Artikel XIIa (V). Om omvendelse (bod)

1 I den tolvte artikel godkender de første del, hvor vi fremlægger, at de, der er faldet efter dåben, kan få syndernes forladelse, når og så ofte de end omvender sig. Anden del fordømmer de, hvor vi siger, at omvendelsens dele er anger og tro [et bodfærdigt, angrende hjerte og troen, nemlig at jeg modtager syndernes forladelse ved Kristus]. [Hør nu, hvad det er, modstanderne benægter.] De benægter [uden blusel], at troen er omvendelsens anden

2 del. Hvad skal vi gøre her, o Karl, uovervindeligste kejser? Det er jo selve evangeliets røst, at vi ved troen får syndernes forladelse. [Det ord er ikke vores ord, men Jesu Kristi, vor Frelsers, røst og ord.] Konfutationens forfattere fordømmer denne evangeliets røst. Derfor kan vi på ingen måde tilslutte os konfutationen. Vi kan ikke fordømme evangeliets røst, som er så frelsebringende og så fuld af trøst. Hvad er det at benægte, at vi ved troen får syndernes forladelse, andet end at håne Kristi blod og død?

3 Derfor beder vi Dem, o Karl, uovervindeligste kejser, om tålmodigt og omhyggeligt at høre og undersøge dette meget vigtige emne, som rummer evangeliets hovedpunkt, den sande kundskab om Kristus og den sande gudsdyrkelse [disse store, højeste og vigtigste sager, som angår vores egne sjæle og samvittigheder, ja, også de kristnes hele tro, hele evangeliet, kundskaben om Kristus og det højeste og største, ikke kun i dette forgængelige, men også i det kommende liv: os alles evige vel eller fortabelse for Gud]. For alle gode mennesker vil se, at vi særlig i dette emne har lært det, som er sandt, gudfrygtigt, frelsebringende og nødvendigt for hele Kristi kirke [det, som har den største betydning for alle fromme hjerter i hele den kristne kirke, som hele deres frelse og vel afhænger af, og som der hverken kan være eller blive noget prædikeembede eller nogen kristen kirke uden undervisning i]. Af vores teologers skrifter vil de se, at evangeliet er blevet sat i et meget klarere lys, og at mange skadelige vildfarelser er blevet rettet, som før – gennem skolastikernes og kanonisternes meninger – tilslørede læren om omvendelsen.

4 Før vi går over til at forsvare vores standpunkt, må vi først sige dette: Alle gode mennesker af alle stænder, også af den teologiske stand, indrømmer utvivlsomt, at læren om omvendelsen var meget forvirret, før Luthers skrifter udkom.

5 Sentensiaristernes bøger findes stadig, og i dem er der utallige spørgsmål, som ingen teolog nogensinde har kunnet forklare tilfredsstillende. Folk kunne hverken fatte sagens kerne eller se, hvad der især krævedes i omvendelsen, og hvor samvittighedens fred skulle søges.

6 Lad en af modstanderne træde frem og fortælle os, hvornår syndernes forladelse sker. Gode Gud, hvilket mørke! De er i tvivl om, om syndernes forladelse sker ved den ufuldkomne anger (attritionen) eller ved den fuldkomne anger (contritionen). Og hvis den sker på grund af angeren, hvad skal man så med tilgivelsen, og hvad udretter nøglemagten, hvis synderne allerede er forladt? Her kommer de endnu mere i knibe, og på ugudelig vis forringer de nøglemagten.

7 Nogle drømmer, at skylden ikke forlades ved nøglemagten, men at de evige straffe bliver forvandlet til timelige. Så ville denne meget frelsebringende magt ikke være livets og Åndens embede, men kun vredens og straffenes. Andre, nemlig de mere forsigtige, forestiller sig, at synderne ved nøglemagten forlades for kirken, men ikke for Gud. Også det er en skadelig vildfarelse. For hvis nøglemagten ikke trøster os for Gud, hvad skal så give samvittigheden fred?

8 Endnu mere indviklet er det, der følger. De lærer, at vi fortjener nåde ved angeren. Hvis nogen her spurgte, hvorfor Saul og Judas og lignende personer, som var grebet af en frygtelig anger, ikke fik nåde, så skulle svaret hentes fra troen og være i overensstemmelse med evangeliet: Judas troede ikke, han støttede sig ikke til evangeliet og Kristi løfte. For det er troen, der viser forskellen på Judas' og Peters anger. Men modstanderne henter deres svar fra loven: Judas elskede ikke Gud, men frygtede straffene. [Er det ikke at lære usikre og forkerte ting om omvendelsen?]

9 Men hvornår vil en forfærdet samvittighed – især i de alvorlige, sande og store rædsler, som beskrives i Salmerne og hos profeterne, og som de, der virkelig omvender sig, helt sikkert smager – kunne afgøre, om den frygter Gud for hans egen skyld [om den af kærlighed frygter Gud som sin Gud], eller om den flygter fra de evige straffe? [Disse folk har måske ikke selv oplevet meget af denne angst, for de leger med ord og laver skel efter deres drømme. Men i hjertet, når det kommer til prøven, ser sagen helt anderledes ud, og samvittigheden kan ikke bringes til ro med små stavelser og ord.] Disse store følelser kan skelnes fra hinanden i bogstaver og begreber; men i virkeligheden er de ikke sådan adskilt, som disse søde sofister drømmer.

10 Her appellerer vi til alle gode og kloge menneskers dom [til dem, som også ønsker at kende sandheden]. De vil utvivlsomt indrømme, at disse drøftelser i modstandernes skrifter er meget forvirrede og indviklede. Og dog drejer det sig om det vigtigste af alt, evangeliets hovedpunkt: syndernes forladelse. Hele denne lære om de spørgsmål, vi her har gennemgået, er i modstandernes skrifter fuld af vildfarelser og hykleri, og den tilslører Kristi velgerning, nøglemagten og troens retfærdighed [til ubeskrivelig skade for samvittighederne].

11 Det er første akt. Hvad sker der, når de kommer til skriftemålet? Hvor meget slid ligger der ikke i den uendelige opregning af synder, som alligevel for en stor del gælder synder mod menneskelige overleveringer! Og for at gode sjæle på den måde kan blive pint endnu mere, påstår de falsk, at denne

12 opregning er af guddommelig ret. Og mens de kræver denne opregning under påskud af guddommelig ret, taler de koldt om tilgivelsen, som virkelig er af guddommelig ret. De påstår falsk, at selve sakramentet giver nåde ex opere operato [i kraft af den udførte handling], uden at den, der bruger det, har en god indstilling; troen, der griber tilgivelsen og trøster samvittigheden, nævnes ikke. Det er virkelig det, man almindeligvis kalder ἀπιέναι πρὸ τῶν μυστηρίων, at gå bort før mysterierne. [Sådanne folk kaldes ægte jøder.]

