Artikel XIIb (VI). Om skriftemål og fyldestgørelse

1 Gode mennesker kan let se, at det er af største betydning, at den sande lære om de ovennævnte dele, nemlig anger og tro, bevares. [For det store bedrag med afladen osv. og sofisternes forkvaklede lærdomme har tydeligt nok vist os, hvor stor kval og fare der opstår, hvis man her tager fejl. Hvor mange fromme samvittigheder under pavedømmet søgte ikke med stor møje den rette vej og fandt den ikke midt i et sådant mørke!] Derfor har vi altid beskæftiget os mere med at klarlægge disse emner og har endnu ikke ført nogen strid om skriftemål og fyldestgørelse.

2 For vi bevarer også skriftemålet, især på grund af tilgivelsen, fordi den er Guds ord, som nøglemagten med guddommelig myndighed udsiger over den enkelte.

3 Derfor ville det være ugudeligt at fjerne den private tilgivelse fra kirken.

4 Og de, der foragter den private tilgivelse, forstår hverken, hvad syndernes forladelse eller nøglemagten er.

5 Men hvad angår opregningen af synderne i skriftemålet, har vi ovenfor sagt, at den efter vores mening ikke er

6 nødvendig efter guddommelig ret. For den indvending, som nogle gør, at en dommer skal undersøge en sag, før han afsiger dom i den, har slet intet med dette emne at gøre. Tilgivelsens embede er nemlig en velgerning eller nåde, ikke en retssag eller lov. [For Gud er dommeren, og han har ikke betroet apostlene dommerembedet, men nådens forvaltning, nemlig at frikende dem, der ønsker det, osv.] Derfor har kirkens tjenere befaling til at forlade synd; de har ikke befaling til at undersøge skjulte

8 synder. Og de tilsiger jo også tilgivelse for de synder, vi ikke husker; derfor kræver tilgivelsen, som er evangeliets røst, der forlader synder og trøster samvittighederne, ikke noget retsforhør.

9 Og det er latterligt at anvende Salomos ord her, Ordsp 27,23: Sæt dig grundigt ind i, hvordan det står til med din hjord. For Salomo siger intet om skriftemål, men giver husfaderen en husholdningsregel: at han skal bruge det, der er hans eget, og holde sig fra det, der er andres; og han befaler ham at tage sig omhyggeligt af sin egen ejendom, men dog sådan, at han ikke, mens hans sind er optaget af at øge sin formue, kaster gudsfrygten, troen eller omsorgen for Guds ord bort. Men vores modstandere forvandler ved en forunderlig metamorfose skriftsteder til hvilken som helst mening, de har lyst til. [De gør Skriften sort eller hvid, som det passer dem, imod de klare ords naturlige mening.] Her betyder «at kende» hos dem at høre skriftemål, «hvordan det står til» betyder ikke det ydre liv, men samvittighedens hemmeligheder, og «hjorden» betyder menneskene. [Stalden betyder vel en skole, hvor der findes sådanne doktorer og talere. Men det går dem, der på den måde foragter Den Hellige Skrift og alle skønne kunster, som det skal: De begår grove fejl i grammatikken.] Fortolkningen er i sandhed nydelig og værdig til disse foragtere af veltalenhedens studier. Men hvis nogen ved en sammenligning vil overføre en forskrift fra en husfader til en præst i kirken, så burde han i hvert fald forstå «hvordan det står til» [V. vultus, ansigt] om det ydre liv. Den sammenligning vil hænge bedre sammen.

10 Men lad os forbigå den slags. Flere steder i Salmerne nævnes skriftemål, som i Sl 32,5: Jeg sagde: Jeg vil bekende mine overtrædelser for Herren; og du tilgav mig min syndeskyld. En sådan syndsbekendelse, som afgives over for Gud, er selve angeren. For når man bekender for Gud, må det ske med hjertet, ikke blot med stemmen, sådan som skuespillere gør det på scenen. Derfor er en sådan bekendelse anger, hvor vi føler Guds vrede og bekender, at Gud med rette er vred, og at han ikke kan formildes ved vores gerninger, og alligevel søger vi barmhjertighed på grund af Guds løfte.

11 Sådan er også følgende bekendelse, Sl 51,6: Mod dig alene har jeg syndet, for at du kan stå som retfærdig og være ren, når du dømmer, det vil sige: «Jeg bekender, at jeg er en synder og har fortjent den evige vrede, og jeg kan ikke sætte mine retfærdige gerninger, mine fortjenester, op imod din vrede; derfor erklærer jeg, at du er retfærdig, når du fordømmer og straffer os; jeg erklærer, at du er ren, når hyklerne mener, at du er uretfærdig, fordi du straffer dem eller fordømmer de fortjenstfulde. Ja, vores fortjenester kan ikke stilles op imod din dom; men vi bliver retfærdiggjort på denne måde: hvis du retfærdiggør os, hvis du ved din barmhjertighed regner os for retfærdige.»

12 Måske vil nogen også anføre Jak 5,16: Bekend jeres synder for hinanden. Men her er der ikke tale om et skriftemål, som skal afgives over for præsterne, men helt almindeligt om brødrenes forsoning med hinanden. For verset befaler, at bekendelsen skal være gensidig.

13 Desuden vil vores modstandere komme til at fordømme mange af de mest almindeligt anerkendte lærere, hvis de vil hævde, at en opregning af synderne i skriftemålet er nødvendig efter guddommelig lov. For selv om vi går ind for skriftemålet og mener, at en vis udspørgning er til gavn, så menneskene kan blive bedre undervist [så unge og uerfarne mennesker bliver spurgt ud], må det dog styres sådan, at der ikke lægges snarer for samvittighederne. For de vil aldrig finde ro, hvis de tror, at de ikke kan få syndernes forladelse, medmindre denne nøjagtige opregning bliver foretaget.

