Artikel XIII (VIII). Om sakramenternes antal og brug

1 I den trettende artikel godkender modstanderne vores udsagn om, at sakramenterne ikke blot er kendetegn, som mennesker bekender sig med over for hinanden, som nogle forestiller sig, men snarere er tegn og vidnesbyrd om Guds vilje mod os, og at Gud gennem dem bevæger

2 hjerterne til at tro [de er ikke blot tegn, som mennesker kan kende hinanden på, som feltråbet i krig, en livré osv., men virksomme tegn og sikre vidnesbyrd osv.]. Men her kræver de også, at vi skal regne med syv sakramenter. Vi mener, at man skal fastholde, at de ting og ceremonier, der er indstiftet i Skriften, ikke må forsømmes, hvor mange de så end er. Vi mener heller ikke, at det har nogen betydning, at man i undervisningen tæller forskelligt, når blot man bevarer det, Skriften overleverer, uforvansket. Heller ikke de gamle har talt på samme måde. [Men hvad angår tallet syv, så forholder det sig sådan, at fædrene ikke har været enige i deres opregning; derfor er disse syv ceremonier heller ikke lige nødvendige.]

3 Kalder vi de handlinger sakramenter, som har Guds befaling, og som nådens løfte er føjet til, er det let at afgøre, hvad der egentlig er sakramenter. For handlinger, som mennesker har indstiftet, er derfor ikke sakramenter i egentlig forstand. Det tilkommer nemlig ikke menneskelig myndighed at love nåde. Derfor er tegn, der er indstiftet uden Guds befaling, ikke sikre tegn på nåde, selv om de måske kan undervise de uvidende [børn eller de udannede] eller minde om noget [som et malet kors].

4 Derfor er dåben, nadveren og tilgivelsen, som er omvendelsens (bodens) sakramente, virkelig sakramenter. For disse handlinger har Guds befaling og nådens løfte, som er særegent for Det Nye Testamente. For når vi bliver døbt, når vi spiser Herrens legeme, når vi får tilgivelse, skal vores hjerter være fast forvisset om, at Gud virkelig tilgiver os

5 for Kristi skyld. Og samtidig bevæger Gud ved ordet og ved handlingen hjerterne, så de tror og tager troen til sig, sådan som Paulus siger i Rom 10,17: «Altså kommer troen af det som høres.» Men ligesom ordet trænger ind gennem øret for at ramme vores hjerte, sådan rammer selve handlingen øjet for at bevæge hjertet. Ordet og handlingen har samme virkning. Augustin har rammende sagt, at et sakramente er et synligt ord, for handlingen modtages med øjnene og så at sige er et billede af ordet, der betyder det samme som ordet. Derfor er virkningen af begge den samme.

6 Konfirmationen og den sidste salvelse er handlinger, der er overtaget fra fædrene, og som ikke engang kirken kræver som nødvendige til frelse, fordi de ikke har Guds befaling. Derfor er det ikke unyttigt at skelne disse handlinger fra de førstnævnte, som har Guds udtrykkelige befaling og et klart løfte om nåde.

7 Modstanderne forstår ikke præsteskabet som tjenesten med ordet og forvaltningen af sakramenterne for andre, men forbinder det med offer, som om der i Det Nye Testamente skulle være et præsteskab som det levitiske, der skal ofre for folket og fortjene syndernes forladelse for andre.

8 Vi lærer, at Kristi offer, da han døde på korset, var tilstrækkeligt for hele verdens synder, og at der ikke derudover er brug for andre ofre, som om dette ikke var tilstrækkeligt for vores synder. Mennesker bliver derfor ikke retfærdiggjort på grund af nogen andre ofre, men på grund af dette ene offer, Kristi offer, hvis de tror, at de er forløst ved dette offer.

9 Præsterne er derfor ikke kaldet til at bringe nogen ofre for folket som under loven, så de ved dem kan fortjene syndernes forladelse for folket; men de er kaldet til at lære evangeliet og forvalte sakramenterne for folket.

10 Vi har heller ikke et andet præsteskab som det levitiske,

11 som Hebræerbrevet lærer klart nok. Men hvis man forstår ordinationen som noget, der angår tjenesten med ordet, har vi ikke noget imod at kalde ordinationen et sakramente. For tjenesten med ordet har Guds befaling og herlige løfter, Rom 1,16: «Evangeliet er Guds kraft til frelse for enhver som tror.» Ligeså Es 55,11: «Sådan skal mit ord være, det, som går ud af min mund: Det skal ikke vende tomt tilbage til mig, men det skal udrette det, jeg vil.»

12 Hvis ordinationen forstås på denne måde, vil vi heller ikke nægte at kalde håndspålæggelsen et sakramente. For kirken har befaling til at indsætte tjenere, og det er os højst velkomment, fordi vi ved, at Gud godkender dette embede og er til stede i embedet [at Gud vil prædike og virke gennem mennesker og gennem dem, der er udvalgt af mennesker].