13 Tilbage er [dette skuespils] tredje akt, om fyldestgørelserne. Og her er drøftelserne allermest forvirrede. De forestiller sig, at de evige straffe ombyttes med skærsildens straffe, og lærer, at en del af dem eftergives ved nøglemagten, og at en del skal købes fri ved fyldestgørelser.

14 De tilføjer desuden, at fyldestgørelserne skal være overskydende gerninger, og de lader dem bestå i de tåbeligste øvelser som pilgrimsrejser, rosenkranse eller lignende øvelser, som

15 ikke har Guds bud for sig. Og ligesom de køber skærsilden fri ved fyldestgørelser, sådan udtænkte man en ordning til at købe fyldestgørelserne fri, som gav meget rigelige indtægter [som blev en meget indbringende forretning og et stort marked]. For de sælger [uden blusel] aflad, som de udlægger som eftergivelse af fyldestgørelser. Og disse indtægter [denne handel, dette marked, der drives så skamløst] kommer ikke kun fra de levende, men er langt større fra de døde. Og de køber ikke kun de dødes fyldestgørelser fri ved aflad, men også ved messeofferet.

16 Kort sagt: Emnet fyldestgørelser er uendeligt. Under disse forargelser (for vi kan ikke opregne det hele) og djævlelærdomme ligger læren om troens retfærdighed i Kristus og om Kristi velgerning begravet. Derfor forstår alle gode mennesker, at sofisternes og kanonisternes lære om omvendelsen er blevet kritiseret med et nyttigt og gudfrygtigt formål. For følgende læresætninger er tydeligt falske og fremmede ikke kun for Den Hellige Skrift, men også for kirkefædrene:

17 I. At vi i kraft af den guddommelige pagt fortjener nåde ved gode gerninger, som er gjort uden nåde.

18 II. At vi fortjener nåde ved attritionen.

19 III. At det til syndens udslettelse er nok blot at afsky forbrydelsen.

20 IV. At vi får syndernes forladelse på grund af angeren og ikke ved troen på Kristus.

21 V. At nøglemagten har kraft til syndernes forladelse, ikke for Gud, men for kirken.

22 VI. At synderne ved nøglemagten ikke forlades for Gud, men at nøglemagten er indstiftet for at ombytte evige straffe med timelige, for at pålægge samvittighederne bestemte fyldestgørelser, for at indstifte nye former for gudsdyrkelse og for at binde samvittighederne til sådanne fyldestgørelser og former for gudsdyrkelse.

23 VII. At opregningen af overtrædelser i skriftemålet, som modstanderne lærer om, er nødvendig efter guddommelig ret.

24 VIII. At de kanoniske fyldestgørelser er nødvendige for at købe skærsildens straf fri, eller at de gavner som en godtgørelse til udslettelse af skylden. For sådan forstår de uvidende det. [For selv om fyldestgørelserne i skolerne kun regnes for at gælde straffen, mener alle, at man derved fortjener skyldens forladelse.]

25 IX. At modtagelsen af bodens sakramente ex opere operato [i kraft af den udførte handling], uden at den, der bruger det, har en god indstilling, det vil sige uden tro på Kristus, opnår nåde.

26 X. At vores sjæle ved nøglemagten bliver befriet fra skærsilden gennem aflad.

27 XI. At der ved forbeholdte tilfælde (casus reservati) ikke kun skal forbeholdes den kanoniske straf, men også skylden, når det gælder en, der virkelig har omvendt sig.

28 For at befri fromme samvittigheder fra disse sofisternes labyrinter har vi derfor tillagt boden [eller omvendelsen] disse to dele, nemlig anger og tro. Hvis nogen vil tilføje en tredje, nemlig frugter, der svarer til omvendelsen, det vil sige en forandring af hele livet og sindelaget til det bedre [gode gerninger, som skal og må følge omvendelsen],

29 vil vi ikke modsætte os det. Når det gælder angeren, holder vi os fra de tomme og uendelige drøftelser om, hvornår vi sørger af kærlighed til Gud, og hvornår af frygt for straf. [For det er ikke andet end tomme ord og unyttig snak fra folk, der aldrig har oplevet, hvordan en forfærdet samvittighed har det.] Men vi siger, at angeren er samvittighedens sande rædsel, som mærker, at Gud er vred over synden, og som sørger over at have syndet. Denne anger opstår, når synderne bliver revset af Guds ord. For summen af evangeliets forkyndelse er dette: at overbevise om synd og for Kristi skyld at tilbyde syndernes forladelse og retfærdighed, Helligånden og det evige liv, og at vi som genfødte skal gøre gode gerninger.

30 Sådan sammenfatter Kristus evangeliets sum, når han siger i Luk 24,47, at der i hans navn skal prædikes omvendelse og syndernes forladelse for alle folkeslagene.

31 Om disse rædsler taler Skriften, som i Sl 38,5.9: «Mine synder er gået mig over hovedet, som en tung byrde er de for tunge for mig … Jeg er kraftesløs og helt knust; jeg skriger af mit hjertes uro.» Og Sl 6,3–4: «Vær mig nådig, Herre, for jeg er svag; helbred mig, Herre, for mine knogler skælver. Min sjæl er dybt rystet; men du, Herre, hvor længe?» Og Es 38,10.13: «Jeg sagde: Midt i mine dage må jeg gå til dødsrigets porte; jeg er berøvet resten af mine år … Jeg tænkte frem til morgenen: Som en løve knuser han alle mine knogler.» [Og Es 38,14: «Mine øjne er trætte af at se mod det høje; Herre, jeg er i nød.»]

32 I disse rædsler mærker samvittigheden Guds vrede over synden – en vrede, som sorgløse mennesker, der lever efter kødet [som sofisterne og deres lige], ikke kender. Den ser syndens skændighed og sørger alvorligt over at have syndet; samtidig flygter den også fra Guds frygtelige vrede, for den menneskelige

33 natur kan ikke udholde den, medmindre den bliver holdt oppe af Guds ord. Sådan siger Paulus i Gal 2,19: «Jeg er ved loven død for loven.»