14 Det, modstanderne har udtalt i Konfutationen, er åbenlyst falsk, nemlig at et fuldstændigt skriftemål er nødvendigt til frelse. For det er umuligt. Og hvilke snarer lægger de ikke her for samvittigheden, når de kræver et fuldstændigt skriftemål! For hvornår vil samvittigheden være sikker på, at skriftemålet er fuldstændigt?

15 Hos de kirkelige forfattere nævnes skriftemål, men de taler ikke om denne opregning af skjulte synder, men om ritualet for den offentlige bod. For da de faldne eller de berygtede [de, der var skyldige i offentlige forbrydelser] ikke blev modtaget uden fastsatte fyldestgørelser [uden en offentlig ceremoni eller irettesættelse], skriftede de af den grund for presbyterne, for at der kunne blive pålagt dem fyldestgørelser efter deres synders størrelse. Hele denne ordning havde intet tilfælles med den opregning, vi strides om. Dette skriftemål blev ikke afgivet, fordi syndernes forladelse for Gud ikke kunne finde sted uden det, men fordi man ikke kunne pålægge fyldestgørelser, før man vidste, hvilken slags synd der var tale om. For forskellige synder havde forskellige kanoner [kirkelige bodsbestemmelser].

16 Og fra dette ritual for den offentlige bod stammer ordet «fyldestgørelse». For de hellige fædre ville ikke modtage de faldne eller de berygtede, medmindre deres omvendelse, så vidt det var muligt, først var blevet undersøgt og vist offentligt. Og der synes at have været mange grunde til det. Det tjente nemlig som et eksempel, at de faldne blev tugtet, sådan som også glossen til dekreterne minder om, og det var upassende straks at give berygtede mennesker adgang til fællesskabet [uden at de var blevet prøvet]. Disse skikke er for længst gået af brug. Og det er heller ikke nødvendigt at genindføre dem, for de er ikke nødvendige til syndernes forladelse for Gud.

17 Fædrene mente heller ikke, at mennesker fortjener syndernes forladelse ved sådanne skikke eller sådanne gerninger, selv om disse skuespil [sådanne ydre ceremonier] plejer at forlede de uvidende til at tro, at de ved disse gerninger fortjener syndernes forladelse for Gud. Men hvis nogen mener det, har han en jødisk og hedensk tro. For også hedningerne havde visse soningsofre for synder, som de forestillede sig, at de kunne

18 blive forsonet med Gud ved. Men selv om skikken nu er gået af brug, er ordet «fyldestgørelse» bevaret, og der er også et spor tilbage af skikken med at pålægge visse fyldestgørelser i skriftemålet, som de definerer som gerninger, man ikke er forpligtet til. Vi kalder dem kanoniske fyldestgørelser.

19 Om dem mener vi, ligesom om opregningen, at de [disse offentlige ceremonier] ikke er nødvendige efter guddommelig lov til syndernes forladelse, ligesom heller ikke de gamle offentlige fyldestgørelser ved den offentlige bod var nødvendige efter guddommelig lov til syndernes forladelse. For læren om troen må fastholdes: at vi ved troen får syndernes forladelse for Kristi skyld og ikke for vores gerningers skyld, hverken dem, der går forud, eller dem, der følger efter [når vi omvendes eller genfødes i Kristus]. Og derfor har vi især drøftet spørgsmålet om fyldestgørelserne, for at troens retfærdighed ikke skal blive formørket, når man underkaster sig dem, eller menneskene skal tro, at de får syndernes forladelse for disse gerningers skyld.

20 Og mange udsagn, der er gængse i skolerne, fremmer vildfarelsen, fx det, de anfører i definitionen af fyldestgørelse, nemlig at den udføres for at formilde Guds mishag.

21 Men alligevel indrømmer modstanderne, at fyldestgørelserne intet gavner til forladelse af skylden. Dog forestiller de sig, at fyldestgørelserne gavner til at løskøbe fra straffene, hvad enten det er skærsildens eller andre straffe. For de lærer, at Gud ved syndernes forladelse [uden midler, alene] forlader skylden, men at han, fordi det hører med til den guddommelige retfærdighed at straffe synden, omskifter den evige straf til en timelig. De tilføjer desuden, at en del af denne timelige straf eftergives ved nøglemagten, men at resten løskøbes ved fyldestgørelser. Men man kan ikke forstå, hvilke straffe det er, nøglemagten eftergiver en del af, medmindre de siger, at det er en del af skærsildens straffe, der eftergives; og deraf ville det følge, at fyldestgørelserne kun er straffe, der løskøber fra skærsilden. Og disse fyldestgørelser gælder, siger de, selv når de udføres af dem, der er faldet tilbage i dødssynd, som om Guds mishag virkelig kunne formildes af dem, der lever i dødssynd.

22 Hele denne lære er opdigtet og først for nylig fundet på, uden hjemmel i Skriften og hos kirkens gamle forfattere. Ikke engang Petrus Lombardus taler sådan om fyldestgørelserne.

23 Skolastikerne så, at der fandtes fyldestgørelser i kirken; men de lagde ikke mærke til, at disse offentlige handlinger var indført både for at være et eksempel og for at prøve dem, der ønskede at blive modtaget i kirken. Kort sagt så de ikke, at det var en disciplin og helt og holdent en verdslig sag. Derfor forestillede de sig overtroisk, at de ikke gælder som disciplin over for kirken, men til at formilde Gud. Og ligesom de andre steder ofte meget uheldigt har blandet åndelige og borgerlige sager sammen [Kristi rige, som er åndeligt, og verdens rige og den ydre disciplin], sådan sker det også med fyldestgørelserne.

24 Men glossen til kanonerne bevidner flere steder, at disse skikke blev indført for kirkedisciplinens skyld [at de kun skulle tjene som eksempel over for kirken].