13 Og det er gavnligt, så vidt det er muligt, at prise tjenesten med ordet på enhver måde over for sværmerne. De drømmer om, at Helligånden ikke gives gennem ordet, men på grund af visse forberedelser, de selv gør, når de sidder uvirksomme og tavse på mørke steder og venter på oplysning, som entusiasterne lærte tidligere, og gendøberne lærer nu.

14 Ægteskabet blev ikke først indstiftet i Det Nye Testamente, men i begyndelsen, straks da menneskeslægten blev skabt. Det har desuden Guds befaling; det har også løfter, ganske vist ikke løfter, der egentlig hører Det Nye Testamente til, men snarere løfter, der hører til det legemlige liv. Hvis nogen derfor vil kalde det et sakramente, bør han alligevel skelne det fra de førstnævnte [de to første], som egentlig er tegn på Det Nye Testamente og vidnesbyrd om nåden og syndernes forladelse.

15 Men hvis ægteskabet skal have navnet sakramente, fordi det har Guds befaling, så kan også andre stænder eller embeder, som har Guds befaling, kaldes sakramenter, for eksempel øvrigheden.

16 Endelig: Hvis alt det skal regnes blandt sakramenterne, som har Guds befaling, og som løfter er føjet til, hvorfor tilføjer vi så ikke bønnen, som med allerstørst ret kan kaldes et sakramente? For den har både Guds befaling og meget mange løfter. Og hvis den blev sat blandt sakramenterne, så at sige på en mere fremtrædende plads, ville den opfordre mennesker til at bede.

17 Også almisser kunne regnes med her, og ligeså lidelser, som selv er tegn, som Gud har føjet løfter til. Men lad os lade disse ting ligge. For intet fornuftigt menneske vil strides meget om antallet eller betegnelsen, når blot de ting stadig bevares, som har Guds befaling og løfter.

18 Det er endnu mere nødvendigt at forstå, hvordan sakramenterne skal bruges. Her fordømmer vi hele skaren af skolastiske lærere, som lærer, at sakramenterne giver nåde ex opere operato [«i kraft af den udførte handling»], uden et godt sindelag hos den, der bruger dem, når blot han ikke lægger en hindring i vejen. Det er en rent jødisk opfattelse at mene, at vi bliver retfærdiggjort ved en ceremoni uden et godt sindelag i hjertet, det vil sige uden tro. Og alligevel bliver denne ugudelige og fordærvelige opfattelse

19 lært med stor myndighed i hele pavens rige. Paulus modsiger dette og benægter i Rom 4,9, at Abraham blev retfærdiggjort ved omskærelsen, men fastholder, at omskærelsen var et tegn, der blev givet for at øve troen. Sådan lærer vi, at der ved brugen af sakramenterne skal komme tro til, som tror disse løfter og tager imod det lovede, som dér tilbydes i sakramentet.

20 Og grunden er klar og solidt funderet. [Dette er en sikker og sand brug af det hellige sakramente, som kristne hjerter og samvittigheder trygt kan vove at forlade sig på.] Løftet er unyttigt, medmindre det modtages i tro. Men sakramenterne er løfternes tegn [og segl]. Derfor skal der ved brugen af sakramenterne komme tro til, så at den, der bruger nadveren, bruger den sådan: Fordi dette er et sakramente i Det Nye Testamente, som Kristus tydeligt siger, skal han netop derfor stole på, at det, der er lovet i Det Nye Testamente, nemlig den ufortjente syndsforladelse, bliver tilbudt ham. Og han skal tage imod det i tro, trøste sin forskrækkede samvittighed og vide, at disse vidnesbyrd ikke er bedrageriske, men lige så sikre, som hvis [ja, endnu sikrere, end hvis] Gud ved et nyt under erklærede fra himlen, at det var hans vilje at skænke tilgivelse. Men hvad gavn ville disse undere og løfter gøre en vantro?

21 Og her taler vi om den særlige tro, som tror det nærværende løfte, ikke kun den tro, som i almindelighed tror, at Gud er til, men den tro, som tror, at syndernes forladelse bliver tilbudt.

22 Denne brug af sakramentet trøster fromme og forskrækkede sind.

23 Desuden kan ingen med ord udtrykke, hvilke misbrug i kirken denne sværmeriske opfattelse af opus operatum [«den udførte handling»] uden et godt sindelag hos den, der bruger sakramenterne, har frembragt. Derfra kommer messernes uendelige vanhelligelse; men om det vil vi tale nedenfor. Der kan heller ikke fremlægges et eneste bogstav fra de gamle forfattere, som i denne sag taler til fordel for skolastikerne. Ja, Augustin siger det modsatte: at det er troen på sakramentet og ikke sakramentet, der retfærdiggør. Og Paulus' udsagn er velkendt, Rom 10,10: «Med hjertet tror man til retfærdighed.»