34 For loven anklager og forskrækker kun samvittighederne. Om troen i disse rædsler siger vores modstandere intet; de fremholder kun det ord, som overbeviser om synd. Når det bliver lært alene, er det lovens lære, ikke evangeliets. Ved disse smerter og rædsler, siger de, fortjener menneskene nåde, forudsat at de elsker Gud. Men hvordan skal mennesker kunne elske Gud i sande rædsler, når de mærker Guds frygtelige og usigelige vrede? Hvad andet end fortvivlelse lærer de, som i disse rædsler kun fremholder loven?

35 Derfor tilføjer vi som omvendelsens anden del troen på Kristus: at evangeliet om Kristus skal forkyndes for samvittighederne i disse rædsler, for i evangeliet bliver syndernes forladelse lovet af nåde for Kristi skyld. Derfor skal de tro, at deres

36 synder bliver tilgivet dem af nåde for Kristi skyld. Denne tro opmuntrer, holder oppe og gør de angrende levende, efter Rom 5,1: «Da vi altså er blevet erklæret retfærdige ved tro, har vi fred med Gud.» Denne tro opnår syndernes forladelse. Denne tro retfærdiggør for Gud, som det samme sted bevidner: «Da vi er blevet erklæret retfærdige ved tro.» Denne tro viser forskellen mellem Judas' og Peters anger, mellem Sauls og Davids. Judas' og Sauls anger nytter intet, fordi den tro ikke kommer til, som griber syndernes forladelse, der skænkes som en gave for Kristi skyld. Derimod nytter Davids og Peters anger, fordi troen kommer til, den tro, som griber syndernes forladelse, der gives for Kristi skyld.

37 Kærligheden er heller ikke til stede, før forsoningen er sket ved troen. For uden Kristus bliver loven [Guds lov eller det første bud] ikke opfyldt, efter [Ef 2,18; 3,12] Rom 5,2: «Ved ham har vi adgang til Gud.» Og denne tro vokser gradvis og gennem hele livet og kæmper mod synden [prøves ved mange slags anfægtelser] for at overvinde synd og død.

38 Men kærligheden følger efter troen, som vi har sagt ovenfor. Og således kan den barnlige frygt klart defineres som en angst, der er forbundet med troen, dvs. hvor troen trøster og holder det ængstede hjerte oppe. Trællefrygt er det, når troen ikke holder det ængstede hjerte oppe [frygt uden tro, hvor der kun er vrede og tvivl].

39 Desuden forvalter og frembyder nøglemagten evangeliet ved tilgivelsen, som [forkynder mig fred og] er evangeliets sande røst. Derfor medregner vi også tilgivelsen, når vi taler om troen, for «troen kommer af det som høres», som Paulus siger i Rom 10,17. For når evangeliet høres, og når tilgivelsen [dvs. løftet om Guds nåde] høres, bliver samvittigheden opmuntret og får trøst.

40 Og fordi Gud virkelig gør levende ved ordet, tilgiver nøglerne virkelig synderne for Gud [her på jorden bliver synderne virkelig slettet, sådan at de også er slettet for Gud i himlen], efter Luk 10,16: «Den, som hører jer, hører mig.» Derfor skal man tro røsten fra den, der tilsiger tilgivelsen,

41 ikke anderledes, end vi ville tro en røst fra himlen. Og tilgivelsen [dette velsignede trøstens ord] kan med rette kaldes omvendelsens sakramente, som også de mere lærde skolastiske teologer siger.

42 Samtidig bliver denne tro næret på mange måder i anfægtelserne: ved evangeliets udsagn [når man hører prædikener og læser] og ved brugen af sakramenterne. For de er [segl og] tegn på [pagten og nåden i] Det Nye Testamente, dvs. tegn på [sonofferet og] syndernes forladelse. Derfor frembyder de syndernes forladelse, som nadverens ord tydeligt bevidner, Matt 26,26.28: «Dette er mit legeme, som gives for jer. Dette er Det Nye Testamentes bæger» osv. Således bliver troen undfanget og styrket ved tilgivelsen, ved hørelsen af evangeliet og ved brugen af sakramenterne, så den ikke bukker under, mens den kæmper

43 med syndens og dødens rædsler. Denne måde at lære om omvendelsen på er enkel og klar. Den øger nøglemagtens og sakramenternes værdi, kaster lys over Kristi velgerning og lærer os at gøre brug af Kristus som mellemmand og forsoner.

44 Men da Konfutationen fordømmer os, fordi vi har tillagt omvendelsen disse to dele, må vi vise, at det er Skriften [ikke os], der nævner dem som hoveddelene i omvendelsen. For Kristus siger i Matt 11,28: «Kom til mig, alle I som er trætte og bærer byrder, og jeg vil give jer hvile.» Her er der to led. Trætheden og byrden betegner angeren og angsten og rædslerne over synd og død. At komme til Kristus er at tro, at synderne bliver tilgivet for Kristi skyld; når vi tror, bliver vores hjerter gjort levende af Helligånden

45 ved Kristi ord. Her er der altså disse to hoveddele: anger og tro. Og i Mark 1,15 siger Kristus: «Omvend jer og tro på evangeliet!» I det første led overbeviser han om synd; i det sidste trøster han os og viser syndernes forladelse. For at tro på evangeliet er ikke den almindelige tro, som også djævlene har [er ikke blot at tro evangeliets historie], men i egentlig forstand at tro, at syndernes forladelse er givet for Kristi skyld. For det er dét, der bliver åbenbaret i evangeliet. Du ser også her, at de to dele er forbundet: angeren, når synderne bliver revset, og troen, når der siges: «Tro på evangeliet.» Hvis nogen her vil sige, at Kristus også medregner omvendelsens frugter eller hele det nye liv, har vi intet imod det. For det er nok for os, at anger og tro bliver nævnt som hoveddelene.