25 Lad os desuden se, hvordan de i Konfutationen, som de havde den frækhed at påtvinge Hans Kejserlige Majestæt, beviser disse deres opdigtninger. De anfører mange skriftsteder for at narre de uerfarne, som om denne sag, der end ikke var kendt på Petrus Lombardus' tid, havde Skriftens myndighed bag sig. De fremfører steder som disse: «Bær da frugt som svarer til omvendelsen», Matt 3,8; Mark 1,15. Endvidere: «Stil jeres lemmer til rådighed som slaver for retfærdigheden», Rom 6,19. Desuden: Kristus prædiker omvendelse, Matt 4,17: «Omvend jer.» Og: Kristus befaler i Luk 24,47 apostlene at prædike omvendelse, og Peter prædiker omvendelse, ApG 2,38. Derefter anfører de nogle steder fra kirkefædrene og de kirkeretlige bestemmelser (kanones) og slutter, at fyldestgørelserne i kirken ikke må afskaffes i strid med det klare evangelium og konciliernes og kirkefædrenes beslutninger [mod den hellige kirkes afgørelse]. Ja, de slutter endda, at de, som har fået tilgivelse af præsten, skal fuldføre den bod, der er pålagt dem, i overensstemmelse med Paulus' ord i Tit 2,14: «Han gav sig selv hen for os for at løskøbe os fra enhver lovløshed og for at rense sig et ejendomsfolk, som er ivrigt efter at gøre gode gerninger.»

26 Gid Gud må gøre disse ugudelige sofister til skamme, som så ondskabsfuldt forvrider Guds ord til deres egne tomme drømme! Hvilket godt menneske bliver ikke oprørt over en sådan skændsel? «Kristus siger: Omvend jer; apostlene prædiker omvendelse; altså bliver de evige straffe udlignet med skærsildens straffe; altså har nøglerne magt til at eftergive en del af skærsildens straffe; altså løskøber fyldestgørelserne fra skærsildens straffe»! Hvem har lært disse æsler en sådan logik? Men det er hverken logik eller sofisteri; det er snedigt bedrag. Derfor henviser de til ordet «omvend jer» på en sådan måde, at de uerfarne, når de hører et sådant sted anført imod os, skal få den opfattelse, at vi helt forkaster omvendelsen. Med disse kunstgreb prøver de at gøre sindene fremmede for os og at tænde had, så de uerfarne skal råbe imod os [Korsfæst! Korsfæst!], at sådanne fordærvelige kættere, der forkaster omvendelsen, må fjernes fra deres midte. [Således bliver de offentligt afsløret som løgnere i denne sag.]

27 Men vi håber, at disse bagvaskelser [og forvrængninger af Den Hellige Skrift] kun vil vinde lidt indpas blandt gode mennesker. Og Gud vil ikke længe finde sig i en sådan frækhed og ondskab. [De vil helt sikkert blive fortæret af det første og det andet bud.] Paven i Rom har heller ikke taget godt vare på sin egen værdighed ved at bruge sådanne forsvarere, for han har overladt en sag af den største betydning til disse sofisters dom. For da vi i Bekendelsen har samlet næsten hele summen af den kristne lære, burde man have udpeget dommere til at udtale sig om så vigtige, så mange og så forskelligartede sager – dommere, hvis lærdom og troskab var mere anerkendt end de sofisters, som har skrevet denne Konfutation.

28 Især du, Campegius, burde med din visdom have sørget for, at de i så vigtige sager ikke skrev noget, som enten nu eller i eftertiden kunne synes at svække respekten for Den Romerske Stol. Hvis Den Romerske Stol finder det rigtigt, at alle folkeslag skal anerkende den som troens herskerinde, så burde den gøre sig umage for, at lærde og ubestikkelige mænd undersøger de religiøse spørgsmål. For hvad vil verden mene, hvis modstandernes skrift en dag bliver bragt frem i lyset? Hvad vil eftertiden mene om disse skændige retslige undersøgelser?

29 Du ser, Campegius, at dette er de sidste tider, hvor religionen efter Kristi forudsigelse skal være i den største fare. Derfor burde du, som så at sige skal sidde i vagttårnet og lede de religiøse sager, i disse tider bruge usædvanlig visdom og omhu. Der er mange tegn, som – hvis I ikke tager hensyn til dem – varsler en omvæltning for det romerske styre.

30 Og I tager fejl, hvis I mener, at kirkerne kun skal fastholdes med magt og våben. Folk beder om at blive undervist om religionen. Hvor mange tror I ikke, der er – ikke blot i Tyskland, men også i England, i Spanien, i Frankrig, i Italien og endelig selv i byen Rom – som, når de ser, at der er opstået strid om spørgsmål af den største betydning, her og der begynder at tvivle og i stilhed harmes over, at I nægter at undersøge og bedømme så vægtige spørgsmål som disse på rette måde; at I ikke befrier de vaklende samvittigheder; at I blot befaler, at vi skal knuses og udslettes med våben?

31 Der er mange gode mennesker, som finder denne tvivl bitrere end døden. I overvejer ikke nok, hvor stor en sag religionen er, hvis I tror, at gode mennesker bliver grebet af angst over en ringe sag, når de begynder at tvivle om en eller anden læresætning. Og denne tvivl kan ikke få nogen anden virkning end at fremkalde det bitreste had mod dem, som stiller sig i vejen for, at sagen bliver klarlagt, når de burde helbrede samvittighederne.

32 Vi siger ikke her, at I bør frygte Guds dom. For hierarkerne mener, at de let kan sikre sig mod den. De har jo nøglerne, så de kan naturligvis åbne himlen for sig selv, når de vil. Vi taler om menneskers domme og alle folkeslags tavse ønsker, som netop i denne tid kræver, at disse sager bliver undersøgt og afgjort på en sådan måde, at gode sind kan blive helbredt og befriet for tvivl. For med din visdom kan du let skønne, hvad der vil ske, hvis dette had mod jer en dag skulle bryde ud. Men med denne velgerning vil I kunne knytte alle folkeslag til jer – for alle fornuftige mennesker regner det for den højeste og vigtigste sag – hvis I helbreder tvivlende

33 samvittigheder. Vi har ikke sagt dette, fordi vi tvivler om vores Bekendelse. For vi ved, at den er sand, from og gavnlig for fromme samvittigheder. Men det er sandsynligt, at der mange steder er mange, som vakler i spørgsmål af ikke ringe betydning og alligevel ikke hører sådanne lærere, som er i stand til at helbrede deres samvittighed.

