikke går til nadver. Går de til nadver [vil de regnes for kristne], skal de ikke udstødes; undlader de det, skal de udelukkes fra fællesskabet.» Kristus [Paulus] siger i 1 Kor 11,29, at de, der spiser uværdigt, spiser sig selv en dom til. Derfor tvinger præsterne ikke dem, der ikke er rede til det, til at bruge sakramenterne.

63 Om opregningen af synderne i skriftemålet bliver folk undervist på en sådan måde, at deres samvittigheder ikke bliver fanget i en snare. Selv om det er nyttigt at vænne uerfarne mennesker til at nævne nogle ting [som plager dem], så de lettere kan blive undervist, drøfter vi her, hvad der er nødvendigt efter Guds lov. Derfor bør modstanderne ikke henvise os til bestemmelsen Omnis utriusque, som vi udmærket kender, men de bør vise ud fra Guds lov, at en opregning af synderne er nødvendig for at opnå deres forladelse.

64 Hele kirken i hele Europa ved, hvilke snarer dette punkt i bestemmelsen, der befaler, at alle synder skal bekendes, har lagt for samvittighederne. Selve teksten skadede heller ikke i sig selv så meget som det, summisterne [forfatterne af de middelalderlige håndbøger for skriftefædre, de såkaldte summae] senere føjede til, når de samlede omstændighederne ved synderne. Hvilke labyrinter var der ikke! Hvilken pine for de bedste sind! For de tøjlesløse og verdslige blev slet ikke rørt af disse skræmmemidler.

65 Og dernæst: hvilke tragedier [hvilken skinsyge og hvilket had] vakte spørgsmålene om ens egen præst ikke mellem sognepræsterne og brødrene [munkene af forskellige ordener], som bestemt ikke var brødre, når de kæmpede om retten til at høre skrifte! [For al broderlighed og alt venskab hørte op, når spørgsmålet gjaldt myndighed og skriftepenge.] Vi mener derfor, at opregningen af synderne ikke er nødvendig efter Guds lov. Det mener også Panormitanus [Nicolaus de Tudeschis, ærkebiskop af Palermo, kirkeretslærd i 1400-tallet] og mange andre lærde jurister. Vi vil heller ikke lægge tvang på vore folks samvittigheder med bestemmelsen Omnis utriusque, som vi, ligesom andre menneskelige overleveringer, ikke regner for en gudstjeneste, der er nødvendig til retfærdiggørelse. Og denne bestemmelse befaler noget umuligt, nemlig at vi skal bekende alle synder. Det er jo åbenbart, at vi hverken husker eller forstår de fleste synder [ja, de største synder ser vi slet ikke], efter Sl 19,13: «Hvem kan forstå sine fejltrin?»

66 Hvis præsterne er gode mennesker, vil de vide, hvor nyttigt det er at udspørge [de unge og andre] uerfarne mennesker; men vi vil ikke godkende summisternes pinsel [tyranni over samvittighederne]. Den ville dog have været mindre utålelig, hvis de havde tilføjet ét ord om troen, som trøster og opmuntrer samvittighederne. Men om denne tro, der opnår syndernes forladelse, står der ikke en stavelse i hele denne store mængde af bestemmelser, glosser, summer og skriftebøger. Kristus læser man ikke om noget sted dér. [Dér kan ingen læse et ord, som han kunne lære Kristus at kende af, eller som siger, hvad Kristus er.] Man læser kun lister over synder [for at samle og hobe synder op; og det ville dog have haft nogen værdi, hvis de forstod de synder, som Gud regner for synder]. Og størstedelen handler om synder mod menneskelige overleveringer,

67 og det er det mest tomme af alt. Denne lære har drevet mange fromme sind til fortvivlelse. De kunne ikke finde hvile, fordi de troede, at en opregning var nødvendig efter Guds lov, og alligevel erfarede de, at den var umulig. Men ved modstandernes lære om omvendelsen hænger andre fejl, som ikke er mindre alvorlige, og dem vil vi nu gennemgå.