46 Næsten overalt, hvor Paulus beskriver omvendelsen eller fornyelsen, angiver han disse to dele, dødelse og levendegørelse, som i Kol 2,11: «I ham blev I også omskåret med en omskærelse som ikke er udført med hænder», nemlig ved at aflægge kødets synders legeme. Og bagefter, Kol 2,12: «I den blev I også oprejst ved troen, som er virket af Guds kraft.» Her er to dele. [Om disse to dele taler han tydeligt i Rom 6,2.4.11: at vi er døde for synden – det sker ved angeren og dens rædsler – og at vi skal opstå igen med Kristus – det sker, når vi ved troen igen får trøst og liv. Og da troen skal bringe trøst og fred ind i samvittigheden, efter Rom 5,1: «Da vi er blevet erklæret retfærdige ved tro, har vi fred», følger det, at der først er rædsel og angst i samvittigheden. Således går anger og tro side om side.] Den ene er at aflægge syndernes legeme; den anden er at opstå igen ved troen. Disse ord – dødelse, levendegørelse, at aflægge syndernes legeme, at opstå igen – skal heller ikke forstås på platonisk vis, som en indbildt forandring;

47 men dødelse betyder sande rædsler, ligesom de døendes, som naturen ikke kunne udholde, hvis den ikke blev holdt oppe af troen. Således kalder han det, som vi sædvanligvis kalder anger, at aflægge syndernes legeme, for i disse smerter bliver det naturlige begær renset bort. Og levendegørelse skal ikke forstås som en platonisk fantasi, men som den trøst, der virkelig holder livet oppe, når det er ved at svinde bort i angeren. Her er altså to dele: anger og tro. For da samvittigheden ikke kan få fred uden ved troen, er det alene troen, der gør levende, efter ordet i Hab 2,4 og Rom 1,17: «Den retfærdige vil leve af tro.»

48 Dernæst siges der i Kol 2,14, at Kristus sletter gældsbrevet, som ved loven er imod os. Også her er der to dele: gældsbrevet og udslettelsen af gældsbrevet. Gældsbrevet er imidlertid samvittigheden, som overbeviser og fordømmer os. Loven er desuden det ord, der revser og fordømmer synderne. Derfor er dette ord gældsbrevet: «Jeg har syndet mod Herren», som David siger i 2 Sam 12,13. Ugudelige og sorgløse mennesker siger det ikke for alvor. For de ser ikke, de læser ikke lovens dom, der er skrevet i hjertet. I sande smerter og rædsler mærker man denne dom. Derfor er det gældsbrev, som fordømmer os, selve angeren. At slette gældsbrevet er at udslette den dom, som vi selv udtaler, når vi erklærer, at vi vil blive fordømt, og i stedet at indprente den dom, som siger os, at vi er blevet befriet fra denne fordømmelse. Men troen er den nye dom, som omstøder den tidligere dom og giver hjertet fred og liv.

49 Men hvorfor skal vi anføre mange vidnesbyrd, når de findes overalt i Skriften? Sl 118,18: «Herren tugtede mig hårdt, men han overgav mig ikke til døden.» Sl 119,28: «Min sjæl smelter af sorg; styrk mig efter dit ord.» Her er angeren indeholdt i det første led, og i det andet beskrives det tydeligt, hvordan vi bliver levendegjort i angeren, nemlig ved Guds ord, som

50 frembyder nåde. Det holder hjerterne oppe og gør dem levende. Og 1 Sam 2,6: «Herren dræber og gør levende; han fører ned i dødsriget og fører op igen.» Ved det ene betegnes angeren,

51 ved det andet betegnes troen. Og Es 28,21: «Herren skal vredes for at gøre sin gerning, sin fremmede gerning, og udføre sit værk, sit fremmede værk.» Han kalder det Herrens fremmede gerning, når han forskrækker, fordi det at gøre levende og trøste er Guds egen gerning. [Andre gerninger, som at forskrække og at dræbe, er ikke Guds egne gerninger, for Gud gør kun levende.] Men han forskrækker, siger han, for at der kan blive plads for trøst og levendegørelse, fordi hjerter, der er sorgløse og ikke mærker Guds vrede, væmmes ved trøsten.

52 På denne måde plejer Skriften at forbinde disse to, rædslerne og trøsten, for at lære, at der i omvendelsen er disse hoveddele: anger og den tro, som trøster og retfærdiggør. Vi kan heller ikke se, hvordan omvendelsens væsen kan fremstilles klarere og enklere. [Vi ved med sikkerhed, at Gud virker således i sine kristne, i kirken.]

53 For Guds to hovedgerninger i mennesker er disse: at forfærde og at retfærdiggøre og levendegøre dem, der er blevet forfærdet. Hele Skriften er fordelt på disse to gerninger. Den ene del er loven, som viser, irettesætter og fordømmer synderne. Den anden del er evangeliet, det vil sige løftet om den nåde, der er skænket i Kristus. Dette løfte gentages igen og igen i hele Skriften: Først blev det givet til Adam [«Jeg vil sætte fjendskab» osv., 1 Mos 3,15], senere til patriarkerne; derefter blev det forkyndt endnu tydeligere af profeterne; til sidst blev det prædiket og fremstillet af Kristus blandt jøderne og udbredt af apostlene over hele verden.

54 For alle de hellige blev retfærdiggjort ved troen på dette løfte og ikke ved deres egen ufuldkomne anger (attritio) eller fulde anger (contritio).

55 Også eksemplerne [på, hvordan de hellige blev gudfrygtige] viser disse to dele. Efter sin synd bliver Adam irettesat og forfærdet; det var anger. Derefter lover Gud nåde og taler om en kommende sæd (den velsignede sæd, det vil sige Kristus), som skal ødelægge djævelens rige, døden og synden; dér tilbyder han syndernes forladelse. Det er hovedsagen. For selv om der bagefter føjes en straf til, fortjener denne straf ikke syndernes forladelse. Om denne slags straf vil vi tale lidt senere.

56 Sådan bliver David irettesat af Natan, og forfærdet siger han: «Jeg har syndet mod Herren» (2 Sam 12,13). Det er anger. Derefter hører han tilgivelsen: «Herren har også taget din synd bort; du skal ikke dø.» Dette ord giver David mod, og ved troen holder det ham oppe, retfærdiggør og levendegør ham. Også her føjes en straf til, men denne straf fortjener ikke syndernes forladelse.

57 Der føjes heller ikke altid særlige straffe til, men i omvendelsen skal disse to ting altid være til stede, nemlig anger og tro, som i Luk 7,37–38. Kvinden, som var en synderinde, kom grædende til Kristus. På tårerne kan man se angeren. Derefter hører hun tilgivelsen: «Dine synder er forladte! … Din tro har frelst dig, gå bort med fred!» (Luk 7,48.50). Det er omvendelsens anden del, nemlig troen, som

58 giver hende mod og trøster hende. Af alt dette kan gudfrygtige læsere se, at vi til omvendelsen regner de dele, som egentlig hører hjemme i omvendelsen eller genfødslen og syndernes forladelse. Værdige frugter og straffe [og også tålmodighed, så vi er villige til at bære korset, og de straffe, som Gud lægger på den gamle Adam] følger efter genfødslen og syndernes forladelse. Derfor har vi nævnt disse to dele, for at den tro, som vi kræver i omvendelsen [og som sofisterne og kanonisterne alle har tiet om], kan ses så meget desto tydeligere. Og hvad den tro er, som evangeliet forkynder, kan bedre forstås, når den stilles over for anger og dødelse.