34 Men lad os vende tilbage til hovedsagen. De skriftsteder, som modstanderne anfører, taler på ingen måde om de kirkeretlige fyldestgørelser og om skolastikernes meninger, for det er klart, at disse først er opstået for nylig. Derfor er det ren bagvaskelse, når de forvrider Skriften efter deres egne meninger. Vi siger, at gode frugter, gode gerninger i enhver livsstilling, skal følge efter omvendelsen, det vil sige vendingen til Gud eller genfødslen [Helligåndens fornyelse i hjertet]. Der kan heller ikke være en sand omvendelse eller en sand anger, hvor kødets dødelse og gode frugter ikke følger efter [hvis vi ikke udadtil gør gode gerninger og viser kristen tålmodighed]. Sande rædsler og sand sjælelig smerte tillader ikke legemet at hengive sig til sanselige nydelser, og den sande tro er ikke utaknemmelig mod Gud og foragter heller ikke Guds bud.

35 Kort sagt: Der er ingen indre omvendelse, hvis den ikke også udadtil frembringer kødets dødelse. Vi siger også, at det er det, Johannes mener, når han siger i Matt 3,8: «Bær da frugt som svarer til omvendelsen.» Det samme mener Paulus, når han siger i Rom 6,19: «Stil jeres lemmer til rådighed som slaver for retfærdigheden», ligesom han også siger et andet sted, Rom 12,1: «Bring jeres kroppe som et levende offer» osv. Og når Kristus siger i Matt 4,17: «Omvend jer», så taler han helt sikkert om hele omvendelsen, om hele det nye liv og dets frugter; han taler ikke om de hyklerske fyldestgørelser, som efter skolastikernes forestilling gælder som udligning for skærsildens straf eller andre straffe, når de bliver udført af mennesker, der er i dødssynd.

36 Man kan også samle mange argumenter for, at disse skriftsteder på ingen måde angår de skolastiske fyldestgørelser. Disse folk forestiller sig, at fyldestgørelserne er gerninger, som ikke er pligtige [som vi ikke er forpligtet til at gøre]; men Skriften kræver på disse steder gerninger, som er pligtige [som vi er forpligtet til at gøre]. For Kristi ord

37 «Omvend jer» er et bud. Desuden skriver modstanderne, at hvis en, der går til skrifte, nægter at påtage sig fyldestgørelser, så synder han ikke, men vil betale disse straffe i skærsilden. Men de følgende steder er uden tvivl bud, der gælder dette liv: «Omvend jer»; «Bær frugt som svarer til omvendelsen»; «Stil jeres lemmer til rådighed som slaver for retfærdigheden». Derfor kan de ikke forvrides til at handle om de fyldestgørelser, som man har lov til at nægte. For det er ikke tilladt at nægte Guds bud. [For Guds bud er ikke på den måde overladt til vores forgodtbefindende.]

38 For det tredje eftergiver afladen disse fyldestgørelser, sådan som det læres i kapitlet De poenitentiis et remissione, der begynder med ordene Quum ex eo osv. [«Om bod og eftergivelse», «Da nu deraf» – et kapitel i den kanoniske ret.] Men afladen fritager os ikke fra budene: «Omvend jer»; «Bær frugt som svarer til omvendelsen». Derfor er det åbenlyst, at disse skriftsteder er blevet ondskabsfuldt forvredet til at handle om de kirkeretlige fyldestgørelser.

39 Se dernæst, hvad der følger af det. Hvis skærsildens straffe er fyldestgørelser eller satispassiones [tilstrækkelige lidelser], eller hvis fyldestgørelserne er en løskøbelse fra skærsildens straffe, befaler disse steder så også, at sjælene skal straffes i skærsilden? [Ovennævnte steder hos Kristus og Paulus måtte så også vise og bevise, at sjælene kommer i skærsilden og lider pine dér.] Da dette nødvendigvis må følge af modstandernes meninger, må disse steder fortolkes på en ny måde [disse steder må tage nye frakker på]: «Bær frugt som svarer til omvendelsen»; «Omvend jer», det vil sige: Lid skærsildens straffe efter dette liv.

40 Men vi vil ikke bruge flere ord på at gendrive disse modstandernes urimeligheder. For det er klart, at Skriften taler om pligtige gerninger, om hele det nye liv, og ikke om den overholdelse af ikke-pligtige gerninger, som modstanderne taler om. Og alligevel forsvarer de med disse opdigtninger [munke]ordenerne, salget af messer og utallige andre skikke – nemlig som gerninger, der, selv om de ikke fyldestgør for skylden, dog fyldestgør for straffen.

41 Da de anførte skriftsteder altså ikke siger, at de evige straffe skal udlignes med gerninger, som ikke er pligtige, er det dristigt af modstanderne at påstå, at disse straffe bliver udlignet med de kirkeretlige fyldestgørelser. Nøglerne har heller ikke befaling til at omskifte nogle straffe eller til at eftergive en del af straffene. For hvor læser man sådanne ting [drømme og løgne] i Skriften? Kristus taler om syndernes forladelse, når han siger i Matt 18,18: «Alt hvad I løser» osv. [det vil sige], at når synden er tilgivet, bliver den evige død taget bort og det evige liv skænket. Og «alt hvad I binder» taler heller ikke om at pålægge straffe, men om at fastholde synderne hos dem, som ikke omvender sig.

42 Desuden er Petrus Lombardus' udsagn om at eftergive en del af straffene hentet fra de kirkeretlige straffe; en del af dem eftergav præsterne. Vi mener altså, at omvendelsen skal bære gode frugter for Guds ære og buds skyld, og at gode frugter – sand faste, sand bøn, sande almisser osv. – har Guds bud for sig. Men alligevel finder vi ingen steder i Den Hellige Skrift, at de evige straffe kun bliver eftergivet på grund af skærsildens straf eller de kirkeretlige fyldestgørelser, det vil sige på grund af visse ikke-pligtige gerninger, eller at nøglemagten har befaling til at omskifte disse straffe eller til at eftergive en del af dem. Det var det, modstanderne skulle bevise. [Det vil de ikke forsøge.]

43 Desuden er Kristi død en fyldestgørelse ikke alene for skylden, men også for den evige død, som det står i Hos 13,14: «Død, jeg vil være din død.» Hvor uhyrligt er det derfor at sige, at Kristi fyldestgørelse har forløst fra skylden, mens vores straffe forløser fra den evige død! For så måtte udtrykket «jeg vil være din død» forstås, ikke om Kristus, men om vores gerninger – og endda ikke om de gerninger, Gud har befalet, men om nogle kolde skikke, som mennesker har fundet på. Og om dem siges det, at de ophæver døden,

44 selv når de udføres i dødssynd. Det smerter os ubeskriveligt at gengive disse urimeligheder fra modstanderne. Den, der tænker over dem, kan ikke undgå at blive vred over sådanne dæmoners lærdomme, som djævelen har udbredt i kirken for at undertrykke kundskaben om lov og evangelium, om omvendelse og levendegørelse og om Kristi

45 velgerninger. For om loven taler de sådan: «Gud har af nedladenhed over for vores svaghed givet mennesket et mål for det, han nødvendigvis er forpligtet til, nemlig at holde budene, så han med det, der er tilovers, det vil sige med overskydende gerninger, kan gøre fyldest for de overtrædelser, han har begået.» Her forestiller menneskene sig, at de kan holde Guds lov på en sådan måde, at de endda kan gøre mere, end loven kræver. Men Skriften råber overalt, at vi er langt fra den fuldkommenhed, som loven kræver. Alligevel forestiller disse mennesker sig, at Guds lov går op i en ydre og borgerlig retfærdighed. De ser ikke, at den kræver sand kærlighed til Gud «af hele dit hjerte» osv., og at den fordømmer alt begæret i vores natur. Derfor gør ingen så meget, som loven kræver. Det er altså latterligt, når de forestiller sig, at vi kan gøre mere. For selv om vi kan udføre ydre gerninger, som Guds lov ikke befaler [som Paulus kalder fattige og svage grundprincipper], så er tilliden til, at man gør fyldest for Guds lov [ja, at man gør mere, end Gud kræver], tom og ugudelig.

46 Sande bønner, sande almisser og sand faste har Guds befaling, og hvor de har Guds befaling, kan de ikke undlades uden synd. Men for så vidt som disse gerninger ikke er befalet af Guds lov, men har en fast form efter en menneskelig regel, er de gerninger efter menneskelige overleveringer, som Kristus taler om i Matt 15,9: «Forgæves dyrker de mig, idet de lærer det som er menneskebud.» Det gælder for eksempel visse fastedage, der ikke er indstiftet for at tøjle kødet, men for at Gud skal æres ved denne gerning, som Scotus siger, og for at den evige død skal godtgøres. Det samme gælder et fast antal bønner og et fast mål for almisser, når de udføres sådan, at dette mål er en gudsdyrkelse ex opere operato [i kraft af den udførte handling], som ærer Gud og godtgør den evige død. For de tillægger disse gerninger fyldestgørelse ex opere operato, fordi de lærer, at de gælder også hos dem, der er

47 i dødssynd. Der er gerninger, som fjerner sig endnu længere fra Guds bud, som [rosenkranse og] pilgrimsrejser. Og her er variationen stor: Én rejser [til Sankt Jakob] iført brynje, en anden barfodet. Kristus kalder sådanne ting «forgæves gudsdyrkelse», og derfor tjener de ikke til at formilde Guds vrede, sådan som modstanderne siger. Og alligevel pynter de disse gerninger med prægtige titler: De kalder dem overskydende gerninger, og de tillægger dem den ære at være en betaling i stedet for den evige død.

48 På den måde sættes de over de gerninger, Guds bud befaler [de sande gerninger, som udtrykkeligt nævnes i De ti bud]. Således formørkes Guds lov på to måder: dels fordi man mener, at man gør fyldest for Guds lov ved ydre og borgerlige gerninger, dels fordi der føjes menneskelige overleveringer til, hvis gerninger sættes over gerningerne efter den guddommelige lov.

49 For det andet formørkes omvendelsen og nåden. Den evige død sones nemlig ikke ved denne godtgørelse med gerninger; den er jo uvirksom og smager ikke døden i dette liv. Noget andet må sættes op imod døden, når den prøver os. For ligesom Guds vrede overvindes ved troen på Kristus, sådan overvindes døden ved troen på Kristus. Sådan siger Paulus i 1 Kor 15,57: «Men tak til Gud som giver os sejren ved vores Herre Jesus Kristus.» Han siger ikke: «som giver os sejren, hvis vi sætter vores fyldestgørelser op imod døden».

50 Modstanderne beskæftiger sig med tomme spekulationer om skyldens forladelse og ser ikke, hvordan hjertet ved skyldens forladelse bliver befriet fra Guds vrede og den evige død ved troen på Kristus. Når altså Kristi død er en fyldestgørelse for den evige død, og når modstanderne selv indrømmer, at disse fyldestgørelsesgerninger ikke er gerninger, som man er forpligtet til, men gerninger efter menneskelige overleveringer, som Kristus i Matt 15,9 siger er forgæves gudsdyrkelse, så kan vi trygt fastslå, at de kanoniske fyldestgørelser ikke efter guddommelig ret er nødvendige for at få forladt skylden eller den evige straf eller skærsildens straf.