59 Men da modstanderne udtrykkeligt fordømmer vores lære om, at mennesker får syndernes forladelse ved troen, vil vi tilføje nogle få beviser. Af dem vil det fremgå, at syndernes forladelse ikke opnås ex opere operato [i kraft af den udførte handling] på grund af angeren, men ved den personlige tro, hvor den enkelte tror, at hans synder er forladt ham. For det er den hovedartikel, som vi strides med modstanderne om, og som efter vores mening alle kristne særligt har brug for at kende. Men da vi allerede ovenfor synes at have talt tilstrækkeligt om dette emne, vil vi her fatte os i korthed. For læren om omvendelsen og læren om retfærdiggørelsen hænger meget nøje sammen.

60 Når modstanderne taler om tro og siger, at den går forud for omvendelsen, forstår de ved tro ikke den tro, som retfærdiggør, men den tro, som i almindelighed tror, at Gud er til, at de ugudelige er truet med straf [at der er et helvede] osv. Ud over denne tro kræver vi, at hver enkelt tror, at hans synder er forladt ham. Det er denne personlige tro, vi strides om, og vi sætter den op imod den opfattelse, som vil have os til at stole på opus operatum [den udførte handling] i anger, skriftemål, fyldestgørelser osv. og ikke på Kristi løfte. Denne tro følger efter forfærdelsen på en sådan måde, at den overvinder den og giver samvittigheden fred. Denne tro tilskriver vi retfærdiggørelsen og genfødslen, fordi den befrier fra forfærdelsen og i hjertet ikke alene skaber fred og glæde, men også et nyt liv. Vi fastholder [og vil med Guds hjælp forsvare det i al evighed og mod alle helvedes porte], at denne tro virkelig er nødvendig for at få syndernes forladelse, og derfor regner vi den med blandt omvendelsens dele. Kristi kirke tror heller ikke anderledes, selv om vores modstandere [som gale hunde] siger os imod.

61 For det første spørger vi modstanderne, om det at modtage tilgivelsen er en del af omvendelsen eller ikke. Hvis de skiller den fra skriftemålet, sådan som de spidsfindigt plejer at skelne, kan vi ikke se, hvad skriftemålet gavner uden tilgivelsen. Hvis de derimod ikke skiller modtagelsen af tilgivelsen fra skriftemålet, må de nødvendigvis mene, at troen er en del af omvendelsen, for tilgivelsen modtages kun ved troen. At tilgivelsen kun modtages ved troen, kan bevises fra Paulus, som lærer i Rom 4,16, at løftet kun kan modtages ved troen. Men tilgivelsen er løftet om syndernes forladelse [intet andet end evangeliet, Guds løfte om nåde og velvilje].

62 Derfor kræver den nødvendigvis tro. Vi kan heller ikke se, hvordan den, der ikke giver sit samtykke til tilgivelsen, kan siges at modtage den. Og hvad er det at nægte tilgivelsen sit samtykke andet end at beskylde Gud for løgn? Hvis hjertet tvivler, anser det det, Gud lover, for usikkert og intetsigende. Derfor står der skrevet i 1 Joh 5,10: «Den som ikke tror Gud, har gjort ham til en løgner, for han har ikke troet på det vidnesbyrd som Gud har vidnet om sin søn.»

63 For det andet mener vi, at modstanderne indrømmer, at syndernes forladelse enten er en del eller målet eller, for at tale på deres måde, terminus ad quem [endepunktet] for omvendelsen. [For hvad hjælper omvendelsen, hvis man ikke får syndernes forladelse?] Derfor hører det, som syndernes forladelse modtages ved, med rette med blandt omvendelsens dele [ja, det må afgjort være dens vigtigste del]. Men det er helt sikkert, at selv om alle helvedes porte siger os imod, kan syndernes forladelse kun modtages ved troen alene, som tror, at synderne er forladt for Kristi skyld, som der står i Rom 3,25: «Ham viste Gud offentligt frem som en soning ved troen og ved hans blod.» Og i Rom 5,2: «Ved ham har vi også på grund af troen fået adgang til

64 den nåde» osv. For en forfærdet samvittighed kan ikke sætte vores gerninger eller vores kærlighed op imod Guds vrede. Men den får til sidst fred, når den griber Kristus som mellemmand og tror de løfter, der er givet for hans skyld. For den, der bilder sig ind, at hjertet kan få fred uden tro på Kristus, forstår ikke, hvad syndernes forladelse er, eller hvordan den er kommet til os.

65 I 1 Pet 2,6 anføres fra Es 49,23 og 28,16: «Den, som tror på ham, skal ikke blive til skamme.» Derfor må hyklerne, der stoler på, at de modtager syndernes forladelse på grund af deres egne gerninger og ikke på grund af Kristus, nødvendigvis blive til skamme. Også Peter siger i ApG 10,43: «Om ham vidner profeterne at enhver som tror på ham, skal få syndernes forladelse ved hans navn.» Det, han siger med «ved hans navn», kunne ikke udtrykkes tydeligere, og han tilføjer: «enhver som tror på ham». Altså modtager vi syndernes forladelse alene ved Kristi navn, det vil sige for Kristi skyld, og ikke for nogen af vores egne fortjenesters og gerningers skyld. Og det sker, når vi tror, at synderne er forladt os for Kristi skyld.

66 Vores modstandere råber, at de er kirken, og at de følger kirkens samstemmende vidnesbyrd [det, som den almindelige, katolske kirke holder fast ved]. Men også Peter anfører her i vores sag kirkens samstemmende vidnesbyrd: «Om ham vidner profeterne at enhver som tror på ham, skal få syndernes forladelse ved hans navn» osv. Profeternes samstemmende vidnesbyrd skal afgjort regnes for hele kirkens samstemmende vidnesbyrd. [Jeg mener sandelig, at når alle de hellige profeter er enige om en udtalelse (og Gud anser endda en enkelt profet for en uvurderlig skat), så ville det også være en beslutning, en erklæring og en enstemmig, stærk slutning af den almindelige, katolske, kristne, hellige kirke, og det ville med rette blive regnet for det.] Vi indrømmer hverken paven eller kirken magt til at træffe beslutninger imod dette samstemmende vidnesbyrd fra profeterne.