51 Men modstanderne indvender, at hævn eller straf er nødvendig for omvendelsen, fordi Augustin siger, at omvendelse er en hævn, der straffer osv. Vi indrømmer, at hævn eller straf er nødvendig i omvendelsen, dog ikke som fortjeneste eller betaling, sådan som modstanderne forestiller sig, at fyldestgørelserne er det. Men hævnen hører formelt til omvendelsen, fordi selve genfødslen sker ved en vedvarende døden af det gamle liv. Lad Scotus' ord være nok så smukke: at poenitentia [omvendelse, bod] har sit navn, fordi den så at sige er poenae tenentia, det vil sige noget, der holder fast ved straffen. Men hvilken straf, hvilken hævn taler Augustin om? Naturligvis om den sande straf, den sande hævn, nemlig om angeren, om de sande rædsler. Vi udelukker heller ikke her den ydre spægelse af legemet, som

52 følger efter sand sorg i sindet. Modstanderne tager meget fejl, hvis de forestiller sig, at de kanoniske fyldestgørelser [deres gøglerkunster, rosenkranse, pilgrimsrejser og den slags] i højere grad er straffe end de sande rædsler i hjertet. Det er yderst tåbeligt at fordreje ordet «straf» til at gælde disse kolde fyldestgørelser og ikke at henføre det til de frygtelige samvittighedsrædsler, som David taler om i Sl 18,5 og 2 Sam 22,5: «Dødens smerter omgav mig.» Hvem ville ikke hellere iført brynje og fuld udrustning drage til Jakobskirken, Peterskirken osv. end bære den usigeligt voldsomme smerte, som rammer selv helt almindelige mennesker, når der er tale om sand omvendelse?

53 Men de siger, at det hører til Guds retfærdighed at straffe synden. Det gør han da også i angeren, når han viser sin vrede i disse rædsler. Det antyder David, når han beder i Sl 6,2: «Herre, straf mig ikke i din vrede.» Og Jer 10,24: «Herre, tugt mig, men med måde, ikke i din vrede, for at du ikke skal gøre mig til intet.» Her tales der virkelig om de allerbitreste straffe. Og modstanderne erkender, at angeren kan være så stor, at der ikke kræves nogen fyldestgørelse.

54 Angeren er altså i sandere forstand en straf end fyldestgørelsen. Desuden er de hellige underlagt døden og alle de almindelige trængsler, som det siges i 1 Pet 4,17: «For det er tiden til at dommen kan begynde med Guds hus, men hvis den først begynder med os, hvad vil da afslutningen blive for dem som er ulydige mod Guds evangelium?» Og selv om disse trængsler for det meste er straffe for synden, har de hos de gudfrygtige et bedre formål, nemlig at øve dem, så de midt i prøvelserne lærer at søge Guds hjælp og at erkende mistilliden i deres eget hjerte osv., sådan som Paulus siger om sig selv i 2 Kor 1,9: «Ja, vi havde selv fældet dødsdommen over os for at vi ikke skulle have tillid til os selv, men til Gud, som oprejser de døde.» Og Esajas siger i Es 26,16: «De udøste bøn, da din tugt ramte dem», det vil sige: Trængslerne er en tugt,

55 som Gud øver de hellige med. Trængslerne pålægges også på grund af den nærværende synd, for hos de hellige dræber og udslukker de begæret, så de kan fornyes ved Ånden, sådan som Paulus siger i Rom 8,10: «Kroppen er død på grund af synden», det vil sige, den bliver dødet [mere og mere hver dag] på grund af den nærværende synd, som stadig er tilbage i kødet.

56 Og selve døden tjener til dette formål, nemlig at gøre ende på dette syndens kød, så vi kan opstå helt nye. Og fordi den troende ved troen har overvundet dødens rædsler, er der i hans død ikke længere den brod og den fornemmelse af vrede, som Paulus taler om i 1 Kor 15,56: «Men dødens brod er synden, og syndens kraft er loven.» Denne syndens kraft, denne fornemmelse af vrede, er virkelig en straf, så længe den er til stede. Uden denne fornemmelse af vrede

57 er døden ikke i egentlig forstand en straf. Desuden hører de kanoniske fyldestgørelser ikke til disse straffe – modstanderne siger jo selv, at en del af straffene eftergives ved nøglemagten. Og efter disse menneskers egen lære eftergiver nøglerne fyldestgørelserne og de straffe, som fyldestgørelserne ydes for. Men det er åbenbart, at de almindelige trængsler ikke fjernes ved nøglemagten. Og hvis de mener, at fyldestgørelserne er disse straffe, hvorfor tilføjer de så, at der skal gøres fyldest i skærsilden?

58 De holder Adams og også Davids eksempel op imod os – David blev jo straffet for sit ægteskabsbrud. Af disse eksempler udleder de den almene regel, at der ved syndsforladelsen svarer særlige timelige straffe til de enkelte synder.

59 Vi har allerede sagt, at de hellige lider straffe, som er Guds gerninger: De lider anger eller rædsler, og de lider også andre almindelige trængsler. Nogle lider også særlige straffe, som Gud har pålagt dem. Og disse straffe har intet med nøglerne at gøre, for nøglerne kan hverken pålægge eller eftergive dem; det er Gud, der uden nøglernes tjeneste pålægger og eftergiver dem [som han vil]. Den almene regel følger heller ikke: «David blev pålagt en særlig straf, altså er der ud over de almindelige trængsler endnu en straf i skærsilden, hvor hver grad svarer til en bestemt synd.»

60 Hvor lærer Skriften, at vi ikke kan befries fra den evige død uden ved at betale visse straffe ud over de almindelige trængsler? Tværtimod lærer den meget ofte, at syndernes forladelse sker uforskyldt for Kristi skyld, og at Kristus er sejrherren over synd og død. Derfor må man ikke sy fyldestgørelsernes fortjeneste på som en lap. Og selv om trængslerne stadig er der, udlægger Skriften dem som en døden af den nærværende synd [for at dræbe og ydmyge den gamle Adam] og ikke som en godtgørelse for eller en betaling af den evige død.

61 Job frikendes: Han blev ikke ramt på grund af tidligere onde gerninger. Altså er trængsler ikke altid straffe eller tegn på vrede. Ja, de forskrækkede samvittigheder skal lære, at trængslerne har andre og vigtigere formål [så de lærer at se helt anderledes på trængsler, nemlig som tegn på nåde], så de ikke tror, at Gud har forkastet dem, når de i trængslerne ikke ser andet end Guds straf og vrede. Man skal tænke på de andre og vigtigere formål, nemlig at Gud gør sin fremmede gerning for at kunne gøre sin egen gerning osv., sådan som Esajas lærer i en lang tale i Es 28.

62 Og da disciplene spurgte, hvem der havde syndet, siden manden var født blind, Joh 9,2–3, svarede Kristus, at årsagen til hans blindhed ikke er synd, men at Guds gerninger skal åbenbares på ham. Og i Jer 49,12 hedder det: De, som ikke var dømt til at drikke af bægeret, har dog drukket. Sådan blev profeterne og Johannes Døberen og andre hellige slået ihjel.

63 Derfor er trængsler ikke altid straffe for bestemte gerninger i fortiden. De er Guds gerninger, som skal tjene os til gavn og gøre Guds kraft endnu tydeligere i vores svaghed [hvordan han kan hjælpe midt i døden]. Sådan siger Paulus, 2 Kor 12,9: Guds kraft fuldendes i min svaghed. Derfor skal vores legemer efter Guds vilje være ofre, som viser vores lydighed [og tålmodighed], ikke betaling for den evige død. For den har Gud en anden pris, nemlig

64 sin egen Søns død. Det er også i denne betydning, Gregor tolker Davids straf, når han siger: Hvis Gud på grund af den synd havde truet med, at han skulle ydmyges sådan af sin søn, hvorfor opfyldte han så det, han havde truet ham med, da synden var tilgivet? Svaret er, at tilgivelsen skete, for at mennesket ikke skulle hindres i at få det evige liv, men at det, der var truet med, fulgte som et eksempel, for at menneskets gudsfrygt kunne blive øvet og prøvet også i denne ydmygelse. Sådan lagde Gud også legemets død på mennesket på grund af synden, og efter syndernes forladelse tog han den ikke bort. Det gjorde han for at øve retfærdigheden, det vil sige for at de helliggjortes retfærdighed kunne blive øvet og prøvet.

65 De almindelige ulykker [som krig, hungersnød og lignende ulykker] bliver heller ikke egentlig fjernet ved disse kanoniske fyldestgørelser, det vil sige ved gerninger efter menneskelige overleveringer. Om dem siger modstanderne, at de virker ex opere operato [i kraft af den udførte handling], så de, selv om de udføres i dødssynd,

66 alligevel køber fri for straffene. [Og modstanderne indrømmer selv, at de pålægger fyldestgørelser, ikke på grund af sådanne almindelige ulykker, men på grund af skærsilden; derfor er deres fyldestgørelser rene indbildninger og drømme.] Og når man anfører Paulus' ord i 1 Kor 11,31 imod os: Hvis vi dømte os selv, ville vi ikke blive dømt af Herren [og deraf slutter, at hvis vi pålægger os selv straf, vil Gud dømme os mildere], så skal ordet «dømme» forstås om hele omvendelsen og de påbudte frugter, ikke om gerninger, som ikke er påbudt. Vores modstandere får deres straf for at foragte grammatikken, når de forstår «dømme» som det samme som at gå på pilgrimsfærd i brynje til Sankt Jakobs kirke eller lignende gerninger. «Dømme» betyder hele omvendelsen; det betyder at fordømme synderne.

67 Denne fordømmelse sker i sandhed i angeren og i forandringen af livet. Hele omvendelsen – anger, tro og de gode frugter – bevirker, at offentlige og private straffe og ulykker mildnes, sådan som Es 1,16–19 lærer: Hold op med at gøre ondt, lær at gøre godt osv. Om jeres synder er som skarlagen, skal de blive hvide som sne. Hvis I er villige og lydige,

68 skal I spise landets gode. Man må heller ikke tage denne meget vigtige og gavnlige betydning fra hele omvendelsen og fra de gerninger, som Gud har påbudt eller befalet, og overføre den til fyldestgørelserne og de menneskelige overleveringers gerninger. Og det er nyttigt at lære, at de almindelige onder mildnes ved vores omvendelse og ved omvendelsens sande frugter, det vil sige ved gode gerninger, der udspringer af troen, og ikke, som disse folk forestiller sig, ved gerninger udført i dødssynd.

69 Hertil hører eksemplet med Ninives indbyggere, Jon 3,10. Ved deres omvendelse (vi taler om hele omvendelsen) blev de forsonet med Gud og opnåede den nåde, at deres by ikke blev ødelagt.

70 Vi har desuden ovenfor sagt, at når fædrene nævner fyldestgørelse, og når koncilerne fastsatte kanoner, drejede det sig om kirketugt, som var indført for eksemplets skyld. De mente heller ikke, at denne tugt er nødvendig for at få skylden eller straffen forladt. For selv om nogle af dem nævnte skærsilden, tolker de den ikke som betaling for den evige straf [som kun Kristus betaler], altså ikke som fyldestgørelse, men som renselse af ufuldkomne sjæle. Sådan siger Augustin, at de tilgivelige [daglige] synder fortæres, det vil sige, at mistillid til Gud og andre

71 lignende tilbøjeligheder dødes. Undertiden bruger forfatterne ordet «fyldestgørelse», der egentlig betegner selve ritualet eller skuespillet, om den sande dødelse af kødet. Sådan siger Augustin: Sand fyldestgørelse er at skære årsagerne til synd bort, det vil sige at døde kødet og holde det i tømme, ikke for at betale for de evige straffe, men for at kødet ikke skal lokke til synd.