67 Men Leos bulle fordømmer åbenlyst denne artikel om syndernes forladelse, og modstanderne fordømmer den i Konfutationen. Heraf ses, hvad vi må mene om disse menneskers kirke. For de nøjes ikke med i deres beslutninger at fordømme læren om, at vi får syndernes forladelse ved troen, ikke på grund af vores gerninger, men på grund af Kristus; de befaler også, at den skal udryddes med magt og sværd, og at gode mænd, som tror sådan, skal slås ihjel med enhver slags grusomhed [som blodhunde].

68 Men de har forfattere med store navne, Scotus, Gabriel [Gabriel Biel] og lignende, og steder fra kirkefædrene, som anføres i lemlæstet form i dekreterne. Hvis vidnesbyrdene skal tælles, vinder de afgjort. For der findes en meget stor skare af højst ubetydelige forfattere af kommentarer til Sentenserne [Peter Lombardus' teologiske lærebog], der, som om de havde sammensvoret sig, forsvarer disse opspind om fortjenesten ved den ufuldkomne anger og ved gerningerne og de andre ting, vi har gennemgået ovenfor. [Ja, det er sandt, de kaldes alle lærere og forfattere, men på sangen kan man høre, hvad det er for fugle. Disse forfattere har ikke lært andet end filosofi og har intet vidst om Kristus og Guds gerning; det viser deres bøger tydeligt.]

69 Men ingen skal lade sig påvirke af de mange citater. Vidnesbyrdene fra de senere forfattere har ingen stor vægt. De har ikke selv frembragt deres skrifter, men blot samlet fra forfatterne før dem og overført disse meninger fra én bog til en anden. De har ikke udøvet nogen dømmekraft, men har som smådommere i tavshed godkendt deres overmænds vildfarelser, som de ikke har forstået. Lad os derfor ikke tøve med at sætte dette ord af Peter, som anfører profeternes samstemmende vidnesbyrd,

70 op imod nok så mange legioner af sentensforfattere.

71 Og til dette ord af Peter føjes Helligåndens vidnesbyrd. For teksten siger i ApG 10,44: «Endnu mens Peter talte disse ord, faldt Helligånden på alle dem som

72 hørte ordet.» Derfor skal fromme samvittigheder vide, at Guds befaling er denne: at de tror, at de bliver tilgivet af nåde for Kristi skyld og ikke for vores gerningers skyld. Og ved denne Guds befaling skal de holde sig oppe mod fortvivlelsen og

73 mod syndens og dødens rædsler. Og de skal vide, at denne tro har været hos de hellige fra verdens begyndelse. [Det ved de dovne sofister kun lidt om; men det salige budskab, evangeliet, som forkynder syndernes forladelse ved den velsignede sæd, det vil sige Kristus, har fra verdens begyndelse været den største skat og trøst for alle patriarker, alle fromme konger, alle profeter og alle troende. De har nemlig troet på den samme Kristus, som vi tror på, for fra verdens begyndelse er ingen hellig blevet frelst på nogen anden måde end ved troen på det samme evangelium.] For Peter henviser tydeligt til profeternes samstemmende vidnesbyrd, og apostlenes skrifter bevidner, at de tror det samme. Der mangler heller ikke vidnesbyrd fra fædrene. Bernhard siger nemlig det samme med ord, der på ingen måde er dunkle: «For det er nødvendigt først og fremmest at tro, at du ikke kan få syndernes forladelse uden ved Guds nåde; men føj dertil, at du også tror dette, nemlig at dine synder bliver forladt dig ved ham. Dette er det vidnesbyrd, som Helligånden giver i dit hjerte, når han siger: ‹Dine synder er dig forladt.› For sådan dømmer apostlen, at mennesket bliver retfærdiggjort uforskyldt ved troen.»

74 Disse ord af Bernhard kaster et vidunderligt lys over vores sag. Han kræver nemlig ikke blot, at vi i almindelighed tror, at synderne bliver forladt af barmhjertighed, men byder os at føje den personlige tro til, så vi tror, at synderne også bliver forladt os. Og han lærer, hvordan vi kan få vished om syndernes forladelse, nemlig når vores hjerter bliver opmuntret ved troen og kommer til ro ved Helligånden. Hvad mere kræver modstanderne? [Hvordan nu, I modstandere? Er Sankt Bernhard også en kætter?] Vover de stadig at nægte, at vi får syndernes forladelse ved troen, eller at troen er en del af omvendelsen?

75 For det tredje siger modstanderne, at synden bliver forladt, fordi den, der føler ufuldkommen anger (attritio) eller sand anger (contritio), frembringer en kærlighedshandling over for Gud [hvis vi af fornuften påtager os at elske Gud], og at han ved denne handling fortjener at modtage syndernes forladelse. Det er intet andet end at lære loven, mens evangeliet bliver udslettet og løftet om Kristus afskaffet. For de kræver kun loven og vores gerninger, fordi loven kræver kærlighed. Desuden lærer de os at stole på, at vi får syndernes forladelse på grund af anger og kærlighed. Hvad er det andet end at sætte vores lid til vores egne gerninger og ikke til Guds ord og løfte om Kristus? Men hvis loven er tilstrækkelig til at få syndernes forladelse, hvad skal vi så med evangeliet? Hvad skal vi med Kristus, hvis vi får syndernes forladelse på grund af vores egen gerning?

76 Vi derimod kalder samvittighederne bort fra loven til evangeliet og bort fra tilliden til deres egne gerninger til tilliden til løftet og Kristus. For evangeliet fremstiller Kristus for os og lover uforskyldt syndernes forladelse for Kristi skyld. Det byder os at stole på dette løfte, nemlig at vi bliver forsonet med Faderen for Kristi skyld og ikke på grund af vores egen anger eller kærlighed. For der er ingen anden mellemmand eller forsoner end Kristus. Vi kan heller ikke gøre lovens gerninger, medmindre vi først er blevet forsonet ved Kristus. Og selv om vi gjorde noget, må vi dog tro, at vi får syndernes forladelse, ikke for disse gerningers skyld, men for Kristi skyld, han, som er mellemmand og forsoner.

77 Ja, det er en forhånelse af Kristus og en ophævelse af evangeliet at tro, at vi får syndernes forladelse på grund af loven eller på anden måde end ved troen på Kristus. Også dette har vi drøftet ovenfor i kapitlet om retfærdiggørelsen, hvor vi har forklaret, hvorfor vi bekender, at mennesker bliver retfærdiggjort ved troen og ikke ved kærligheden.

78 Når modstanderne lærer, at mennesker får syndernes forladelse ved deres egen anger og kærlighed, og at de skal stole på denne anger og kærlighed, er deres lære derfor kun lovens lære – og det endda en lov, som de ikke forstår [som de ikke forstår med hensyn til den slags kærlighed til Gud, den kræver], ligesom jøderne så på Moses' tildækkede ansigt. For selv om vi forestiller os, at kærligheden er til stede, og at gerningerne er til stede, kan hverken kærligheden eller gerningerne alligevel være en soning for synden [eller være lige så meget værd som Kristus]. De kan ikke engang sættes op imod Guds vrede og dom, som der står i Sl 143,2: «Gå ikke i rette med din tjener, for intet levende menneske er retfærdigt over for dig.» Kristi ære må heller ikke overføres til vores gerninger.

79 Af disse grunde hævder Paulus, at vi ikke bliver retfærdiggjort ved loven. Han stiller løftet om syndernes forladelse, som gives for Kristi skyld, op imod loven og lærer, at vi uforskyldt modtager syndernes forladelse for Kristi skyld. Paulus kalder os bort fra loven til dette løfte. Han byder os at se hen til dette løfte [og til Herren Kristus, vores skat]. Og løftet vil sandelig være tomt, hvis vi bliver retfærdiggjort ved loven, før vi bliver retfærdiggjort ved løftet, eller hvis vi får syndernes forladelse på grund af vores egen retfærdighed.

80 Men det er tydeligt, at løftet blev givet os og Kristus blev tilbudt os netop af den grund, at vi ikke kan gøre lovens gerninger. Derfor er det nødvendigt, at vi bliver forsonet ved løftet, før vi gør lovens gerninger. Men løftet modtages kun ved troen. Derfor er det nødvendigt, at de angrende ved troen griber løftet om syndernes forladelse, som gives for Kristi skyld, og stoler på, at de uforskyldt for Kristi skyld har en forsonet Fader.

81 Det er Paulus' mening i Rom 4,16, hvor han siger: «Derfor er løftet af tro for at det kan være efter nåde så at løftet kan stå fast.» Og Gal 3,22: «Skriften har indesluttet alt under synd for at løftet på grund af tro på Jesus Kristus skulle blive givet til de troende», det vil sige: Alle er under synd og kan ikke blive befriet på anden måde end ved at gribe løftet om syndernes forladelse ved troen.

82 Derfor må vi ved troen tage imod syndernes forladelse, før vi gør lovens gerninger, selv om kærligheden, som sagt ovenfor, følger troen, fordi de genfødte modtager Helligånden og derfor begynder [at blive venner med loven og] at gøre lovens gerninger.

83 Vi ville anføre flere vidnesbyrd, hvis de ikke var åbenlyse i Skriften for enhver gudfrygtig læser. Og vi vil ikke være for vidtløftige, for at

84 denne sag lettere kan overskues. Der er da heller ingen tvivl om, at Paulus' mening er den, vi forsvarer, nemlig at vi ved troen modtager syndernes forladelse for Kristi skyld, og at vi ved troen skal stille Kristus som mellemmand op imod Guds vrede og ikke vores gerninger. Gudfrygtige sind skal heller ikke lade sig forvirre, selv om modstanderne kritiserer Paulus' udsagn. Intet bliver sagt så enkelt, at det ikke kan forvrænges ved ordkløveri. Vi ved, at det, vi har nævnt, er Paulus' sande og ægte mening. Vi ved, at denne vores lære giver gudfrygtige samvittigheder [i dødskamp og anfægtelse] en sikker trøst, og uden den kan ingen bestå i Guds dom.

85 Derfor skal disse modstandernes farisæiske meninger forkastes, nemlig at vi ikke modtager syndernes forladelse ved troen, men at den skal fortjenes ved vores kærlighed og gerninger, og at vi skal stille vores kærlighed og vores gerninger op imod Guds vrede. Denne lære hører ikke evangeliet til, men loven: Den opdigter, at mennesket bliver retfærdiggjort ved loven, før det er blevet forsonet med Gud ved Kristus. Men Kristus siger i Joh 15,5: «uden mig kan I slet intet gøre», og: «Jeg er det sande vintræ … I er grenene.»

86 Men modstanderne opdigter, at vi er grene, ikke af Kristus, men af Moses. For de vil blive retfærdiggjort ved loven og ofre deres kærlighed og gerninger til Gud, før de er forsonet med Gud ved Kristus, før de er grene af Kristus. Paulus derimod [som sandelig er en langt større lærer end modstanderne] hævder, at loven ikke kan holdes uden Kristus. For at vi [de, der virkelig føler og har erfaret synd og samvittighedsangst, må holde sig til nådeløftet, for at de] kan blive forsonet med Gud for Kristi skyld, må løftet derfor modtages, før vi gør lovens gerninger.

87 Vi mener, at dette er tilstrækkelig klart for gudfrygtige samvittigheder. Og derfor vil de forstå, hvorfor vi har erklæret ovenfor, at mennesker bliver retfærdiggjort ved troen og ikke ved kærligheden: fordi vi ikke skal stille vores kærlighed eller gerninger (eller tilliden til vores kærlighed og gerninger) op imod Guds vrede, men Kristus som mellemmand [for al vores evne, alle vores gerninger og værker er alt for svage til at fjerne og formilde Guds vrede]. Og vi må gribe løftet om syndernes forladelse, før vi gør lovens gerninger.

88 Endelig: Hvornår vil samvittigheden få fred, hvis vi modtager syndernes forladelse, fordi vi elsker, eller fordi vi gør lovens gerninger? For loven vil altid anklage os, fordi vi aldrig fuldt ud opfylder Guds lov. Som Paulus siger i Rom 4,15: «loven virker vrede.» Chrysostomos spørger om omvendelsen: Hvordan bliver vi vise på, at vores synder er os forladt? Også modstanderne stiller det samme spørgsmål i deres «Sentenser». [Spørgsmålet er sandelig værd at stille; salig er den, der giver det rigtige svar.] Det kan ikke besvares, og samvittighederne kan ikke komme til ro, medmindre de ved, at det er Guds bud og selve evangeliet, at de fast skal stole på, at synderne bliver forladt uforskyldt for Kristi skyld, og at de ikke skal tvivle på, at de bliver forladt dem. Hvis nogen tvivler, gør han, som 1 Joh 5,10 siger, det guddommelige løfte til løgn. Vi lærer, at evangeliet kræver denne troens vished. Modstanderne lader samvittighederne være usikre og vaklende.