72 Om at give tilbage siger Gregor, at omvendelsen er falsk, hvis den ikke giver fyldest til dem, vi har taget ejendom fra. For den, der stadig stjæler, sørger ikke i sandhed over, at han har stjålet eller røvet. Han er nemlig tyv eller røver, så længe han uretmæssigt besidder en andens ejendom. Denne borgerlige fyldestgørelse er nødvendig, fordi der står skrevet i Ef 4,28: Den som stjæler,

73 skal ikke mere stjæle. Chrysostomos siger også: I hjertet anger, i munden bekendelse, i gerningen fuld ydmyghed. Det taler slet ikke imod os. Gode gerninger skal følge omvendelsen; omvendelsen skal ikke være forstillelse, men en forandring af hele livet til det bedre.

74 Fædrene skrev også, at det er nok, hvis denne offentlige eller ceremonielle bod finder sted én gang i livet, og det var for den, kanonerne om fyldestgørelser blev fastsat. Deraf kan man forstå, at de mente, at disse kanoner ikke er nødvendige for syndernes forladelse. For ud over denne ceremonielle bod ønsker de ofte, at bod gøres på anden måde, hvor kanoner om fyldestgørelser ikke blev krævet.

75 Forfatterne til Konfutationen skriver, at det ikke kan tåles, at fyldestgørelserne afskaffes i strid med det klare evangelium. Vi har altså indtil nu vist, at disse kanoniske fyldestgørelser, det vil sige gerninger, som ikke er påbudt, og som skal udføres for at betale for straf, ikke har

76 evangeliets befaling. Sagen selv viser det. Hvis fyldestgørelsens gerninger er gerninger, som ikke er påbudt, hvorfor henviser de så til det klare evangelium? For hvis evangeliet befalede, at straffe skulle betales med sådanne gerninger, ville gerningerne allerede være påbudt. Men sådan taler de for at narre de uerfarne, og de anfører skriftsteder, som taler om påbudte gerninger, selv om de i deres egne fyldestgørelser foreskriver gerninger, som ikke er påbudt. Ja, i deres skoler indrømmer de selv, at man kan afslå fyldestgørelser uden [døds]synd. Derfor skriver de her falsk, at vi af det klare evangelium tvinges til at påtage os disse kanoniske fyldestgørelser.

77 Men vi har allerede mange gange bevidnet, at omvendelsen skal bære gode frugter; og hvad de gode frugter er, lærer de [ti] bud, nemlig [i sandhed og af hjertet at ære, frygte og elske Gud højest af alt, med glæde at påkalde ham i nød], bøn, taksigelse, bekendelse af evangeliet [at høre dette ord], at lære evangeliet, at adlyde forældre og øvrighed, at være tro i sit kald, ikke at slå ihjel, ikke at bære på had, men at være forsonlig [at være venlig og god mod sin næste], at give til de trængende efter evne, ikke at bedrive utugt eller ægteskabsbrud, men at holde kødet i ave, tøjle det og tugte det, ikke for at betale for den evige straf, men for ikke at adlyde Djævelen eller bedrøve Helligånden; desuden at tale sandt. Disse frugter har Guds befaling, og de skal bæres for Guds æres og befalings skyld; og de har også deres løn. Men Skriften lærer ikke, at de evige straffe kun forlades på grund af den betaling, der ydes ved bestemte overleveringer eller ved skærsilden.

78 Afladen var tidligere en eftergivelse af disse offentlige skikke, for at folk ikke skulle bebyrdes for meget. Men hvis fyldestgørelser og straffe kan eftergives ved menneskelig myndighed, så er denne betaling altså ikke nødvendig efter guddommelig lov; for en guddommelig lov ophæves ikke af menneskelig myndighed. Da skikken desuden er gået af brug af sig selv, og biskopperne har forbigået den i tavshed, er der ikke længere brug for disse eftergivelser. Alligevel blev navnet «aflad» hængende. Og ligesom fyldestgørelserne ikke blev forstået som en ydre tugt, men som betaling for straf, sådan blev afladen fejlagtigt forstået, som om den befriede sjæle fra skærsilden.

79 Men nøglerne har kun magt til at binde og løse på jorden, efter Matt 16,19: Det som du binder på jorden, skal være bundet i himlen, og det som du løser på jorden, skal være løst i himlen. I øvrigt har nøglerne, som vi sagde ovenfor, ikke magt til at pålægge straffe eller til at indstifte gudsdyrkelse, men kun befaling til at forlade synderne for dem, der omvender sig, og til at overbevise og udelukke dem, der ikke vil omvende sig. For ligesom «løse» betyder at forlade synder, sådan betyder «binde» ikke at forlade synder. For Kristus taler om et åndeligt rige. Og Guds befaling er, at evangeliets tjenere skal give tilgivelse til dem, der omvender sig, efter 2 Kor 10,8: Den myndighed, som Herren har givet os til opbyggelse. Derfor

80 er forbeholdet af sager [at visse synder var forbeholdt biskoppen eller paven at give tilgivelse for] en verdslig sag. For det er et forbehold af den kanoniske straf; det er ikke et forbehold af skylden for Gud hos dem, der i sandhed har omvendt sig. Derfor dømmer modstanderne ret, når de indrømmer, at forbeholdet af sager ikke må hindre tilgivelsen i dødsstunden.

81 Vi har fremlagt hovedsummen af vores lære om omvendelsen, og vi ved med sikkerhed, at den er from og gavnlig for gode sjæle [og højst nødvendig]. Og hvis gode mennesker vil sammenligne vores [ja, Kristi og hans apostles] lære med vores modstanderes meget forvirrede drøftelser, vil de se, at modstanderne har udeladt læren om den tro, der retfærdiggør og trøster fromme hjerter [og uden den kan ingen lære eller undervise noget ordentligt og kristent]. De vil også se, at modstanderne opdigter mange ting om fortjenesten ved attritio [den ufuldkomne anger, der udspringer af frygt for straf], om den endeløse opregning af synder og om fyldestgørelser; de siger ting [som hverken rører jorden eller himlen], som hverken stemmer med menneskelig eller guddommelig ret, og som ikke engang modstanderne selv kan forklare tilfredsstillende.