89 Men samvittigheder, der hele tiden tvivler på, om de har fået forladelse, gør intet af tro. [For det er ikke muligt, at der kan være ro eller en stille og fredfyldt samvittighed, hvis de tvivler på, om Gud er nådig. For hvis de tvivler på, om de har en nådig Gud, om de gør det rette, om de har syndernes forladelse, hvordan kan de så osv.] Hvordan kan de i denne tvivl påkalde Gud, og hvordan kan de være visse på, at de bliver bønhørt? Så er hele livet uden Gud [uden tro] og uden den sande gudsdyrkelse. Det er det, Paulus siger i Rom 14,23: «alt det som ikke er på grund af tro, er synd». Og fordi de hele tiden er optaget af denne tvivl, erfarer de aldrig, hvad tro [Gud eller Kristus] er. Til sidst styrter de ud i fortvivlelse [dør i tvivl, uden Gud, uden nogen kundskab om Gud]. Sådan er modstandernes lære: lovens lære, en ophævelse af evangeliet, en fortvivlelsens lære. [Ved den bliver Kristus trængt til side, og menneskene føres ud i overvældende sorg og samvittighedskval og til sidst, når anfægtelsen kommer, ud i fortvivlelse. Gid Hans Kejserlige Majestæt i nåde vil overveje og nøje undersøge denne sag; den handler ikke om guld eller sølv, men om sjæle og samvittigheder.] Nu

90 overlader vi gerne til alle gode mennesker at dømme om dette spørgsmål om omvendelsen (for det er ikke uklart), så de kan afgøre, om det er vi eller modstanderne, der har lært det, som er mest gudfrygtigt og mest til gavn for samvittighederne. Disse stridigheder i kirken glæder os bestemt ikke. Derfor ville vi med største glæde tie, hvis vi ikke havde store og nødvendige grunde til at være uenige med modstanderne. Men når de nu fordømmer den åbenlyse sandhed, er det ikke ret af os at svigte en sag, som ikke er vores egen, men Kristi og kirkens. [Vi kan ikke i troskab mod Gud og samvittigheden fornægte denne velsignede lære og guddommelige sandhed. Fra den venter vi den eneste, evige og højeste trøst til sidst, når dette fattige timelige liv hører op, og al hjælp fra skabningerne svigter. Vi vil heller ikke på noget punkt vige fra denne sag, som ikke kun er vores, men hele kristenhedens, og som angår den højeste skat, Jesus Kristus.]

91 Vi har gjort rede for, hvorfor vi har givet omvendelsen disse to dele: anger og tro. Det har vi gjort så meget hellere, fordi der er udbredt mange udsagn om omvendelsen, som citeres i lemlæstet form fra kirkefædrene [Augustin og de andre gamle kirkefædre], og som modstanderne har fordrejet for at skjule troen. Det drejer sig om udsagn som: «Omvendelse er at begræde tidligere onde gerninger og ikke igen at begå noget, der må begrædes.» Og: «Omvendelse er en slags hævn hos den, der sørger, så han straffer i sig selv det, han angrer at have gjort.» I disse udsagn nævnes troen slet ikke. Og ikke engang i skolerne, når man udlægger dem, bliver der

92 tilføjet noget om troen. For at læren om troen kunne træde så meget tydeligere frem, har vi derfor regnet den med blandt omvendelsens dele. For virkeligheden viser, at de udsagn, som kræver anger eller gode gerninger og ikke nævner den retfærdiggørende tro,

93 er farlige [som erfaringen beviser]. Og man kan med rette savne klogskab hos dem, der har samlet disse kludetæpper af «Sentenserne» og dekreterne. For da kirkefædrene nogle steder taler om den ene del af omvendelsen og andre steder om den anden, ville det have været godt at udvælge og sammenstille deres udsagn, ikke kun om den ene del, men om begge, det vil sige om anger og tro.

94 For Tertullian taler fremragende om troen, når han dvæler ved eden hos profeten i Ez 33,11: «Så sandt jeg lever, siger Herren Gud: Jeg har ikke behag i den ugudeliges død, men i at den ugudelige vender om fra sin vej og lever.» For når Gud sværger, at han ikke ønsker synderens død, viser han, at der kræves tro, så vi tror ham, der sværger, og er fast forvissede om, at han tilgiver os. Guds løfters myndighed burde i sig selv veje tungt hos os. Men dette løfte er tilmed bekræftet med en ed. Hvis nogen derfor ikke er viss på, at han er tilgivet, nægter han, at Gud har svoret sandt – og en mere forfærdelig gudsbespottelse kan man ikke forestille sig. For Tertullian siger sådan: «Han indbyder med løn til frelse, ja, han sværger endda. Når han siger: ‹Jeg lever›, vil han, at man skal tro ham. O, salige er vi, for hvis skyld Gud sværger! O, hvor usle er vi, hvis vi ikke tror Herren, selv når han sværger!»

95 Men her må vi vide, at denne tro skal være viss på, at Gud tilgiver os af nåde for Kristi skyld, for sit eget løftes skyld, ikke for vores gerningers, angers, skriftemåls eller fyldestgørelsers skyld. For hvis troen stoler på disse gerninger, bliver den straks usikker, fordi den forfærdede samvittighed ser, at disse

96 gerninger er uværdige. Derfor siger Ambrosius så fortræffeligt om omvendelsen: «Derfor bør vi tro både, at vi skal omvende os, og at vi skal få tilgivelse, men sådan, at vi venter tilgivelsen som af troen, der opnår den som ved et gældsbrev.» Og: «Det er troen, der dækker vores synder.»

97 Der findes altså udsagn hos kirkefædrene, ikke kun om anger og gerninger, men også om troen. Men fordi modstanderne hverken forstår omvendelsens væsen eller kirkefædrenes sprog, udvælger de steder om én del af omvendelsen, nemlig om gerningerne. De udtalelser om troen, som findes andre steder, springer de over, fordi de ikke forstår dem.